I maj 1895 kom danske aviser i besiddelse af et telegram som fejlagtigt berettede om en opstand på St. Croix. Det blev hurtigt dementeret, men i mellemtiden bragte avisen København nogle baggrundsartikler.
Oprøret paa St. Croix.
Hvad Øjenvidner beretter. - Den sidste Opstand. - Negere og Plantere. - Den forurettede sorte Hånd. - Oprørets Arnested. - Den danske Hærstyrke. - Hvad skal vi med de Øer. - Et heldigt Projekt. - Noget for Reedtzs-Thott. - Guvernøren og hans Udsigter. - Hvad de Øer kunde være værd. - Hvorledes man behandler de Sorte.
Det Telegram, der kom i Gaar fra Vestindien om, at Hs. Maj. Kongen af Danmarks sorte Undersaatter havde gjort Oprør, vakte i Agurketidens sure Dage en ikke ringe Opsigt her i Byen.
Oprør i den danske Stat!
Man syntes det saare æventyrligt og spurgte hinanden: var det dertil Kongen hentydede ved Hartmanns Jubilæum, da han udtalte en for Hs. Majestæts Beskedenhed karakteristisk Tvivl om, at han kun havde Venner i sine elskede Riger og Lande. Man skulde have forsvoret, at Majestætens Tanker just i dette højtidelige Øjeblik skulde have svævet saa vidt som over Atlanterhavet, samtidig med. at Allerhøjstsamme med en fast beundringsværdig Sikkerhed satte Grænsen for den Højde, Danmarks største Tonekunstner kunde naa, ved det Insignium i Brillanter, der hører til Dannebrogsordenens Storkors.
Naa, det tilkommer ikke os at ræsonnere derover. Men Tilfældet ser ud som en Tanke.
I hvert Fald kaster Ritzaus Bureaus Telegram af i Gaar et grelt Lys over de af Kongens Lande, hvor Solen staar i Zenith, naar vi Andre ligger med Dynerne over Ørene.
Det er anden Gang i mindre end 15 Aar, at Negrene tager sig for paa blodig Vis at konstatere, at de ikke just befinder sig vel under de paa vore vestindiske Øer herskende Forhold.
Det var Danmarks Ære i længst forsvundne Tider at gaa i Spidsen for at afskaffe Slavehandelen. Det var Danmarks mindre ærefulde Tilskikkelse længere end de fleste andre Stater at have holdt Negrene paa vore faa Besiddelser i et Afhængighedsforhold af Plantageejerne, der søger sin Lige over alt i det fjærne Vestindien.
Opstand paa Opstand har vist, hvor slet vi har styret disse Øer, hvor langt vi har været fra at indfri de humane Løfter, vi gav, da vi gik i Spidsen for Nationerne ved Negerhandelens Afskaffelse.
Ved at gennemgaa Øernes og Negeropstandens Historie kan vi ikke undgaa at faa ud deraf, at det danske Styre gennem gaaende har været slet, at vi hellere burde overlade det til Andre.
Vi har kun haft Kval af de Øer.
En Tid betalte de sig vel. Men vor slette Regering af dem, vor urimelige Forsømmelse af St. Thomæ udmærkede Havn, der kunde være blevet en Stabelplads for det ganske Mellemamerikas Handel, gjorde, at de nu er os en Byrde, der evig vil tynge vor Statskasse med en urimelig Afgift - for Øjeblikket er den paa henved ½ Mill. Kr. aarlig.
Havde vi i gode Tider tænkt paa en Frihavn der, hvor den hele gavmilde Natur har lagt alt tilrette, vilde vi have trukket gode Renter af Besiddelsen og Øernes Befolkning have været lykkelige og rige i Stedet for, at de nu er fattige og fortrykte.
Som det er nu, er de vestindiske Øer kun til Besvær og Udgift. De har gennem Aarrækker dannet et Stridspunkt paa Finansloven mellem de vekslende Folketingsflertal og de mindre vekslende Regeringer. Hr. Estrup har sendt flere Penge derover, end han vilde være i Stand til at tilsvare med baade Kongsdal og Skaffegaard Gaarde og Godser.
Derfor har der ogsaa i oppositionelle Kredse og mange andre Steder været rejst det Spørgsmaal:
Kan vi sælge de vestindiske Øer?
Dertil kan svares: Ja!
Vi har i alt Fald været lige ved at sælge dem. Nordamerika bød os i Slutningen af Tredserne en Sum af 27 Mill. Kr. for Øerne St. Thomas og St. Jan. Hvad man vilde beholde St. Croix for, begriber vi ikke. Handelen kom ikke i Stand. Vi har Øerne endnu, og det er maaske endda godt, at vi har dem.
Ikke fordi vi skulde tjene Guld paa dem. Den Tid er forbi. Men i en Stormagts Hænder er de sikkert Penge værd. Og den Tanke, at Tyskland skulde købe dem af os er ingenlunde ilde. Vi kunde, som det ofte er blevet sagt, bytte med det tyske Kejserrige og faa den nordlige Del af Slesvig tilbage,- en Udvej alle Danske vilde imødese med Glæde, og som alle Parter vilde være særdeles vel tjent med.
Dog, vi skal ikke tale meget om alt dette. Vi gaar over til at omtale den i Kongeriget Danmarks Historie ret oplivende Begivenhed, at der er gjort et lille oprør. Det er den Slags Ting, vi ikke er vant til paa denne Side af Jordkloden, saa vidt Kongens Lande strækker. Og vi maa med Skam bekende, at vi har meget mere Respekt for de sorte "Landsmænd", der i disse Dage staar for danske Riffelkugler, fordi de finder sig misregerede, end for de hvide Danske, Fynboer og Jyder, Sjællandsfarer og andre, der i den sidste halve Snes Aar krøb til Korset og blev Højremænd, da de ikke mente at kunne klare sig længere som Oppositionsmænd og med Rifler.
Ære være for saa vidt Negrene fremfor de hvide Slaver af Estrupiatet!
Hvorfor gør Negrene Oprør?
Ja, hvorfor? Fordi de ganske simpelt hen lever under umenneskelige Forhold. Vi har af Folk, der for nylig har været i Vestindien hørt, hvorledes de behandles. I "Politiken" skildredes deres Kaar fornylig, maaske endda i lyse Farver af Bladets Korrespondent, Hr. Ignotus (Henrik Cavling), og han oplyser, at vore sorte Landsmænd maa nøjes med en Dagløn af ca. 50 Cents daglig. D. v. s., maalt efter den Værdi, Pengene har paa disse Øer omtrent det samme som 50 Øre i gode danske Penge.
At de under disse Forhold henfalder til Laster af alle Arter, bliver sløve og dovne, bestialske og ligegyldige for de Ting, der ellers interesserer civiliserede Mennesker, er saare naturligt. Men at de ikke er saa gale endda, det beviser, at naar Elendigheden, Forurettelsen, det hvide Regimentes Tryk i Smaat og Stort bliver dem for grovt, saa rotter de sig sammen - om At kvæle Udsugerne!
At de har Energi dertil, beviser, at der er Krummer i dem til et bedre Arbejde end de gør for Tiden.
At disse godmodige Mennesker gør Oprør, vil forbavse de Hvide. Men lad os se:
Hvorledes de Sorte behandles.
Den Befolkning, der nu atter har rejst Hovedet mod deres Undertrykkere, bestaar jo hovedsagelig af Negere. Og naar man kender lidt til Forholdene i Vestindien, kan man ikke forundre sig over, at de stakkels Sorte griber til Vaaben.
Thi hvorledes er deres Stilling derovre? Der eksisterer nominelt ikke mere Slaveri i Vestindien. Men det er ogsaa kun nominelt, at Negerne er fri Mænd. De har faktisk ikke Spor af Ret overfor deres hvide Undertrykkere.
En Neger kan behandles akkurat, som hans Herre lyster - - han være Dansk, Amerikaner, Irlænder eller Englænder Vi kender Snese af Eksempler paa den oprørende Uret, som disse i Grunden godmodige og villige Mennesker maa lide - ja, vi skammer os næsten ved at sige - af egne Landsmænd i de fede Bestillinger derovre.
Vi har hørt Øjenvidner fortælle t. Eks. om den skammelige Maade, endogsaa meget højtstaaende Militære - vi kunde nævne Navne - behandler de stakkels Negerkvinder. Og ve disse Skabninger, om de falder paa at klage!
En Negerpige har fortalt os, at hun en Aftenstund, netop som hun kom ud fra Kirken, blev overfalden af en dansk Løjtnant, der paa aaben Gade etablerede en Kamp med den værgeløse Kvinde, der med sønderrevet Tøj maatte flygte fra Voldsmanden. Slige Optrin hører nok ikke til Sjældenhederne, og det nytter i et saadant Tilfælde ikke en Smule at klage hverken til Politi eller de militære Overordnede. En sort Piges Vidnesbyrd gælder ikke en Gang til Wandsbeck, selv om hun har den soleklareste Ret.
Under saadanne Forhold lever Negerbefolkningen i Byerne, og at de ikke er bedre ude paa Landet, hvor Plantageejerne har den fuldstændigste Hals- og Haandret over deres Arbejdere, er en Selvfølge.
Og endelig koger det hede Blod over, vi faar disse blodige Opstande, der forvandler de smilende Plantager paa St. Croix til rygende Brandtomte.
Her har det sin Interesse at betragte
Oprørets Arnested,
Vor skønne vestindiske Ø St. Croix bærer med god Grund Navnet "the pearl of the Westindies". Den har alle Tropeklimaets Behageligheder og meget faa af dets Ulæmper. Den stadig blæsende Passatvind mildner Varmen, der for os Evropæere ingenlunde er generende som i andre hede Himmelstrøg. Varmen stiger meget sjældent, i de saakaldte Orkanmaaneder fra Juli til Oktober, til over 28 Grader Reamur, og der er kun nogle ganske faa Graders Forskel mellem Aarets varmeste og koldeste Maaned, det er den evige Sommers Land.
Øen, der har en langagtig Form med den største Udstrækning fra Vest til Øst. er meget kuperet, grønne Sukkermarker afveksler med venlige Lunde, hvor bredbladede, majestæ- tiske Kokuspalmer rager op over de ovrige Træer, Bananer, Kokus osv.
Gennem Øen fører fortrinlige, haarde og jævne Veje, flankeret af de mægtige Kokus og Kaalpalmer. Rundt omkring paa Øen ligger Plantagerne spredt i et Antal af ca. 100 og omkring hver findes der en Samling af de elendige Negerhytter, der huser Arbejderne.
løvrigt er der en stor Forskel paa Øens Fysiognomi i dens østlige og vestlige Del. Østenden henligger til Dels uopdyrket, opfyldt med Akasier, Agaser og andre tornede Vækster, medens dens vestlige Del er optaget af smilende Sukkermarker og Palmelunde.
Som bekendt findes der paa St. Croix to Byer, Christianssted og Frederikssted. Christianssted er den største og har ca. 5000 Indbyggere. Frederikssted ligger ved Vestenden og blev som bekendt særlig haardt medtaget under det store Oprør i 1878. Christianssted er en venlig lille By, her findes det stadselige Gavernementshus, flere Kirker, et Fort osv. Tæt udenfor Byen ligger det store Centralsukkerkogeri.
Til at beskytte de hvide Plantere holder vi en hværvet Hær i disse fjærne Besiddelser. Om den blot et Par Ord:
den dansk vestindiske Hærstyrke
lever som Gud og Hvermand ved under saare miserable Forhold. Vi har regelmæssig hvert Aar, naar Hyringen af de vestindiske Soldater foregik, omtalt de rentud skandaløse Vilkaar, der bydes disse vore Landsmænd i det fjærne Tropland.
Deres Lidelser begynder den Dag, de forlader København, naar de sammenstuves som Kreaturer i en af Melchiors Koffardiskibe. Hvad disse Mennesker døjer paa den to Maaneders Tur over Oceanet, kan enhver tænke sig!
Og naar de saa endelig betræder Vestindiens Jordbund, saa begynder først deres Lidelser for Alvor. De pakkes sammen i en Kaserne, hvor de om Dagen plages af en kvælende Hede og om Natten holdes vaagne af Moskitoer og Væggetøj.
Som vi mange Gange har omtalt, bestaar deres Lønning i 15 cent pr. Dag - omtrent af samme Værdi som 15 Øre herhjemme - og herfor maa de stakkels Mennesker skaffe sig Frokost, Aftenmad og desuden bestride øvrige Fornødenheder. De faar rigtignok en Kop Kaffe om Morgenen - uden Fløde - og saa en Slags Middagsmad. Men den skal være af en saadan Beskaffenhed, som en af Soldaterne har udtrykt sig for os - "at Kaptajnens Hund rynker paa Næsen deraf". Dyret er bedre vant.
Til den slette Forplejning kommer nu den aldeles meningsløse Beklædning. I et Klima, hvor Termometret viser 28 Graders Reamur i Skyggen bærer Soldaterne samme Uniformsfrakke og Kasket som herhjemme! det kan man kalde Menneskeplageri.
I det Kostyme drives Soldaterne ud paa Marschture i Tropesol og ikke en smule anderledes klædt er de, naar de maa forrette Vagttjeneste i de forholdsvis kølige Nætter.
Er det derfor noget Under at vore vestindiske Soldater bliver et let Bytte for det dræbende Klima, at Malaria og gul Feber gør saa rig en Høst blandt dem! En Soldats Begravelse er paa St. Croix en ganske hverdagsagtig Begivenhed, som ingen tager nogen Notits af, Hvad deres numeriske Antal angaar, da ligger der ca. 150 Mand paa St. Croix, men som det allerede viste sig under Revolten i Slutningen af Halvfjerserne maatte man ty til fremmed Hjælp, og overfor en større Rejsning vil den nuværende Styrke netop paa Grund af Soldaternes miserable Kondition - maaske vise sig magtesløs. Der er jo ikke meget, der animerer dem til at kæmpe under "Dannebrog" og vi kan godt faa at høre om blodige Optrin paa de skønne Øer i Halvfemserne. Som ret betegnende for de fortvivlede Forhold, Soldaterne lever under kan anføres, at de ret jævnlig forsøger at flygte bort fra Øerne.
Maaske vil da atter Telegrafen melde om Rædselsgærninger fra Antillernes Perle om Mord og Brand, forøvet af de ophidsede Negere - ligesom for en Snes Aar siden, da "queen Mary" lod den røde Hane gale paa St. Croiz Plantager.
Det et ved disse Soldater, det lever under saa triste Forhold, det nu udbrudte Opret skal dæmpes.
Hvorledes et saadant Oprør udvikler sig vil man forstaa, naar man husker paa
Den sidste Opstand.
Den 30te September 1878 skinnede en glødende Sol paa fredelige danske Udflyttere i det fjærne Vestindien. Dagen derpaa svang Negerne paa St. Croix Brandfaklen over den faatallige hvide Befolknings rige Landsteder.
Den 1ste Oktober er Skiftedag paa St. Croix. Daarlige Tider og Planternes Paaholdenhed havde gjort, at Marknegernes Lønninger var gaaet ned til omtrent det halve. Frederiksted var opfyldt af en larmende Hob sorte Arbejdere, der for en billig Pris drak sig fulde i frisk Rom. "Onkel Toms Hytte" er en Idyl, hvis blide, underdanige Niggere ikke har meget tilfælles med Antillernes letbevægelige "colored men".
I Fuldskab gjorde Negerne Opstand, og det var ikke ædru Folk, der efterhaanden afbrændte omtrent 80 Plantager
Løjtnant Ostermann var den første Officer, der paa Statens Vegne rykkede frem mod Oprørerne. Ham fulgte kun 25 Mand. Den lille Troppestyrke marscherede om Natten til Frederiksted, hvor de døddrukne Niggere nemt spredtes.
Imidlertid galede den røde Hane over 74 Plantager. Kun 24 Sukkergodser slap fra de Sortes Hævn.
Overalt, hvor Hvide havde Tilhold, brændte det, medens Negerbyerne sparedes. I det første Anfald dræbtes tre Hvide, to menige Soldater og Planteren Fontaine; senere maatte Oprørerne alene bære Tabet i Kampen.
Allerede den 2den Oktober ankom Guvernør Garde pr. "Arno", en engelsk Damper, fulgt af ca. 50 Soldater. I "Arno"s Kølvand løb "Desirade", "Du petit Thomas" og "Bourdonnaise", tre franske Krigsdampere, der hurtigt kastede Landgangstropper ind paa St. Croix, hvor der en Tid lang stod en hæftig Kamp om Toldbygningen i Kristiansted.
Ude paa Landet kæmpede man i blindt Raseri om Plantagen "Annas Hope". Her hjalp Mandskabet fra en engelsk Orlogsmand Danskerne med at vinde Sejr over de sorte Lømler.
Paa faa Dage knustes Opstanden i over 200 Negeres Blod. Utvivlsomt vinder de danske Vaaben med tilbørlig fremmed Understøttelse atter en Sejr, en af den Slags Sejre, Pyrrhus vandt.
Thi det er sikkert, at det lille Kongerige Danmark ikke har Raad til at holde oprørske Kolonier.
Opstanden i 1878 sluttedes i 1881 med en Højesteretsdom, hvorefter nogle Negre blev hensatte i livsvarigt Fængsel og enkelte Plantageejere fik adskillige danske Kroner til derfor at opbygge deres Landejendomme.
Dansk Ligegyldighed har skabt en sørgelig Situation paa vore smaa vestindiske Øer; dansk Brutalitet vil sandsynligvis endnu en Gang fejre en Sejr overfor slet væbnede, uvidende, desperate Negere, der har gjort Revolte, fordi deres hungrende Koner og Børn har overbevist dem om, at "Massa" spiser mere end han kan taale, medens "Jem" og hans Unger maa nøjes med et udpint Sukkerrør.
- - -
Vi har her saa upartisk som muligt skildret Forholdene paa vore vestindiske Besiddelser, og vi spørger nu:
Hvad skal vi med de Øer?
Som man ser er det ret jævnligt, at d'Hrr. Negere gør Opstand paa vore Øer.
De har en udpræget Lyst til at slagte deres hvide Brødre derovre. Disse "Brødre" er i ringe Grad danske. Men de skal beskyttes af danske Soldater, hvis tarvelige Vilkaar vi har skildret. Vore mishandlede Jenser, saa faa de er, skal gaa i Uden for Planterne, der vel sjældent har talt og daarligt forstaar et dansk Ord.
Hvad skal vi da med de Øer?
Vi har kun Udgift af dem. Vi kan aldrig vente andet. Vi smider aarlig store Summer ud til dem, og vi faar intet igen. Hvorfor beholde dem?
Her var
noget for Reedtz-Thott.
Det var meget bedre end at være "Frejr", om han indledede en Forhandling med Fyrst Hohenlohe hvorved vi fik vore danske Nordslesvigere tilbage, og Kejser Wilhelm en Flaadehavn midt i Amerikas Farvande.
Prøv det, Hr. Reedtz-Thott. Der er Lavrbær at hente!
Naar der er Tale om at sælge de Øer, har vi jo Prisen sat nogenlunde i rede Penge ved de tidligere Handeler. Skal der tuskes, saa vil Landomraadet og Menneskemængden gøre Handelen saa nogenlunde af sig selv.
Vi beder blot Hr. Thott med Kommitterede tænke derover.
Efterskrift.
Det danske Finansministerium, der bestyres af Kammerherre Lüttichau til Thjele, en Herre, af hvis brave, danske Væsen vi just ikke venter os Underværker, har, efter hvad Ritz. Bur. i Aftes vidste at meddele, Intet erfaret om Negeroprøret.
Det er der dog ikke noget mærkeligt i. Standards Telegram med de flygtede Plantere er næppe til at misforstaa. At Hr. Lüttichau siden faar bedre Besked, vilde i alt Fald stemme med Sagernes Gang under sidste Oprør
(København 23. maj 1895)
De sorte Rebeller.
St. Croixnegerne.
Hans Majestæts sorte Undersaatter paa St. Croix er atter blevne aktuelle, deres strænge Herrer, Planterne, søger at flygte for de sorte Mænds Knive og Brandfakler.
Uagtet Danmark i over halvandet Aarhundrede har ejet St. Croix, er Kendskabet til den Befolkning, der beboer vore eksotiske Kolonier i Almindelighed meget ringe. Det times jo forholdsvis faa Landsmænd at stifte Bekendtskab med de solbeskinnede Øer, og vore Soldater, der repræsenterer Majoriteten af Danske i Vestindien, ser i Reglen ikke Moderlandet mere, de enten lægger deres Ben paa St. Croix eller gaar efter endt Tjeneste til Amerika.
I disse Dage kan det derfor maaske være af Interesse at høre lidt om Negerne paa St. Croix. Og vi vil da straks begynde med at sige, at de forekommer os at være en meget sympatetisk Menneskerace.
St. Croixnegerne falder naturligt i to Klasser, By- og Landnegere, der udviser betydelig Forskel i Levevis. Vi skal hovedsagelig her beskæftige os med Bybeboerne, saaledes som vi kender dem fra Byen Christiansted.
Det er en Fejltagelse at tro, at man her har at gøre med et vildt, uciviliseret Folkefærd, der gives en god Del intelligente Sorte.
Man bebrejder Negerne, at de er dovne og Ingenting gider bestille. Og hvorvel vi indrømmer, at den sorte Mand elsker at tilbringe sin Dag siddende under Husenes Gallerier, saa holder Teorien om Dovenskaben dog ikke Stik, Negerne vil gærne bestille noget, naar de bare kan kapre sig en "job". Men f. Eks. i Christiansted er Markedet saa overfyldt med Arbejdskraft, at en Mængde Arbejdere maalte sulte ihjel, hvis ikke deres tarvelige Fordringer til Livet og den gavmilde Natur hjalp dem.
En Neger kan nemlig leve for utrolig lidt. Han behøver egentlig ikke at have Arbejde mere end et Par Dage om Ugen for at kunne bjærge sig. Og alligevel er Forholdene saa usle paa St. Croix, at den sorte Mand griber enhver Lejlighed til at komme bort fra Øen til Amerika. Men det er med blødende Hjerte han tager Afsked med sin skønne, sollyse Ø.
Negerne elsker - til deres Ulykke, - den friske Rom, og det Liv, man bliver Vidne til i Shopperne, hvor den berusende Drik serveres til Kl. 8 Aften - da et Kanonskud fra Byens Fort forkynder, at alt skal være lukket og slukket - er baade vildt og støjende. Imidlertid har Forfatteren af disse Linjer aldrig set en beruset Neger paa Christiansteds Gader. De drikker videre og sover Rusen ud i deres elendige Hytter, og her forefalder da mange Gange blodige Optrin.
Hos en fuld Neger sidder Kniven nemlig løs, han bruger den for et godt Ord og under et almindeligt Skænderi stikker han den i Brystet paa sin Kontrapart. Vildmanden faar sin Dom - nogle Aars Tugthus - og føres til Skræk og Advarsel gennem Byens Gader med bundne Hænder foran en bereden Betjent og naturligvis efterfulgt af en Sværm af Nysgærrige.
Negerkvinderne er i Almindelighed mere sympatetiske end Mændene. De er fortrinlige Tyender, og fortjener deres Ophold enten derved eller som Gadesælgersker. Med de store Træbakker - altid anbragt paa Hovedet - vandrer de gennem Gaderne falbydende det Utal af de fortrinlige Frugter, St. Croix frembringer, Appelsiner, Bananer, Mangoer, Annanas o. s. v. En Negerpige bærer sjældent eller aldrig noget i Haanden, alt placerer hun paa Hovedet lige fra en Ølflaske til en Spand Vand.
Som Regel gælder det, at baade Mænd og Kvinder, naar de er unge, er stadselige Folk med en Holdning og Gang, vi Evropæere maa misunde dem. Mændene bærer i Reglen kun en Uldskjorte og Benklæder, og den uundgaaeiige Kniv i Bæltet, Kvinderne derimod altid Kjoler af lyse og lette Stoffer og et spraglet Tørklæde slynget turbanagtig om Hovedet.
Negerboligerne, selv i Byen, er af meget primitiv Art, det, der først falder i Øjnene ved Besøget i en saadan Hytte, er den store ofte smukt forarbejdede Træseng med Moskitonættet.
Landboerne har man især Lejlighed til at iagttage, naar de om Lørdagen kommer til Byen med deres Produkter, Frugter, Grøntsager, Trækul o. s. v. Da danner Christianssteds Torv et broget Skue, der nok er værd at betragte.
Som bekendt er Negernes Moralbegreber og især deres Forestillinger om Ægteskabet betydelig afvigende fra vore. En Negerinde har gærne flere Børn med en Mand, før hun bestemmer sig til at gifte sig med ham. Hun ræsonerer ikke helt ulogisk. Saa længe jeg ikke er bunden til ham, kan jeg dog løbe min Vej, hvis han skulde falde paa at banke mig.
Uagtet der f. Eks. i Christiansted undervises i Dansk i Skolerne, forstaar Negerne dog i Reglen ikke et Muk af Moderlandets Sprog - et Land, som de jo ogsaa i enhver anden Henseende vil vedblive at være fremmed for.
Massa.
(København 24. maj 1895)
Fra Vestindien.
Oprør.
I Anledning af den senere dementerede Telegrafefterretning om Negeroprør paa St. Croix, skriver "Politiken"s bekjendte Medarbejder Ignotus, som ved et længere Ophold paa Øerne har haft Lejlighed til at satte sig ind i Forholdene:
Forholdene paa St. Croix ere nu saadanne, at man kan vente en Katastrofe hvert Øjeblik. Det synes, som om Regnmængden aftager paa St. Croix. Sidste Vinter har man haft mindre Regn end gjennemsnitlig i de foregaaende 10 Vintre, og Sukkerhøsten, der i disse Dage kjøres hjem til Plantagerne, er mindre end en Middelhøst. Dette fik endda vare. Men samtidigt er Prisen paa Sukkeret gaaet ned til 1½ vestindisk Cents (5 Øre) pr. Pund. Det vil sige, at Planterne nu maa sælge deres eneste Produkt for mindre end det halve af, hvad de fik for det førend Negeropstanden i 1878. Og de vestindisk Landmænd, hvis Indtægter saaledes er reducerede til det halve, kan paa Grund af farlige Forhold ikke værge sig mod de daarlige Tider ved ny Drift, f. Ex. ved at indrette Mejerier eller lægge an paa Kvægavl. Det eneste, de kunde gjære, var at dyrke Kaffe, Muskat og Kakao, men der vilde hengaa 5 Aar, førend de første Gang høstede disse ny Produkter, og selvfølgelig kan de ikke undvære deres Indtægter i et saa langt Tidsrum.
Forholdene er altsaa ligefrem fortvivlede for Planterne. Deres Jord giver dem kun et eneste Produkt, som de maa sælge for den halve Pris. Og samtidigt er deres Udgifter stegne næsten til det dobbelte. Mon maa nemlig erindre, at den vestindiske Planter baade er Jordbruger og Fabrikant. Han avler Sukkerrør paa Jorden og fremstiller deraf selv Fabrikatet i sin Sukkermølle. Men til dette Arbejde bruges Negre, og disses Fordringer er siden Oprøret stegne, samtidigt med at deres Arbejdsevne er formindsket. Den danske Regering har jo - meget prisværdigt forøvrigt - begyndt at udstykke Regeringsplantagerne mellem Øens Squatters, de sorte Husmand, der . er Negerbefolkningens Kjærne. Disse Squatters, der langsomt er blevne Selvejere, arbejder ikke mere paa Plantagerne. Lidt efter lidt er Plantagearbejdet mellem Negrene sunket ned til at blive Arbejde af en lavere Orden, og Følgen er bleven den, at Plantagerne faar de daarligste Arbejdere, Løsgangere og Oldinge, der kun udretter det halve Arbejde for den fulde Løn.
Under disse kritiske Forhold har Planterforeningen paa St. Croix i Løbet af de sidste Maaneder afholdt en Række Møder, og som sædvanlig har Planterne besluttet at indgive forskjellige Ansøgninger til Guvernementet. Disse Ansøgninger gaar dels ud paa at erholde Understøttelse af det gamle Emigrationsfond, dels paa at erholde en saa stor direkte Støtte fra Hjemlandet, at Jordbesidderne derved blev sat i Stand til at forandre Sukkerdyrkningen til Dyrkning af Kakao, Kaffe og Muskat. Men vil Moderlandet ofre mere paa disse Øer, der allerede forud giver et aarligt Underskud af over en halv Million Kroner?
Hvad vil der da ske? Det er ikke vanskeligt at forudsigt. De Trefjerdedele af Planterne er saa fattige, at de efter denne Høst ligefrem vil mangle Midler til at udplante ny Rør. Følgelig vil den største Del af Negerbyerne opløses, endnu flere Rørmarker vil blive overdækkede af det frodige vestindiske Ukrudt, og endnu flere Plantager vil blive forvandlede til saakaldte Kvægplantager, der giver Græs til nogle Køer, men intet Arbejde for de Sorte. Fra disse Plantager, som man desværre allerede nu ser saa mange af paa Øens Østende, søger Negrene til Byerne, der i Forvejen er overbefolkede. Saaledes har Forholdene udviklet sig de sidste Aar, og de 1000 Hvide, der lever paa Øen, ved, hvilken Fare, de gaar i Møde den Dag, da de 17,000 Sorte mangler Brød. Denne Dag kan desværre ikke være fjærn. Det ganske naturlige Spørgsmaal, som da paatrænger sig, er Spørgsmaalet om, hvorvidt Militæret vil være særkt nok under en saadan Situation.
Det nytter nemlig ikke at skjule, hvad dog Enhver ved i Vestindien, at Negrene i Løbet af de sidste Aar har bevæbnet sig til Tænderne med Revolvere, Hagelbøsser og Winchesterrifler, som de imod Loven har smuglet ind fra Portorico. Mod denne sorte Hær, i hvilken Kvinderne altid har vist sig at vare de mest blodtørstige, kan Guvernementet stille 151 Mand. Af denne Styrke ligger der i Kristianssted 110 Mand, hvoraf de 10 dog sædvanlig er indlagte paa Hospitalet. Af Officerer findes 2 Løjtnanter, samt Kapt. O. P. Ditlevsen, der var med i Oprøret 1878. Til Fortet hører 2 Ottepunds Forladekanoner, forspændte med 4 Heste og førte af en Underofficer til Hest. Ved Hjælp af disse Kanoner kan en Sukkermark bestryges med Granater. Foruden Garnisonen i Kristianssted ligger der i Frederikssted ca. 40 Mand, der kommanderes af en Løjtnant. Paa St. Thomas endelig ligger 85 Mand, men disse er fjærnede 10 Mile fra St. Croix, og der findes som bekjendt ingen Dampskibsforbindelse mellem Øerne.
Den samlede Styrke paa alle 3 Øer er altsaa ca. 230 Mand - mod ca. 30,000 Negre. Erfaringen fra tidligere Opstande har vist, at Udfaldet af en Kamp ikke saa meget afhænger af Soldaternes Antal som af Officerernes Snarraadighed og Mod. Forhaabenlig vil det dog lykkes at komme over de fortvivlede Forhold paa St. Croix uden Blodsudgydelse. Med Bly stiller man dog ikke Negrenes Sult. Klarere og klarere viser det sig, at Moderlandet kun har 2 Udveje: enten at tråde til med ny, store Ofre eller ogsaa helt at opgive Oen. Den nærmeste Fremtid vil vise, at der er intet andet Valg.
Aarhus Amtstidende 25. maj 1895.
Den kendte Politiken medarbejder var Henrik Cavling der anvendte pseudonymet Ignotus, og som just havde besøgt øerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar