De første danskere som faldt i 2. verdenskrig, var nogle af de ca. 1.000 "finlandsfrivillige" som deltog i vinterkrigen 30. november 1939-marts 1940 på Finlands side. Om dette spørgsmål havde statsminister Stauning i sin nytårstale 1939/40 udtalt:
Nu har vi krigen, og den har endda fået uhyggeligere udfoldelse end man måske forud forestillede sig ... Store tab og hårde lidelser er allerede påført de neutrale, særlig gennem skibsfarten, og jeg har ingen tro på at en bedring forestår. Jeg mener at man bør nære tillid til de aftaler man indgår, og jeg tror derfor på holdbarheden af traktater som er indgået med Danmark. Det er forståeligt om nogle har fået rokket ved deres tro ved den skæbne som er undergået Finland, og vi her i de nordiske lande føler det naturligvis meget pinligt ... jeg og mine meningsfæller har ventet at de aftaler der forelå mellem Rusland og Nordens lande skulle bevare deres gyldighed, og det er en bitter skuffelse vi har oplevet.
I starten af krigen var det ikke tilladt for danskere og danske officerer at melde sig frivilligt i finsk krigstjeneste, men nogle gjorde det alligevel. Oberst Alf Erland Giersing (1882-1968), chef for gardehusarregimentet (1934-1942), havde derfor sendt et åbent brev til Stauning, som besvarede dette den 12 januar:
"Landets kræfter skal selvfølgelig sættes ind for at afværge angreb på landets neutralitet - når jeg ikke har betonet dette i mine udtalelser ved årsskiftet, var det for at undgå selvfølgeligheder".
Giersings støtter opfattede det som at man ville forsvare Danmark, og udtalelsen skabte derfor en følelse af forræderi fra regeringens side da Danmark blev besat den 9. april. Også blandt de Finlandsfrivillige som generelt følte en beundring for finnernes modstand, og tilsvarende afsky over for den danske regering der ikke havde ydet særlig megen modstand. Ca. 500 Finlandsfrivillige vendte tilbage til Danmark. Nogle af de frivillige kom tilbage til Danmark efter den tyske besættelse. Tyskerne ville så give dem en heltemodtagelse, men nogle havde det svært med det.
De finlandsfrivillige kom ikke i kamp, bortset fra ti danske militærflyvere, hvoraf seks blev skudt ned: løjtnant Fritz Rasmussen, søløjtnant Knut Kalmberg, flyverløjtnant Erhard Krag-Juel-Vind-Frijs, premierløjtnant Hans Fenger og flyverløjtnant Carl Mogens Heiner Kristensen. 21. marts skiftede korpset navn til Den Danske Finlandsbataillon. Hans Fenger (1914-1940) gjorde tjeneste ved Nylands dragoner og faldt 17. februar 1940 ved Ladogasøen. Han blev indsat i Svenska Friviligkåren og kom til Nylands Dragonregiment den 19. januar. Den 16. februar 1940 blev han indsat i kampene på det Karelske Næs, hvor han efter få minutter inde i den første træfning blev ramt af en maskingeværsalve.
"Dagligt liv ved regimentet". Heri er også et billede af premierløjtnant Hans Fenger. Det finske Hufvudstadsbladet, 4. April 1940:
"Specialopgaverne, som tildeltes Kavalleriet, blev udført paa en fortræffelig Maade. Disse Opgaver var bl. a. "Mottirensning" (en finsk Benævnelse for de "Fælder", som Finnerne ved Flankeangreb bragte Fjenden i, og som det var Rytteriets Opgave at rense), en Opgave, hvorefter enhver Kavallerist, som deltog, fortjener sit Heltedigt i denne Krigs »Fændrik Stål«. Kavalleristerne veg ikke fra deres Pladser, trods Saar og Træthed. Først naar til sidst Haanden slappedes, eller Foden svigtede, var de at formaa til at søge Lægehjælp og en haardt tiltrængt lille Tids Hvile. Mangen dygtig Officer, Underofficer og Menig kom ikke til at opleve Mottistridens Sejrsdag; men de, som ofrede sig, gav dem, der fortsatte Striden, et smukt Eksempel paa, hvorledes en Kavallerist bør leve, kæmpe og dø.« Den danske Gardehusarløjtnant Hans Fenger faldt 50 m foran sin Deling. Efter en saadan større »Mottirensning« oplæstes et Telegram til Nylands Dragonregiment fra dettes Hæderschef:
"Til Kommandøren for Kavalleribrigaden, Oberst .......
Modtag selv og frembær for mit Regiment, Officerer, Underofficerer og Mandskab min Tak, fordi de med Blod har skrevet et nyt, lysende Blad i dets ærefulde Historie. Idet jeg hædrer Mindet om dem, der faldt som Helte, udtrykker jeg min faste Tillid til Regimentets Vilje til at kæmpe til sidste Mand for vort Fædrelands Frihed.
Mannerheim."
I Fædrelandet blev hans begravelse på Vestre Kirkegård beskrevet:
En af regimentets officerer, premierløjtnant Hans Fenger, forlod i december 1939 i utålmodighed regimentet og landet uden rejsetilladelse for at melde sig som frivillig i Finland, men mange ansøgninger fra regimentets hjemsendte personel om sådan rejsetilladelse blev giver ...
Hans død vakte sorg overalt, ikke kun ved regimenet; divisionschefen udtalte således over for regimentschefen: "I anledning af det smertelige tab, som Garderhusarregimentet har lidt ved Premierløjtnant H. Fengers død på ærens mark i kamp for Finlands og Nordens frihed og ret, udtaler jeg over for Gardehusarregimentets divisionens og min personlige, dybeste deltagelse. Premierløjtnant Fenger gav efter for et dybtfølt kald og faldt under udøvelsen af dette som en tapper og rask soldat til ære for vort land og vor hær og som et forbillede for os alle. Jeg udtaler på divisionens vegne et: Æret være hans minde."
Den danske Finlandskæmper Flyverløjtnant Fengers Bisættelse i Gaar.
Oberst Giersing taler om den usle Regering ved Graven.
Den hede danske sommerdag var som selve moderlandets varme hjerte, der i går drog den tapre danske flyverløjtnant Fenger ind til sig. Som den skarpeste modsætning til krigens iskolde gru, som han havde oplevet den i Finlands polarnætter tog nu den varme danske muld imod hans urne på Vestre Kirkegård. Løjtnant Fengers urne - ham, der vidste, at livet ikke er det at leve, men først og fremmest det, der giver det Indhold og gør det skønt, - selv om det først er bagefter .... når det er forbi.
Den blide luftning greb af og til i silkefanens folder - fik dannebrog til at vifte et lydløst farvel - og tak for den ære og glans, du nu også har været med til at skabe om mig.
Ved graven talte bl.a. oberst Giersing:
- Det er en mand som løjtnant Fenger, dansk ungdom i dag har at se op til som ideal. Han var en god soldat og vi er stolt over ham. Hans ritmester sagde engang, at det var den bedste løjtnant, han havde haft. Og det var en gammel ritmester.
Videre udtalte obersten:
- Ved juletid sagde Fenger, at han ville til Finland. Han ville være med til at kæmpe for Nordens frihed - og han havde på fornemmelsen, at regeringen ikke ville benytte sig af den danske hær! Og så rejste han.
Idet Oberst Giersing let berørte begivenhederne den 9. april og sigtede til regeringens skændige handlinger, sagde han:
- Selv ved et åbent gravsted må man skamme sig over en sådan ussel regering.
En repræsentant for familien takkede for den mægtige sympati og deltagelse, der havde været dem til en stor trøst i deres sorg.
ove.
(Fædrelandet, 5. juni 1940.)
I en artikel af oberst Langberg: "Erindringsglimt fra besættelsestiden", udtrykkes en lignende harme over regeringen over 9. april:
"Jeg var godt frustreret, havde mister respekten for foresatte, måske uretfærdigt, det var dog regeringen, der havde ansvaret for landets politik. Der var heldigvis også lyspunkter: Oberst Helge Bennike, der tog med dele af sit regiment til Sverige og oberst Giersings forsøg på at samle Gardehusarregimentet i Nordsjælland."
Landbrugernes Dagblad (Maribo), 20. september 1941: Løjtnant Jørgen Hagemann, faldet i Finland bisættes.
De finlandsfrivllige gik vidt forskellige veje. En del gik over de de engelske styrker i Norge. En mindre del finlandsfrivillige blev senere medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske (nok så bekendt er "Citronen" Jørgen Hagen-Schmidt) og Josef "Tom" Søndergaard), en større del kom under nazistisk indflydelse, og af disse deltog en del i tysk krigstjeneste på østfronten i Frikorps Danmark anført at officeren Christian Frederik von Schalburg der faldt 2. juni 1942 i kamp under tysk ledelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar