Admiralsønnen, der blev Skillingsbladsredaktør, solgte selv Bladet ved Dørene og endte sit Liv for Morderhaand.
"Raketten", "Lynstraalen", "Sværmeren", "Kometen", "Raketten med Stjerner" og "Sandhedsfaklen" var Navne, som straalede paa den københavnsk Dagspresses Firmament i forrige Aarhundredes første Halvdel. Men det var ogsaa kun Navnene, der straalede. Indholdet i disse Blade var mindre glimrende, og deres moralske Habitus blev af Søren Kierkegaard karakteriseret ved Betegnelsen "lejede Sjovere", som den store Tænker fæstede paa de forpjuskede Eksistenser, der gjorde Tjeneste som Redaktører af denne idéforladte Skandalepresse.
Men midt i dette journalistiske Ildsvæsen Indtog et lille Blad, hvis Navn var det mere fordringsløse "Gammelt og Nyt", en Særstilling, fordi dets Indhold ikke var baseret paa Skandalehistorier.
"Gammelt og Nyt"s Redaktør og Udgiver var den "københavnske Diogenes" Jens Peter Tønder, der af en samtidig Forfatter skildres saaledes "Vinter og Sommer saa man ham gaa paa Københavns Gader i en lang graa Vadmelsfrakke, hvide Lærredsbenklæder, der i Frostvejr, men ogsaa kun da, ombyttedes med et Par blaa Vadmels, en grov, ikke ganske hvid Skjorte, gennem hvilken det aabne Bryst viste sig, intet Halstørklæde, et Par saakaldte Kommissko og hvide Strømper af groft Uldgarn. Han var en imponerende Skikkelse, høj og muskuløs; hans vejrslagne Ansigt med skarpe Kanter og en stor, fremstaaende Næse manglede ikke et vist ædelt Udtryk; af hans store graa Øjne lyste en Forstand, som undertiden, naar han blev varm under en Samtale, kunde han slaa over i Ekstase, og hans kort afskaarne mørke Haar, graasprængt hist og her, og hvis filtrede Tilstand røbede ringe Bekendtskab med Kammen, fuldendte en Figur, der vidnede om fysisk Kraft."
Han var visselig, hvad man med et moderne Udtryk vilde kalde en underlig Snegl. De, der kendte han Livshistorie, kaldte ham et interessant Vrag. Man vidste at fortælle om en romantisk Kærlighed, han i sin Ungdom havde næret til en ung Pige, der tjente i hans Forældres Hjem. Han vilde gifte sig med hende, men Forældrene satte sig derimod, og for at hævne sig tog han en Rcscrvevægterplads og sang Vægterversene flere Nætter i Rad i den Gade, hvor Forældrene boede.
Hvem var da hans Forældre og Slægtninge?
Et Sted i sin Avis siger han: "Jeg har i min nærmeste Familie haft tre Admiraler, en Gehejmeraad, syv Kammerherrer, der have galt husholdet, mens de levede, og efter deres Død efterladt mig i Fattigdom og Elendighed. Jeg vilde derimod ønske, at jeg havde haft i min Familie nogle Agerdyrkere, Skorstensfejere, Smede og andre af den simple Klasse, naar de kun havde ført en fornuftig Husholdning, mens de levede, og efter deres Død efterladt mig del, jeg behøvede til en anstændig Levemaade."
Det var rigtigt, at Tønder, der fødtes 1773 - i disse Dage for halvandet Hundrede Aar siden - hørte til en af Landets saakaldte bedste Familier, hans Fader var Admiral og Chef paa Holmen, og i sin tidligste Ungdom var Tønder anbragt i Huset hos en nær Slægtning, den kendte Professor i Historie Sneedorff. Her studerede hun Teologi og tog en sin Eksamen, hvorefter han I en kort Tid ernærede sig ved Sprogundervisning.
Men da det kun var et kummerligt Udbytte, han fik af sine Informationer, og da hans Familie havde slaaet Haanden af ham paa Grund af Kærlighedshistorien med den tjenende unge Pige, tog han, efter at have været Natvægter em Tid, Hyre som almindelig Matros, og foer viden om til Nordamerika, Kina og Ostindien.
Da han blev ked af Sølivet, prøvede han paa at faa et Præstekald. Han prædikede i et Par af Hovedstadens Kirker, men helt almindelige var de Anskuelser, han fremsatte, ikke, og dermed var den gejstlige Vej lukket for ham.
Alle Sunde syntes saaledes lukkede for Tønder, der var for ærekær til at tigge om Hjælp hos sin rige Familie, og han begyndte da det Liv, der gjorde ham bekendt i Datidens København. Han lejede sig et Tagkammer i Brøndstræde, senere i Nyhavn, og herfra udgav han "Gammelt og Nyt", som han selv solgte for to Skilling paa Gader og Stræder og ved Dørene. Spurgte man ham, hvad det var for et Blad, svarede han uvægerligt: "Det er en lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring." - "Den lysende Fakkel" blev derved efterhaanden Bladets populære Navn.
Indholdet af Bladet var Fortællinger, Digte, filosofiske Betragtninger og Fabler, alt skrevet af Tønder selv og alt af en moraliserende Karakter. Han opstillede tolv Bud for, hvorledes man bør leve Livet. Et af disse Bud var nu temmelig livefjendsk: at leve bestandig i den ugifte Stand; et andet komplet uforstaaeligt: at have Haaret tæt afklippet ved Hovedet. Men andre var saamænd meget fornuftige: at høre med den største Ligegyldighed, ja med Foragt Daarens og den Ukyndiges og alle vrange og urigtige Dømme, men derimod aleneste at agte højt den indsigtsfulde, redelige og upartiske Dom; aldrig at blænde Øjnene med en falsk Glans, aldrig at ville anses, men være virkelig, endog uformærket, i Gerningen fortjent; ikke at lade sig henrive af en falsk Indbildning, men i alle Ting bestræbe sig for at blive ved roligt Overlæg: at gaa tidlig til Sengs, men staa tidlig op; bestandig at være i frisk Luft, ja endog ofte om Natten at sove for aabent Vindue.
Paa Gaderne saas Tønder ofte, ligesom Filosoferne i det gamle Grækenland, i lange filosofiske Samtaler med dem, der købte Bladet af ham, men om sine personlige Forhold talte han aldrig, kun yndede han som den Gerrige at fremstille sig som en yderst fattig Mand.
Fattig var han nu ikke i de senere Aar, men gerrig var han, og denne Gerrighed blev hans Ulykke, idet Rygtet, som altid havde travlt med denne sære og ejendommelige Gadefigur, efterhaanden udspredte, at han var hovedrig og havde alle sine Penge skjult hjemme paa sit Tagkammer.
Delte kom ogsaa en ung Købmandssøn fra Nyborg for Øre, og han - Petri Claudi Ferdinand Worm hed han, der havde været Underofficer ved et københavnsk Regiment, men opgivet denne Stilling, fordi han i det hele taget ingen Ynder var af regelbundet Arbejde, besluttede at sætte sig i besiddelse af Tønders Penge.
En Dag i Sommeren 1836 gik han da op til Tønder, der den Gang boede i Nyhavn, for at finde en Lejlighed til at stjæle Pengene. Worm foregav at ville have Undervisning i Fransk, og han blev hurtig enig med Tønder om Prisen, han maatte sælge sin eneste Skjorte for at skaffe de tre Mark.
Ved Worm næste Besøg paa Tagkammeret i Nyhavn havde han el Par Butterdejgskager med, hvoraf den ene af ham var bleven fyldt med Iidt Opium. Han bød Tønder Kagerne, og den gamle Gnier satte dem med Graadighed til Livs - og var lige frisk bagefter. Et Par Dage senere bød Worm ham paany Kager, der indeholdt en stærkere Dosis Gift, men denne Gang vilde Tønder Ikke spise dem. De forrige havde ikke smagt ham, sagde han.
Men Worm var nu fast besluttet paa at faa fat i den Gamles Penge under dette Besøg, og i et ubevogtet Øjeblik tog han et Stykke groft Sejlgarn, der laa paa Bordet, slog det om Tønders Hals og kvalte ham. Han tog derpaa fra Gnierens Brystlomme Nøglerne til hans Gemmer, satte sig i Besiddelse af Obligationer til et Beløb af 12,000 Rigsdaler, en stor Mængde Guld- og Sølvpenge samt Medaljer og en Pose med Specier. Inden han forlod Gerningsstedet, ordnede han omhyggeligt alt i Stuen og satte en Hængelås for Døren.
Der gik flere Dage, før Mordet opdagedes, og det skete først, da Husbeboerne generedes af den raadne Stank, der trængte ud fra Kammer. At "den lysende Fakkel paa Jordlivets Vandring" ikke var udkommen i længere Tid, havde ikke vakt nogen Opmærksomhed.
Ingen anede, hvem Forbryderen var, men gennem et Pengebrev, som Worm havde afsendt til sin Familie, kom man paa Sporet, idet Brevet blev aabnet paa Posthuset, for at Summen kunde bekræftes. Derved fik man Afsenderene Navn. Det oplystes, at han var rejst til Lübeck for at fortsætte til England, men inden han forlod Lübeck, blev han anholdt og ført hjem til København.
I Fængslet opførte han sig mønsterværdigt og var saa angrende og indsmigrende, at Fængselspræsten, daværende residerende Kapellan paa Kristianshavn, Pastor H. C. Visby gjorde alt, hvad der stod i hans Magt for af vække Sympati for Morderen. bl. a. lod han en Række rørende Breve og sentimentale Digte, som Morderen skrev i Fængslet, offentliggøre.
Men alle Anstrengelser for at frelse hans Liv strandede. Den 20. November 1838 blev "den sentimentale Morder", som Folk kaldte ham, ved Solopgang henrettet paa Amager Fælled i Overværelse af store Skarer af Mennesker.
Dagen for Henrettelsen skrev Worm sit sidste Digt, der former sig som en Bøn om at blive begravet paa Kirkegaarden. Det hedder heri:
Førend Lynet rammer mig, som knuser
Dødens Laas for denne Herlighed.
Tanken om din Skønhed mig beruser,
Plet af Jord, hvor ene der er Fred.
Sang og Klang og mangen bitter Taare
følger Støvets Sønner til dit Skød.
Dine Porte lukkes for min Baare,
dog ved den saa bitter Taare flød.
Vil du nægte mine Ben sin Hvile
paa det Sted, der rar mig, o! saa kær;
skal paa Graven aldrig Blomster smile?
Verden! med mit Støv
Vidar Bruun.
(Social-Demokraten, 24. december 1924).
Politivennen Live Blogging har tidligere offentliggjort artikler om mordet på Tønder. Vidar Bruun (1878-1940) var journalist og forfatter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar