Den 24. septbr. d. å. indfandt vi undertegnede bådførere af Stege os ved 2 engelske skibe, som var strandede ved Ulfshale, natten imellem 23. og 24. samme måned, for at bjerge. Og da var oldermand Bergman fra Nyord kommet til skibet for at indgå bjergningsekontrakt, hvorpå han forpligtede sig til at møde med alle de 27 lodser, som er på samme ø; uagtet at der på samme tid lå over 40 skibe i deres distrikt og ventede på lods. Derefter indfandt sig skipperne fra Stege, som da deltog i den af oldermanden afsluttede bjergningskontrakt; og da vi som vel bevist, udviste al flid for at bringe nævnte skibe af grunden, hvilket også lykkedes os, lovede de interessenter som havde kontrakt, at vi skulle få part, lige del med dem, hvormed vi veltilfreds gjorde os al umage for at bjerge nævnte skibe.
Uagtet vor udviste flid og den lovede betaling, nægtede dog såvel oldermanden som skipperne os vor part, og tilbød os kun hver 20 rbd. Men da vi anså det for en alt for ringe betaling imod hvad de forbeholdt dem selv, uden at de havde gjort nogen synderlig nytte, så bad vi dem indkaldte for en forligelseskommission, hvor forliget blev sluttet således, at vi som havde gjort størst nytte, fik hver 50 rbd., mens de andre store herrer forbeholdt sig hver 164 rbd. Vi henstiller derfor til enhvers bedømmelse om vi har fået for lidt for det af os udførte arbejde, eller om vi bør anses at være fyldestgjorte herfor, og tillader vi os dernæst at bringe det spørgsmål til de højere autoriteter: hvorvidt lodserne fra Nyord kan være berettigede til at forlade deres lodsdistrikt, og lade skibene forgæves vente efter lods, mens de begav sig hen at bjerge strandede skibe.
Stege den 15. November 1847.
Johannes Olsen.
Anders Olsen.
Hans Jacob.
Hans Lassen.
Niels Jensen.
P. Andersen.
Jacob Michael Sørensen
(Kjøbenhavnsposten, 18. november 1847)
Strand ved Ulfshale, Møn. Det kan have været i dette farvand at de to engelske skibe strandede i 1847. ("Ipigott", public domain)
Om end efter at to engelske skibe - en brig og et barkskib - var strandet ved Ulfshale, disse bådførere foruden en mængde andre mennesker, indfandt sig der den 24. septbr. d. å. (hvilket i al fald ikke var tilfældet med den ene af dem, Anders Olsen) gav dette dem dog ingen ret til andel af bjergelønnen. De engelske kaptajner sluttede bjergningskontrakt med undertegnede og Steges Skipperselskab, og hver af parterne havde sit faste og bestemte mandskab, hvortil bådførerne ikke hørte. Det stod jo forresten alle og enhver frit for at tilbyde de strandede deres tjeneste. Men bjergningen måtte vel ene og alene vedkomme dem, som kaptajnerne antog.
Uopfordret og uden at deres hjælp var fornøden, gik bådførerne derpå ombord i briggen og gav bjergerne en håndsrækning. Men at jeg eller nogen af de andre formand, der var med at slutte kontrakten, derfor lovede dem fuld part, erklæres herved for en løgnagtig beskyldning indtil de beviser det modsatte. Da jeg så at de ville ombord i briggen, spurgte jeg dem, om de manglede sjov, hvortil de svarede nej, men alle ville arbejde for egen regning og have fuld part, hvilket jeg udtrykkelig sagde dem de ikke fik eller havde nogen ret til. Dette har de heller ikke kunnet nægte. At jage dem fra borde, havde vistnok bjergerne haft ret til. Men da de alle stod i personligt bekendtskab til dem og nok undte dem en passende fortjeneste, undlod de dette.
Deres anførte, at jeg forpligtede mig til at møde med alle 27 Lodser på samme tid, som der lå 40 sejlere og ventede på lods, er en åbenbar usandhed. Der var på den tid en eller to jagter under indsejling til Nyord med lods ombord, og der står ikke et ord i kontrakten om, enten der skulle møde lodser eller ikke. For når der møder tilstrækkeligt mandskab, er det jo vedkommende ligegyldigt hvem der møder. De skibe som længere hen på dagen blev i sigte, blev alle betimelig bragt i havn af lodserne. Den følgende nat, efter at flere jagter var bragt ud for at assistere ved bjergningen, lykkedes det at få skibene af grunden og dernæst, ifølge kontrakten at bringe dem til Helsingør. Straks efter lod bådførerne formændene for bjergerne indkalde for en forligelseskommission, hvor de gjorde følgende påstande:
1) at der var lovet dem fuld part,
2) at selvom dette ikke var tilfældet, tilkom den dem alligevel, da de - skønt uopfordret - havde været med at arbejde på det ene skib.
De stod altså i den besynderlige mening, hvilket man må tilgive deres uvidenhed, at når først en bjergningskontrakt var afsluttet, kan alle og enhver uden at de hørte til dem, der havde i påtaget sig bjergningen, og uden at nogen bad dem derom, styrte løs på et strandet skib, arbejde med efter godtbefindende, og siden få fuld andel af fortjenesten, hvis der vankede nogen, uden at bære noget af ansvaret. Det var også så ment.
At undertegnede ikke havde lovet dem nogen part, tilstod de. Men hvilken af formændene eller de store herrer det så var, der havde givet dem et sådant løfte, derpå blev de svar skyldig, hvorvel de nu i deres inserat rask væk beskylder os alle i flæng derfor. De prøvede vel på ved forblommede trusler at tiltvinge sig en fuld part, og at deres kraftige, men ikke sandfærdige, inserat må sætte alverden i bevægelse og endnu måske hjælpe dem dertil, er sikkert en af de ideer, der nu spøger i deres hjerner.
Da iøvrigt bjergningen var gået heldig af og disse bådførere lever i trange kår, tilbød undertegnede og de øvrige formænd dem hver 50 rbd., når de dermed ville være tilfredse. Det var af medlidenhed med deres stilling at vi tilstod dem en så ræsonabel dusør og ingenlunde fordi vi var forpligtede dertil. Men dette var noget, de ikke kunne fatte, og de spændte derfor fordringerne des højere. Rigtignok er to af dem, der har underskrevet bådførernes inserat, ikke bådførere eller i trange kår, men vi ville ingen forskel gøre. For øvrigt overlod vi til dem selv, om de ville modtage vores tilbud eller sagsøge os. De valgte meget viselig det første, uagtet de uafladelig lod os vide, at det ikke ville koste dem en skilling at køre proces mod os, men at de i den henseende var aldeles sikrede. Men hvorfor førte de da ikke processen, stolende på deres gode ret, i stedet for skriftlig at erklære sig for fyldestgjorte med de 50 rbd. til hver, og nu bagefter beklage sig over at være blevet forurettede?
Forresten tjener til tit nævnte bådføreres beroligelse, med hensyn til deres omhu for de sejlende i Nyords lodsfarvand, at ifølge en overenskomst mellem undertegnede og Stege skipperinteressentskab, arbejder dette og bjergerne på Nyord indtil videre i forening, når en stranding måtte indtræffe og bjergningen overlades en af parterne, uden dog at lodserne skulle være pligtige at møde personlig på strandingsstedet, dem undtagen der aldeles ikke på samme tid måtte savnes ved lodstjenesten, men at der desuagtet, uden at lodserne regnes med, i påkommende tilfælde med de bjergere på Nyord, hvilke ikke er lodser, ibefattet, er henved 40 mand at disponere over.
Imidlertid kan det ved indtræffende strandinger her på kysten, omstændighederne undertiden være således, og det har de oftere været, at lodserne der øjeblikkelig er til stede, kan få et skib af grunden inden nogen vidste af at det havde været på, og uden at lodstjenesten derved forsømmes. Og skulle nu, hvilket bådførerne i deres inserat nok især sigter til, lodserne der ellers ved sådan lejlighed altid først må vove deres trøje, lægge hænderne i skødet, når måske omstændighederne var allermest gunstige til skibets frelse, turde det det stolteste skib være vrag inden hjælpen langvejs fra kunne komme.
Nyord, den 28. november 1847.
F. V. Bergman,
Lodsoldermand ved Nyords Lods
(Kjøbenhavnsposten, 30. november 1847).
I 1822 eller 1823 offentliggjorde en lods, Hans Larsen en skjult strøm som ikke som de daværende sandede til, Bøgestrømmen. Det var i nogle år blevet skjult fordi det var en omvej for lodserne, og disse begyndte da også at bagtale ham. Den norskfødte og nys udnævnte lodsoldermand Bergmann holdt da med Hans Larsen. Og da løbet på længere sigt viste sig at øge færdslen (i 1845 3.222 skibe), genvandt han sin anseelse, og blev i 1833 udnævnt til dannebrogsmand.
Ved folketællingen 1835 var Frederik Vilhelm Bergman 35 år, gift, 4 børn og 2 tjenestepiger.
Uagtet vor udviste flid og den lovede betaling, nægtede dog såvel oldermanden som skipperne os vor part, og tilbød os kun hver 20 rbd. Men da vi anså det for en alt for ringe betaling imod hvad de forbeholdt dem selv, uden at de havde gjort nogen synderlig nytte, så bad vi dem indkaldte for en forligelseskommission, hvor forliget blev sluttet således, at vi som havde gjort størst nytte, fik hver 50 rbd., mens de andre store herrer forbeholdt sig hver 164 rbd. Vi henstiller derfor til enhvers bedømmelse om vi har fået for lidt for det af os udførte arbejde, eller om vi bør anses at være fyldestgjorte herfor, og tillader vi os dernæst at bringe det spørgsmål til de højere autoriteter: hvorvidt lodserne fra Nyord kan være berettigede til at forlade deres lodsdistrikt, og lade skibene forgæves vente efter lods, mens de begav sig hen at bjerge strandede skibe.
Stege den 15. November 1847.
Johannes Olsen.
Anders Olsen.
Hans Jacob.
Hans Lassen.
Niels Jensen.
P. Andersen.
Jacob Michael Sørensen
(Kjøbenhavnsposten, 18. november 1847)
Svar
på et inserat, indrykket i Kjøbenhavnsposten nr. 269 af nogle bådførere fra Stege, dateret den 15. dennes.Om end efter at to engelske skibe - en brig og et barkskib - var strandet ved Ulfshale, disse bådførere foruden en mængde andre mennesker, indfandt sig der den 24. septbr. d. å. (hvilket i al fald ikke var tilfældet med den ene af dem, Anders Olsen) gav dette dem dog ingen ret til andel af bjergelønnen. De engelske kaptajner sluttede bjergningskontrakt med undertegnede og Steges Skipperselskab, og hver af parterne havde sit faste og bestemte mandskab, hvortil bådførerne ikke hørte. Det stod jo forresten alle og enhver frit for at tilbyde de strandede deres tjeneste. Men bjergningen måtte vel ene og alene vedkomme dem, som kaptajnerne antog.
Uopfordret og uden at deres hjælp var fornøden, gik bådførerne derpå ombord i briggen og gav bjergerne en håndsrækning. Men at jeg eller nogen af de andre formand, der var med at slutte kontrakten, derfor lovede dem fuld part, erklæres herved for en løgnagtig beskyldning indtil de beviser det modsatte. Da jeg så at de ville ombord i briggen, spurgte jeg dem, om de manglede sjov, hvortil de svarede nej, men alle ville arbejde for egen regning og have fuld part, hvilket jeg udtrykkelig sagde dem de ikke fik eller havde nogen ret til. Dette har de heller ikke kunnet nægte. At jage dem fra borde, havde vistnok bjergerne haft ret til. Men da de alle stod i personligt bekendtskab til dem og nok undte dem en passende fortjeneste, undlod de dette.
Deres anførte, at jeg forpligtede mig til at møde med alle 27 Lodser på samme tid, som der lå 40 sejlere og ventede på lods, er en åbenbar usandhed. Der var på den tid en eller to jagter under indsejling til Nyord med lods ombord, og der står ikke et ord i kontrakten om, enten der skulle møde lodser eller ikke. For når der møder tilstrækkeligt mandskab, er det jo vedkommende ligegyldigt hvem der møder. De skibe som længere hen på dagen blev i sigte, blev alle betimelig bragt i havn af lodserne. Den følgende nat, efter at flere jagter var bragt ud for at assistere ved bjergningen, lykkedes det at få skibene af grunden og dernæst, ifølge kontrakten at bringe dem til Helsingør. Straks efter lod bådførerne formændene for bjergerne indkalde for en forligelseskommission, hvor de gjorde følgende påstande:
1) at der var lovet dem fuld part,
2) at selvom dette ikke var tilfældet, tilkom den dem alligevel, da de - skønt uopfordret - havde været med at arbejde på det ene skib.
De stod altså i den besynderlige mening, hvilket man må tilgive deres uvidenhed, at når først en bjergningskontrakt var afsluttet, kan alle og enhver uden at de hørte til dem, der havde i påtaget sig bjergningen, og uden at nogen bad dem derom, styrte løs på et strandet skib, arbejde med efter godtbefindende, og siden få fuld andel af fortjenesten, hvis der vankede nogen, uden at bære noget af ansvaret. Det var også så ment.
At undertegnede ikke havde lovet dem nogen part, tilstod de. Men hvilken af formændene eller de store herrer det så var, der havde givet dem et sådant løfte, derpå blev de svar skyldig, hvorvel de nu i deres inserat rask væk beskylder os alle i flæng derfor. De prøvede vel på ved forblommede trusler at tiltvinge sig en fuld part, og at deres kraftige, men ikke sandfærdige, inserat må sætte alverden i bevægelse og endnu måske hjælpe dem dertil, er sikkert en af de ideer, der nu spøger i deres hjerner.
Da iøvrigt bjergningen var gået heldig af og disse bådførere lever i trange kår, tilbød undertegnede og de øvrige formænd dem hver 50 rbd., når de dermed ville være tilfredse. Det var af medlidenhed med deres stilling at vi tilstod dem en så ræsonabel dusør og ingenlunde fordi vi var forpligtede dertil. Men dette var noget, de ikke kunne fatte, og de spændte derfor fordringerne des højere. Rigtignok er to af dem, der har underskrevet bådførernes inserat, ikke bådførere eller i trange kår, men vi ville ingen forskel gøre. For øvrigt overlod vi til dem selv, om de ville modtage vores tilbud eller sagsøge os. De valgte meget viselig det første, uagtet de uafladelig lod os vide, at det ikke ville koste dem en skilling at køre proces mod os, men at de i den henseende var aldeles sikrede. Men hvorfor førte de da ikke processen, stolende på deres gode ret, i stedet for skriftlig at erklære sig for fyldestgjorte med de 50 rbd. til hver, og nu bagefter beklage sig over at være blevet forurettede?
Forresten tjener til tit nævnte bådføreres beroligelse, med hensyn til deres omhu for de sejlende i Nyords lodsfarvand, at ifølge en overenskomst mellem undertegnede og Stege skipperinteressentskab, arbejder dette og bjergerne på Nyord indtil videre i forening, når en stranding måtte indtræffe og bjergningen overlades en af parterne, uden dog at lodserne skulle være pligtige at møde personlig på strandingsstedet, dem undtagen der aldeles ikke på samme tid måtte savnes ved lodstjenesten, men at der desuagtet, uden at lodserne regnes med, i påkommende tilfælde med de bjergere på Nyord, hvilke ikke er lodser, ibefattet, er henved 40 mand at disponere over.
Imidlertid kan det ved indtræffende strandinger her på kysten, omstændighederne undertiden være således, og det har de oftere været, at lodserne der øjeblikkelig er til stede, kan få et skib af grunden inden nogen vidste af at det havde været på, og uden at lodstjenesten derved forsømmes. Og skulle nu, hvilket bådførerne i deres inserat nok især sigter til, lodserne der ellers ved sådan lejlighed altid først må vove deres trøje, lægge hænderne i skødet, når måske omstændighederne var allermest gunstige til skibets frelse, turde det det stolteste skib være vrag inden hjælpen langvejs fra kunne komme.
Nyord, den 28. november 1847.
F. V. Bergman,
Lodsoldermand ved Nyords Lods
(Kjøbenhavnsposten, 30. november 1847).
I 1822 eller 1823 offentliggjorde en lods, Hans Larsen en skjult strøm som ikke som de daværende sandede til, Bøgestrømmen. Det var i nogle år blevet skjult fordi det var en omvej for lodserne, og disse begyndte da også at bagtale ham. Den norskfødte og nys udnævnte lodsoldermand Bergmann holdt da med Hans Larsen. Og da løbet på længere sigt viste sig at øge færdslen (i 1845 3.222 skibe), genvandt han sin anseelse, og blev i 1833 udnævnt til dannebrogsmand.
Ved folketællingen 1835 var Frederik Vilhelm Bergman 35 år, gift, 4 børn og 2 tjenestepiger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar