Det går hos os yderst langsomt med at afskaffe eller forandre indgroede sædvaner, forældet slendrian og groteske skikke, skønt tusind stemmer har hævet sig derimod. Således har her den meget underlige indgroede skik som i ingen anden hovedstad finder sted: ikke at tænde lygterne når almanakken forkynder måneskin. Man tager aldeles intet hensyn til at der på de bebudede måneskinsaftener kan indtræffe tåge, sne, regn, tyk luft m.m.; men vægterne har fra Arilds tid den ordre ikke på sådanne almanakaftener at tænde lygterne, eller også blot at lade dem lyse visse timer og atter slukke dem til en bestemt tid, om endog et egyptisk mørke da finder sted. I andre hovedstæder slukker man derimod slet ikke lygterne, men lader dem lyse fra den mørke aften til den klare dag. For ikke at tale om at København skønt forsynet med nye lygter, alligevel står tilbage i gadebelysning for andre hovedstæder. Så længe altså København har haft lygter, har den formodentlig også haft omtalte formørkelsesanordning, og ingen af de høje vedkommende har endnu indset: at af alle måner er den københavnske måne en af de mest genstridige og trodsige, den respekterer hverken Magistrat eller politi og ænser ikke almanakkens bebudelser.
Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.
Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.
Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.
Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.
(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)
Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.
Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.
Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.
Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.
(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar