(Fortsat)
Den anden væsentlige genstand ved et landværn er våben.
Det er bedrøveligt når et lands provinsboere er så blottet for våben som vores. Jagten, denne de mægtigeres leg, som så mange agerdyrkeres vel har været opofret for, men som nu til lykke for Danmark ser sin undergang i udskiftningen, havde også den skadelige virkning at det våben hvormed fjende skulle slås, reves ud af den kraftige hånd for at ikke en hjort eller hare dermed skulle jages bort fra den bølgende kornmark eller den indfredede kålhave. Før bonden blev jorddrottens træl var han bevæbnet, og landet værnet uden stående hær. Nu kappes vores godsejere om at opfylde en retfærdig regents ønske. Jordene udskiftes, indfredes og jagten vil ophøre med de unyttige dyr der var genstanden derfor.
Hvor en almue ingen våben ejer, er det en nødvendighed at de uddeles af staten. Denne uddeling kan enten være blot for tiden så at geværerne tilbagetages igen når den truende fare er forsvundet, eller som er langt mere ønskelig være en vedvarende indretning. Da våbnene til det bestemte brug bliver i hver landeværnsmands eller i sognefogdens eller i amtmandens værge.
I en stat der som Danmark er adskilt med sunde, synes det i det allermindste nødvendigt at våbnene forbliver i hvert amt. På ganske små øer bør de vel blive i hvert sogn eller by. Den opmuntring det ville være for landeværnsmændene, hvis en tillidsfuld regering gav dem selv våbnene i værge, i det mindste i egne hvor fællesskabet er ophævet, er alt for begribeligt til at behøve at blive uddybet.
Der burde uddeles korte trykte underretninger om geværers natur og egenskaber i deres forskellige dele, forsigtigheden ved at rense og lade dem og lignende. og måtte hver landeværnsmand når han modtog sine våben, enten til kort eller bestandig varetægt give en forskrift til udlevereren at han havde modtaget dem i forsvarlig stand (NB når dette var sandhed), og derved forpligtes til at tilbagelevere dem lige så gode eller finde sig i at de på hans bekostning istandsattes.
Ved et landeværn er det en sand nødvendighed at have flere gode bøssesmede i enhver provins. Måske var det bedst at give dem en fast gage imod at landeværnets geværer fortrinligst skulle besørges vedligeholdt.
Også om krudtets egenskaber, dets dele og deres forhold, dets bevaringsmåde osv. burde kort og tydelige underretninger trykkes og gratis uddeles. Ligeledes om det rå salpeters frembringelse, ligesom samme altid i hvor små kvantiteter det end bragtes, måtte opkøbes af regeringen i det mindste så længe partikulære ikke ville.
En krudtmølle i hver provins eller på hver af de store øer; Fyn, Lolland, Falster, Femern, Møn, Bornholm, Als osv. var en nødvendig foranstaltning.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458)
Den anden væsentlige genstand ved et landværn er våben.
Det er bedrøveligt når et lands provinsboere er så blottet for våben som vores. Jagten, denne de mægtigeres leg, som så mange agerdyrkeres vel har været opofret for, men som nu til lykke for Danmark ser sin undergang i udskiftningen, havde også den skadelige virkning at det våben hvormed fjende skulle slås, reves ud af den kraftige hånd for at ikke en hjort eller hare dermed skulle jages bort fra den bølgende kornmark eller den indfredede kålhave. Før bonden blev jorddrottens træl var han bevæbnet, og landet værnet uden stående hær. Nu kappes vores godsejere om at opfylde en retfærdig regents ønske. Jordene udskiftes, indfredes og jagten vil ophøre med de unyttige dyr der var genstanden derfor.
Hvor en almue ingen våben ejer, er det en nødvendighed at de uddeles af staten. Denne uddeling kan enten være blot for tiden så at geværerne tilbagetages igen når den truende fare er forsvundet, eller som er langt mere ønskelig være en vedvarende indretning. Da våbnene til det bestemte brug bliver i hver landeværnsmands eller i sognefogdens eller i amtmandens værge.
I en stat der som Danmark er adskilt med sunde, synes det i det allermindste nødvendigt at våbnene forbliver i hvert amt. På ganske små øer bør de vel blive i hvert sogn eller by. Den opmuntring det ville være for landeværnsmændene, hvis en tillidsfuld regering gav dem selv våbnene i værge, i det mindste i egne hvor fællesskabet er ophævet, er alt for begribeligt til at behøve at blive uddybet.
Der burde uddeles korte trykte underretninger om geværers natur og egenskaber i deres forskellige dele, forsigtigheden ved at rense og lade dem og lignende. og måtte hver landeværnsmand når han modtog sine våben, enten til kort eller bestandig varetægt give en forskrift til udlevereren at han havde modtaget dem i forsvarlig stand (NB når dette var sandhed), og derved forpligtes til at tilbagelevere dem lige så gode eller finde sig i at de på hans bekostning istandsattes.
Ved et landeværn er det en sand nødvendighed at have flere gode bøssesmede i enhver provins. Måske var det bedst at give dem en fast gage imod at landeværnets geværer fortrinligst skulle besørges vedligeholdt.
Også om krudtets egenskaber, dets dele og deres forhold, dets bevaringsmåde osv. burde kort og tydelige underretninger trykkes og gratis uddeles. Ligeledes om det rå salpeters frembringelse, ligesom samme altid i hvor små kvantiteter det end bragtes, måtte opkøbes af regeringen i det mindste så længe partikulære ikke ville.
En krudtmølle i hver provins eller på hver af de store øer; Fyn, Lolland, Falster, Femern, Møn, Bornholm, Als osv. var en nødvendig foranstaltning.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar