I Politivennen nr. 157 har en forfatter i ondt lune givet en ikke ærefuld beskrivelse af vores Landeværn som han behager at sige vil blive den fordommeligste landeplages, de stående hæres grav, at den ikke alene i krig, men selv i fredstider vil kræve omkostninger. Men da intet af dette er bevist, og vel aldrig lader sig bevise, så behøver sætningen ingen gendrivelse. Det tillades mig kun herved at anmærke at dersom man ved at tale om noget blodsudgydelse og nogle omkostninger kan skræmme et lands beboere fra at sætte sig i forsvarsstand, da vil det blive let at gøre erobringer. Erobreren behøvede blot at vise sig for at kunne beskrive sin sejrrige fremgang med disse Cæsars ord: Jeg kom, jeg så, jeg vandt. Lad andre grue for en truende fjende, vi vil ikke lade os forskrække af denne, men ligne vores kække brødre af 2. april, ligne vores forfædre som ved deres tapperhed indgød britten sådan ærefrygt for dem at han benævnte den danske soldat med denne høje titel: Lord Dane.
For at sætte os i agtelse hos enhver nation og i sikkerhed mod fjenden, er det nødvendigt at det unge mandskab som endnu ikke har haft gevær i hænderne, bliver øvet i våben, jeg tør sige at når alle de som ikke har gjort den sædvanlige krigstjeneste sættes fra deres 20. år under våben, da har man af disse alene i kongens riger og lande 100.000 mand, en betydelig hær når den blev øvet i våben, men dette kunne den uden store omkostningner blive, da vi har Landeværnsofficerer som understøttede af deres sergenter og underofficerer kunne inden foråret have dannet disse til at bruges imod en fjende, allerhelst når regeringen efter mit før gjorte forslag ville overlade en flint med bajonet og patrontaske til enhver gård, hvorpå bonden årligt betale 3 mark til amtsstuen, indtil geværet var betalt. Disse geværer fulgte gården og beboeren blev altid ansvarlig for dem. Når en af disse unge som skulle oplæres til krigstjeneste, tjente bonder, fik samme unge bondens gevær til brug under krigsøvelserne. For at spare staten for omkostninger, kunne bondekarlen gå i sin røde trøje. Fjenden ville da måske anse ham med foragt som en uøvet mand og glemme den fornødne agtpågivenhed, men måske også herved komme meget til kort, hvilket ofte har været tilfældet, når man foragtede sin fjende. Imidlertid da bønderkarle skal have klæder ligesom andre folk og en landeværnstrøje og lange bukser ikke koster mere end bondens sædvanlige dragt, når den er af vadmel (for hvad der går mere til bukser, det spares igen på landeværnstrøjen som er kortere end bondens sædvanlige trøje), så tror jeg det ikke ville være upassende om regeringen behagede at erklære at den anså landeværnsdragten som den rette nationaldragt og at den helst ønskede at se landets unge mandskab i denne dragt. Dette sket, ville enhver forskaffe sig denne dragt for ikke at synes ringere end andre. Dog måtte den som iførte sig denne dragt, enten allerede være øvet i våben eller søge eksercerpladsen for der at blive øvet i dem. På de vanskeligheder som forfatteren opgiver i samme nummer, vil jeg give mig den frihed at svare således:
Geværerne bør vedligeholdes, og den som bruger dem, må besørge dem istandsatte når de hos ham kom ti skade. Jeg taler her om små gevær, andre har vi endnu ikke på landet. De højere officerers gage som forfatteren tror vil blev en offentlig udgift, bør ikke forskrække nogen. Det er jo klart at disse høje officerer som ejer herregårde i landet eller har stor formue, bør intet have da de ved at værne om fødelandet, tillige værner om deres private ejendomme. At betale disse for deres tjeneste ved Landeværnet, ville være lige så urimeligt som om man ville betale en mand fordi han var behjælpelig med at slukke en ildebrand som ellers ville fortære hans gård. Man måtte også fornærme disse æresmænd om man troede at kun egennytte overtalte dem til at værne for fædrelandet. De andre ved Landeværnet ansatte officerer er jo pensionister som intet får foruden den pension de havde for deres forrige tjenetse ved de regulære tropper, og bliver altså ikke til nogen ny byrde for staten. De belønninger som høje officerer, proprietærer, embedsmænd og andre formuende som tjener ved Landeværnet kan vente, er en højere rang, et ærestegn, en offentlig taksigelse af fædrelandet når de ved udvist tapperhed har gjort sig værdige dertil. Derimod tror jeg at de herrer løjtnanter som fik megen umage med at øve så mange mennesker i våben, jeg tror at de kunne fortjene et tillæg i deres gage, da det er dem kostbarere her på landet end i København. Når Landeværnet i ufred blev gjort mobil, ville det være nødvendigt at landeværnsmændene fik sold. Og da de intet har i fredstider, og er vant til at blive mættet daglig, ville det være passende at de da blev besoldet ligesom fodgarden, så meget heller da modet har sit sæde i maven. For man mærker at en forsulten mand har hverken mod eller styrke til strid. Ved anvisning på amtsstuen kunne da enhver bataljonschef få gage til sine underhavende, og når proprietærer, præster og andre som har frit hartkorn, beholdt i ufredstider et oplag af rug, kunne deraf bages brød til landeværnsmændene. Jeg er forvisset om at enhver ville være så patriotisk at lade den rug han havde til oplag male og bage for disse der værnede for landet uden at betales for det. Rugen måtte da forud besigtes før og efter at den var malet, ligesom også brødet når det var bagt måttet afleveres ved syn. De som ingen personlig tjeneste gjorde ved Landeværnet, enten de var i eller udenfor bondestanden, skulle på omgang befordre landeværnsmændenes brød og køre de rejser som nødvendigheden fordrede uden al betaling. Den mest bekvemme måde til at få batterierne istandsat synes at være denne at man opgav et års mønstring og lod i denne måned krigsfolkene og artillerihestene enhver i sin provins arbejde på de steders forskansning som ansås for nødvendige.
Skulle Landeværnet give nogen anvisning til formindskelse i den stående hær, kan dette ikke anses for en landeplage da så mange store mænd har bevist at de store krigshære som Europa nu holder, er en af de største årsager til dets ødelæggelse, et mindre antal af regulære tropper vil imidlertid være en besparelse, hvorved sømagten der er så betydelig for os øboere, kunne blive gjort større uden at vi i en ufred skulle savne tropper. For når stammen til den stående hær vedbliver, kan man altid formere denne ved dem som efter at have tjent i 4. år, må i ufred gå tilbage til regimenterne for der at gøre de resterende 3 års krigstjeneste, se Politivennen nr. 162. Til at bestride en del af Landeværnets udgifter, tror jeg man burde anvende de penge som bruges ti udenlands hvervning, dels fordi folkemængden gør disse hvervninger unødvendige for eftertiden, dels også fordi hvervede folk, nogle få undtagene, er et sammenskrab af mennesker uden ejendomme og forbindelse med den stat de lever i, som ikke tjener længere end til lejlighed gives til at få nye håndpenge og som sætter en ære i at have tjent flere fyrster med et par sko. For dem som vægrer sig ved at være landeværnsmænd, foreslår jeg landsforvisning til straf, med sådant pas:
NN som har vægret sig for at være landeværnsmand og herved vist sig uværdig sit fædreland og sine medborgeres samkvem, forvises kongens riger og lande som han skal rømme inden 14 dage, pågribes han i samme efter denne tid, da hensættes han i fæstningsarbejde for sin øvrige levetid.
(Her sættes amtsmandens navn)
Kirke Helsinge den 24. juni
Holm
Præst for Helsinge og Drøsselberg Menigheder.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4 Juli 1801, s. 2664-2670)
For at sætte os i agtelse hos enhver nation og i sikkerhed mod fjenden, er det nødvendigt at det unge mandskab som endnu ikke har haft gevær i hænderne, bliver øvet i våben, jeg tør sige at når alle de som ikke har gjort den sædvanlige krigstjeneste sættes fra deres 20. år under våben, da har man af disse alene i kongens riger og lande 100.000 mand, en betydelig hær når den blev øvet i våben, men dette kunne den uden store omkostningner blive, da vi har Landeværnsofficerer som understøttede af deres sergenter og underofficerer kunne inden foråret have dannet disse til at bruges imod en fjende, allerhelst når regeringen efter mit før gjorte forslag ville overlade en flint med bajonet og patrontaske til enhver gård, hvorpå bonden årligt betale 3 mark til amtsstuen, indtil geværet var betalt. Disse geværer fulgte gården og beboeren blev altid ansvarlig for dem. Når en af disse unge som skulle oplæres til krigstjeneste, tjente bonder, fik samme unge bondens gevær til brug under krigsøvelserne. For at spare staten for omkostninger, kunne bondekarlen gå i sin røde trøje. Fjenden ville da måske anse ham med foragt som en uøvet mand og glemme den fornødne agtpågivenhed, men måske også herved komme meget til kort, hvilket ofte har været tilfældet, når man foragtede sin fjende. Imidlertid da bønderkarle skal have klæder ligesom andre folk og en landeværnstrøje og lange bukser ikke koster mere end bondens sædvanlige dragt, når den er af vadmel (for hvad der går mere til bukser, det spares igen på landeværnstrøjen som er kortere end bondens sædvanlige trøje), så tror jeg det ikke ville være upassende om regeringen behagede at erklære at den anså landeværnsdragten som den rette nationaldragt og at den helst ønskede at se landets unge mandskab i denne dragt. Dette sket, ville enhver forskaffe sig denne dragt for ikke at synes ringere end andre. Dog måtte den som iførte sig denne dragt, enten allerede være øvet i våben eller søge eksercerpladsen for der at blive øvet i dem. På de vanskeligheder som forfatteren opgiver i samme nummer, vil jeg give mig den frihed at svare således:
Geværerne bør vedligeholdes, og den som bruger dem, må besørge dem istandsatte når de hos ham kom ti skade. Jeg taler her om små gevær, andre har vi endnu ikke på landet. De højere officerers gage som forfatteren tror vil blev en offentlig udgift, bør ikke forskrække nogen. Det er jo klart at disse høje officerer som ejer herregårde i landet eller har stor formue, bør intet have da de ved at værne om fødelandet, tillige værner om deres private ejendomme. At betale disse for deres tjeneste ved Landeværnet, ville være lige så urimeligt som om man ville betale en mand fordi han var behjælpelig med at slukke en ildebrand som ellers ville fortære hans gård. Man måtte også fornærme disse æresmænd om man troede at kun egennytte overtalte dem til at værne for fædrelandet. De andre ved Landeværnet ansatte officerer er jo pensionister som intet får foruden den pension de havde for deres forrige tjenetse ved de regulære tropper, og bliver altså ikke til nogen ny byrde for staten. De belønninger som høje officerer, proprietærer, embedsmænd og andre formuende som tjener ved Landeværnet kan vente, er en højere rang, et ærestegn, en offentlig taksigelse af fædrelandet når de ved udvist tapperhed har gjort sig værdige dertil. Derimod tror jeg at de herrer løjtnanter som fik megen umage med at øve så mange mennesker i våben, jeg tror at de kunne fortjene et tillæg i deres gage, da det er dem kostbarere her på landet end i København. Når Landeværnet i ufred blev gjort mobil, ville det være nødvendigt at landeværnsmændene fik sold. Og da de intet har i fredstider, og er vant til at blive mættet daglig, ville det være passende at de da blev besoldet ligesom fodgarden, så meget heller da modet har sit sæde i maven. For man mærker at en forsulten mand har hverken mod eller styrke til strid. Ved anvisning på amtsstuen kunne da enhver bataljonschef få gage til sine underhavende, og når proprietærer, præster og andre som har frit hartkorn, beholdt i ufredstider et oplag af rug, kunne deraf bages brød til landeværnsmændene. Jeg er forvisset om at enhver ville være så patriotisk at lade den rug han havde til oplag male og bage for disse der værnede for landet uden at betales for det. Rugen måtte da forud besigtes før og efter at den var malet, ligesom også brødet når det var bagt måttet afleveres ved syn. De som ingen personlig tjeneste gjorde ved Landeværnet, enten de var i eller udenfor bondestanden, skulle på omgang befordre landeværnsmændenes brød og køre de rejser som nødvendigheden fordrede uden al betaling. Den mest bekvemme måde til at få batterierne istandsat synes at være denne at man opgav et års mønstring og lod i denne måned krigsfolkene og artillerihestene enhver i sin provins arbejde på de steders forskansning som ansås for nødvendige.
Skulle Landeværnet give nogen anvisning til formindskelse i den stående hær, kan dette ikke anses for en landeplage da så mange store mænd har bevist at de store krigshære som Europa nu holder, er en af de største årsager til dets ødelæggelse, et mindre antal af regulære tropper vil imidlertid være en besparelse, hvorved sømagten der er så betydelig for os øboere, kunne blive gjort større uden at vi i en ufred skulle savne tropper. For når stammen til den stående hær vedbliver, kan man altid formere denne ved dem som efter at have tjent i 4. år, må i ufred gå tilbage til regimenterne for der at gøre de resterende 3 års krigstjeneste, se Politivennen nr. 162. Til at bestride en del af Landeværnets udgifter, tror jeg man burde anvende de penge som bruges ti udenlands hvervning, dels fordi folkemængden gør disse hvervninger unødvendige for eftertiden, dels også fordi hvervede folk, nogle få undtagene, er et sammenskrab af mennesker uden ejendomme og forbindelse med den stat de lever i, som ikke tjener længere end til lejlighed gives til at få nye håndpenge og som sætter en ære i at have tjent flere fyrster med et par sko. For dem som vægrer sig ved at være landeværnsmænd, foreslår jeg landsforvisning til straf, med sådant pas:
NN som har vægret sig for at være landeværnsmand og herved vist sig uværdig sit fædreland og sine medborgeres samkvem, forvises kongens riger og lande som han skal rømme inden 14 dage, pågribes han i samme efter denne tid, da hensættes han i fæstningsarbejde for sin øvrige levetid.
(Her sættes amtsmandens navn)
Kirke Helsinge den 24. juni
Holm
Præst for Helsinge og Drøsselberg Menigheder.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 167, 4 Juli 1801, s. 2664-2670)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar