Araberen Hadj Saib Ben Achmed. (Efterskrift til Politivennen).

En arabisk Artist død.

Et medlem af den store arabertup der i slutningen af sidste sæson optrådte i Cirkus Variete, er i forgårs død på Kommunehospitalet. Han hed Hajd Said og var blevet angrebet af lungebetændelse der gik over til svindsot. Det nordiske vinterklima passede ikke til hans konstitution. Hans broder Muhamed, der også hørte til truppen, blev tilbage hos ham, trøstede og opmuntrede ham så godt han kunne og håbede ligesom den syge at de atter begge to skulle drage herfra til sydens arme sol, men det skete anderledes. Muhamed stod i forgårs alene tilbage med broderens lig, og havde nu den sidste handling at udføre, den at skaffe den døde en ordentlig begravelse.

Det synes imidlertid som om dette bliver det besværligste af det hele. Hajd Said var muhamedaner og det er tilstrækkeligt til at hverken de hellige lutheranere, de ikke mindre hellige katolikker, eller de ligeså rettroende jøder vil have dem i deres "indviede" jord. Brændt kan liget heller ikke blive, da der hertil udtrykkelig kræves at den afdøde skal have efterladt sig et i behørig form affattet dokument, hvori han eller hun udtaler ønsket om at blive brændt, og den stakkels Muhamed der tilmed har besvær med sproget, står derfor aldeles rådvild overfor denne kalamitet

(Social-Demokraten, 19. juni 1895)

Et fredløst lig

I mandags ved ettiden døde, som omtalt i går, på Kommunehospitalet araberen Hajd Said.

Broderen Mahomet begyndte derpå en rastløs vandring for at skaffe begravelsen i orden, men i to dage var al hans ulejlighed forgæves. Hverken protestanterne, katolikkerne eller jøderne ville have liget på deres kirkegårde, da den afdøde var - muhamedaner. Krematoriet turde ikke brænde hans lig, da han intet testamente havde efterladt sig, hvori han ønskede at blive brændt. Politiet ville intet have med sagen at gøre og ville ikke fremtvinge det forfærdelige at en "hedning" skulle begraves i "indviet" jord, men på den anden siden skulle araberen begraves.

Endelig i går blev sagen ordnet. Hajd Said vil finde sit sidste hvilested i en krog af Vestre Kirkegårds udkanter, og graven vil blive besået med græs.

Blandt artisterne her i byen var der i går stor bevægelse. De ville alle følge deres afdøde kollega til jorden, og der blev indsamlet et betydeligt beløb til kranse. Men hvorfra vil jordfæstelsen finde sted?

Liget henlå endnu i går på hospitalets ligstue, men man håbede at der ville blive givet tilladelse til at begravelsen sket fra Kommunehospitalets kapel uden nogen kirkelig ceremoni.

Begravelsen der vil finde sted kl. 10:30 i formiddag, vil dog sikkert blive meget højtidelig.

Der skete i går henvendelse til det franske gesandtskab om at deltage i jordfæstelsen, en henvendelse der sikkert vil blive taget til følge, da Hajd Said er født i Algier, der som bekendt er en af Frankrigs afrikanske besiddelser.

Det er så vidt bekendt den anden araber der i løbet af dette århundrede er kommet hertil som artist og har fundet sin død her fjernt fra sit fædreland. Den første var også en artist, tilhørende den store arabertrup Beni-Zoug-Zoug der i 70'erne optrådte på "Alhambra" i Frederiksberg Alle. Også ham lykkedes det først efter megen ulejlighed at få i jorden i en krog på Garnisons Kirkegård.

(Social-Demokraten, 20. juni 1895).

I Krogen

Hadj Saids Segravelse.

Som vi omtalte i går i artiklen "Et fredløst lig" skulle den afdøde artist, araberen Hadj Said Ben Achmed (Ben Achmed betyder Achmeds søn) begraves på Vestre Kirkegård.

Begravelsen var uden al kirkelig medvirkning. Hadj Said var muhamedaner, og for folk af det trossamsund har de danske præster ingen plads. Og dog tror muhamedaneren på en Gud, ja giver endogså Moses og Kristus et ophøjet sæde ved siden af Muhamed. Men hverken jøder eller kristne kender Guds uendelige kærlighed til alle mennesker, når der er tale om en muhamedaner eller anden ikke-statsanerkendt religionsudøver. Allahs børn sætter Muhamed over Moses og Kristus, jøderne sætter Moses over Kristus, og de kristne sætter Kristus over Moses. Men de tror jo alle på en Gud. Des mere ubegribeligt er det, at en dansk præst ikke vil assistere, når et Guds barn skal begraves, ja at man endogså har betænkeligheder ved at give ham et hvilested i indviet jord.

Ved det franske gesandtskabs indblanding i sagen lykkedes det dog at skaffe en plet indviet jord i en krog af Vestre Kirkegård, så at Hadj Said, om man vil se sagen fra den side, fik en anstændigere begravelse end en hund. Det franske gesandtskab tagen affære er, som vi i går anførte, en følge af at den afdøde araber er født i Algier og således er fransk borger. 

Man havde ventet en stor begravelse. Der er jo en stor mængde artister her i byen, men på grund af en formiddagsprøve i Cirkus Busch nåede artisterne derfra ikke at tage med til Vestre Kirkegård. Artistverdenen repræsenteredes af hr. forretningsfører Scheel Wandel, som i vinter har stået i nær forbindelse med arabertruppen, da den optrådte i Cirkus Variete, og dette etablissements direktør, hr. Rasmussen, havde sendt kranse til kisten.

Da ligtoget i går formiddags Kl. 10:30 udgik fra Kommunehospitalet, var følget derfor kun lille. I et par drosker fulgte den afdødes kollega Hadj Muhamed Ben Achmed, den franske vicekonsul Raimond Pilet, legationssekretær Tronker, hr. Scheel Wandel, samt flere damer, blandt hvilke vi nævner plejemoder på hospitalets 5. afdeling, Hansine Lynge, og frk. J. Müller, der begge med stor omhu har plejet den syge muhamedaner. Hertil sluttede sig den franskfødte hattemager Petitgas og mange af kirkegårdens besøgende.

Det lille ligtog bevægede sig stilfærdigt til graven i kirkegårdens sydlige hjørne, og mens mændene blottede deres hoveder, sænkedes den 15 kroners kiste, på hvis låg det kristne kors var erstattet af to Hænder, samlede i broderligt håndtryk. I følge Koranens forskrifter var liget lagt således i graven, at Hadj Said vendte ansigtet mod øst, mod profetens hellige by Mekka.

Så trådte konsulen frem ved den åbne grav og gav på fransk den afdøde et par ord med på vejen til det ukendte hinsides. "Skønt den afdøde havde en anden tro end vi," sluttede konsulen, "var han dog vor broder. Adieu Said, adieu, adieu!"

Den sympatiske måde, på hvilken de få ord fremsattes, gjorde et velgørende indtryk. Hr. Scheel Wandel bragte derefter forsamlingen en tak fra Hadj Muhamed for den deltagelse, den havde vist hans afdøde fætter og halvbroder. Hadj Said og Hadj Muhamed er nemlig sønner af gamle Achmed som bl. a var gift med to søstre.

Hadj Muhamed havde ikke ønsket at der kom blomster med i graven da dette er forbudt i Koranen. Men her måtte Muhameds lære for en gangs skyld vige for københavnsk skik og brug. 

Omkostningerne ved begravelsen er udredet af den arabertrup, hvortil afdøde og hans halvbroder hørte. Truppen har fra Tyskland, hvor den nu opholder sig, sendt 175 kr til bestridelse af udgifterne. Deraf er 111 kr gået med til hospitalsplejen. Direktør Rasmussen havde tilbudt Hadj Muhamed at bekoste hele begravelsen, men truppen har anset det for en æressag at klare den ved egen hjælp. 

Nu er Hadj Muhamed ene tilbage i det fremmede land, hvor hans trosfælle og broder hviler sine trætte ben, langt borte fra Afrikas glødende sol og Allahs hellige jord. Men hver dag før sin bortrejse, der finder sted i næste uge, vil den mørke sydens søn knæle ved Hadj Saids grav og bede sine fædres bøn.

I går formiddag var der ikke lejlighed for ham til at være alene ved graven. Kvinderne havde besat den og forlod den først, da Hadj Muhameds røde fez skjultes af træernes løv ved udkørslen fra kirkegården.

Allahs børn, der ikke drikker spiritus, kender ikke noget til et dansk gravøl. Den stille, sympatiske ørkensøn sad tavs i vort selskab og tænkte vel på Allahs uransagelige veje. Men muhamedaneren, som tror på en skæbne, bøjer sig ydmygt under den. Derfor måtte det være så, at Hadj Said skulle dø i den fremmede by.

Og derfor vil skæbnen atter føre Hadj Muhamed tilbage i brødrenes, til trosfællernes kreds, til artistens store virkefelt, som strækker sig fra ørkensolens lande til Nordens ismarker.

(Social-Demokraten, 21. juni 1895). 

Araberen Hadj Saib Ben Achmed er nu blevet begravet i en afsides krog i frijorden på Vestre Kirkegård. Det franske gesandtskab tog sig af sagen, da Hadj er født i Algier og således under Frankrigs beskyttelse, og ved gesandtskabets medvirkning opnåedes det endelig at han måtte begraves i krogen, når det foregik uden nogen art ceremoni.

(Esbjerg Folkeblad, 23. juni 1895).