Frøken Elisa Falkenskjold (1793-1872). (Efterskrift til Politivennen)

 Se også indslaget om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem andetsted på denne blog.

Frøken Falkenskjold.

Frøken Elisabeth Falkenskjold, som døde i slutningen af forrige Aar, var kjendt og elsket i en viid Kreds, som den, der paa mange Maader havde understøttet en Mængde Trængende. Frøken Falkenskjold var født 1794 paa Sæbygaard, som hendes Fader, Oberst Falkenskjold, eiede, og her tilbragte hun sin Barndom; hendes Fader, der var en begavet og meget energisk Mand, skal have havt megen Indflydelse poa Datterens Udvikling. Han er død for over et halvt Aarhundrede siden, men lige til sin Død bevarede Frøken Falkenskjold levende Mindet om ham og fulgte altid trolig den Formaning, hun saa ofte omtalte, at han havde givet hende: "Lad alle dine Handlinger vare aabenlyse, saa at dit Liv bliver som en aaben Bog."

Da Oberst Falkenskjold solgte Sæbygaard, flyttede han med sin Familie til Sophienberg ved Hørsholm, hvor han døde. Paa den Tid var Frøken Falkenskjold 25 Aar gammel; kort efter sin Faders Død flyttede hun med sin Moder til Kjøbenhavn, hvor hun, med Undtagelse af nogle Aars Ophold i Helsingør, bestandig siden, paa korte Undtagelser nær, opholdt sig.

Familien Falkenskjolds oprindelige Navn skal have været Dyssel; under Frederik den Fjerde bleve to Brødre Dyssel adlede til Belønning for et for Landet farefuldt Øieblik, og rigtige Syn paa Forholdene at have beviist Landet en stor Tjeneste: de bleve kaldte Falkenskjold, som Hentydning til, at de vare i Besiddelse af et Falkeblik og ved deres Mod være blvne et Skjold for Landet.

Frøken Falkenskjold var blandt dem som oprettede Kjøbenhavns Tjenestepigehjem, en Stiftelse, som hun havde stor Interesse for; i 3 Aar var hun dens Bestyrerinde med Opoffrelse af hele sin sædvanlige Leveviis, og hendes Virksomhed i denne Stilling var til stor Velsignelse. Med et Sind, der i Kjærlighed var vendt mod Alle, stedse beredt til at bringe Offre, med en fast Villie og en høi Grad af Skarpsindighed, foirenet med en sjelden praktisk Dygtighed, var hun vel skikket til at være en Trøst og Hjælp for dem, som søgte en Tilflugt i Pigehjemmet. Det er imidlertid ei alene de Mange, som have tjendt hende her, der ville mindes hende med Taknemmelighed, men mange Andre, for hvem hun har ræret en trofast Støtte. Hun svigtede ikke paa Modgangens Dag, men var i Sandhed nærværende med sin Gjerning og sit Ord. Hvilke Offre var hun ikke istand til at bringe! hun, som aldrig tænkte paa at skaane sig selv, og hvor velgjørende kunde ikke hendes kjærlige, veltalende Ord virke paa det nedbøjede Sind! I den glade Stund kunde sikkert Ingen glade sig mere levende med de Glade end hun, og hun forstod i en mærkelig Grad den Unges Glæde og Sorg saavelsom den Gamles. Hun havde gjennem et langt Liv bevaret Ungdommens Livskraft og Fylde, saa at man i hendes høie Alderdom med Sandhed kunde sige, at hun med en Modenhed til al afslutte sit Liv som Faa, forbandt tilstrækkelig Kraft til at begynde Livet paany. - Ligesaa kjærlig, som hun kunde være, ligesaa streng kunde hun ogsaa være, med lige saa stor Iver, som hun stred for det Gode, stred hun mod det Daarlige og Slette, som hun traf paa, hvilket Alumnerne i Pigehjemmet ofte have maattet føle. Hendes Ord kunde ofte være som et skarpt Sværd, og det ramte, hvad det vilde ramme, thi hendes Skarpsindighed lod hende altid finde det rette Sted og det træffende Ord, og der var i saadanne Øieblikke en Myndighed i hendes Blik og i hendes Skikkelse, som kun den er i Besiddelse af, der ei alene har Evnen til at bruge Ordet, men ogsaa "Gjerningens tause, men sanddru Veltalenhed." Hun havde kun eet Maal, hun vilde det Gode i Sandhed; kun derefter stræbte hun og der var i denne hendes Stræben ingen egenkjærlig Tanke om Gjemjæld eller Higen efter Medborgeres gode Omdømme; hun søgte ligesaa lidt deres Roes som hun frygtede deres Dadel. Naar hun havde besluttet sig til en eller anden Kjærligheds Gjerning, som hendes Venner frygtede for vilde gaae over hendes Kræfter og derfor søgte at overtale hende til at opgive, saaledes som Tilfældet var, da hun besluttede sig til at overtoge Bestyrelsen af Pigehjemmet, yttrede hun gjerne: "Jo, jeg vil det, for ellers bliver Gud vred paa mig," og saa vidste man, at hun havde taget en Beslutning, som hun i Sandhed vilde holde fadt ved, hvad Møie og Besvær det end skuld koste hende. Og havde hun heldigt sat Et eller Andet igjennem, glemte hun aldrig at give Gud Æren, afvisende al Anerkjendelse med de Ord: "det er Gud, der har føiet det saaledes." En levende Tro fulgte hende gjennem hele Livet; i Enfold modtog hun Ordet og gjorde derefter. Med en fast Forvisning om, at alle Livets Tilstillelser komme fra et tjenligt Forsyn, som leder Alt til det Bedste, tog hun ogsaa Lidelse og Sorg med kjærlig Hengivenhed i Guds Villie. Som hun havde været t Livet, saaledes var hun paa sit Dødsleie. Da hun følte Døden nærme sig, yttrede hun: "Er det Guds Villie, at jeg nu skat døe, saa døer jeg gjerne; men er det hans Villie, at jeg skal leve længere endnu, saa vil jeg ogsaa gjerne leve." Da Dødskampen allerede var begyndt og hun vidste, at det var den sidste Strid, hun stred, var hun endnu kjærligt betænkt paa, at der efter hendes Død maatte blive draget Omsorg for de Trængende, hun havde ydet Hjælp, og at de forskjellige Gjældsbeviser, hun havde ihænde, maatte blive tilintetgjorte. I Tro paa Gud, i Kjærlighed til ham og sine Medmennesker, i Haab om en evig Salighed forlod denne rige Sjæl roligt dette Liv.

Hendes Skjæbne havde ei ført hende ind i flere Forhold, hvor hendes ualmindelige Begavelse havde kunnet vise sig paa en for Verden iøinefaldende Maade; men Alle, der have kjendt hende, ville have modtaget det Indtryk, at denne selvstændige Personlighed netop ved vanskelige Afgjørelser vilde have været paa sin Plads. Hendes Navn vil ikke findes i Historien, men hun, der offrede sit hele Liv for Andre, vil dog ikke blive glemt, og Pigehjemmct, som hun helligede en saa stor Deel af sine Kræfter, vil sikkert i Ord og Gjerning blive støttet af dem, der bevare Mindet om Frøken Falkenskjold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1873).

Elisabeth (Elisa) Birgitte Falkenskjold (23. februar 1793 - 24. november 1872). Hun blev begravet på Hørsholm kirkegård hvor også forældrene lå begravet.