Ekskommunikation af Jøder. (Efterskrift til Politivennen)

Af en Artikel i "Itzehoer Wochenbl." erfares at Overrabbineren i Altona endnu har for Skik, at sætte Israeliter i Ban. Tre Israeliter i Rendsborg oplyse nemlig i dette Blad, at naar en Israelit er en anden Israelit Penge skyldig, og denne klager derover hos hiin Overrrabbiner, hvilket kan skee, om Gjelden ogsaa kun er nogle Mark, saa udstæder denne et Stævningsbrev, for hvilket maa betales 22 Sk., og hvori den Anklagede opfordres til, at møde inden 6 Dage for Retten. Den fattige Skyldner, som ikke kan møde eller lade møde, erholder en ny Stævning inden 6 Dage og dømmes til at betale Omkostningerne. Tredie Gang citeres han, under trudsel af Ban, og nu udslynges i Udeblivelsestilfælde Banstraalen. Selv om den Anklagede møder ved første Stævning, og undskylder sig med Uformuenhed, indtræder Bansætteelsen alligevel, dersom han ikke inden 30 Dage har betalt. Denne Ban bestaaer i, at Skyldneren excommuniceres, hans Navn opslaaes paa en i Synagogen hængende sort Tavle; han maa nu ikke mere besøge Synagogen, eller bivaane nogensomhelst kirkelig Handling. I Rendsborg leve endnu 4 bansatte Israeliter, af hvilke den Ene har været excommuniceret i 25 Aar. En Femte trues for Øieblikket med Banstraalen for en Gjeld af 8 Mark.

(Kjøbenhavnsposten den 1. december 1834)

Nogle Rendsburger Israeliter, der kalde sig "Venner af Sandheden", have seet sig foranlediget til, i Anledning af den i offentlige Blade omtalte Bansættelse af israelitiske Debitorer, i "Itzehoer Woncheblatt" at erklære: "at denne Ban, der alene bestaaer i Udelukkelse fra Synagogen, er grundet paa det Princip: "at Opfyldelsen af retmæssige Forpligtelser til Medmennesker, er Grundvolden for al Religion, og at offentlig Gudsdyrkelse af dem, der ikke efterkomme den første hellige Pligt ikke er Andet end en tom Tant og offentlig Forargelse." Fremdeles oplyse det at bemeldte Ban ikke udgaaer fra Overrabbineren, men fra den israelistiske Ret i Altona; at den ikke anvendes imod Skyldnere, der ei kunne betale, men kun imod dem, der ei ville betale, og at saasnart En med Eed har bekræftet sin Uformuenhed til at opfylde en indgangen Forpligtelse, finder den paa ham ingen Anvendelse. Denne Ban, der desuden ved allerhøieste Privilegium er tilstaaet den jødiske Ret, som første Tvangsmiddel, skal iøvrigt allerede ved flere Leiligheder have viist sig at være af Nytte: saameget mere som kun Uredelige, ikke Fattige, behøve at frygte den."

(Kjøbenhavnsposten, 8. januar 1835)