Hr. I. Nathanson, forhenværende købmand i Randers, har udgivet et lille skrift under titlen: Beretning om de forfølgelser jeg har været genstand for, og om de lidelser, man derved har påført mig. Dersom dette skrift er forfattet og redigeret af hr. Nathanson selv, uden hjælp, da vil vist ingen beskylde ham for at være gal mand, selv om man må tilstå at de deri anførte beskyldninger imod adskillige embedsmænd og betjente er så graverende at de synes utrolige. Men hvis fortællingen om den mod ham udviste adfærd er i overensstemmelse med sandhed, da var det højst oprørende og frygteligt for enhver der tror sig i en civiliseret og efter love indrettet stat at være sikret for sådan medfart. Ikke mindre oprørende er det som fortælles at en mand ved navn Lund skal være holdt indespærret på Bistrup siden 19. maj 1836 efter en falsk kancelliresolution. Da dette lille skrift har vakt stor opsigt, og intet af det deri anførte er offentligt gendrevet eller imodsagt, ville det være højst fornødent og tjene til beroligelse for mange at de anførte klagepunkter måtte nøjagtigt blive undersøgt.
(Politivennen nr. 1270, Løverdagen, den 2den Mai 1840. Side 280-281)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar