Nedenstående er 1. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen.
Tidlige liv (1795-1834)
Nathanson blev født 1796 som Isaac Nathansen i Fredericia af jødiske forældre og opdraget i den jødiske tro. Bror til Nathan Nathansen. 1808 i handelslære (som 13 årig) hos svoger Abraham Simon i Randers. 1812 en periode i Århus i lære hos købmand Bendix. Gift 1817 med Rose Bonefang. 1823 i kompagni med broderen Jacob som var slagter. Fattede interesse for heste, og fik 1828 gennem hertugen Christian August af Augustenborg forbindelse med Frederik 6. Forbindelsen var opstået da samtidens betydeligste hippolog og veterinær, dr. med. Jens Veibel Neergaard viste sig lunken over for fuldblodshingstes betydning for avl og meldte afbud. Nathansen var herefter initiativtager til hestemarkeder i Randers.I 1828 blev Isaac Nathansen i et snevejr skubbet til af to slaver (tugthusfanger) og gav to (løsagtige?) piger ørefigner for at grine af det. Noget der indbragte ham en bøde på tre mark. Dette er det eneste man ved om tiden før hans glansperiode: som købmand (indtil 1830) og hestehandler i Randers. Han var tilsyneladende velanset og blev både fattigkasserer (1826) og rodemester (efter 1826). Men med modstridende vidnesbyrd: Skikkelig, særdeles tjenstvillig og godmodig, dog med tilbøjelighed til heftighed. Eller: Temmelig elastisk samvittighed i pengesager og handelsanliggender og ikke uden tilbøjelighed til intriger, forfængelig og hovmodig. Han var en kendt smugler på strækningen mellem Randers og Udbyhøj og lavede betydelige toldbedrag.
Købmand og væddeløbsheste (1834-39)
Efter 1830 fik han en passion for heste og var initiativtager til et hestemarked i Randers fra 1830. Det betød at hans købmandsvirksomhed gled i baggrunden og blev forsømt. Han rejste rundt som hertugen af Augustenborgs agent. Han vandt desuden fra o. 1833 flere præmier med fuldblodshingste som øgede offentlighedens interesse. Det gav ham tilnavnet "Fuldblods-Nathansen".Hertugen af Augustenborg havde ifølge Kjøbenhavnsposten nr. 11, 20. januar 1829, side 48 anskaffet sig en kendt væddeløbshest:
Det Hertugelige Augustenborgske Stutterie er nylig blevet forøget med en under Navn af Logic berømt Hingst fra England. Denne Hest blev der betragtet som den bedste Væddeløber, og har vundet Prisen ved de fleste Væddeløb, navnlig ved dem, der have fundet Sted paa Marsfield. Eieren, Lord Charles, var buden 1000 Guineer for den.
I 1834 var skepsis for fuldblod til andet end væddeløb dog øget, og for at fjerne den, blev gennemført et væddeløb som Nathansen vandt. Trods store præmiesummer vaklede hans økonomi dog. Han slog sig på litterær virksomhed og selvpromotion. Et af væddeløbene er beskrevet i nedenstående artikel:
Ved Vædderidtet, den 22de ds, vandt Hr. Købmand I. Nathanson fra Randers første Præmie, 400 Rbd. Sølv, ved sin brune 3/4-Blods Hoppe "Augusta", kjøbt af Hs. Durchl. Hertugen af Augustenborg. Endskjønt der paa denne Dag blæste en heftig Storm, tilbagelagde den, med en Vægt af 10 Lpd., Banen, der havde en Længde af 2 danske Miil, i 27 Minutter og 58 Secunder, uden nogen kjendelig Anstrængelse. Rytteren (Hoppens Eier) maatte bære 33 pd. Bly i Beltet. Anden Præmie, 200 Rbd. Sølv, vandtes af Gaardmand Jens Nielsen Tang fra Venning, Fousingø Gods, ved en af Eieren selv reden bruun Hoppe, falden efter den engelske Hingst Elles. (Denne Hoppe var den samme som i Fjor paa Banen ved Randers, reden af Kbm. I. Nathanson, tog den af Capt. v. Riegels udsatte Præmie.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 26. juni 1834)
(Uddrag af artikel:)
Anden Præmie, 200 Rdd. Sølv vandtes af Gaardmand Jens Nielsen Tang fra Venning, Fousinge Gods, ved en af Eieren selv reden bruun Hoppe, kalden efter den engelske Hingst Elles. (Denne Hoppe var den Samme som ifjor paa Banen ved Randers, reden af Kjøbmand I. Nathanson, tog den af Capt. v. Riegels udsatte Præmie). Den brugte 32 Minutter 38 Sekunder til Løbet. Temmelig almindelig yttrede sig den Mening, at denne Hoppe ved en ligesaa hensigtsmæssige Forberedelse som Hr. Nathanson og med den kunstmæssigere Rytter havde ville kunne maale sig med Augusta.
(Kjøbenhavnsposten 30. juni 1834)
I Nr. 57-58 af "Veterinairtidenden" har en Indsender fremsat nogle Bemærkninger om Væddeløbene iaar ved Viborg, der saa afgiørende synes at have godtgiort det ædle Blods Fortrinlighed, ikke aleneste paa kort, men ogsaa paa længere Vei. Hr. Kjøbmand Nathansens 3/4 Blods Hoppes Seier over de 5 Heste af Landracen, som concurrerede med den og bleve distancerede, eller maatte forlade Banen - mener nemlig Indsendere - var herpaa et saa afgørende Beviis, at Enhver, som ikke mangler Villie og Evne til at see og dømme, derved maa faae Øinene op, saameget mere som anden Præmie blev vundet af en Hest, der vel ikke kan kaldes synderlig forædlet, da den kun er falden efter en Halvblodshingst ...
(Dagen, 16. juli 1834. Uddrag)
(Uddrag af artikel:)
Ved Horsens vandt Grev v. Petersdorffs sorte halvblodshingst Nimrod 1ste Præmie 400 RBD., Brændeviinsbrænder i Slagelse Petersens Hoppe Herodia 2den præmie 150 Rbd. r. S. og Kjøbmand i Randers Nathansons Hoppe Augusta 3die Pr. 100 Rbd. r. S. Den af D. K. H. Prinds Frederik Ferdinad og Gemalinde udsatte Pokal vandtes af v. Gersdorffs Skimmel-Vallak Fair-Forrester og Hr. Kjøbmand Nathansons Augusta fik Indsatsen (10 Rbd. Sølv for Hver). Nogle mindre Præmier vandtes af Bønderheste.
(Kjøbenhavnsposten, 21. juli 1834.)
(Uddrag om deltagere i hestevæddeløb, Københavns Blegdamsfælled):
...en hvid Hoppe, tilh. Kjøbmand Nathanson. Rytter Eieren ... en Pot80's Hoppe, tilh. Hr. Kjøbmand Nathanson.
(Kjøbenhavnsposten, 8. september 1834)
(Uddrag om deltagere i hestevæddeløb, Københavns Blegdamsfælled under forsæde af H. H. D. hertugen af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg som dommer):
Første Løb: ... 2) Augusta, sortebrun Hoppe, 4 Aar, efter Fuldblodshingsten Logic og en Pot80's Hoppe, tilh. Hr. Kjøbmand Nathanson. ... Tredie Løb: 2) Miss Blackwood, mørkegul Hoppe, 6 Aar, efter den kongelige (engelske) Hingst Blackwood og en hvid Hoppe, tilh. Hr. Kjøbmand Nathanson.
Væddeløbene i Odense afholdtes den 2den og 3die Septbr ... 1ste Hest 300 Rbd. Hr. Nathansons sortebrune Hoppe Augusta, 4 Aar (2', 30'')
(Kjøbenhavnsposten, 9. september 1834)
Heste-Væddeløbene paa Nørrefælled udenfor Staden ... Tredie Løb ... Kjøbmand Nathanson: Augusta, mørkebruun Hoppe, 5 Aar, efter Logic og en Pot80's Hoppe; Samme: Jöden, Fixhingst, 3 Aar, efter Moses eller Logic og Wonderfull.
(Kjøbenhavnsposten 7. september 1835)
(Uddrag af: Resultat af Hestevæddeløbene paa Banen ved Randers den 4de og 5te September 1837):
2) Hr. I. Nathanson en lysebruun Hoppe Alerte, 4 Aar, efter Palæmon og en Wellesley-Hoppe, 123 Pd. 2den Hest 2den Præmie.
...
4) Hr. I. Nathanson enlysebruun Hoppe, Alerte, tilbagetrukken
I 1836 noterede Kjøbenhavnsposten nogle mindre præstationer af Alerte, bl.a. 17. juni 1836 i Slagelse.
2) Hr. I. Nathanson, en lysebruun Hoppe Alerte, 4 Aar, 123, Pd. Distanceret.
(Kjøbenhavnsposten, 16. september 1837)
Nathansons succes med heste varede ikke ved. Mod slutningen af 1830erne førte hans hesteinteresse ham til en formentlig lidt urealistisk forestilling om sine evner til at fremavle en særlig jysk race. Og hans optagethed blev formentlig for meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar