Rimeligt er den mistanke endnu i frisk minde som man ved slottets og byens brand havde kastet på formodede udsendinge fra en regering hvis ønsker fredens Christian ikke på sit folks bekostning havde villet opfylde. En mængde mindre ædle handlinger fra fjernere, men især fra nærmere tider, syntes at retfærdiggøre mistanken hvis almindelige udbredelse i alle provinser var lige så hurtig som dens virkninger mange steder var latterlige *) Ved imidlertid at erindre denne mistanke, tror jeg det på nærværende tid pligt at gøre vores admiralitet opmærksom på en forsigtighed som burde iagttages på vores krigskibe for fremtiden. Denne undladelse er hidtil ikke rejst af skødesløshed, men af den ærlige godtroenhed som er så naturlig hos det folk af hvis historie det ikke er muligt at fremtrække et eneste træk der skænder nationalkarakteren.
En ven af mig har givet anledning til det her skrevne, og jeg vil bruge hans egne ord: "Jeg var for nogle år siden tillige med flere taget ombord på et af vores på reden udlagte orlogsskibe for både at besøge en ven ombord, og at tilfredsstille vores nysgerrighed efter at ase en så kunstig og majestætisk menneskehåndsbygning som et linjeskib er, en nysgerrighed der er endnu mere naturlig for en mand der er født på et stort fastland (min ven er født i Tyskland). Iblandt det meget andet vi beså var også krudtkammeret hvor død og ødelæggelse så rolig hvilede. Jeg gyste ved den tanke at imellem dem som var tilladt at se dette sted, kunne være et underkøbt menneske der blot havde så meget fysisk og kemisk kundskab at han kendte de ved gnidning, varme eller ved luftens blotte påvirkning antændelige materialer og ville gøre sig den lette umage at anvende den. Jeg troede at det slet ikke burde være tilladt fremmede at bese dette sted, og ikke engang uden med fornøden forsigtighed, den øvrige indvendige bygning allerhelst i krigstider."
*) Udgiveren vil blot anføre et eksempel. Kort efter branden var han sammen med et par gode venner gået fra Maribo i Lolland til Rødby for at se denne lille stad. Efter at have beset kirken indeni, steg vi op i tårnet for at tage omegnen i øjesyn. Af en hændelse falder en af en på at se ned i byens gader, og nu faldt vi alle i forundring over at se alle døre og vinduer fulde af folk som syntes at betragte tårnet og os med den største opmærksomhed. Vi kunne ikke udgrunde årsagen da hverken tårnet var nyt eller vores nærværelse i byen kunne være noget vigtigt. Da vi kom ned, erfarede vi at hele byen var i alarm over nogle englændere som skulle være ankommet ganske fornyligt for at stikke Rødby i brand. I vores logi erfarede vi at byfogden havde forhørt sig hos værten om de fremmede, og forstod nu først hvorfor man så meget havde overbegloet os i tårnet.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2406-2409)
En ven af mig har givet anledning til det her skrevne, og jeg vil bruge hans egne ord: "Jeg var for nogle år siden tillige med flere taget ombord på et af vores på reden udlagte orlogsskibe for både at besøge en ven ombord, og at tilfredsstille vores nysgerrighed efter at ase en så kunstig og majestætisk menneskehåndsbygning som et linjeskib er, en nysgerrighed der er endnu mere naturlig for en mand der er født på et stort fastland (min ven er født i Tyskland). Iblandt det meget andet vi beså var også krudtkammeret hvor død og ødelæggelse så rolig hvilede. Jeg gyste ved den tanke at imellem dem som var tilladt at se dette sted, kunne være et underkøbt menneske der blot havde så meget fysisk og kemisk kundskab at han kendte de ved gnidning, varme eller ved luftens blotte påvirkning antændelige materialer og ville gøre sig den lette umage at anvende den. Jeg troede at det slet ikke burde være tilladt fremmede at bese dette sted, og ikke engang uden med fornøden forsigtighed, den øvrige indvendige bygning allerhelst i krigstider."
*) Udgiveren vil blot anføre et eksempel. Kort efter branden var han sammen med et par gode venner gået fra Maribo i Lolland til Rødby for at se denne lille stad. Efter at have beset kirken indeni, steg vi op i tårnet for at tage omegnen i øjesyn. Af en hændelse falder en af en på at se ned i byens gader, og nu faldt vi alle i forundring over at se alle døre og vinduer fulde af folk som syntes at betragte tårnet og os med den største opmærksomhed. Vi kunne ikke udgrunde årsagen da hverken tårnet var nyt eller vores nærværelse i byen kunne være noget vigtigt. Da vi kom ned, erfarede vi at hele byen var i alarm over nogle englændere som skulle være ankommet ganske fornyligt for at stikke Rødby i brand. I vores logi erfarede vi at byfogden havde forhørt sig hos værten om de fremmede, og forstod nu først hvorfor man så meget havde overbegloet os i tårnet.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2406-2409)
Redacteurens Anmærkning.
Politivennens redaktør Seidelin kom fra Maribo, så det er sandsynligvis en anekdote fra hans eget liv.Helsingøers Kongelig privilgerede inden- og udenlandske Efterretninger berettede samme dag, den 14. marts 1801, fra London:
Lord Nelson, som er ankommen hertil, har faaet sin Instruktion som Kommandør for Flaaden, som er bestemt til Østersøen, og hvorover Adm. Parker har Overkommandoen. Endnu opbringes mange danske og svenske Skibe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar