Underhold er den tredje væsentlige betragtning ved et velindrettet landeværn.
Det kunne synes ved øjekast som om et Landeværn ikke kan forårsage udgifter. Nøjere betænkt vil man dog finde at denne herlige indretning der engang hos alle sædelige af gode regenter styrede nationer vil blive den mest fordømmeligste landeplage, de stående hæres, grav, ikke alene i krig, men selv i fredstider vil kræve bekostninger. Og for disse bør altså forud bestemmes hvorfra og hvorledes.
Måske kunne uniformer undværes ved et Landeværn. Et meget mindre bekosteligt tegn kunne gøre den samme nytte i felten. Dog kan staten overkomme at skænke uniformen, for anderledes kan den vel ikke få tilstedeværelse, så gør den sikkert mere nytte end skade da den på den ene side viser en agtelse fra regeringens side, og på den anden giver i fjendens øjne anseelse af ordentligt militær som de dog plejer, måske ofte uden grund, at frygte mere end en hob kommanderede landboere.
Geværernes vedligeholdelse hvad enten disse gemtes under embedsmands eller under hver landværners værge, og deres påpasning tillige i det første tilfælde, ville allerede i fredstider selv kræve udbetalinger til de dertil ansatte personer, ligesom officerernes, i det mindste de højeres, gager også bliver en offentlig udgift. De med Landeværnets kanoner besættende batterier enten ved kysterne eller i difiler der ikke som hidtil næsten over alt er sket *), burde henligge i den ubrugeligste stand, men altdi holdes således som på kommende brug måtte kræve, ville også kræve arbejdsløn, ligesom kanonernes egen redeholdelse med redskab og tilbehør krævede nogle få faste artillerister ansat og imellem nogen tømmermands og smedeløn.
I krig bliver udgifterne ved en Landeværn imidlertid ulige meget større. Transporter af kanoner og ammunition når fornødent gøres selv sogntransport af folkene, ridende bud frem og tilbage, madvarers tilførsel såvel som forings når den medtagne pose gik op, og høsækken var fortæret, alt dette og meget andet, gør en fuldmagt hos den øverste anfører, ja endog hos hver højtskommanderende på enhver fraliggende post, til at rekvirere fornødenhederne i natur eller penge.
De herved iagttagende forholdsregler er det altså for staten højst nødvendigt forud at bestemme ved et fast reglement. At oppebie uroligheders udbrud forinden, er uforsigtigt. For disse kunne ofte komme meget pludseligt og et angreb et eller andet sted blive foretaget forinden til enhver provins især i en stat af en sådan beliggende som den danske, kan indløbe forholdsordre fra hovedstaden.
Materien har medført disse betragtninger over udgifter ved et Landeværn. Adskillige har ytret at en sådan indretning ville slet intet koste. Den første brug vores regering har gjort af det ny oprettede Landeværn har vist hvor liberalt den tænker i denne henseende.
*) Det er ikke mange år siden at Hals Skanse som forsvarer indløbet til ikke færre end 7 købstæders havne, var ganske forfalden. Skanserne ved Koster, Lyholm, Grønsund, Taars og mange andre steder var det for ikke meget længe side, i sådan grad at hvis de er gjort i stand eller nogen tid skulle blive det, måtte arbejdet koste næsten lige så meget som om det blev gjort fra nyt.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500)
Det kunne synes ved øjekast som om et Landeværn ikke kan forårsage udgifter. Nøjere betænkt vil man dog finde at denne herlige indretning der engang hos alle sædelige af gode regenter styrede nationer vil blive den mest fordømmeligste landeplage, de stående hæres, grav, ikke alene i krig, men selv i fredstider vil kræve bekostninger. Og for disse bør altså forud bestemmes hvorfra og hvorledes.
Måske kunne uniformer undværes ved et Landeværn. Et meget mindre bekosteligt tegn kunne gøre den samme nytte i felten. Dog kan staten overkomme at skænke uniformen, for anderledes kan den vel ikke få tilstedeværelse, så gør den sikkert mere nytte end skade da den på den ene side viser en agtelse fra regeringens side, og på den anden giver i fjendens øjne anseelse af ordentligt militær som de dog plejer, måske ofte uden grund, at frygte mere end en hob kommanderede landboere.
Geværernes vedligeholdelse hvad enten disse gemtes under embedsmands eller under hver landværners værge, og deres påpasning tillige i det første tilfælde, ville allerede i fredstider selv kræve udbetalinger til de dertil ansatte personer, ligesom officerernes, i det mindste de højeres, gager også bliver en offentlig udgift. De med Landeværnets kanoner besættende batterier enten ved kysterne eller i difiler der ikke som hidtil næsten over alt er sket *), burde henligge i den ubrugeligste stand, men altdi holdes således som på kommende brug måtte kræve, ville også kræve arbejdsløn, ligesom kanonernes egen redeholdelse med redskab og tilbehør krævede nogle få faste artillerister ansat og imellem nogen tømmermands og smedeløn.
I krig bliver udgifterne ved en Landeværn imidlertid ulige meget større. Transporter af kanoner og ammunition når fornødent gøres selv sogntransport af folkene, ridende bud frem og tilbage, madvarers tilførsel såvel som forings når den medtagne pose gik op, og høsækken var fortæret, alt dette og meget andet, gør en fuldmagt hos den øverste anfører, ja endog hos hver højtskommanderende på enhver fraliggende post, til at rekvirere fornødenhederne i natur eller penge.
De herved iagttagende forholdsregler er det altså for staten højst nødvendigt forud at bestemme ved et fast reglement. At oppebie uroligheders udbrud forinden, er uforsigtigt. For disse kunne ofte komme meget pludseligt og et angreb et eller andet sted blive foretaget forinden til enhver provins især i en stat af en sådan beliggende som den danske, kan indløbe forholdsordre fra hovedstaden.
Materien har medført disse betragtninger over udgifter ved et Landeværn. Adskillige har ytret at en sådan indretning ville slet intet koste. Den første brug vores regering har gjort af det ny oprettede Landeværn har vist hvor liberalt den tænker i denne henseende.
*) Det er ikke mange år siden at Hals Skanse som forsvarer indløbet til ikke færre end 7 købstæders havne, var ganske forfalden. Skanserne ved Koster, Lyholm, Grønsund, Taars og mange andre steder var det for ikke meget længe side, i sådan grad at hvis de er gjort i stand eller nogen tid skulle blive det, måtte arbejdet koste næsten lige så meget som om det blev gjort fra nyt.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar