Mellem kendte danskes grave på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Mange af gravstederne er forsømte.

HAR man et gravsted, man besøger, kan det ofte hænde, at man får lyst til at forlænge sin tur på kirkegården, og man fortryder Ikke en sådan lille ekstravandring. Det sker nemlig, at man pludselig får øje på et og andet navn, der får en til at standse og til at drømme sig langt tilbage i tiden.

Komponisten P. Heises grav.

På Holmens Kirkegård vist nok vor ældste, finder man let vej til den smukke mindehøj for de faldne krigere fra Slaget på Reden 1801. Inskriptionen på marmorkransen lyder således:

Den krans, som fædrelandet gav,
Den visner ej på falden krigers grav.

Øjet fanges af alle de små sten langs højens fod med de faldnes navne: Thura på Indfødsretten - Ebel på Dannebrog - Schrødersee på Indfødsretten - Wædelee på Sjælland - Møller på Hjælperen - Cortsen på Indfødsretten - Bohne på Kronborg - Jensen på Prøvestenen - Johansen på Jylland og Hauch på Kronborg.

Disse skibsnavne fra en længst forsvunden tid og navnene på de helte, der gav deres liv for fædrelandet, sætter sig fast i bevidstheden. Deres navne vil altid læses med andagt af enhver, som standser ved dette mindesmærke.

HEISE OG CHR. WTNTHER

I nærheden af krigergraven rager to buster op, af komponisten P. Heise og hans hustru, født Ville Hage, datter af konsul Alfred Hage, Nivågård. Busterne er udført af Bissen, fru Heises svoger. Hvert syngende menneske må stå med taknemmelige tanker ved Heises grav og mindes hans skønne romancer. Heise var ikke alene en stor kunstner på musikkens område, men en mand med stor litterær dannelse, og datidens bedste kunstnere og digtere kom i hans hjem. Man får det yndigste billede af ægteparret Heise, hvis man læser professorinde Anna Poulsens bog: En skuespillers liv. Kun 49 år gammel døde Heise (1879), og fru Ville overlevede ham i 33 år. 

Går man uden bestemt mål, bruger man sikkert langt mere tid end nødvendigt, men det har sin charme at lade tilfældet råde. Buster og relieffer er det første, man får øje på. Derfor finder man let Christian Winthers grav, skønt gravstedet er meget lille. To store hængebøge dominerer, så der knapt er plads til et par tavler og til monumentet med Chr. Winthers billede i relief. Efter en rejse i udlandet skrev hun i sin glæde over at være hjemme igen:

Her kan jeg frit ånde luft i min lunge,
Alt her er mit og om alt kan jeg sjunge.

Gammel og skrøbelig førtes han af sin familie til Paris, hvor han døde 1876. Han kom dog til at hvile i sit fædrelands elskede jord, hvad han sikkert har drømt om, da han skrev sit smukke digt "Sjælland". Her synger han:

Når alting er til ende
Og natten stunder til,
Når slukket er i mulmet
Livssolens strålespil.
Ak, kunne jeg da lægge
Til ro mig i din eng
Dit grønsværstæppe trække
Over mig og min seng.

Egentlig burde Chr. Winther, præstesønnen fra Fensmark, have hvilet i den grønne eng og ikke i en lille, bar firkant på en københavnsk kirkegård. Grønsværstæppet ser man ikke meget til. Hans dyrebare Julie, til hvem han skrev kærlighedsdigtene "Til Een", ligger i samme grav.

HEIBERG OG IDA BRUN

Gennem tiderne har der sikkert været valfartet til det Heibergske gravsted, som findes på en af de første sideveje til hovedvejen gennem kirkegården. Tre bautastene står under en stor hængebirk. Man står og mindes alt, hvad man har læst og hørt om dette trekløver og dets intime samliv gennem 23 år. Den i sin ungdom strålende Thomasine Buntzen, den kloge, kølige Heiberg og den temperamentsfulde Johanne Luise. Helberg døde i 1860, kun 4 år efter sin moder, og først 30 år efter blev fru Heiberg lagt til hvile i graven med den lyse hængebirk. Skønt det nu er 54 år, siden hun døde, lever hun endnu i mindet som vor største skuespillerinde, og der ligger ofte blomster ved hendes gravsten. Har hun stadig sine beundrere? 

Chr. Winthers grav på Holmens Kirkegård.

En af hendes mest trofaste tilbedere i de sidste år, den kendte politiker A. F. Krieger, har sin grav lige i nærheden.

Holmens Kirkegårds inspektør kommer forbi, og efter en Heiberg-samtale spørger han: Har det nogen interesse at se grevinde Bombelles grav? Om det har! Som bekendt var den unge Johan Ludvig håbløst forelsket i den yndige Ida Brun. På vejen derhen er det, som om melodien og ordene fra afskedssangen i "De Danske i Paris" klinger i luften. Efter sigende skrev Heiberg "I dansen nu mig møder" med tanken på Ida Brun.

Drejer man til venstre for hovedgangen, læser man på en stor, brun marmorsten:

Adelaide Caroline Johanne

Grevinde de Bombelles, født Brun

Herren forbarme sig over os i sin uendelige Naade.

Ida Brun, datter af konfensråd Constantin Brun og Frederikke Brun, født Münster, fortryllede alle datidens skønånder med sin plastiske dans og sine sjældne mimiske evner. Heiberg, Oehlenschlæger og Baggesen skrev digte til hendes pris, og Thorvaldsen modellerede hendes skønne hænder. I dr. Bobés bog om Ida Brun fortælles om strålende somre på "Sofienholm" og om den skønne, ombejlede danserinde. I 1816 blev hun gift med den østrigske diplomat, grev de Bombelles og vandt i udlandet ry for sine attituder som forhen Lady Hamilton. Hun døde i Wien 1857. Efter hendes død skrev Heiberg det underskønne mindedigt "Adelaide":

De samle sig lig underfulde drømme

De rige minder fra en svunden vår.

Dybest i sit sind må Heiberg have gemt mindet om sin unge kærlighed. I 1816 skiltes deres veje her i livet, og de sås aldrig mere. Nu hviler de på samme kirkegaard i kort afstand fra hinanden.

I et afsides hjørne af kirkegården står man overfor et ret forsømt gravsted. Inskriptionen på stenen er utydelig og irret, men der står: Johan Christian Ryge, dr. medicine og chirurgie, instruktør og skuespiller ved Det kongelige Teater (1780-1842).

Han var en drot i kunstens rige

Hans herredom sig strakte lige

Fra Hakon Jarl og ned til Saft.

Lod han os le, lod han os græde,

Da var det kunst, vi så fremtræde

I pagt med sandhed, vid og ånd.

Ingen nulevende har set dr. Ryge, men hans minde lever, og har man interesse for teaterhistorie, er man stødt på hans navn utallige gange. Han opgav sin store lægepraksis for at blive skuespiller, så stærkt følte han sit kald. Han omtales altid som en genial kunstner. Fru Heiberg skriver i sine erindringer om hans uforlignelige Hakon Jarl og i flere Holberg-roller tiljubledes han af publikum. Hans buste findes på Teatermuseet og i foyeren i Det kgl. Teater hænger hans maleri. Der fortælles en historie om ham, som viser, han var en myndig mand. Frederik VI havde nægtet, at han måtte opføres på teaterplakaten med sin doktortitel. Men dr. Ryge erklærede, at doktortitlen havde han ikke fået af majestæten, men selv erhvervet sig, og Frederik VI faldt til føje, men bemærkede: Han er vist ikke god at bides med.

RUNG OG HARTMANN

Hovedgangen fortsætter til Malmøgade, og man ser længst nede et monument med relief. Hvor smuk Henrik Rung var, får man ikke indtryk af ved synet af dette relief, men efter billeder at dømme har han været en overordentlig smuk mand med et sydlandsk ydre. Han tilbragte mange år i Rom i de bedste kunstnerkredse, og kirkemusikken her - særlig Palestrina - betog ham i allerhøjeste grad og gav ham impulsen til dannelsen af Cæciliaforeningen i København. I gamle dage var Rungs romancer og salmemelodier i stor yndest, og mange af dem synges endnu. Han døde 1871.

 

Ved igen at forvilde sig ind på sidegangene, står man overfor navnet Hartmann. Det er nu Ikke gamle J. P. E. Hartmann, den store komponist, som ligger her, men sønnen Emil Hartmann, som var organist ved slotskirken. Ham er det, vi kan takke for melodien til en af vore yndigste vuggeviser: Nu skal du kønt dig putte ned.

Få skridt herfra ligger Helge Nissen. Navnet har endnu ikke fået gammel klang. Kun 56 år gammel døde operaens fejrede og forgudede sanger, endnu på højden af sin kunst. Ingen, der har hørt ham, glemmer nogen sinde hans smukke, mandige basbaryton. Han var pragtfuld på scenen, dramatisk, myndig, satanisk, elegant og smuk af ydre. Han efterlod ved sin død et stort savn både i koncertsalene og ved operaen. 

Turen blev lang. Der bliver lige tid til en lille omdrejning hen imod en buste på en høj, grå sten med en gylden lyre. Det viser sig at være H. C. Lumbyes Grav (1810-1874). I 30 år var han publikums yndling i Tivoli.

Ja, så er vandringen slut, men det har været interessant at standse ved disse grave og at lade den forbigangne tid vækkes til live. Der har været lejlighed til at glæde sig over det lidt eller meget, man ved om disse store afdøde.

Næste gang man passerer disse grave, står man der måske længere, fordi man føler, hvordan mindet om disse mennesker lever den dag i dag, så de ikke er fremmede for ens egen generation.

Man kunne ønske, der var bevilget en sum til kirkegården til at værne om disse grave. Det er sørgeligt at se, hvor de fleste af dem ser forsømte ud.

Kan nationen være det bekendt?

Johanne Weihe.

(Nationaltidende, 8. januar 1945)