Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T.")
.................................................................................
Den første, som jei mødte vaar in Ængælsk Husaar,
han stod meen ene Treeskouv i Støkker,
..................................................................................
Ded første som jei sae, see! ded vaar da "Guds-Fred"!
Aa kære hære Ængelsmaan, ah! giør mei ey Faartræd!
Jei tiener hoos Mads Haansæn i Kruven Svinnevad,
hangav mei denna Flaske aa dette Støkke Mad,
aa jei haar hværken krigsed før til Laands etter Vaands,
aa nøuv er jei færi at gaae fraa Sind aa Sands."
Aa han tou meen Flaske, saa blev jei mare! glad;
han drak saa møyed, som han kunde taale;
mæn saa gjore han it Gefæes, som han vild spliddt mei ad,
aa jei, stod, Draalen spilde mei! paa Naale.
Mæn saa sae han it Oerd, aa jei beholdt mit Liv.
for sandt at sie, vaar jei ret hæslig i Bekniv:
"Gebt døuv zu Døvfel, dønd færstuvter alter Naar!"
Jei siier saa maange Tak, men kære Husaar!
aa saa løv jei afstæd paa meen ene stoure Taa,
aa saa kom jeg hærtil, som I allesammen saae.
Sjællandsk Bondevise.
Fra saa langt, som jeg kan huske, har jeg altid i mit Hjem hørt Englænderne omtale paa en høist ugunstig Maade. Min Fader talte sjelden om denne Nation uden at omtale "Skjændselsgjerningen", som han kaldte "Overfaldet" 1807. Han havde da ogsaa, kan jeg troe, en særlig Grund til ikke at nære nogen videre Kjærlighed til "Voldsmændene"; thi Krigen 1807 gjorde vor Familie fattig. Min Bedstefader ødelagdes for en stor Deel derved, at hans Eiendom laa udenfor Byen, langt ude paa Nørrebro. Da Englænderne nærmede sig Forstæderne, flygtede min Faders Forældre ind til Kjøbenhavn og medtoge kun, hvad der kunde rummes i en lille Gig. Det Øvrige maatte lades i Fjendehaand.
Halvfjerdehundrede Hannoveranere toge den forladte Eiendom i Besiddelse, røvede, plyndrede og brændte saasom Døre, Paneler m, m., saa at Eieren ved Tilbagekomsten kun forefandt de nøgne Vægge. Bohave, Kreatuerer, saavel Køer som Heste og Vogne - vare forsvundne. Soldaterkonerne, som altid ledsage en engelsk Armee, skulde, efter min Faders Sigende, i Forening med Trøffelhundene, der med Held brugtes til at opspore nedgravede Sager, fortrinsviis have bidraget til, at Plyndringen dreves systematisk.
Ogsaa min Moder vidste at fortælle om Bombardementet, hvorledes hendes Fader der, da han som Borger stod Skildvagt paa Rosenborg Bastion, slap med at miste Overdelen af sin Tschako, imedens den samme engelske Bombe slog Hovedet af hans Kammerat, fordi han var saa meget høiere. Hovedet skulde, efter Fortællingen, være "rullet" henad Volden.
I mine Barndomsminder staae Englænderne som et herskesygt, overmodigt og troløst Folkefærd; først i en modnere Alder indsaae jeg, hvor partisk denne mægtige og dygtige Nation var bleven bedømt, denne Nation, hvis Krigere imidlertid, "ledet af Politikens Øieglas" i Aaret 1807 tømrede den første Fjæl til vor Selvstændigheds Ligkiste.
Da Omstændighederne føiede det saa, at mine Forældre, da jeg ikke var ret gammel, kom til at boe netop i den Egn, hvor der var
blev min Interesse end yderligere vakt ved at komme i personlig Berøring med de Mange, som dengang endnu levede, af dem, som paa en eller anden Maade havde deeltaget eller været Øienvidne til de Dages Begivenheder. Hvor ofte har jeg ikke siddet og lyttet efter, naar den gamle Krokone fortalte om Engelskmanden og navnlig ventet paa Pointet, som var, at hun paa et hængende Haar var bleven spiddet paa Bajonetterne, hvis ikke "en lille ong En var kommet til og havde sagt Noget."
Men af alle disse levende Vidner forekom ingen mig at være saa interessant som en gammel Skovfoged, Jørgen hed han, og det af den simple Grund, at der hvilede et hidtil uløftet Slør over denne Mands Deeltagelse i Kampen mod Englænderne.
At gamle Jørgen havde "været med," vidste Alle, men hvormegen Deel han havde havt deri, det vidste Ingen rigtig. Der ymtedes saa forskjelligt derom. Saaledes sagde Nogle, at Jørgen i hiin Tid havde skudt Englænderne som Skovskader, og at der i den Anledning havde været sat en Priis paa hans Hoved. Andre hviskede om, at det var ham og ingen Anden, som havde skudt de to Engelskmænd, som bleve fundne af et Par Sankekjærlinger oppe paa Bistrups-Sletten. Jeg siger "hviskede", thi man havde vænnet sig til ikke at tale høit om den Ting. eftersom Jørgen ikke yndede den Slags Tale, der i hans yngre Tage havde voldet mere end en blodig Pande og undertiden derhos en deelviis Farveforandring paa Øine.
Paa den Tid, jeg taler om, var Jørgen en gammel Mand. der boede til Aftægt hos sin Søn Jakob, der var fulgt ham i Skovfogedtjenesten ved Krageskoven. Skovfogedhuset, hvori han boede, laae en Fjerdingvej fra Landsbyen Lellinge, midt imellem denne By og Kjøbstaden Kjøge. I Ungdommen havde Jørgen, efter et eenstemmigt Rygte, ret været en forsoren Karl, "en forvoven "Hosesok," som Bønderne paa denne Egn have for Skik al kalde deres Udhalere. En ganske fortrinlig Skytte havde han ogsaa været - man fortalte endog, at han en Gang, paa Væddefærd, havde skudt en af de gamle store Kobberskillinger ud af Fingrene paa En, der havde været dristig nok til at holde den for ham.
Uagtet han ikke var saa lidt over den Tid, Kingo kalder "Støvets Alder", havde han endnu en stiv og strunk Holdning, som var meget usædvanlig at træffe paa hos Datidens Bondestand, hvortil han hørte. Naar han gik, støttede han sig til en lang Stav af Form som Christian den Fjerdes Spadserestok. I hans dybtliggende Øine luede, tiltrods for hans Alder, en mægtig Ild, der strax brændte til Lue, naar Talen kom paa en Sag, der tiltalte ham; men herhen hørte, efter hvad man sagde, alt Andet end "Engelskmanden 1807".
Førend jeg gaaer videre i Beskrivelsen af Maaden, hvorpaa det dog lykkedes mig at faae den gamle Mand til at betroe mig, hvad han som Øienvidne havde oplevet i Tiden fra den 29de August indtil den 7de September 1807, da Kjøbenhavn kapitulerede, skal jeg til bedre Forstaaelse af den efterfølgende Fortælling forudskikke en kort Beskrivelse af den Egn, hvor det for os saa lidet berømmmelige Slag leveredes.
Kjøge ligger ved Bugten, over Tydskerne i sin Tid troede, ai vi plejede at holde vore Søslag. For Fremtiden komme de ogsaa til at notere Helgoland som et saadant Sted. Byens Havn dannes af Mundingen af Kjøgeaa, der kommer fra Ringstedkanten. Over denne Aa findes foruden de to Broer i og ved selve Byen, tvende andre, som ogsaa spille med i Dramaet eller Sorgespillet fra 1807, nemlig Broerne ved Gammellellinggaaard, og ved Svinevad, henholdsviis ½ og 1 Miil fra Kjøge. Fra denne By udgaae tre Hovedveje. Mod Nord gaaer den saakaldte Kjøgelandevei, hvor det egentlige Slag stod, idet Wellesley (Wellington) fra Skillingskroen, der ligger 1 Mill nordfor Kjøge, udviklede sine Stridskræfter imod Landeværnet. som Generalerne Castenskiold og Oxholm med stor Møie havde faaet samlet der i Nærbeden.
Efter et kort Sammenstod joges, som bekjendt, Landeværnet, der bestod af udtjente Soldater, igjennem Kjøge, hvor de gjorte en kort Modstand, indtil de dreves videre sydpaa af den seirende Fjende, ad Vordingborgveien, der fører mod Syd, forbi Landsbyen Herfølge, hvor General Oxholm, efter en kjæk Kamp paa Byens høitliggende Kirkegaard, toges tilfange samme Dags Eftermiddag kl. 4.
(Forts.)
(Kjøge Avis 30. september 1866)
Ved Køgevej skal her forstås vejen mellem Tåstrup og Køge, ikke den nuværende Gammel Køge Landevej/Københavnsvej som trods navnet ikke er så gammel. Mellem 1786 og 1930'erne var denne sidste så ufremkommelig, at rejsende foretrak at foretage rejsen via Roskilde til Tåstrup og herfra ad Køgevej. Det var også den vej som Wellesley tog. På ovennævnte kort kan man lige ane Tåstrupvej/Køgevej øst for Jersey, hvor den gør et knæk mod øst for at nå forløbet af den nuværende og mere brugte Københavnsvej mellem København og Køge lidt nord for Skillingskroen.
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T.")
Mod Vest endelig gaaer der en Vei igjennem Landsbyen Lellinge, i hvis Nærhed, nord for Aaen, i Gammel-Lellingegaard ligger; denne Vei gaaer omtrent parallelt med Aaen og temmelig nær forbi Svinevads Bro.
Imellem Veien mod Nord og denne Vei ligger Hovedgaarden Gammelkjøgegaard og en lille Skov, "Aasen". Imellem sidstnævnte Vei, ogsaa kaldet Ringstedveien, og Vordingborgveien ligge de store Skovstrækninger, som tilhøre Vallø Stift, og hvoraf den, som ligger Kjøge nærmest, hedder Krageskoven.
Af Slaghistorien maa endnu tilføies, at efter den engelske Slagplan skulde General v. Linsingen, som stod i Egnen ved Roeskilde, og hvis Tropper fortrinsviis bestode af Hannoveranere, falde vore Tropper i venstre Flanke, en manøvre, der mislykkedes, deels fordi Landeværnet boldt saa daarlig Stand, deels fordi den gode Hannoveraner ikke vovede at gaae over Aaen ved Svinevadsbro, formodentlig at Frygt for Skovene, men spildte Tiden med, ude paa Markerne, at følge Aaens Løb paa den nordlige Side indtil Broen ved Gammellellingegaard, hvor imidlertid Landeværnet heldigviis havde faaet Tid til at kaste Broen af.
Den hannoveranske General kom forsilde til at deeltage i Slaget. Først efter Middage naaede han, igjennem Lelling og Krageskov, ud paa Vordingborgveien. hvor han traf det slagne Landeværn, der i Hui og Hast ilede mod Syd. For at hindre disse oprevne Skarer fra at kaste sig ind i Vallø Stifts Skove, beordredes han til at besætte Sydkanten af Skovene, hvor vi senere ville træffe hans Folk.
Dog tilbage til Fortællingen. Hos Skovrideren i Lellinge, hvis Distrikt netop for største Delen indbefatter de Skove, der her ere omtalte, havde jeg ofte Leilighed til at træffe denne gamle Skovveteran. I Skovridergaarden var gamle Jørgen en velkommen Gjæst, og det ikke mindst af os Drenge, Skovriderens Sønner og min egen Ringved, hvem han ikke sjeldent opvartede med de dejligste Jagthistorier. Han stillede kun een Betingelse, men den var ogsaa ufravigelig, for at fortælle og navnlig for at vedblive at fortælle, og det var en ubetinget Tro paa, hvad han fortalte. Des mindste Tvivl, yttret paa hvilkensomhelst Maade, var nok til for den Dag at lukke Jørgens Mund. Stikken var han den Gamle!
Jagthistorier kunde vi faae nok af, naar vi kun opførte os vel, men om Engelskmanden var der aldrig Tale. Da jeg en Gang yttrede et Ønske derom til en af Skovriderens Sønner, hvem jeg vidste brændte af samme Lyst som jeg, fortalte denne Mig, at hans Fader havde forbudt ham og hans Broder at omtale denne Sag, fordi den gamle Mand ikke led det. Herved var altsaa ikke Noget at gjøre. og jeg havde næsten opgivet at faae denne Gaade opklaret, da Tilfældet kom mig Hjælp.
En Dag, da jeg i Sommerferien kom i Besøg i Skovridergaarden, var ogsaa gamle Jørgen der. Han lod til at blive fornøiet ved at see mig og endeel gamle Historier og nogle nye bleve fortalte til et godt Kruus Gammeltøl.
Efterat vi havde spist til Middag, lavede Jørgen sig til at gaae, og da jeg skulde samme Vei, tilbød jeg at gjøre Følgeskab. Efterat Jørgen først havde gjort nogle Bemærkninger om, at han ikke ret vel turde følges med mig af Frygt, for at jeg skulde forgjøre ham med Latin, (jeg var nemlig nylig kommen i en Latinskole) blev dog Enden den, at Jørgen og jeg fulgtes ad, da vi forlode Skovridergaarden.
Det var en varm Sommerdag, hvis aarsag Jørgen, da vi vare komne igjennem "Snorrepiben", som Skoven kaldes der, og skulde ud paa Veien over de solbare Marker, foreslog at gaae gjennem Skoven og skye den støvede Landevej. "Hellere en Omvei end at æde Landeveisstøv", var hans Ord. Da han derhos lovede at fortælle nogle "kjønne" Historier, gik jeg med Glæde ind paa Forslaget, og vi forlode Landeveien og bøiede ind i den svale Skov. Vi havde kun gaaaet et lille Stykke i den, da Jørgen af sig selv kom til at tale om Engelskmanden, idet han viste mig Stedet, hvor "Hans Christian", det var Kromanden i Svinevadskro, var redet fra nogle engelske Husarer ved at sætte over en med Steg, c: Egeplanker, gjærdet Skovgrøft. "Her satte han over. Øget tog det øverste Steg med sig, men slap gjorde han, og Engelskmanden maatte kjønt blive paa den anden Side. Men det var ogsaa et farligt Øg til at springe. Hun sprang som en Raabuk."
(Forts.)
(Kjøge Avis 1. oktober 1866).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar