Debatten før udbruddet af Krigen 1848-50, Treårskrigen, den slesvig-holstenske opstand, den slesvig-holstenske frihedskamp eller den 1. slesvigske krig er vigtig for at forstå hvordan danmarkshistorien anvendes helt op til i dag af fx politiske partier. De mange betegnelser for den samme begivenhed vidner om hvordan historien er blevet fortolket og brugt.
I denne blogs tag "SlesvigHolsten (Efterskrift)" har jeg samlet en række avisartikler fra samtiden (1830-1850). De fokuserer især på 1. Københavneraviser "Kiøbenhavnsposten" og "Fædrelandet", 2. tysksprogede aviser, især "Kieler Correspondenz-Blatt" og rent slesvigske. Begge skiftede holdninger undervejs, bl.a. fordi udviklingen fremprovokerede nye standpunkter de måske ikke helt selv havde forudset.
Indledningsvis gør jeg opmærksom på at aviser er udtryk for borgerskabets synspunkter. Når de en gang imellem omtaler "folket" er det ikke det som vi i vore dage forstår ved udtrykket: Den almindelige dansker fx. Mens aviserne ofte gav sig ud for at udtrykke hvad den almindelige befolkning mente, så ved vi ikke hvad denne tænkte eller mente. Uanset hvor meget en avisartikel påberåbte sig opbakning. Borgerskabet mente i bedste fald at de almindelige mennesker kunne få indflydelse hvis de agerede som borgerskabet gerne vlle have de skulle gøre. Hvis ikke, var de i værste fald "pøbel", altså oprørere og ballademagere. Som en påmindelse om dette har jeg illustreret denne artikel med næsten samtidige stik af landskaber og mennesker.
At problemstillinger som disse drager spor langt op i nutiden, ses af selve ordet "Genforening". I grunden er det værdiladet udtryk som repræsenterer en bestemt fortolkning af det der skete for 100 år siden ved folkeafstemningerne i 1920. Om der så var tale om en genforening eller blot en forening, kan diskuteres. Man kan følge de tre kort gennem artiklen for at få den korte version: I 1820 eksisterede Sønderjylland ikke. Efter Krigen 1848-50 blev Slesvig også kaldt for Sønderjylland. I 1889 efter Krigen 1864 blev hele Slesvig kaldt for Sønderjylland. Ud fra de sidste kort kunne man altså med god ret kalde det en genforening.
Opinionsblade 1830-1839
Politivennen bragte artikler der repræsenterede flere og ofte modsat sider af sagen, de er samlet i emneordene "tysk sprog" og "tyskere". Især artiklerne fra 1830'erne. Mens Politivennen fortjener titlen som det første "oppositionsblad", er "Kieler Correspondenz-Blatt" Helstatens første opinionsblad. Startet 27. juli 1830 af juristen Theodor Olshausen, og opinionsblad i mere moderne betydning, med arbejdstitlen: Kieler Correspondenzblatts für die Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg. Bladet må ses som et udslag af den udvikling i Slesvig-Holsten som foregik i starten af 1800-tallet, hvor tyngdepunktet i samfundet og politisk forrykkede sig fra landadelen (ridderskabet) til borgerskabet i byerne. Bladet var ikke Danmarks første - det tilkommer "Kiøbenhavns-Bladet" og "Fædrelandet", og de blev begge inspireret "Kieler Correspondenz-Blatt". Olshausen mente omvendt at "Fædrelandet" holdt sig til "das eigentliche Dänemark, mit Ausschluss der Herzogthümer Schleswig und Holstein" (15. november 1835, citeret efter Frandsen). Men det skulle snart vise sig ikke at holde stik.
Det nye i Correspondenz-Blatt var at man her for første gang så de spæde spirer til en politisk debat. Baseret på en indsamling af fakta om hertugdømmerne. Bladet ville gennem oplysning indsamle og udbrede kendskab til regionale forhold i hertugdømmerne, med henblik på at skabe en særlig slesvig-holstensk identitet som baggrund for politisk handling. Han oversatte og udgav bl.a. i 1838 den danske kongelov, med den begrundelse at så længe de tyske hertugdømmer var forbundet med Danmark, var det af interesse - som han skrev i indledningen:
Für die mit Dänemark verbundenen deutschen Hertogthümer hat endlich das Königsgesetz ein fast unmittelaberes practisches Interesse, denn so lange diese Verbindung dauert, wird stets de Constitution des einen Reichs die Regierungsweise in dem damit verbundenen Lande grossentheils bestimmen.Kongeloven omtaler de danske lande og riger. Ellers kender jeg mest til bladets artikler fra københavneravisernes citater. Og dem er der mange af. Ganske givet også omvendt. Med til mediebilledet hørte også det i Åbenrå-baserede tyske ugeblad, "Allgemeines Wochenblatt" (1826-1839), og det ligeledes tysksprogede, Haderslev-baserede "Lyna" (1840-1848). Det sidste gav ikke meget for "Kielser Correspondenz-Blatts" "separatistiske" synspunkter. Begge udkommet i "Nordslesvig", men før det blev kaldt Sønderjylland.
Theodor Olshausen havde som skribenterne i København liberale ideer. Og ligesom de betragtede Slesvig-Holsten som noget fjernt der ønskede at frigøre sig fra Danmark, opfattede Olshausen Danmark som et fremmed land, han ikke følte sig tiltrukket af, bl.a enevælden. Derfor var han (modsat københavnerpressen) ikke særlig lun på at integrere sig yderlige i Helstaten. Han var omvendt heller ikke begejstret for Tyskland, og brød sig ikke om en indlemmelse i en tysk nationalstat. Han betragtede ydermere slesvig-holstenerne som præget af en konservativ provinsialisme som mest gik ud på at afgrænse sig fra København og magten dér. Og var imod ridderskabets rettigheder. Han havde ikke noget program om at skabe et selvstændigt Slesvig-Holsten, en holdning som han selv mente var alment udbredt i Holsten.
Men i øvrigt gælder det for "Kieler Correpodenz-Blatt" som for københavnerpressen at de skiftede holdninger undervejs i perioden 1830-1848. Så om nogen fast og vedvarende holdning var der ikke tale.
Da Slesvig-Holsten distancerede sig fra Danmark fra midten af 1830'erne, brød uenighederne for alvor igennem. Den "danske" side af sagen kan man læse via Mediestream. Her kan man også stærkt farvet og karikeret læse modpartens gennem "Fædrelandets" og "Kiøbenhavnspostens" filter. "Kieler Correspondenz-Blatt" blev mistænkeliggjort, latterliggjort og nedgjort, så det kan være svært at danne sig et indtryk af hvad bladet egentlig stod for. Det gjaldt formentlig også omvendt for "Kieler Correspondenz-Blatt."
Men nogle artikler blev gengivet i rimelig stort omfang, oversat til dansk. Det gælder en artikel fra den 14. februar 1836 om forbud mod tysk som blev citeret i "Kjøbenhavnsposten" den 23. februar 1836. Her påpeger man at politiet i Slesvig havde forbudt nogle tyske udgivelser:
"Ogsaa her, altsaa i Hertugdømmet Slesvig, i et tydsk Land, som imidlertid dog ikke er underkastet det tydske Forbund, ere det unge Tydsklands Skrifter forbudne. Hvilke og hvor mange, kunne vi ikke angive, thi Bogbinderne, Leiebibliothekarerne o. s. v. vide kun at nævne nogle, og heller ikke noget Bestemt angaaende disse. Forbudet er blot blevet dem forelæst paa Politikammeret, og det er derfor let at indsee, at de have glemt Navnene. Men skulde det ikke være hensigtsmæssigt, ja aldeles nødvendigt, hvis eller et saadant Forbud skal efterleves, at det blev publiceret i Bladene, eller idetmindste skriftligen insinueret dem, som det skal vedkomme? Men Politiet her har vistnok ikke handlet i den høiere Autoritets Aand; det ønsker, at der i det herværende Ugeblad ikke maa offentliggjøres noget om dette Forbud. Os forekommer en saadan Offentliggjørelse at være saa nødvendig, at vi endog mene, det vilde være hensigtsmæssigt - naar Forbud mod Bøger dog skulde finde Sted, og disse maaske skulde forøge sig - at der da Tid efter anden officielt blev udgivet og udbredt et catalogue librorum prohibitorum, saaledes som det jo pleier at skee i endeel catholske Lande, og der torde efter Analogier og Forhold være at overveie, om Udvælgelsen af et saadant ikke ogsaa burde overlades til den høiere Geistlighed, eventuelt til Generelsuperindenturen. Imidlertid ønskede vi dog først at se det Spørgsmaal besvaret, om en Bog, som er bleven kjøbt inden den blev forbuden, siden kan confiskeres hos Nogen, og om denne da ikke idetmindste bør erstattes de derfor udgivne Penge??"På det tidspunkt var de liberale i København og Slesvig-Holsten nogenlunde enige om trykkefriheden, og ved at offentliggøre klagen, aner at "Kiøbenhavnsposten" ser det som et overgreb på trykkefriheden.
Olshausen mente landegrænser burde adskille nationale identiteter. I starten af bladets udgivelsesperiode var han endnu ikke blevet opmærksom på at der i det nordlige Slesvig var et overvejende dansk element. Og da han blev det i 1838, var han konsekvent i sin politik ved også at tage afstand fra de slesvig-holstenere som argumenterede ud fra Ribebrevet, altså at Slesvig og Holsten aldrig måtte adskilles: "Up ewig ungedeelt". Dog først efter at man troede at dette blot var endnu et forsøg på dansk undertrykkelse af slesvigerne. På sæt og vis et synspunkt der var næsten et helt århundrede forud for sin tid. Københavnerpressens hovedargumenter hvilede modsat på historiske, juridiske og andre forhold. I starten af 1830'erne var sprogspørgsmålet ikke centralt. Der herskede endnu en stor fordragelighed mellem liberale i Slesvig-Holsten og i København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar