Hattekokarder.

I de 12 til 14 krigeriske dage i slutningen af forrige og begyndelsen af denne måned sås hver borger og næsten hver mand med det korpses kokarde hvortil de henhørte. Man bør ikke formode at denne prydelse har været brugt blot som et tryghedsmiddel imod at presses, men som et tegn på borgerånd og beredvillighed til at værne som mænd for landet hver i sit korps. Imidlertid må det forundre ikke blot de herværende fremmede, men virkelig enhver patriot at stilstanden aldrig så snart var sluttet, før man skyndte sig at afrive dette hæderstegn som om der ikke mere var krig, skønt vi så fjenden blive i vores egne hvor han endog dagligt forstærker sig. Man kan næppe andet end herved huske på vores bønderkarles løjerlige adfærd der når de er kommet hjem fra kampement, går så vidt i at feje soldaten ud at de ikke alene lader hårende igen hænge flagrende fuldt ned på ryggen, og bærer helekroppen i den mest skødeløse stilling, men endog gør sig umage for at få den nette indtilbens gang tilbage. Nogle borgere har imidlertid vedtaget at ville bære deres kokarde så længe i det mindste krigen varer. Måske flere ved at læse dette, bringes til samme beslutningen så meget desto mere da kokarden endog opliver en hat der ellers var for uanselig til at bæres.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2536-2537)