Assessor Ussing afhørte indtil 2. juli 1895 de implicerede politibetjente, journalister og andre vidner i sagen. Herefter gik sagen til doms.
Et vidnesbyrd i sædelighedsskandalen.
I går formiddags fortsatte assessor Ussing sine forhør over journalisterne.
Efter at en provinskorrespondent og en forretningsfører havde afgivet deres forklaring, mødte en journalist der fremkom med et for Sædelighedspolitiet graverende vidnesbyrd.
Blandt de i den Hasselbalchske affære indstævnede vidner var, som det måske erindres, et fruentimmer md. J. fra Rådhusstræde der havde spillet en rolle i sagen og mentes at vide god besked fordi hun står i Iivlig rapport til de offentlige fruentimmer. Hun løber dem nemlig penge med meget høje renter, ligesom hun skaffer dem beklædningsgenstande i ublu priser. Forretningen giver naturligvis et betydeligt overskud, og der er tilmed det mærkelige ved den at madammen så godt som aldrig lider noget tab.
Det var forklaringen af dette fænomen journalisten meddelte assessoren, idet han meddelte at denne ågerske protegereres af Sædelighedspolitiet der bistår hende med indbringelsen af de udestående fordringer og sjældent kræver en af de det undergivne piger forgæves.
Sigtelsen er som man vil se, af den alvorligste art og vil hvis den kan dokumenteres, rette et dødbringende stød mod politiet og dets forsvarere. Skulle det virkelig være tilfældet at Sædelighedspolitiets betjente har ladet sig bringe til at gå den slags ærinder og øve pres mod fruentimmerne for at få dem til at betale, vil det vidne om en korruption som ikke nok så mange ord og dementier vil kunne besmykke eller skjule.
Vi venter i spænding på hvad resultat hr. Ussing skal komme til på dette punkt.
(Aftenbladet, 8. maj 1895).
En mand med fremsyn
Politidirektør Eugen Petersen hører ikke til det velbekendte politi der altid kommer, når det hele er forbi. Han har tværtimod en forbavsende evne til at komme for tidligt. Vi skal ikke her brede os over, at han kom for tidligt til sit politidirektørembede. Vi holder os alene til de senere dages begivenheder.
Her forekommer det os da, at hs højvelbårenhed kom temmelig tidlig med sin meddelelse om, at Korn havde "illegitime forbindelser". Efter den langsomhed, hvormed alle andre opdagelser er gået for sig i denne sag, er der al grund til at spørge politidirektøren, hvorledes han så tidligt kunne kende Korns kæresteforhold, når han ikke kendte dem før Korns selvmord.
Men kendte han dem før, så ville enhver anden også have regnet sig til, at Korn havde underbalance. - Når hr. Ussing er færdig, håber vi, at dette punkt finder en plads i hans redegørelse.
Dernæst kom politidirektørens gennem hr. borgmester Hansen afgivne redegørelse for tidlig med dens kraftige påstande om, at alene Korns underslæb og Meyers obligation var rigtigt af alt det, der hvirvledes op om Sædelighedspolitiet. Hr. Ussings undersøgelser turde allerede have vist det.
Tredje gang, politidirektøren kom for tidlig, var, da han gav sine sædelighedsbetjente lov til at sagsøge "København". Heraf har navnlig Smukke Petersen haft en rigtig forståelse; han erklærede straks, at han troede dog nok, at han ikke ville anlægge sag. Også de andre har fundet tidspunktet løjerligt valgt, just som kriminalretten sad. Kun hr. Meyer har med fortvivlelsens mod bebudet sag mod os.
For fjerde, men næppe sidste gang, kom politidirektøren for tidlig med at konstituere Smukke Petersen i Meyers sted. Det kunne uden skade for folks tro på politiledelsens fremsynethed have ventet det par dage, indtil hr. Ussing havde fået afsagt sit arrestdekret.
Der er kun en eneste ting, som vi ikke finder, at hr. politidirektøren er kommet for tidlig med, og det er hans ansøgning om afsked fra en post, hvor det er slemt at komme for sent, men under tiden værre at komme for tidligt.
(København, 20. maj 1895)
Skandalen.
Forhørene - Smukke-Petersen nægter - Hr. Ussing som kommissionsdommer.
Assessor Ussing fortsætter i dag sine forhør, og han er nu så vidt at det er de kvindelige vidners tur.
Når sagen dog ikke skrider så hurtigt fremad, som ønskeligt var, skyldes det Smukke-Petersens mærkelige holdning. Den gamle, erfarne politimand var så naiv at tro at han kun behøvede at nægte for at slippe helskindet ud af affæren, hvilket naturligvis kun vil bevirke at han kommer til at sidde så meget længere.
Blandt andet har Petersen ikke villet være ved at han vidste besked med nogen af afdelingens intimere historier, og dog har alle afdelingens betjente kunnet bevidne at han arbejdede hånd i hånd med Meyer, og at han alene fik lov til at overvære de mere private konferencer for lukkede døre i overbetjentens kontor.
Der er dog håb om at han snart vil blive medgørligere. Som meddelt er der stadig vagt i hans celle, da man frygter for at han der nu pludselig bliver tvunget til en uvant afholdenhed, skal finde på at lægge hånd på sig selv. I de dage han har været i arresten, er han faldet så meget af, at han næsten ikke er til at kende.
*
Det er ikke alene her i byen at sædelighedsskandalen har givet anledning til undersøgelser. Den har været livlig omtalt i de fleste provinsblade, og det har derfor været nødvendigt at afæske vedkommende redaktioner en forklaring. Det har bl.a. været i Slagelse hvor politimester Bang har haft redaktør Jensen af "Sorø Amtstidende" for sammen med en del folk fra omegnen der mentes at sidde inde med oplysninger fra tidligere tid.
Også til Jylland vil undersøgelsen strække sig, og da der er sandsynlighed for at der der kan fås oplysninger af stor betydning for sagenm, vil assessor Ussing muligvis selv foretage afhøringerne for hvis skyld det da bliver nødvendigt at udruste ham med myndighed som kommissionsdommer.
Vi får da måske alligevel en kommission omend af en anden beskaffenhed end den forlangte.
(Aftenbladet, 20. maj 1895).
Da "Smukke Petersen" blev arresteret.
Assessor Ussing skulle altså - skriver "Dnb" - i fredags træffe bestemmelse om hvorvidt der skulle afsiges arrestdekret eller ej over den anholdte H. P. Petersen, konstitueret overbetjent i Sædelighedspolitiet.
De 3 gange 24 timer udløb kl. 3 eftermiddag.
H. P. Petersen blev hentet op fra arresten og underkastet et nyt, langt forhør om de kendte sigtelser mod ham, dels for at have modtaget bestikkelser, dels for på anden måde at have gjort sig ulovlig fordel af sin stilling som sædelighedsbetjent.
De indrømmelser som den anholdte her måtte gøre, var af en sådan natur at de ikke kunne fri ham for at ombytte "anholdelsen" med "arrestationen".
Ved 3-tiden sås assessor Ussing komme ud fra 2. kriminalkammer og ile gennem rettens forsamlingshal ind til den samlede ret.
Et øjeblik efter viste den anholdte betjent sig i det rum hvis vægge dannes af de uhyggelige "skabe".
Han var ledsaget af et af kammerets betjente der i sin venstre hånd bar et hvidt papir: arrestordren.
Konstitueret overbetjent H. P. Petersen var af assessor Ussing erklæret for arrestant.
Den gamle mand der i 29 år har været i politiets tjeneste, går nu ved betjentens side ned til arresterne gennem de trapper og korridorer ad hvilke han selv i tidens løb har ført så mange syndere fra forhøret til cellen.
Han er iført grå sommerdragt og bærer sort filthat. Han går gennem salen med bøjet hoved og hilser synlig genert på de opdagere og kammerbetjente der sidder på bænkene langs vinduerne. De sidste dages begivenheder synes at have taget stærkt på ham
(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 20. maj 1895).
Højre om sædelighedssagen.
Den døende avis skriver i går følgende om sædelighedssagen:
"For øvrigt mener jeg, at først når denne sag af regeringspartiets venner bringes frem i Rigsdagen, vil der være håb om at udrette noget. Alt andet bliver kun til oppositionsvrøvl."
Disse ord er betegnende for Højres kærlighed til sagen: Kun når partiet selv kan få lov at løse spørgsmålet, vil det være med - og det endda kun efter at det forgæves har søgt at vride sig fra det. At ordene er lagt Midnatsmissionens formand, grev Moltke i munden, bør man næppe opholde sig ved. Han er næppe fanatisk nok til at udtale dem, selv om et døende Højreblad er dumt nok til at skrive dem.
Nå, - oppositionen har trumfet sagen så langt frem, som den er kommet. Skulle nu Højre være mørt nok til ikke ikke at turde vise den fra sig, skulle det oprigtig glæde os, der tog det første tag.
(København, 20. maj 1895)
Overbetjent P. T. Meyer
Den store skandale
Forhørene i går
Korn forsøger bedrageri
Hvad Meyer gjorde.
Der er falden en mærkelig tavshed over Højrebladene. "Berlingske"s tale om "ædle vrøvlehøveder" og "oppositionsjournalisters forbindelser i skøgeverdenen" er forstummet. Den døende avis taler ikke mere om oppositionens "egne kastanjer", den har nu travlt med også at få lidt af stegen og rager troligt rundt i asken efter nogle smuler; kun engang imellem kvækker den lidt mod os, fordi den er så fattig.
Og forandringen er forståelig. Da "Smukke Petersen" blev erklæret for arrestant, følte de ædle herrer på den anden side, at sagen var drevet så vidt frem, at den ikke mere lod sig reducere til nul og nix. Men de skulle have sparet sig fra først af. For den skandale, vi med ihærdighed har forfulgt, gjort vort til at oplyse, vil ikke vise sig egnet til at dysses ned med nogle flabede angreb på os eller andre kolleger.
Det viste arrestation, vistes det ved "Smukke Petersen"s. Men endnu værre er det, der oplystes i går. I forhøret i går fremstod nemlig to pantelånere - foruden nogle bordelejere og piger - , og af dem forklarede den ene, at Korn havde forsøgt at bedrage ham. Det gik således til:
En dag for ikke så længe siden kom en herre ind i pantelånerens forretningslokale, hilste og spurgte på pantelånerens ærbødige genhilsen:
- Kender De mig?
- Ja, det gjorde pantelåneren nok. Det er jo hr. Politiinspektør Korn.
- Nå ja, det gør jo heller ikke noget. Men det er rent galt med de 4 cykler, som De har lånt på til d'Hrr. . . . Dem må vi have. Men det er jo et stort beløb for Dem, og jeg kommer da her for at tilbyde Dem det halve af lånesummen, for at De ikke skal tabe for meget.
Nu ved man at på tyvekoster taber pantelånerne hele lånesummen, så tilbuddet syntes fristende. Men pantelåneren var ikke fra dagen før. Han kendte sine pappenhejmere og holdt standhaftigt på: Alt eller intet.
Hr. Korn gik bort i vrede; men næste dag blev alle 4 cykler indløste med den fulde lånesum, 400 Kr., plus renter. Det var "bedre folks børn", der havde pantsat cyklerne. At skaffe dem igen lå i øvrigt uden for hr. Korns sædelighedsembede.
Det er jo kedeligt, sagde borgmester Hansen, at alle de er døde, hvem sagen vedrører. Og man kunne synes det kedeligt nok, at Korn er død nu. Men det er ret ligegyldigt. Om de alle var døde, og sagen alligevel kunne oplyses, ville det kun glæde os - for d'hrr.s egen skyld, hvem det nu vil gå ud over.
For os er personerne ligegyldige. Vi lægger ingen vægt på personerne uden som bærere af systemet. Derfor er det her omtalte kornske tilfælde af værdi. Det viser korruptionen i det grelleste lys. Hvorledes er vel et korps med sådan en chef? Vi føjer til, for en ordens skyld, at pantelånernes afhøring skyldes oplysninger fra "København".
- I øvrigt synes Sædelighedspolitiet at have haft meget med pantelånerne at gøre. Også hr. Meyer har slidt pantelånernes trapper for at akkordere om panters tilbagelevering. Men endnu synes det kun oplyst, at hr. Meyer har pruttet på renterne, i øvrigt i de hidtil behandlede tilfælde uden held.
Som man ser: Der er god grund til ikke at skrive i "Berl. Tid." om skøger eller i den svindsottige om de kastanjer, vi skal brænde os på.
(København, 21. maj 1895)
En slagen mand
Smukke Petersen
Det er ikke mere end godt og vel otte dage siden at Smukke Petersen blev indsat i arresten.
Det har taget så stærkt på ham at han nu er næsten en dødssyg mand, ligesom hans sindsstemning er meget nedtrykt.
I går har man måttet indlægge ham på Kommunehospitalet. Han havde til opsynet klaget over stærke smerter, og hen på eftermiddagen måtte lægen hentes.
Denne beordrede ham straks indlagt på hospitalet hvor han fik plads på officiantgangen under dr. med. Mygge der fungerer ved 3. afdeling.
Her ligger han under streng bevogtning både dag og nat; da han jo ellers havde nem lejlighed til at begå selvmord. Og det ville under sagens nuværende standpunkt være et uvurderligt tab om han så lejlighed til at breberøve sig livet, det ville unddrage assessor Ussing betydeligt materiale.
Hr. Mygge vil også vide at han har en kostbar patient at våge over. Af hans lov og død afhænger måske manges skæbne.
Hans sygdom er et hjerteonde i forbindelse med begyndende vattersot.
(København, 24. maj 1895).
I de sidste uger af maj afhørte assessor Ussing omkring 16-18 vidner dagligt, og blev efterhånden fritaget fra andre opgaver, så han udelukkende kunne hellige sig sædelighedssagen.
Autoriterer og vidner.
Under udviklingen af den famøse sædelighedsskandale har vi ofte haft lejlighed til at pege på det uforsvarlige i den optræden, overbetjent Meyer viste overfor en del af de eventuelle vidner i sagen.
Hr. Meyer kaldte som bekendt en del af de under hans opsigt stående piger op til sig, formanede dem til at holde bedrageren Korns minde i ære og ikke sige noget ondt om ham, der havde været dem så god.
Hvilken hensigt hr. Meyer har haft med sin tale, skal vi overlade til hr. assessor Ussing at udrede. Vi skal kun holde os til den virkning talen kunne gøre. Og virkningen turde ligge lige for næsen. Der er ingen tvivl om at de piger, der hørte på talen, opfattede den som en formaning til at undlade at give de oplysninger, de måtte sidde inde med om forholdene i Sædelighedspolitiet. Det vil med andre ord sige at de under visse forudsætninger måtte gå ud fra, at det ville være d'hrr i Sædelighedspolitiet behageligt om de for retten forklarede falsk. Og der er heller ingen grund til at tro andet, end at flere af disse piger kunne have alvorlige grunde til at overveje, hvilket der ville være dem ubehageligst: enten at overhøre formaningstalen og forklare rigtigt eller lægge sig den bag øret og forklare falsk. Det er derfor vi så ihærdigt har fordret Meyer fjernet fra hans plads, indtil undersøgelsen var forbi.
Nu er der vel dem der kan mene at der ingen grund var til at frygte bestræbelser fra politiets side i retning af at forhindre en indgående og rigtig oplysning af sagen. Men disse godtroende beder vi først overveje det ovenfor udviklede og dernæst huske på at man har set mærkeligere ting før.
Vi skal her blot minde om, at i den af os tidligere omtalte sag som afdøde inspektør for 3. afdeling, Thorsen, anlagde mod læge Prochowsky, førte denne sidste en række piger som vidner. De blev afhørte og bekræftede deres udsagn med lovens ed. Men bagefter lod politiinspektøren dem kalde op i sædeligskælderen, og der optage rapport over dem på en sådan måde, at de fragik deres beedigede forklaringer, for så vidt de var generende for politiet.
Og da sagen siden hævedes af Thorsens enke, var der alligevel ingen, der faldt på at anstille undersøgelse om, hvorledes denne uoverensstemmelse mellem vidneforklaringer og rapport var fremkommet. Et spørgsmål som måske hr. Meyer véd besked om, og som politidirektør Eugen Petersen ikke burde være uvidende om.
Af denne sidste sag og hr. Meyers og senere andre betjentes formaninger til de under dem stående piger vil man sikkert få god grund for en ikke ringe mistillid til vore autoriteters omgang med de vidner der i en eventuel sag kunne genere dem.
Hvad vidnerne vil forklare når de kommer for skranken efter at være formanede af de deri interesserede, kan ingen vide, selv om man véd, hvad de vidste i forvejen.
Men det er heller ikke altid man har kunnet vide, når man er kommet et stykke hen i en proces, hvilke vidner man har tilbage at føre. Det er hændt og det ganske åbent for publikums øjne, at vidner er forsvundet på kortere eller længere tid, netop som de skulle føres i en celeber sag, autoriteter til gene.
Et af de smukkeste eksempler er her den Scavenius-Ingemann Petersenske vidnesag, hvor det trods megen ihærdighed aldrig lykkedes at holde et vidne fast, endda politiet havde hals- og håndsret over vedkommende pige.
Denne sag, der ikke er uden interesse under sædelighedsskandalen og måske også kendt af hr. Meyer, skal vi i en senere artikel behandle til oplysning for hr. assessor Ussing og ærede læsere.
(København, 25. maj 1895)
Vi har modtaget følgende:
Da det rygte har udbredt sig at det er undertegnede der bl.a. under betegnelsen "betjent Petersen" er omtalt i pressen som arresteret i den for tiden ved kriminalretten verserende såkaldte Sædelighedssag, ville jeg være Dem, hr. redaktør særdeles taknemmelig hvis dette falske rygte måtte blive dementerede i "Aftenbladet"
København den 20. maj 1895
Ærbødigst
Adolf J. Petersen
Overbetjent i Københavns Sundhedspoliti.
(Aftenbladet, 21. maj 1895).
København uden Sædelighedspoliti.
Opløsningstilstand.
Damerne i Tivoli.
De nye mænd.
Tilstanden er i øjeblikket faktisk den: København er for tiden så godt som uden nævneværdigt Sædelighedspoliti.
Alt er i opløsning - de underordnede uden virkelig ledelse, de "ledende" rådvilde og forfjamskede institutioner genstand for den ganske bys hånlige overlegenhed.
Hvorledes skulle det være anderledes - ?
En af politiets ældste betjente den konstituerede overbetjent, i arrest adskillige af hans kolleger stærkt kom promitterede Meyer benådet med en "permisssion" fra hvilken han aldrig når tilbage til sin stilling som inspektør, en ganske ung og uerfaren mand, der allerede synes træt og nok nærer alvorlige betænkeligheder ved at søge fast ansættelse - og over dem alle, som kransekagens topfigur - al, hvilken ynkelig figur! Hr. Eugen Petersen.
Hvilket billede af en ærefrygtindgydende politiinstitution!
Således er stillingen i øjeblikket, og vi bedrøves ikke yderligere over at det er således. For at nå til det ry, måtte det gamle først tilintetgøres.
Men der er grænser for alt, også for den tid, vi helt kan undvære et Sædelighedspoliti. Lige så hurtigt og resolut det gamle burde brydes ned, ligeså energisk burde det ny bygges op. Og der er nu gået 2 måneder siden Korns revolver udledede det kaos hvorunder vi for øjeblikket lever.
At alt nu er i opløsning, vil enhver kunne overbevise sig om. Sædelighedspolitiet er ganske gået i stå, dets folk er dels sat ud af virksomhed, dels bange for at virke. Den før så hidsige menneskejagt er næsten ganske indstillet, af anholdelser finder de færrest mulige sted.
Vil man have det håndgribeligste bevis på hvor lidt respekt Sædelighedspolitiet i øjeblikket nyder, behøver man kun at ulejlige sig ind i - Tivoli.
Et blad opkastede i går det spørgsmål om damer kunne gå alene i Tivoli, og det æskede sine læseres mening i dette spørgsmål der var et af "århundredets vanskeligste".
Vi skal nu ikke foregribe bladets læseres dom i en sag af så verdenshistoriske betydning. Men det kan sikkert slås fast, at som forholdene for øjeblikket er, kan ingen dame uden at risikere sit rygte, gå alene noget steds i Tivoli.
Takket være det dødvande der nu er indtrådt i politiets virksomhed, er det populære etablissement oversvømmet af tvivlsomme og ganske utvivlsomme "damer" der endog overtræder selv de mest direkte bestemmelser om de steder hvor de må færdes.
Vi lægger al skylden derfor på politiet, eller rettere sagt manglen på politi og intet af den på direktionen. Den har ved at ophæve den gamle bestemmelse at en dame ikke kunne få kort til Tivoli uden en navngiven herres garanti - en ganske fornærmende og meningsløs bestemmelse - kun handlet godt og rigtigt, og den kan ikke stå ved sit tælleapparat og forlange dydsbevis af sine gæster. Når forholdene er blevet som de er, skyldes det som sagt, ene og alene det Sædelighedspoliti der om det havde nogen autoritet, kunne forhindre skandaler af en sådan art.
---
Men Tivoli giver kun et eksempel på opløsningen udenfor afdelingen. Det kunne suppleres med adskillige andre.
Spørgsmålet bliver da: hvor længe skal de nuværende, ganske umulige forhold vedvare? Bliver der snart gjort en ende på dem?
Det siges at der indenfor spidsernes snævre kreds hersker adskillig ubestemthed angående ordningen og de nye folk som må antages. Vi tror det så gerne. Politidirektøren siges at have udset en betjent i opdagelsespolitiet til at afløse Meyer, fra anden side gøres det gældende at det er nødvendigt, navnlig da inspektøren er så ny i tjenesten at beholde en af de gamle der er kendt med forholdene, endelig ved man ikke hvilke og hvor mange af de gamle man vil beholde - - - kort sagt: Forfjamskelse over hele linjen!
Afgørelsen skulle ikke synes så vanskelig. Undersøgelsen må vel til dato have givet så meget resultat at det kan ses hvem der er skikket til at forblive i politiets tjeneste og hvem ikke. Man behøver jo ikke her at spørge om deres forhold er kriminelle eller ej.
Og så: Bort med alle dem på hvem der hviler blot den allermindste plet!
Ingen utidig skånsel, ingen øllebrødsbarmhjertighed! Det ny politi vi må have, må fra første færd være uden lyde, om det skal have held til at vinde den autoritet det gamle har forskertset.
Var det mon så uoverkommeligt for andre end for hr. Eugen Petersen?
(Aftenbladet, 22. maj 1895).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar