Den Store Sædelighedsskandale: Borgerrepræsentationen 6. maj 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Grunden til at justitsministeren blev inddraget af oppositionen, var den at selv om Københavns Politi blev finansieret af københavnerne (ca. 1 mill. kr. årligt), hørte politiet under justitsministeren og dennes repræsentant, politidirektøren. Formanden for Borgerrepræsentationen aflyste mødet den 29. april. Diskussionen om oppositionens forslag var ellers blevet afvist på mødet den 22. april pga. formelle regler og man kunne måske forvente en hurtig diskussion derefter, men det ønskede Magistraten formentlig ikke. 

Borgerrepræsentanterne 

vil, efter hvad vi erfarer, ingenlunde af den officielle erklæring i "Berlingske"s gårsnummer lade sig afholde fra at forlange sædelighedsskandalen undersøgt ved en kommission. Sagen vil blive drøftet på mandag og resolutionen om kommissionen rimeligvis så godt som enstemmig vedtaget.

Måske vil Magistraten finde sig foranlediget til at gå imod resolutionen - borgerrepræsentanterne vil sikkert vide at følge den vej borgerne med enestående enstemmighed og pressen i sluttet trop har anvist.

Vi gad så se, hvad politidirektøren og hr. Nellemann vil sige til det!

(København 30. april 1895) 

Borgerrepræsentationen mødtes i rådhuset på Nytorv, nu domhuset. Kbhbilleder har et foto fra mødesalen. 

Sædelighedssagen.

København, den 7. maj.

Lige så stor opmærksomhed, sædelighedssagen uomtvistelig har vakt i hovedstaden, ligeså stor uklarhed har der hersket i den offentlige mening om, hvad der burde gøres, og hvorledes sagen bedst burde gribes an.

Efter politiinspektør Korns selvmord var det naturligt at politidirektøren lod nøje undersøge, om det skyldtes misligheder i hans embedsførelse. Politidirektøren stillede sig straks på den strenge retfærdigheds standpunkt, og det er ganske karakteristisk, at han forbød politimandskabet at gå til Korns begravelse i uniform. Der forelå på dette tidspunkt ingen vanærende sigtelser mod Korn, om hvis navn der endog stod megen sympati, men politidirektøren lod sig ikke lede af følsomme stemninger; han betragtede det som et i høj grad beklageligt eksempel at foregå med for en overordnet embedsmand i en stor institution med mange underordnede, og tillige som en besmittelse af politiets enemærker, at Korn havde valgt at tage sig af dage i sit embedslokale, og når man sammenholder hans ordre til politipersonalet om at møde civil ved begravelsen med de ydre tilkendegivelser, der fandt sted da en gardeofficer, der havde skudt sig, for et par år siden fulgtes til jorden, vil det springe i øjnene at politidirektøren fra første færd har villet optræde i strengeste forstand korrekt. Han beordrede da hurtigt en undersøgelse iværksat ved den nye politiinspektør, der var konstitueret i Korns embede. Denne mand er den hidtilværende politiassistent på Store Kongensgades Station, cand. jur. Stephensen. Det er en ung mand på et par og tredive år, men han har allerede længe haft lejlighed til at vise sig som en dygtig, besindig og strengt retfærdig politimand. Han har været assistent på Christianshavn, kom derefter til Nørrebro og senest til St. Kongensgades Station, da hr. Smit havde fået embede på Bornholm. Til sine øvrige gode egenskaber føjer hr. Stephensen den sikkerhed, som privat formue altid giver. Han gav sig hurtigt til at undersøge forholdene i Sund- og Sædelighedspolitiet, og han havde selvfølgelig den allerstørste opfordring til at gøre det med al mulig energi, da det måtte være af betydning for ham at have ren grund at stå på i sin nye virksomhed Da hans undersøgelse var tilendebragt, konstateredes det, at der var bevist en underbalance hos afdøde Korn og en gavemodtagere for overbetjent Meyers vedkommende, hidrørende fra en såkaldt privat udført tjeneste mod en værtinde i et utugthus. Imidlertid ansås det dog for heldigt, at undersøgelsen blev ført videre, og den eneste vej, der da var at gå, var at henvise sagen til behandling ved et kriminalkammer.

Dette skete, og assessor Ussing er for tiden ivrigt beskæftiget både med de to oplyste punkter og med en række beskyldninger, der er fremsat mod Sædelighedspolitiet i herværende småblade. Disse beskyldninger føres for størstedelen tilbage til skøger, og dels er disse jo i og for sig ikke gode vidner, dels er det en kendsgerning, at de som regel ikke er i god overensstemmelse med sandheden. Man kan spørge hvilken som helst læge man vil, af dem som har haft med den slags ulykkelige kvinder at gøre på hospitalerne, og man vil få det svar, at de i almindelighed ikke taler sandhed, sålænge de kan finde på løgn. Men det er dog ikke udelukket, at retten ved deres udsagn kan blive ledt på et eller andet spor. Assessor Ussing samler omhyggeligt enhver antydning, og hans forarbejde går bl. a. ud på at afhøre de journalister, der har udkastet beskyldninger, for at erfare deres kilder. Forsåvidt der måtte være begået misligheder, ville disse altså komme frem for retten og eventuelt blive pådømte af de fem voterende assessorer. Anderledes kunne der ikke være tale om at gå frem med hensyn til sagens kriminelle side, og når seks oppositionelle borgerrepræsentanter har villet haft denne opgave lagt i en civil kommissions hænder, har de befundet sig i en mærkelig vildfarelse. En kommission, der skulle være udrustet med rettens myndighed, ville være i strid med vor lovgivning. En helt anden side af sædelighedssagen er en undersøgelse af hele prostitutionssystemets virksomhed, og angående denne besluttede borgerrepræsentationen i aftes at andrage om en kommissions nedsættelse. Der var enighed i forsamlingen om det ønskelige heri og forhåbentlig vil det nu lykkes at få denne sag ind i et spor, der passer bedre med guddommelige og humane love og med hele tidsånden end det system, der nu har lovmæssig hævd, og på hvilket der med rette rejses stærke angreb som en stor forargelse.

*)  Her er dog det at bemærke at den nævnte gardeofficer utvivlsomt dræbte sig i et anfald af sindssyge.

Red. bem.

(Viborg Stifts-Tidende, 8. maj 1895).

Der er tale om Carl Theodor Ussing (1857-1934) der 1891 var blevet assessor ved Københavns kriminal- og politiret. 

 Kommissionen 

i

Prostitutionssagen.

Fra Borgerrepræsentationens møde mandag aften bringer "Avisen" følgende: referat.

Formanden stillede de seks medlemmers forslag under debat. Dets ordlyd var:

"Kommunalbestyrelsen opfordrer det høje justitsministerium til at nedsætte en kommission til undersøgelse af det københavnske Sædelighedspolitis forhold og virkemåde samt til eventuelt at gøre indstilling om reformer på dette område "

Boghandler Philipsen skulle som ordfører søge at tale roligt om denne sag, som havde sat Københavns borgere i så stærk bevægelse. Det var en vanskelig opgave, så meget vanskeligere som den måde, hvorpå autoriteterne havde behandlet denne sag, ikke opfordrede til ro. Dette gjaldt heller ikke den omstændighed, at man ved ikke at holde møde sidste mandag - enten det nu var sket efter indstilling fra politidirektøren eller fra anden side - på en næsten officiel måde havde hindret forsamlingen i tidligere at drosle sagen.

Man burde allerede for længst have været videre, end man var nået indtil nu. Det havde i lang tid været givet, at man i denne sag ikke kunne nøjes med en administrativ undersøgelse. I hvert fald var dette aldeles givet, da borgmesteren for fjorten dage siden fremsatte sine bekendte oplysninger.

Man må nødvendig fremsætte et ønske om en indgående undersøgelse af de fremkomne beskyldninger, forsåvidt de danner det nødvendige grundlag for en undersøgelse, og dette var efter talerens opfattelse utvivlsomt.

Man havde først kendsgerningerne: Korns selvmord og dernæst dette, at det var oplyst, at Korns private liv havde vist overtrædelse af sædelighedslovene. Taleren var imod, at en embedsmands private liv således fremdroges, men i dette tilfælde var sagen en ganske særegen, for hvilken garanti havde man for at de underordnede betjente ikke misbrugte deres stilling til at skaffe sig kønslig omgang, når den øverste foresatte viste et sådant eksempel. Hvilken autoritet havde Korn til at hindre betjentene i at optræde som anført? Justitsministeren havde i Rigsdagen flere gange forsvaret den nuværende ordning med henvisning til den udmærkede personlighed, der stod i spidsen for Sædelighedspolitiet. Denne garanti var nu bortfaldet! Ved siden heraf stod Korns kassemangel, som syntes større end oplyst, i hvert fald når private forretningsforhold toges med. Også herved faldt garantien.

I næste række mødte man de beskyldninger, der var rettede mod betjente i Sædelighedspolitiet. Det var bestemt oplyst, at en overbetjent havde stået i et meget intimt forhold til en bordelværtinde og havde modtaget en betydelig gave derfor. Det var i et interview (i "Avisen") oplyst, at overbetjenten havde fået pengene for at skaffe bordelværtinden ud af et uheldigt forhold. Det var derved konstateret, at overbetjenten altså påtog sig sådanne forretninger, og det var i det hele en bekendt sag, at overbetjent Meyer var en meget benyttet privat mellemmand, som privat opdager, til fremskaffelse af oplysninger ved skilsmisser etc.

Det var meddelt taleren, at ved salget af en ejendom her i byen var der blevet forlangt et meget højt kommissionærhonorar. Da man protesterede, havde kommissionæren oplyst, at han skulle afgive halvdelen af honoraret til vedkommende embedsmand for at få den til ejendommen hørende bordelleringsbevilling bibeholdt.

Dernæst måtte undersøgelsen kræves af hensyn til de fremkomne oplysninger om at sædelighedspolitibetjente havde misbrugt deres stilling til at skaffe sig kønslig omgang. Ved en vidneforklaring i slutningen af politiinspektør Thorsens funktion var det bl. a. oplyst, at dette faktisk var sket. I et tilfælde havde en sædelighedsbetjent jaget en kvindes kæreste ud af sengen, hvor han lå ved siden af hende, og havde derefter ganske rolig indtaget hans plads. Det var også oplyst, at politiet ikke havde haft mere respekt for de optagne vidneforklaringer, end at det bagefter havde optaget rapport over vidnerne, prostituerede kvinder, og derved brugt sin særlige magt over disse. Dette burde man erindre ved denne sag og ved dens forløb.

Endelig skulle taleren pege på den uheldige kvindejagt, Sædelighedspolitiet anstillede, som kunne gå ud over uskyldige, og som også var gået ud over uskyldige, i et enkelt tilfælde over en dame, der nu var provinsskuespillerinde. Med henblik på alt dette var det, man krævede nedsættelsen af en kommission, og man bestyrkedes i dette ønske ved en betragtning af hele den nuværende på mange punkter uheldige ordning af vort prostitutionsvæsen. Således dusørsystemet, som fristede betjentene til at skaffe så mange faldne kvinder frem som muligt og fik dem til - som kaptajn Wagner havde peget på i Folketinget - at optræde som en slags agents provocateurs, derved, at de søgte at forføre kvinder og betale dem for på den måde at bevise deres skyld.

Hvorledes kommissionens sammensætning blev, var ikke hovedsagen, men hovedsagen var, at en kommission blev i stand til at skaffe et værdifuldt materiale til stede og skaffe oplysninger, som kun kunne ventes fremsatte overfor en kommission. Taleren vidste positivt, at der var mænd, der ville fremkomme med vigtige oplysninger, og hvis man kunne nævne deres navne, ville man forstå, at det var vægtige vidnesbyrd.

Nu stod man jo overfor det omvendte forhold, at der allerede var sket henvisning til en kriminalretsassessor, uden at det dog vidstes, hvad og hvor meget denne skulle undersøge. Det så jo lidt mærkeligt ud, at de samme autoriteter, der erklærede, at der intet var, skred til en undersøgelse, og så, at man begyndte at forhøre bladenes medarbejdere. Det var da vel ikke meningen, at det skulle gå ligesom i den ryderske sag, hvor man til sidst glemte denne for at kaste sig over en bladmand?

Taleren anbefalede sluttelig forsamlingen at slutte sig til det foreliggende forslag

Formanden: Når der ikke holdtes møde i mandags, var det, fordi jeg vidste, at der skulle holdes møde i dag, så at jeg mente, at der kunde ventes indtil nu. Der er ikke fra anden side sket nogen som helst henvendelse til mig fra nogen side om ikke at holde møde i mandags. Skylden må altså alene lægges på mig. 

Højesteretsassor Koch anså, ligesom Philipsen, den foreliggende sag for at være overordentlig vigtig, og han ønskede meget, at der kunne komme til at foreligge en enstemmig og fælles indstilling fra forsamlingen. Dette lod sig imidlertid vanskeligt gøre, hvis man skulle holde sig til forslaget. En kommission, tiltrådt af lægmænd, lå udenfor vor lovgivning. Den ville jo komme til at undersøge kriminelle forhold, og der forelå i hvert fald to forhold, som måtte kriminelt undersøges: Korns kassemangel og Meyers modtagelse af en gave på 15.000 kr. Når der desuden fremkom så stærke beskyldninger, da stod man også her overfor således, at der måtte ønskes en kriminel undersøgelse. Taleren var derfor enig i, at man havde henvist sagen til kriminalretten, det var sikkert den bedste vej. Det kunne med rette bebrejdes politidirektøren, at det ikke var sket før. Der var ingen grund til den månedlange forudgående undersøgelse fra politiets side. Nu var krimininalretsundersøgelsen i gang, og taleren fandt det rimeligt, at man søgte de vidner, bladene erklærede at have. Ganske vist kunne en del af de vidner, særlig de prostituerede kvinder, der kunne ventes i denne sag, ikke kaldes gode vidner, men der kunne måske komme så mange vidner, at der bødedes derpå. Kriminalretsundersøgelsen var den naturlige vej og den vej, der kunne være gået straks.

På dette punkt kunne taleren altså ikke følge forslagsstillerne. Derimod var han fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at der var al grund til at benytte den forhåndenværende stemning til at få, hvad vi i mange år havde ønsket, en revision af sædelighedslovene, af det nugældende i mange henseender højst uheldige regulativ, som tilmed var blevet benyttet af politidirektøren på en måde, som man måtte virke imod. Taleren sigtede særlig til hele den nuværende ordning af bordelleringen, som i mange henseender var således, at den var skikket til at udbrede den moralske smitte, disse forhold førte med sig. Han tænkte særlig på forøgelsen af de fritboende kvinders tal. Det var rigtigt nok, at man ved henvisningen til bordel gjorde det noget vanskeligere for disse kvinder at vende tilbage til et hæderligt liv, men samtidig med, at man gik bort fra bordellerne, lettede man overgangen, udslettede man kløften mellem andre kvinder og offentlige kvinder. Det er overhovedet i disse forhold yderst vanskeligt at finde det rette, men taleren ønskede alligevel en undersøgelse, altså en kommission.

Der er tre veje at gå: En forandring således, at det gøres strafbart at søge erhverv ved utugt, men dette er en utopisk tanke; det er aldeles umuligt at nå frem ad denne vej, det har til alle tider i alle civiliserede stater, ja i alle uciviliserede med, været således, at kvinderne solgte sig. Hvis man ville have en sådan straffebestemmelse, ville man fuldstændig prisgive kvinderne til politiets vilkårlighed. Den anden vej var den, man havde betrådt i England, fuldstændig at hæve prostitutionen, at sige i hele dette forhold kommer ikke staten ved. Men taleren troede også at det var uheldigt. Det havde vist sig alle steder, hvor man havde forsøgt at nå frem ad denne vej at det både af hygiejniske og moralske grunde var utilrådeligt således at hæve alt tilsyn. Den tredje vej var den, der fulgtes her i landet. Man var inde på det rette spor, men der krævedes en reform, og taleren stillede derfor følgende forslag:

"Kommunalbestyrelsen andrager justitsministeriet om nedsættelsen af en kommission til at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring l de gældende bestemmelser om de kvinder, der søge erhverv ved utugt."

Taleren troede, at man, hvis man ville følge ham, ville nå videst.

Formanden meddelte, at professor Lange havde stillet følgende forslag :

"Borgerrepræsentationen beslutter at nedsætte et udvalg til undersøgelse af sædelighedsforholdene og til at fremkomme med forslag til reformer".

Dr. med. Lange anbefalede dette forslag. Han kunne ikke slutte sig til kravet om en kommission, allerede af den grund at dette krav, som det var stillet af de seks medlemmer, kom for sildigt. Justitsministeren måtte allerede have undersøgt spørgsmålet om en kommission, og han ville nu sikkert svare, at der var sket henvisning til kriminalretten, og at man måtte afvente resultatet derfra. Hvis ministeren alligevel besluttede at nedsætte kommissionen og at standse undersøgelsen ved retten, ville ministeren så sammensætte kommissionen således, at kommunalbestyrelsen blev repræsenteret i den, eller på en sådan måde, at det var i overensstemmelse med vore ønsker? Vi ønsker ikke give sagen fra os, men selv nedsætte en kommission eller et udvalg hovedsagen var efter talerens opfattelse ikke at få undersøgt de øjeblikkelige misligheder - om en eller flere betjente blev straffede eller afskedigede, var ikke spørgsmålet - men at få udarbejdet forslag til reformer, og det lå i et udvalgs magt. Et udvalg, sammensat af borgerrepræsentanter ville være det rette medium til tilvejebringelsen af en heldig forandring. Udvalget burde ikke være et fællesudvalg, men bestå alene af borgerrepræsentanter.

Professor Torp ville ønske, at han fra først af kunne have sluttet sig til de seks medlemmers forslag. Hele forsamlingen havde sikkert en følelse af usikkerhed, og han ønskede, at de skyldige, om de fandtes, ville blive draget frem. Når han ikke kunne tilslutte sig forslaget, var det af hensyn til de af Koch anførte grunde. En kommission, som den af de seks medlemmer krævede kunne ikke tænkes, for skulle der gives den retslige myndighed, kom den i strid med lovene, og blev den ikke udrustet med særlig myndighed, kom den ikke til at svare til hensigten. Han opfordrede derfor stærkt til at følge Koch og at vedtage hans forslag. Han så meget gerne, at hele forsamlingen sluttede sig hertil, samtidig med, at man beklagede den behandling, hele sagen hidtil havde fået, særlig fra politidirektørens side. Det var naturligere at kræve en kommission end at følge Lange og nedsætte et udvalg. En kommissjon fik større myndighed. Naturligvis kunne kommunalbestyrelsen gerne nedsætte et rådgivende udvalg, men kommissionen måtte kræves alligevel, for sagen måtte betragtes som helhed og ikke med henblik på København alene. Der var ingen som helst grund til at opgive kravet om en kommission, så længe der var håb om at få den, og det troede taleren der var, ligesom han heller ikke kunne se nogen som helst fornuftig grund til, at justitsministeren ikke skulle efterkomme Borgerrepræsentationens ønske om at blive repræsenteret i kommissionen.

Journalist Jens Jensen (1859-1928). Fotograf Frederik Riise (1863-1933). Jens Jensen blev en meget indflydelsesrig socialdemokrat, og landets første socialdemokratiske borgmester. Han var på daværende tidspunkt angivet som journalist fordi han var medarbejder ved Social-Demokraten 1887-1903. Oprindelig var han formand for Malernes Fagforening (1883-1888). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Journalist J. Jensen beklagede meget, at forsamlingen ikke var blevet kaldt til møde i mandags, og at politidirektøren, der forud i en måned havde ladet sagen hvile, netop havde fået den henvist til kriminalretten i mellemtiden, mens det havde været rimeligt at han når han havde ventet så længe, havde afventet borgerrepræsentationens udtalelse. Taleren var bestemt imod Langes forslag. Et udvalg ville være aldeles utilstrækkeligt, og det ville være henvist til gennem Magistraten at søge sine oplysninger hos politidirektøren. Men heller ikke Kochs forslag kunne taleren finde tilfredsstillende. Det havde den allerstørste interesse at få - ved kommissionens hjælp - nøjagtige oplysninger om, hvorledes Sædelighedspolitiet har virket. I anledning af nogle bemærkninger af Koch hævdede taleren, at man skulle vogte sig for i almindelighed at sætte uhæderlighedsstemplet på den, der lever af utugt. Han var imod bordelleringssystemet og imod, at man i det hele gik ud fra, at de og de mennesker skulle føle, at de hørte til en pariakaste. Han fandt det oprørende at berøve mennesker deres frihed, således som det skete ved bordelleringen. Det var desuden ikke sanitære grunde, som talte for bordeller, da antallet af sygetilfælde var større blandt de herværende kvinder end blandt de fritboende. Det var talerens håb og ønske, at man fuldstændig ophævede det nuværende system, og det var i håbet herom, at han stemte for det af Philipsen anbefalede forslag.

Formanden udtalte, at han ikke havde kendt beslutningen om henvisning til kriminalretten, før end den forelå.

Borgmester Hansen: Når man kræver en kommission er dette dikteret af dette: Vi har ikke tillid til politidirektøren, vi har ikke tillid til justitsministeren, vi har ikke tillid til kriminalretten, og det synes jeg er en dristig position, og derfor synes jeg, at de seks medlemmers forslag er så betænkeligt. Han syntes, at det der var sket, var rigtigt. Højesteretsassessor Koch havde heller ikke ret i at bebrejde politidirektøren, at han havde ladet hengå så lang tid. Der var ikke sket andet end den naturlige fremgangsmåde overfor forseelser. At man skulle gå til en kommission, et velfærdsudvalg, kunne han ikke tilråde. Læs den franske revolutions historie - taleren havde netop læst den i disse dage - og man vil se, hvad velfærdsudvalg fører til (Munterhed). Hvad er der sket? Jeg ved intet. Der er sket Korns selvmord, kassemangelen, gaven til Meyer, men ud derover er der kun beskyldninger, ikke fakta. Nu kan man sige: Der er meget svineri i disse forhold, ja, det er der, men det ligger jo i sagens natur. Korn blev jo rost i alle blade ved sit jubilæum, og justitsministeren havde udtalt sig overmåde rosende om ham. Hvor kan så alle nu sige, at alt, hele Korns embedsvirksomhed er svineri! Jeg forstår ikke den tankegang. Jeg forstår, at man kan skrive det i bladene, men jeg forstår ikke, at alle vi andre kan tænke på samme måde. Når man spørger om beviser, kommer man med historien om Prochowsky - det var 1886 og 87 - men hvorfor sagde Borgerrepræsentationen ingenting den gang. Borgerrepræsentationen burde møde de seks herrers forslag ved en bestemt afvisning. "Det var det. Så slår jeg en lang streg og går over til spørgsmålet i almindelighed." Her ville han finde det heldigt, om man lod sagen hvile til roligere tider - det var vanskelige forhold, og han ville for så vidt ønske, at d'hrr ville sige: Det haster ikke, lad os give lidt respit. Han forbeholdt sig sin stilling.

Philipsen ville ligesom borgmesteren dele sine udtalelser med en lang streg mellem borgmesterens udtalelser og medlemmernes udtalelser. Han havde oprigtig medfølelse med den stilling, borgmester Hansen indtog i denne sag. Borgmesteren talte om, at det var en tåbelig bevægelse, og han ville skyde det hele over på bladene. Det virkelige forhold var det, at der i København hos befolkningen i mange år var opsamlet en stærk stemning imod det nuværende system, og bladene modtog ganske sikkert mange flere udslag af denne stemning, end der offentliggjordes. Medlemmernes udtalelser - nu kom han til stregen - havde en hel anden karakter, og han glædede sig over den. Principielt stod jo nemlig alle, selv professor Lange, der stod fjernest, som enige. Taleren havde ikke tillid til kriminalretten. Han troede gerne, at den pågældende assessor havde den bedste vilje, men han var aldeles overbevist om, at retten ikke var i stand til at tilvejebringe det materiale, som måtte ønskes. Han ville hellere end at gå med borgmesteren til den franske revolution, gå til Panamakommissionen; den fik jo dog en del udrettet. Ville man ikke her beslutte at andrage om en kommission, var man udsat for, at Rigsdagen besluttede nedsættelsen af en parlamentarisk kommission, og i den blev Københavns interesser måske ikke repræsenterede.  Han stillede sig således, at han naturligvis holdt på sit eget barn, det af ham stillede forslag, men han ville subsidiært stemme for Kochs forslag.

J. Jensen protesterede imod den opfattelse, borgmesteren havde ladet skimte igennem, at man ikke skulle tage hensyn til, hvad der fremkom i pressen. Borgerrepræsentationen ville ikke stå uforskånende overfor, hvad der rørte sig i befolkningen, og hvad særlig pressen angik, da skyldtes der den store fremskridt.

Borgmester Hansen ville ikke have udtalt sig således 

Overretsassessor Lassen hævdede, at man kunde vente en fuldt tilfredsstillende undersøgelse af kriminalretten. Han anbefalede Kochs forslag.

Højesteretsassessor Koch fastholdt overfor borgmesteren, at det var uhensigtsmæssigt og uheldigt af politidirektøren at lade så lang tid hengå. I øvrigt fandt han at man netop burde benytte det øjeblik nu da stemningen var oppe, til at få en reform. Borgmesterens henstilling om at give tid, kunne han ikke tiltræde 

Philipsen præciserede, at den af de seks medlemmer ønskede kommission ikke skulle foretage en kriminel undersøgelse, men kun indhente oplysninger.

Koch: Men så kunne d'hrr. jo tiltræde mit forslag. Også efter dette kan kommissionen fremskaffe alle ønskede oplysninger.

Lassen sluttede sig hertil.

Man skred derefter til afstemning.

Der stemtes først over Kochs forslag, betragtet som ændring. Det vedtoges med 25 st. mod 5 (de seks undtagen Trier). Kochs forslag vedtoges derefter som helhed med 30 st. (Lange undlod at stemme). De seks medlemmers forslag og Langes forslag var dermed bortfaldne.

(Herning Folkeblad - Vestjylland, 8. maj 1895).

Mødet er også refereret i Social-Demokraten 7. maj 1895, med enkelte afvigelser, ikke i indhold, men udvalg af hvad der blev sagt. 

Borgerrepræsentationen bestod i 1895 af 36 medlemmer. Valgbarhed var betinget af borgerskab og skattebetaling. Dens indflydelse var dog stærkt begrænset. 

De i artiklen omtalte medlemmer er:

Højesteretsadvokat Hans Nicolai Hansen, borgmester for 1. afd. 1873-1897. 

Boghandler Gustav Philipsen (1853-1925). Folketingsmedlem, cand. jur. BR 1893-1904. Rådmand i Magistratens 4. afd. 1904-1925 

Højesteretsassessor Peter Frederik Koch (1832-1907). BR 1882-1898. Formand 1885-1895.

Dr. med. C. G. Lange. BR 1883-1897.

Professor Carl Torp, dr. jur. BR 1894-1900.

Journalist Jens Jensen (1859-1928). BR 1893-1903 (Socialdemokratiet). Han blev den første socialdemokratiske borgmester, først for 2. afd. 1903-1924, senere overpræsident 1924-1928.

Overretsassessor,N. K. P. Lassen (1848-1923). dr. jur. BR 1889-1897.

Cand phil. Herman Trier (1845-1925). BR 1893-1917 (Det Radikale Venstre). Formand 1898-1907. Landstingsmedlem.