Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.)
Paa det sidste Spørgsmaal gave vi intet Svar, og da han mærkede, at vi i Folkenes Paahør ikke vilde ud med Sproget, bød han os indenfor. Vi bandt vore Heste ved Ringene i de store Kastanietræer udenfor Stuehuset og gik derpaa op med Manden i Storstuen, hvor man der paa Gaarden har den bedste Udsigt ad Kjøgekanten. Her fortalte vi ham, hvad vi vidste om Slaget, hvorover han blev meget bestyrtet og mente, at vi hvert Øieblik kunde vente Besøg af Fjenden, hvis han ikke gik længere mod Syd. Der blev skikket en Mand op paa den nærved Gaarden liggende Banke, Glentehøj, for at holde Udkig med Fjendens Bevægelse, og for saaledes i rette Tid at kunne vare os ad imod at blive overrumplede, hvormed Niels og jeg med vore ladte Bøsser og vor daarlige Samvittighed ikke kunde være tjente.
Manden forlod os derpaa et Øieblik, hvorpaa han kom igjen og sagde, at han gjerne vilde have budt os nogen Middagsmad, men Engelskmanden havde forstyrret Kokkepigen, saa at der var ringe Udsigt til varm Mad. Han bød os derpaa ned i Dagligstuen paa en Bid Brød og et glas Viin. Her traf vi den gamle Jomfru Æskeris, der alene tilligemed Pigerne havde taget imod og beværtet Engelskmændene. Hun fortalte, hvordan det var gaaet i Mandens Fraværelse. Soldaterne havde drukket det meste Øl og Mælk, som fandtes paa Gaarden; Fødevarer havde de derimod ikke brudt sig videre om. De havde i det Hele ført sig vel op, og Officererne havde endog budt Betaling for hvad de havde faaet. En af disse, som for en Times Tid siden havde siddet i den samme Stol, hvor jeg sad, nemlig i den store Læderstol, som han nok kjendte, reiste sig, da han fik Øie paa et Par svære gammeldags Sølvsporer, som almindeligviis hang paa Væggen og af Forglemmelse ogsaa var bleven hængende den Dag, tog dem ned og kastede dem ind under det store Chatol, formodentlig for ikke at friste en eller anden Efternøler over Evne. De havde været meget vrede over, at Broen, der her fører over Aaen, var bleven afkastet af Landeværnet, og havde strax faaet meget travlt med at faae den istandsat. Hertil havde de brugt de store Ladeporte, og i Løbet af en halv Times Tid kunde Fodfolket gaae over herpaa, dog kun to og to ad Gangen. Med Kanonerne og Rytteriet kunde de ikke komme den Vei, og for at finde et Vadested, der var bundfast, satte de den tykkeste Malkepige op paa en Husarhest og betydede hende at ride over Aaen. Dette gjorde hun ogsaa lidt østenfor Gaarden, og da de nu saae, at Hesten ikke gik i, rede først Husarerne over, og derpaa kom de med Kanonerne, som det kneb nok med at faae op paa Dæmningen. Den ene Kanon rev ved denne Lejlighed en stor Flænge i en af de gamle Pile, som den Dag idag endnu staae paa Dæmningen med et tydeligt Mærke heraf.
"Længere kom Jomfruen ikke i sin Fortælling; thi i det samme blev der banket paa Døren. Det var Karlen, som havde holdt Udkig paa Glentehøj. Han fortalte, at nu var der ingen Engelskmænd mere at see; de vare, saavidt han havde kunnet øine, gaaet ind i Krageskoven.
"Ved dette Budskab var min Ro borte. Jeg maatte strax afsted. Jeg længtes efter Kone og Barn, som jeg vidste vare i Fjendens allernærmeste Nærhed. Vi bøde Farvel og takkede for hvad vi havde faaet. Over Aaen rede vi gennem Lellinge, for herigennem at naae mit Huus, hvis det var gjørligt. I Byen herskede stor Forstyrrelse, og da vi kom igennem den, havde vi ikke ondt ved at spore Fjenden. Langs ad Veien laa henslængt alle slags Kar, Krukker, Bøtter, Flasker, Stribber, Siebøtter, kort sagt Alt, hvori der kunde være noget Flydende. Byfolkene, hvoraf Mændene nylig vare hjemkomne fra Skovene, vare allerede ude for at søge efter hvad der hørte Enhver til. Medens vi rede imellem alle disse Levninger, holdt vi godt Udkig til Skovene paa begge sider af Landeveien, thi den Regning var nem at gjøre, at fik Englænderne Fingre i os, som førte Bøsser, der vare godt brugte samme Dag, kunde det let have kommet til at see galt ud. Samvittigheden, Samvittigheden,” mumlede Jørgen, idet han gjorde en lille Pause.
“Da vi naaede Banken, hvorpaa det nye Skovfogedhuus er bygget, og nordfor hvilket mit gamle Huus laa ned i Siden, holdt vi Hestene et Øieblik an, førend vi dreiede ind mod Skovfogedhuset.
"Aldrig saasnart blev Qvinden os vaer, førend hun iilsomt kom os imøde. Hun saae kun ringe ud og bød Goddag med Taarer i Øinene. Jeg blev forskrækket over hendes Udseende, der bar tydeligt Spor af, at hun havde lidt Overlast paa en eller anden Maade. Da jeg savnede Drengen ved hendes Side, troede jeg, at der var hændtes ham en Ulykke. Langt, langt mere angst end da Engelskmandens Kugler pebe mig om Ørerne ude paa Kjøge Landevei, raabte jeg, hvor Drengen var.
"Qvinden gav det beroligende Svar, at han sov og havde det godt, men lagde hun til, Herre Du milde Gud og fromme Fader, sikken et paastyr her har været, medens I have været borte. Hun fortalte derpaa, at Engelskmændene neppe havde ladet noget heelt Kar i hele Huset. Maden havde de spist, drukket Øllet, og selv Flæsket, som hang til Røg i Skorstenen, havde de ikke skaanet. Bøssen, som du havde gjemt oppe paa Loftet, fandt de og tog den med, efter at de først havde peget paa mig med den, idet de spurgte: "Wo de Man waar?" hvilket jeg nok forstod, men alligevel lod som Ingenting."
"Men nu kommer det Værste, men paa mig maa Du ikke blive vred Jørgen", sagde hun og rakte sin Haand op til mig, som i Forbauselse over hvad jeg saae og hørte, endnu sad paa Hesten. Jeg tog den fremstrakte Haand, glad over, at Qvinden, Drengen og et Tredie til vare i Behold.
"De have skudt Chasseur, det Skarnstøi", "vedblev hun med Graad i Stemmen.
"Chasseur skal han vide,” forklarede Jørgen mig, “var en Hønsehund med saa fiin en Næse, at jeg aldrig, hverken før eller senere, har kjendt hans Mage. Og Jørgen Jacobsens Hunde vare dog ellers bekjendte for ikke at være af de voveste," sagde den Gamle i en Tone, der vidnede om, at han var ligesaa stolt af sine Hunde, som mangen en Junker af sine Væddeløbere.
"Qvinden," vedblev Jørgen, fortalte nu videre, hvorledes Engelskmændene vare mylrede ind til hende i stuen, ligesaa tæt som Fluer om Efterhøsten. Hunden, der laa inde hos hende, var da han med Eet saae den Mængde fremmede Mennesker, ganske stiltiende gaaet hen og havde lagt sig foran Vuggen, hvor Drengen laa og sov. Videre Agt havde hun ikke givet herpaa. En af Soldaterne maa vel være kommet Hunden for nær eller maaske endog have traadt paa ham hvordan det rigtig hang sammen hermed, have vi aldrig faaet at vide; thi de havde omringet hende saaledes, at hun kun saae fremmede Ansigter, hvoraf et og andet raabte paa "Geld." paa en Gang hørtes et gennemtrængende skrig. Da dette lød henne ved Kakkelovnskrogen, hvor Vuggen stod, og Drengen i det Samme gav sig til at raabe paa Moder, troede Qvinden strax, at der var Nogen, som vilde gjøre ham Fortræd. Med Angstens Skrig styrtede hun sig imellem det fremmede Krigsfolk, der vege tilside for hende, og hen imod Vuggen, hvori Jacob laa ganske uskadt og gloede med store Øine nok saa forundret paa de røde Kjoler. En Soldat derimod laae bleg og blødende paa Løibænken, og hans Banemand, Chasseur, var krøbet ind under Kakkelovnen, hvorfra han af og til stak Hovedet frem mellem Kakkelovnsbenene og snærrrede og bed af dem, der forgæves søgte at gribe ham. Med Fagter gave de hende at forstaae, hvad der forresten var tydelig nok, at han paa Bænken, var bidt af Hunden.
"Den Hund ist doll!" raabte de i Munden paa hverandre.
"Qvinden forstod ikke, hvad de mente hermed, førend En pegede paa sin egen Pande og derpaa rystede paa Hovedet. Hun begreb nu, at de troede, at Chasseur var gal. Men nu rystede hun paa sit Hoved og pegede paa Drengen, paa Hunden, paa sig selv og paa Soldaterne, for at gjøre dem begribeligt, at Hunden, naar hun ikke var tilstede, tog Parti for Drengen, naar Nogen kom denne for nær.
Med denne Forklaring, gave de sig lidt tiltaals, men det varede ikke længe, førend de paany begyndte, at jage efter Hunden, der holdt sig tappert inde imellem Kakkelovnsbenene og nappede Enhver, der kom ham nær nok. Da de ikke selv kunde, vilde de formaae Qvinden til at jage ham ud, men hun lod, som om hun ikke forstod det.
"En af Engelskmændene, der vel er bleven kjed af denne Leg, tog, da den Saarede var ført udenfor, en Pistol og sigtede efter Hunden, da Qvinden saa dette, sprang hun til for om muligt at frelse Hunden og vinkede. Han med Pistolen holdt inde, hvorpaa hun ilede ud i Stegerset og tog en Brand paa Ildstedet.”
“Hvad skulde det nytte til,” spurgte jeg forundret.
(Forts.)
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat.)
“Det skal jeg saamænd sige ham. Seer han, Chasseur var med alle sine gode Egenskaber noget egen. Han var, navnlig hjemme, ofte noget knarvorn og tvær. I Marken var han fortrinlig, men hjemme, som sagt, vilde han gjerne have Ro for ret at kunne pleie sin Magelighed. Laa han saaledes etsteds i Stuen, lod han sig ikke gjerne jage af Fruetimmer eller Fremmede, og hvor hengiven han end var min Kone, kunde det godt falde ham ind at vise Tænder, naar hun feiede Gulv og ikke vilde lade ham ligge i Ro paa den Plet, han havde valgt sig til Leje. Naar jeg saa ikke var ved Haanden, havde hun et Middel, der aldrig forfeilede sin Virkning. Hun tog en rygende Brand fra Ildstedet og for denne veg Mossiø Kalurius straks.
"Saasnart Hunden," fortsatte Jørgen lugtede Branden, vidste han, hvad det gjaldt, og som en Piil foer han ud fra Kakkelovnen ind mellem Soldaterne, som villigt gave Plads for ham. Han havde maaske kunnet redde sig, hvis han ikke havde været saa uheldig at rende paa Een i Døren, just som han vilde smutte ud af den. Standset herved, bed han ogsaa denne i Læggen, og havde det ikke været galt før, saa blev det nu. Hunden kunde ikke være kommet ret langt ud i Gaarden, førend der faldt en tre a fire Skud, hvoraf de to traf Chasseur, der, efter at Fjenden havde forladt Huset, fandtes liggende steendød i Haven, hvortil en Blodstribe viste Vei. Min Qvinde, der vidste, hvormeget jeg gjorde af dette Dyr, var meest bedrøvet paa mine Vegne.”
"Jeg svarede ikke," vedblev Jørgen efter et lille Ophold, hvori han sukkede dybt en Gang, "videre paa Qvindens Fortælling, men han kan troe, at efter min Kone og mit Barn veed jeg Intet jeg nødigere vilde miste, end netop Chasseur. Jeg fik aldrig senere en saadan Hund!
"Vi kom da af Hestene, og da vi havde sat dem i Stalden, gik vi ind i stuen. Her kunde man rigtignok see, at der havde været Fremmede. Havde jeg for nogle Timer siden, ude paa Kjøge Landevei, da jeg første Gang skulde skyde paa Engelskmanden, havt mine Betænkeligheder ved at tage Deel i Slaget, fordi jeg ikke var Soldat, saa er det ligesaa vist, at jeg, fra det 0ieblik jeg saae, hvordan Fjenden havde tilredet mit fattige Hjem, ikke i mindste Maade fortrød de gjorde Skud, men ydermere pønsede paa, hvorledes jeg fremdeles skulde stille Tingen an, for at skade Fjenden. Jeg svor at hævne mig, og jeg holdt det, sagde den gamle Mand med ungdommelig Fyrighed.
Da jeg havde sundet mig lidt, tog jeg Støbeskeen ned fra Bjælken og gik ud i Stegerset og støbte mig en heel Pose fuld af Kugler af Kirkebly fra Lellinge Kirke, hvor det oprindelig havde tjent til Prydelse for de der bisatte Schølleres Kister. Det maa formodentlig have hørt til de overflødige prydelser," sagde Jørgen med skjælmsk Alvor, "thi jeg havde ærligt og redeligt tiltusket mig det af den gamle Degn for en fed Raabuk, som jeg havde anskudt, men desværre ikke kunde finde, førend Ræven havde ædt det Halve af Ryggen paa ham. Da jeg havde hørt, at Kirkebly skulde være rigtig krabat, meente jeg , at det var bedst at støbe Kugler til Engelskmanden heraf, og det vilde være en Skam af mig at laste de Kugler, jeg støbte den Eftermiddag.
"Niels hjalp mig med Støbningen. Han nippede efterhaanden Støbehalsene af Kuglerne og pudsede dem med sin Kniv. Under dette Arbejde, hvor vi vare alene, spurgte jeg ham, om han vilde over for at see, hvordan det stod til paa Gammelkjøgegaard, eller om han hellere vilde følge med mig ind i Krageskoven for at see, hvor Engelskmanden var bleven af. Han foretrak det Sidste og meente, at Guldfuxen stod sikkrere i min Smule Stald end ovre paa Herregaarden.
"Det var med Nød, kan han troe, at vi slap fra Qvinden. Kun mine Forestillinger, at vi vare sikrere i Skoven end hjemme, vandt tilsidst Seir. Der, hvor hun paaviste os, at Fjenden var gaaet ind i Skoven (det var ellers godt at see, da vi kom til Stedet), gik vi ogsaa over Skovgrøften. Indenfor denne var Ingen saa godt kjendt som vi, der fra Drenge af dagligdags havde færdedes der. Vi kjendte saa slideligt ethvert Fjæl og Skjul i Skoven, som dengang var ganske anderledes tæt end nutildags, hvor de begyndte at skove, som om ingen Folk skulde leve efter os. Skoven var saa tæt bevoxet med Krat og Underskov, at ikkun de, som kjendte Vexlerne *), kunde finde igjennem paa ethvert Punkt.
"Fjenden var nem at spore. Han var gaaet lige igjennem Krageskov og ud over Markerne henimod den Vei, som fører ad Vordingborg til. Han kom netop tidsnok til at gjenne det slagne Landeværn fra Skoven, hvor det kunnet søge Frelse.
"Et par hundrede Alen indenfor Skovbrynet traf vi paa nogle Landeværnsfolk, som Niels kjendte fra Gammelkjøgegaard, hvor de havde ligget indqvarteret under Major Moltkes Kommando. De vare af 2den Landeværnsbataillon og vare ganske anderledes Karle end de, vi hidtil havde set af den Slags; men det var ogsaa Sjællændere, jeg tro er fra Heden og Ringstedkanten. Det var vel gamle Karle, ligesom de Andre, men de vare ikke forknytte. Nogle saae rigtig forvovne ud. De fortalte med Stolthed, at deres Bataillon ikke havde givet sig, førend alle de Andre vare "rendte". Tilsidst havde ogsaa den maattet vige, og da de først kom i Rend, vare de blevne splittede ad. De fleste flygtede igjennem Kjøgeby, og der havde Engelskmanden skudt efter dem med Kanonkugler langs ad Nørregade. I denne Gade, der, som Navnet antyder, vender imod Nord, havde de - hele Klatten var en Snes Mand - kastet sig ind i en stor Gaard, fra hvis Vinduer de havde beskudt de første Fjender, som kom tilsyne i Byen. For at undgaae Fangenskab havde de retireret igjennem en Baggaard og vare ad en Sidegade, over Torvet og igjennem Vestergade komne ind til Gammelkjøgegaards Have, hvor de havde skjult sig, indtil de fra Yderkanten havde seet, at Fjenden, der kom fra Lellingekanten, var gaaet ind i Skoven. De vare nu fulgte efter, for enten at finde deres Bataillon, eller for atter at see at slippe til deres Hjemstavn.
"Men vi ville ikke have meget imod," sagde en stor Prygl, en rigtig Torn, med rødt Haar og rødt Skæg - han var fra Kulsvierkanten, sagde de Andre - "først at skyde nogle flere af de Patroner bort, som Generalen lod uddele til os imorges. Da I vel ere godt kjendte her i Egnen, saa kunne I maaske føre os saadan, at vi kunne komme over Engelskmanden, hvor han mindst venter det, og uden at riskere for meget at blive nappede."
"Ere I af den mening Allesammen?" spurgte jeg, "saa komme vi nok godt ud af det, thi vi to have ogsaa en Mellemregning med den samme gode Mand."
"Villigt gave de Sig nu under vor Kommando, hvorpaa vi deelte dem, saa at der blev Elleve i hvert Hold. Vi bleve foreløbigen enige om, at hvert Hold for sig skulde snige sig igjennem Skoven for at naae den Udkant, som vender imod Vordingborgveien. Thi at Fjenden var her eller i al fald maatte komme denne Vei, derom kunde der ikke være stor Tvivl. Naar vi saa havde naaet Skovhegnet, skulde vi see at komme i Forbindelse med hverandre, for at danne en tynd Kjæde, som Soldaterne kalde det, bagved Skovhegnet. I aaben Kamp kunde vi Par Mand naturligviis ikke tænke paa at indlade os. Det Eneste, der fornuftigviis kunde være Tale om, var et Overfald eller om mulig et Baghold. Skulde der være nogen rimelig Udsigt til, at vi kunde gjøre os Haab om at træffe vor Mand, maatte vi have ham i Nærheden, thi med Undtagelse af Niels og mig selv vare de Andre forsynede med saa yderst slette Geværer, at selvom de havde været nok saa gode Skytter (Nogle saae mig grangiveligt ud som Vildttyve), vilde der have hørt et lille Mirakel til at træffe uden paa ganske nært Maal. Af Frygt for Hestfolket, der efter Landeværnets Sigende havde hugget slemt ind paa de Flygtende, turde vi ei heller vove os langt fra Skoven. Førend vi skiltes ad, aftalte Niels og jeg imellem os, at vi, som Tegn paa, at Alt gik godt, skulde "blade en Buk" **); et Glenteskrig skulde derimod varsle Fare.
Vi gik nu fra hverandre. Jeg tog den Røde med mig, gik lige mod en By, som hedder Klemmestrup. Min Broder gik med sine mod Aashøj, det vil sige mere imod sydvest. Med Forsigtighed listede vi os nu gjennem Skoven. Vi vare bange for uforvarende at støde om ikke paa selve Fjenden, saa paa hans Efternølere, thi sandt at sige, stolede jeg ikke saa rigtig endda paa Landeværnsmændene, tiltrods for at de vare Sjællændere.
Begge Hold naaede imidlertid Skovkanten uden at støde paa nogen Fjende. Vi trak os sammen igjen, da vi vare visse paa, at vi ingen Fjende havde bagved os i Skovene.
*) Vildtets Gange.
**) I den falske Brunsttid (Parringstid) lokke Jægerne den elskovssyge Buk ved med et Blad for Munden at efterligne Raaens Kalden: Deraf Udtrrykket: "at blade en Buk."
(Forts.).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar