Da udgiveren i disse blade har fremsat andres forslag og tanker om vores landeværn, og selv for en 8 års tid siden gjort et udkast til et for Lolland og Falster, og da denne genstand for nærværende tid beskæftiger så mange medborgere, tror han ikke det er af vejen kort at fremsætte nogle almindelige grundlinjer af et landeværn, således som det efter hans tanker bedst til virkning kan indrettes.
Til ethvert krigsvæsen, altså også til et landeværn, hører følgende fem væsentlige genstande:
Folk.
Våben.
Underhold.
Anførsel.
Våbenøvelse.
Betragter vi disse rekvisita med hensyn til landeværn, det veil sige til et fra den stående hær eller statens sædvanlige krigsforsvarsvæsen afsondret overordentligt forsvarsmiddel i landets samtlige våbendygtige mænd, så ses at:
1) Der vil ikke mangle folk da alle våbendygtige bør høre under Landeværnet. Og her tror jeg det måtte tilrådes alle statsstyrere ikke at gøre nogen undtagelse, uden den som statens tjeneste gør nødvendig. Til indskrivning som landeværnere er altså at binde alle 16 eller 18 årige mandspersoner som ikke er ansat ved landets sædvanlige forsvarsstand, som ikke er i gejstlige eller verdslige embeder og endelig som ikke ved vanførhed er gjort ubrugbare.
De embeder som kunne tåle opsættelse, må ikke engang fritage fra indskrivning.
Ved den fritagende vanførhed må kun forstås den som gør det umuligt at bære et gevær, lade det, sigte og afskyde det. Den pukkelryggede, den halte, den skævbenede, firefodsmanden kan altså ikke anses som fritaget fra landeværnstjeneste.
2) Allerbedst synes næsten for at forebygge alle ulovlige fritagelser og for at kunne ved jævnføring med mandtalslisterne kontrollere landeværnsfolkene, at alle mandspersoners navne uden undtagelse fandtes i dem, men at to vedstående rubrikker udviste, den ene om den indskrevne var virkelig landeværner, den anden på hvad grund han ikke var det.
Herremænd, forpagtere, forvaltere, ladefogeder, ridefogeder, skytter, gartnere, præster (en hvor der var to), degne, blev alle virkelige landeværnere og med største villighed da de alle havde mere at tabe ved fjendevold end bønderne.
At jeg bruger ordet fritage her som om det antages at ulyst til at være landeværner ville være mere almindelig end dagens erfaring (se sidste Kollegialtidende) giver ret til at antage, vil man ikke fortænke mig i da jeg sætter så mange personer hen i listerne som ikke var der før.
Til ethvert krigsvæsen, altså også til et landeværn, hører følgende fem væsentlige genstande:
Folk.
Våben.
Underhold.
Anførsel.
Våbenøvelse.
Betragter vi disse rekvisita med hensyn til landeværn, det veil sige til et fra den stående hær eller statens sædvanlige krigsforsvarsvæsen afsondret overordentligt forsvarsmiddel i landets samtlige våbendygtige mænd, så ses at:
1) Der vil ikke mangle folk da alle våbendygtige bør høre under Landeværnet. Og her tror jeg det måtte tilrådes alle statsstyrere ikke at gøre nogen undtagelse, uden den som statens tjeneste gør nødvendig. Til indskrivning som landeværnere er altså at binde alle 16 eller 18 årige mandspersoner som ikke er ansat ved landets sædvanlige forsvarsstand, som ikke er i gejstlige eller verdslige embeder og endelig som ikke ved vanførhed er gjort ubrugbare.
De embeder som kunne tåle opsættelse, må ikke engang fritage fra indskrivning.
Ved den fritagende vanførhed må kun forstås den som gør det umuligt at bære et gevær, lade det, sigte og afskyde det. Den pukkelryggede, den halte, den skævbenede, firefodsmanden kan altså ikke anses som fritaget fra landeværnstjeneste.
2) Allerbedst synes næsten for at forebygge alle ulovlige fritagelser og for at kunne ved jævnføring med mandtalslisterne kontrollere landeværnsfolkene, at alle mandspersoners navne uden undtagelse fandtes i dem, men at to vedstående rubrikker udviste, den ene om den indskrevne var virkelig landeværner, den anden på hvad grund han ikke var det.
Herremænd, forpagtere, forvaltere, ladefogeder, ridefogeder, skytter, gartnere, præster (en hvor der var to), degne, blev alle virkelige landeværnere og med største villighed da de alle havde mere at tabe ved fjendevold end bønderne.
At jeg bruger ordet fritage her som om det antages at ulyst til at være landeværner ville være mere almindelig end dagens erfaring (se sidste Kollegialtidende) giver ret til at antage, vil man ikke fortænke mig i da jeg sætter så mange personer hen i listerne som ikke var der før.
(fortsættes)
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2409-2412)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar