Høiesteretsdomme. De nærmere Omstændigheder ved en af Højesteret paakjendt, imod Bødker Jens Balzer Jensen af Aaløv Mark ved Grenaa, for Overtrædelse af Straffelovens § 202, jfr. § 203, anlagt Sag vare følgende:
Tiltalte, der i omtrent 15 Aar har været gift og i den Tid stedse levet i daarlig Forstaaelse med sin Hustru, hvori denne iøvrigt efter Sagens Oplysninger maa antages ikke at være uden Skyld, var den 14de November f. A. om Morgenen Kl. ca. 8, medens han opholdt sig i sit Værksted og der hørte sin Hustru og deres 10-aarige Datter føre en højrøstet Samtale i Stuen ved Siden af, gaaet ind til dem og havde da, efterat have paa Spørgsmaal desangaaende faaet det Svar af sin Hustru, at hun og Datteren talte om dennes Kjole, der var for kort, uden nogen de til fra hans Hustrues Side given Anledning, stukket hende i Underlivet med en Tollekniv, som han havde i Haanden, og hvis Blad var 3 1/4 Tomme langt og nærmest Skaftet 3/4 Tomme bredt samt meget spidst og skarpt og derved omtrent 2½ Tomme nedenfor Navlen tilføiet hende et omtrent 3/4 Tomme langt Saar, der blødte stærkt og igjennem hvilket en Fold af det saakaldte Net traadte frem og dannede Svulst af Størrelse som et lille Æble. Tiltalte havde derhos ikke blot undladt at søge Lægehjælp til sin Hustru, idet han paa Opfordring hertil erklærede, ikkun at ville gjøre saafremt hun vilde sige, at hun selv havde tilføiet sig Beskadigelsen, men endog en af de nærmeste Dage af Forbittrelse over, at hun ikke vilde tage sig Skylden paa, jaget hende ud af Huset, saa at hun maatte søge Tilflugt hos en Nabokone. Først den 21 de f. M. blev Tiltaltes Hustru paa Foranledning af Politimesteren, for hvem der var gjort Anmeldelse om det Passerede, undersøgt af Districtslægen og blev derefter samme Dag indlagt paa Amtssygehuset i Grenaa, hvor hun forblev, indtil hun den 23de December f. A. blev udskreven. Ifølge de af Districtslægen afgivne Erklæringer, var Saaret dengang fuldstændig lægt med et fast og godt Ar, og Tiltaltes Hustru, saavidt det kunde skjønnes, fuldstændig helbredet, men Lægen havde dog tilføiet, at der mulig - hvad ikkun Tiden vilde kunne vise - kunde være et Forhold tilstede, der i Fremtiden maaske kunde blive besværligt og farligt og at det forøvrigt var fuldkommen tilfældigt, at Kniven, som efter Lægens paa Saarets Længde begrundede Formening, var stødt ind i Konens Underliv lige til Skaftet, ikke havde overskaaret Tarmene eller Urinblæren, der netop laa der, hvor den var trængt ind, hvilket uundqaaelig vilde have medført Konens Død.
Tiltalte, der maa antages at være endeel forfalden til Drik, men den omhandlede Morgen ikke var beruset, havde forklaret med Forsæt at have stødt Kniven imod sin Hustru for at tilføie hende en mindre Skade eller Smerte, men havde ikke havt til Hensigt at bibringe hende en saa stor Legemsbeskadigelse, som skeet var, og endnu mindre at dræbe hende, samt at han ikke havde havt nogen anden Anledning til Gjerningen end den ovenommeldte, imellem hans Hustru og Datter førte højrøstede Samtale, der dog ikke i nogen særlig Grad havde ophidset ham, saa at han egentlig nærmest havde udført Gjerningen i Gnavenhed. Tiltalte, der oftere har været straffet, var ved Viborg Overretsdom bleven anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes af Højesteret.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. maj 1880).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar