25. august 1940 bragte Social-Demokraten under titlen "Stokhuset. Nogle Træk fra den gamle Torturanstalt paa Østervold i København, lige før den forsvinder." endnu en artikel om Stokhuset af Sigvald Kristensen. Artiklen gentog nogle af beskrivelserne, men tilføjede dog også et par andre, hvoraf nogle gengives i uddrag nedenfor.
Den første Fange, om hvem der er bevaret Vidnesbyrd i Rigsarkivet, var en Officer, Stykjunker Adolf Giertr, som var indsat for i Slagsmaal at have dræbt en Løjtnant under de danske Soldaters Belejring af Wismar. I en Ansøgning til Generalauditøren den 28 Maj 1677 siger han, at han nu har siddet otte Uger i Stokhuset "i Jern og Baand og haardt sluttet. Han sidder sammen med svenske Fanger in grossen graulichen Gestanck". Heden er ikke til at udholde, og han beder om at blive dømt til Døden, for han vil hellere skydes end kvæles af Stank og ædes af Orm. Hans Ønske blev opfyldt.
---
---
Stokhuset som Slaverihus.
Med Reformen i 1741 blev Stokhuset tillige Afsoningssted for Slaveriet, der tidligere afsonedes i Fæstningen Bremerholm. Slaverne udførte Tvangsarbejde i Lænker, oftest paa Livstid. En Skildring af Tilstandene i Slaveriet lyder saa sent som 1803 saaledes:
- Stokhuset synes at være en haard Straf og saa skadelig for Forbryderens Moralitet, at vel kun de Menesker, som aldeles ikke stod til nogen Forbedring, burde hensættes der. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand, Luften er saa at sige forpestet af de mange Menneskers Indeslutning i et lidet Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskheder. Deres Leje er efter en bekendt Læges Forsikring saa skrækkeligt, som man nogensinde har se» det. Det bestaar af nogle urene, ved hinanden anbragte Brikser, hvor de ikke har noget at dække over sig og ingenting under sig. Søvnen, denne øen ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet. Deres usle Leje vrimler af Utøj. saa at Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv. Oven over disse sande Kloaker er der et Loftsrum, som man kalder Sygehus, men som efter kyndige Mænds Forsikring maa være en Satire over, hvad man i Fængslerne kalder Sygepleje. Naar Slaverne var udkommanderet paa Arbejde, bl. a. paa Voldene omkring København, havde de ofte Lejlighed til Rømning. Der opførtes derfor i 1820 et vældigt Palisadehegn omkring Stokhusgaarden, og tre Kanoner pegede gennem Hegnet ind til de ulykkelige Fanger. Alligevel var Mytterier ikke sjældne. Dagdrivere, Drukkenboldte og "andre forliste Sjæle" kunde af deres Paarørende indsættes paa uoestemt Tid i Stokhuset, men Hovedparten at Slaverne var "Uærlige", der altid sad paa Livstid. En Beretning fra Aaret 1824 viser, at der da saa 543 Slaver i Stokhuset Ikke færre end 429 var dømt paa Livstid, otte "paa Kongens Naade", hvilket vil sige Dødsstraf omsat til Livstidsstraf, 100 skulde holdes i Slaveriet 3-8 Aar. Fangerne var i Alderen fra 16 til over 70. Indbrud, Tyveri, Hæleri, Røveri og Sørøveri var de hyppigste Straffeaarsager, men i den omtalte Beretning nævnes dog ogsaa Forbrydelser som Mord, Mordbrand, Drab, Voldtægt, Mishandling af Moder og Hustru, Opsætsighed overfor Myndighederne, Falskmøntneri, Postsvig, Forsøg paa Skibbrud, Løsgængeri og Faderskab til Børn, født i DølgsmaaL
En Fanges Skildring af Slavehuset.
Tilstandene i Slaveriet udviklede sig til det rent parodiske, efterhaanden som Mængden af Slaver tog voldsomt til, uden at Vogternes Antal eller Kvalitet blev øget. Vogterne var i Reglen afdankede Sergenter, der skulde tjene "en nem Skilling for deres Alderdom". Fangerne huserede tilsidst som det passede dem, og Stokhuset har i sine sidste Aar som Fængsel været præget af en broget Forvirring En ung Slave fortæller efter sin Løsladelse:
" - I August 1841 kom jeg til Københavns Slaveri. Vi var da omtrent 500 Slaver .... Men træd indenfor disse Døre. Paa dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser, ved Siden af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig beruset Tilstand. Hist sidder nogle og spiller Kort. Her genlyder Eder, Raaddenskab, Skænderi og ofte blodige Slagsmaal. Naar Slaverne ikke er ude paa Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde en Marketender i Huset, som med Hjertens Glæde solgte saa meget Brændevin som muligt, og jeg er vis paa, at mere end ni Tiendedel af Slaverne var fordrukne. Her blev ranet, og det blev solgt til Soldaterne eller sendt med el Fruentimmer til Forhandling i Byen. Sergenterne opkøbte det overflødige Fangebrød, tog Stikpenge og tillod Slaverne at drikke sig fulde, spille Kort og komme sammen med løsagtige Fruentimmere"
Disse Tilstande førte i 1827 til, at Regeringen forbød Indsættelse af unge Mennesker under 20 Aar i Slaveriet. De skulde i Stedet for bringes i Tugt- og Forbedringshuset, og i 1851 maatte Slaveristraffen helt opgives. Stokhusets Tid var omme, og siden har det kun været brugt som Materialbygning for Hæren.
Udvidelsen af Den tekniske Højskole førte allerede i Fjor til Sløjfning af den ene Halvdel af Stokhuset, men den Halvdel, der rummede Inkvisitionsdomstolen og Slaveriet, er først nu ved at blive rømmet af Hærens Materialdepoter. Inden Aarets Udgang vil de sidste Levninger af Stokhuset blive jævnet med Jorden
(Social-Demokraten, 25. august 1940).
Sigvald Alexander Kristensen, 13.5.1908-21.11.1982, ambassadør. Bydreng på Social-Demokraten, 1927–34 journalist ved socialdemokratiske provinsblade (Sydsjælland, Bornholm, Sønderjylland), fra 1935 politireporter ved Social-Demokraten i København en halv snes år. Under besættelsen med i modstandsbevægelsens underjordiske presse, bl.a. tilknyttet det illegale Information. Flygtede november 1944 til Sverige. Kontaktmand mellem det svenske og det danske socialdemokratis ledere. Efter besættelsen hos udenrigsminister John Christmas Møller presseattaché i Oslo. 1950 tilbage til Danmark som chef for udenrigsministeriets pressebureau. 1960 gesandt, senere ambassadør i Wien. 1965 ambassadør i Israel. Efter 1973 chef for udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling. Generalkonsul i Hamborg til 1978. En usædvanlig karriere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar