Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat)
Med Forsigtighed gik jeg frem paa det vundne Terrain og lirkede saa smaat ved den Gamle for om muligt at faae mit længe nørede Ønske opfyldt, af Jørgens egen Mund at faae fortalt om hans Forhold til Begivenhederne der i Egnen i 1807.
Med Eet stod han stille og saae mig stift ind i Øinene. Først troede jeg, at den gamle Mand var bleven fortørnet over min Paatrængenhed, - men saaledes var det ikke. Han sagde derimod, idet han skød den laadne Kabuds, som han bar baade Sommer og Vinter, ned over det ene Øie, idet han klippede med del andet:
- "Naa -a ! Han vilde maaskee gjerne vide lidt Besked om "Engelskmanden, den forbandede Tyv", som det hedder i Visen. Han har maaskee hørt om de skudte Soldater, som bleve fundne af et Par Sankekjærlinger oppe i Skovene?"
For ikke strax at komme ind paa Vidtløftigheder, benægtede jeg nogensinde at have hørt tale derom. Det var øiensynligt, at dette gjorde en overmaade gunstig Indvirkning paa den Gamle; thi han vedblev meget venlig; "Ham kunde jeg endda nok have Løst til at fortælle, hvad der hændtes mig i de Tage, men dog kun paa den Betingelse, at han beholder det hos sig selv. saalænge jeg endnu gaaer her og stamper omkring. Hører han, reen Mund!"
Med Haand og Mund lovede jeg delte, og vi gik nu et stykke videre frem i Skoven, uden at Nogen sagde Noget, indtil Jørgen satte sig paa en Egestub under et stort Bøgetræ, og jeg lagde mig ned i Græsset ved Siden af.
- "Det Aar," begyndte Jørgen, "da Engelskmanden kom, havde jeg en Broder, som hed Niels, og som tjente for Skytte ovre paa Gammelkjøgegaard. Senere kom han til Hestfolket og faldt eller blev ialfald borte i Slaget ved Sehested. Det var en Djævels Karl, han skyede hverken Ild eller Vand og var ikke bange for selve Fanden, som man siger. Herregaarden ligger, som han veed, ligeoverfor det Sted, hvor det gamle Skovsogedhuus laa som de reve ned ifjor.
"Den Dag nu Slaget stod, kom Niels meget tidlig om Morgenen over til mig. Han var ridendes paa Mandens eget Ride og, en deilig Guldfux. Jeg veed ikke, om han kjender den Slags Bæster ?
"Naar Solen skinner paa dem, see de grangiveligen ud. som om de vare lueforgyldte - lød det forklarende.
"At min Broder kom paa Guldfuxen og dertil havde Herrens Dobbelflint, en dengang yderst sjelden Slags Bøsse, hængende over Saddelknappen, lod mig ane noget Usædvanligt.
"Jeg tog imod ham ude i Gaarden, og her fortalte han mig, at Majoren, som tilligemed Landeværnet laa indqvarteret ovre paa Gaarden, havde oppe fra Loftet paa Hovedbygningen opdaget, at Engelskmanden kom marcherende lige mod Kjøge. Alt Landeværnsfolket var draget ud imod Fjenden for at slaaes med ham; men da Herremanden holdt for, at vi ikke kunde staae os, og da det Rygte gik, at Fjenden var slem efter kjønne Heste, havde han givet Niels Ordre til at søge Skoven med Fuxen og dertil medgivet ham Dobbeltflinten, for at han dermed kunde holde en og anden næsvis Person fra Livet.
"Niels var kommen for at advare mig og spurgte om jeg ikke kunde have Lyst til at ride med ham, ikke i skoven, nei! det vilde den Karl ikke. Han holdt for, at det maatte være tidsnok at "rende", naar Landeværnet var slaaet. Indtil den Tid kunde man see Tingen an. Jeg var ung dengang og, om jeg selv skal sige det, en rask Karl. Nielses Forslag syntes jeg godt om, men dette huede ikke min Qvinde, der var kommen til. Hun blev meget forknyt, da hun hørte, at vi tænkte paa at tage fra Hjemmet, da Fjenden var ventendes hvert Øieblik.
"Imedens jeg trak mine Støvler paa og hængte Riffel og Skydetaske over Skulderen, lagde Niels Sadlen paa min Hest, og lange varede det ikke, førend vi sadde paa Hesteryggene. Idet jeg bød Farvel til Qvinden, bad jeg hende give sig Gud ivold og passe godt paa Jakob, der dengang kun par et Par Aar gammel. Vi rede derpaa over Aaen, op over Aasen ad Ølby til, en Landsby, der ligger en halv Miil nordøst for Kjøge.
"Under Ridtet kunde jeg ikke holde mine Øine fra Dobbeltflinten, "Manden" havde betroet Niels.Jeg kjendte den saa godt fra Jagterne. Det var baade en udmærket smuk og god Bøsse, der har sin Kugle baade længere og sikkrere end nogen Riffel jeg har kendt.
"Ja!" udbrød den gamle Mand ved Tanken om den svundne Tid, "dengang havde vi Jagt! Jagt i Skov, paa Mark og Mose, saa at det kunde forslaae noget, og dengang var der ogsaa Skytter, der kunde lidt mere end deres "Fadervor". Der var nu ham den gamle Jochum ovre i Fuglesang. Naar vi vare paa Andejagt paa Moserne, og det traf sig, at Hundene bleve bidte af en Hugorm, som der dengang var mange af, kom de strax slukørede og tykhovede tilbage. Hvad gjorde saa Jochum, mener han? Han havde Noget i en Flaske, som han gned Hundene med, og aldrig saasnart var det skeet, førend disse sprang om, som Intet var passeret. See, det kunde Jochum," udbrød Jørgen, som et Øieblik tabte Traaden. "Det var ogsaa ham," vedblev han, "som, imedens han var imellem Herregaardsskytterne, pillede En "ned af Træet i Classens Have."
"Hvad er det for en Historie?"
- "Kjender han ikke den?"
- "Nei."
- "Seer han, da Livjægerne, Herregaardsskytterne og det andet Krigsfolk giorde Udfald i denne Have, blev der hvert Øieblik En ramt af en fjendtlig Kugle, uden at Nogen i lang Tid kunde begribe, hvorfra den kom. Jochums søn, der, ligesom Kromandens Søn fra Asminderød, som en femtenaars Knøs var fulgt ind med Faderen, fik endelig Øie paa Krabaten, der nok saa rask toldede af vore Folk. I et af de store Lindetræer, der staae i den Deel af Haven, der vender imod Stranden, saae Drengen paa engang, at det røg ud af Trætoppen, og i det Samme faldt en Livjæger. Han listede sig nærmere og blev nu vaer, at det var en engelsk Skarpskytte, som sad oppe i Træet, hvorop han ubemærket maa have sneget sig ad Trin, som vare udhuggede i Stammen og som førte til en Art Lysthus oppe i Træets Krone. Her sad Kalorius i god Ro og pillede dem ud, han fik paa Kornet. Aldrig saasnart havde Ebbe, saadan hed Drengen, faaet denne Redelighed paa Tingen, førend han fortalte det til Faderen, Jochum, der var en udmærket Skytte, passede nu sit Snit, og, da Engelskmanden kort etter stak hovedet frem for at tage Sigte, havde han levet sin meste Tid; thi Jochum holdt ham lige i Planeten, og nu saae man et farligt Syn, Først faldt Geværet, saa Tschakoen, og derpaa dumpede hele Fyren ned med et stort Brag igjennem Grenene, til stor Forbavselse for Alle i Nærheden, der næsten maatte troe, at han kom fra Luften, Fra den Tid havde Vore Fred fra den Kant.
"Men det var jo ikke det, vi skulde tale om.
.... Niels og jeg rede da lige til Ølby og toge ind hos en Mand, vi kjendte der. Vi satte Hestene i Stald og spurgte om Nyt. Folkene vidste af Intet og bleve meget forskrækkede, da vi fortalte, at Engelskmanden var i Anmarch, Konen fortalte nu, at Aftenen forud havde der været en Landeværnsmand, men han havde kun været simpel tilpas, Han havde klaget over den daarlige Forplejning, de slette Vaaben og de endnu slettere Officerer.
"Da vi havde snakket lidt med dem, gik Manden ud med os paa Toften, og herfra kunde vi tydeligen see Landeværnet marchere forbi Kjøge Møller ud ad Veien. Herved blev Niels opsat paa at være med og spurgte mig, om vi ikke skulde følges ad efter Vore, for at see, hvad der blev til ?
"Herimod indvendte jeg, at det gik vel ej an, da "Manden" havde sendt ham fra Gaarden, for al tage Vare paa det gule Øg
"Kan jeg vove Skindet, kan vel Herremanden sagtens vove Øget, og forresten er der vel neppe i Nogen, som leder efter Guldfuxe i Oles Stald," gav Niels til Svar paa min Indvending. Vi hentede vore Bøsser inde fra Stuen, og uden af der faldt videre Ord imellem os, gik vi sammen henover Markerne og kom snart i Nærheden af vore Folk, En Herremand, der var Officeer, og som kjendte min Broder og mig fra Jagterne, gik os lidt imøde og spurgte, om vi ikke kunne have Lyst til at følge med den Styrke, som General Oxholm stod i Begreb med at sende imod Fjenden. Niels tog Ordet, og efterår vi havde nikket til hinanden, svarede han. at det vilde vi nok. Ansvaret for Øget maa dog have tynget paa Niels, thi da vi begyndte at gaae frem med Krigsfolket, bad han mig tage Vare paa Fuxen, saafremt der skulde tilstøde ham noget.
"Gud hjælpe os for Karle, det var, som vi vare komne imellem. Der var ikke een Sjællænder imellem dem, det var kun gamle Folk fra Lolland og Falster, som Officererne med Møie havde faaet hjemmefra. Det var en Ynk baade at høre og see dem. De saae ud, som om de manglede baade Mod og Mad, daarligt vare de klædte og hvilke Vaaben havde de? Kommando var der ikke noget af. Det lignede mere en Drift Qvæg, der drive til Slagteren, end Soldater, der skulle i Slag. (Forts.)
(Kjøge Avis 3. oktober 1866)
Fortællingen om Jochum og Ebbe har den sandfærdige kerne i sig at udfaldet fandt sted. Også før udfaldet havde 3.800 mand den 20. august forgæves forsøgt et strategisk set mere fornuftigt forsøg på at sikre området helt op til Svanemøllen og ødelægge de engelske batterier. Englænderne placerede nemlig deres artilleribatterier meget længere ude end Classen Have. Ligeledes mislykkedes et udfald mod Blågården.
Set i den sammengæng forekom udfaldet mod Classens Have den 31. august 1807 en anelse nyttesløst. 2.000 mand (livjægere og herregårdskytter) under oberst Bech rykkede fra Kastellet ud mod Classens Have (nuværende areal mellem Classensgade, Østerbrogade, Rosenvængets Alle og stranden). Det lykkedes at afbrænde bygninger, fælde træer mm. Generalmajor Peymann der af uransagelige årsager var med i udfaldet, blev ved den lejlighed såret i det venstre lår. Samtidige og senere kilder antyder at han måske gjorde det for at få en heltemodig død.
Men hvor heltemodigt udfaldet end måtte være, også Ebbe og Jochums bidrag hvis de er rigtige, må udfaldet dog betragtes som nyttesløst og ligegyldigt. Englænderne havde som sagt allerede færdiggjort deres batterier et pænt stykke længere væk. Og hvad angår træer, så havde englænderne i øvrigt selv kappet alletræerne på Nørrebro ned. Udfaldet kostede 20 døde og 82 sårede.
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.)
"Niels laante mig et Par Øine, der sagde saameget som: de Fyre holde nok ikke længe Stand; A' Folkene hone vi kun misfornøiet Tale, og de ' faa Officerer saa meget ulykkelige ud
"Udad Veien nordpaa gik det. Foran rede nogle Ryttere paa Bønderheste. Engelskmanden var nok ellers kommen os i Forkjøbet; thi Meningen havde nok været den, at Landeværnet skulde have besat de nordlige Bredder af en lille Aa, hvorover er lagt en Bro, som kaldes Dristebroen Men inden vi naaede saavidt, havde Engelskmanden allerede indtaget den Stilling, hvori vi nu maatte angribe ham. Der blev gjort Holdt, og de to Kanoner, vi førte med os, bleve kjørte op og begyndte at skyde, og det rigtignok rask kan han troe. Sene kan jeg eiheller sige, at Engelskmændene vare til at besvare den Hilsen, thi i samme Nu fløi deres Kugler os om Ørerne. som vare opstillede bagved vore Kanoner. Saasnart Landeværnet hørte Susningen af Kanonkuglerne, smed de sig plat ned paa Maven, og paa denne Mande hyttede vi os - thi Niels og jeg lagde os ogsaa ned - et Ovarteers Tid. Da vi omtrent havde ligget saalænge faldt der en Kanonkugle i den Klump, hvori Niels og jeg laae. Kuglen ramte en Mand lige paa Brystet og slog det istykker med et knald, som om den havde ramt en Blikdaase.
"Havde Folkene ikkeværet bange før, saa bleve de det nu rigtig for Alvor, og i en Fart vare de paa Benene, men da i samme Øieblik en engelsk Kugle slog en Mand midt over, saa at de nærmest Staaende bleve overprøitede med Blod og Tarmstumper - et hæsligt Syn -, kastede de sig atter paa Jorden. Det var en Jammer at høre paa disse syngende Djævle over fra Lolland, Falster og Møen, der saa bitterligen fortrøde, at de havde ladet sig forlokke til at forlade deres Hjemstavns Øer, for at lade sig slaae ihjel herovre."
- "Hvorlænge blev I der?" faldt jeg opmuntrende ind, en forresten aldeles overflødig Gjerning, eftersom Jørgen nu var heelt inde i Slaget.
- "Aa! Vi bleve vel der i det Høieste en halv Times Tid; de modløse Lolliker, Falstringer og Møenboere laae barestens og biede paa en god Leilighed til at komme at sted. Vor Herre bevare nogen General for at have den Slags Folk under sig.
- Der kom Forstærkning og vi gik lidt frem igjen, idet der stadigen blev fyret med vore to Kanoner, men da Engelskmanden formodentlig har troet, at vi vilde prøve paa at omgaae hans høire Fløi, begyndte han en saa forfærdelig Skydning, der, det skal siges til deres Roes, blev godt besvaret af vore to sølle Kanoner.
"Ligesom det gik allerbedst med Skydningen fra vore Kanoner, hørte de paa eengang op med at fyre. Grunden hertil var meget naturlig, der var nemlig ikke store Karduser. Bonden, der kjørte med Reserveammunitionen, havde Fanden taget ved de fyrste Skud, og fra Kjøge, hvor Hoveddepotet var. kunde man eiheller faae Noget, thi Buddet, som var sendt derefter, bragte den lidet trøstelige Efterretning, at Krudtvognene vare indelukkede i Kirken, Kirkedøren laaset og Degnen med samt Nøglerne forsvundne. Ja!" udbrød den Gamle med indædt Harme, han kan troe, at der var en kjøn Redelighed paa det Hele; men," tilføiede han tænksomt, "det kommer der af, naar de, som styre Landet, ikke ere klogere, end at de sende Hæren ud af Landet for at beskytte Tydskerne. Han veed vel nok, at den gamle Konge, som dengang kun endnu var Kronprinds, uagtet "han stod for Gaarden", som man siger, laa ovre i Holsteen med alt Krigsfolket.
"Da der ikke var mere at skyde med, bleve Hestene spændte for Kanonerne og nu gik hun alt hvad Remmer og Tøi kunde holde ad Kjøge til. Med den ene Kanon kom de da ikke farlig langt, thi en fjendtlig Kanonkugle ihjelslog saavel den ene Stanghest, som Manden der red den. Dette skete ligefor vore Øine. Da Seletøiet gik itu ved den tamme Lejlighed, tog han med Forløberne Flugten og lod Kanonen tilbage tilligemed den over sin Kammerats saa pludselige Fod meget urolige anden Stanghest."
-"Men der maatte jo være Folk nok til at trække af med den Smule Kanon", indvendte jeg.
"Det var der ogsaa! Og Majoren som kommanderede der, han hed Gamst, sagde de, opfordrede ogsaa Mandskabet til at tage fat. Min Broder og jeg sprang til tilligemed nogle faa Andre. De Øvrige rørte sig ikke af Pletten. I Forening med Hesten trak vi nu afsted med Kanonen, som det maaskee vilde have lykkedes os al redde, hvis ikke vort Ryttere i samme Nu var kommet farende tilbage i fuldt fiirspring jaget af de engelske Husarer. Da Fodfolket saae Rytternes Flugt, bleve de saa bestyrtede, at de tiltrods for Officerernes Befalinger og Bønner over Hals og Hoved fulgte bagefter i en saadan Fart, at Træskoene fløi os om Ørene. Det varede kun et Øieblik, saa stode Niels og jeg ene tilbage med Kanonen, som vi, efter at have befriet den ulykkelige Stanghest ved at overskjære Skaglerne, maatte overlade til Engelskmanden, der blev saa glad derover, at han en lille Stund glemte at sætte efter os, der brugte Benene det bedste vi kunde.
"Da vi mærkede, at der Ingen kom efter os, gave vi os lidt bedre Stunder og trak Veiret, som man siger.
(Forts.)
(Kjøge Avis 5. oktober 1866).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar