En Tildragelse ved Vesterports Hovedvagt.

(Tilegnet stadens guvernør)

Onsdag den 1. juli om aftenen kl. halv et kom jeg i selskab med en del andre borgere ind ad Vesterport. Vi skiltes ad der og nogle af os som boede på Christianshavn, gik som sædvanligt til højre side for at gå igennem Filosofgangen, slottet og hjem. Men vi blev ganske uventet ved indgangen til Filosofgangen anholdt af skildvagten og forbudt at passere derigennem da tappenstregen var gået. Vi formodede at skildvagten havde forstået den ordre han havde fået urigtigt og henvendte os derfor til en underofficer der stod ved vagten, som bekræftede hvad soldaten havde sagt. Imens vi talte med underofficeren, kom den vagthavende løjtnant meget hastigt ud af sin stue og spurgte: Hvad var der på færde? En af os gentog det spørgsmål til ham om det ikke var tilladt at passere Filosofgangen? Hvorpå svaret blev: Nej! Spørgeren ytrede sin forundring over det ved at sige: Hvornår er da det forbud sket, da jeg i 36 år jeg har opholdt mig i København, har passeret Filosofgangen på hvad tid jeg har villet uden at det nogen gang er blevet forbudt før i aften. Officeren svarede: Jeg er her på min vagt, forbyder Dem at gå den vej og overlader til Dem at melde det til guvernøren. Vi lod os nøje med det og gik gennem byen hjem. 

Aftenen derefter, torsdag den 2. juli kl. halv elleve gik jeg atter i selskab med flere den samme vej, og ingen forbød os at passere Filosofgangen hvor vi desuden traf mange andre spadserende.

Hvad er vel årsagen til denne forskellige fremgangsmåde? Og turde man ikke af stadens i enhver henseende agtværdige guvernør vente så megen agtelse for indbyggerne at når en så almindelig gang eller vej som Filosofgangen blev spærret, det da offentlig blev bekendtgjort, for uagtet måske få ville kunne indse nødvendigheden af et sådant forbud, tror jeg dog sikkert at enhver god borger ville findes fuldkommen villig til at holde sig samme efterrettelig når han var underrettet om det.

Uvished er altid ubehagelig og den eksisterer i dette tilfælde når man forbyder den ene aften at passere en vej, som før aldrig har været forbudt og den næste aften igen tillader det.

Politivennen. Hefte 13. Nr. 168, 11 Juli 1801, s. 2673-2675)