Politivennen beskæftigede sig næsten ikke med Aarhus, der dengang langt fra havde den betydning som den har i dag, som Danmarks næststørste by. Kjøbenhavnsposten brugte imidlertid en hel artikel på byen. Så her er den:
Staden Aarhus er bekendt over hele Danmark af sin avis og det ikke formedelst de efterretninger, som nævnte avis meddeler fra Aarhus, men formedelst dem som den meddeler fra alle andre kanter i landet. Om Aarhus selv taler den kun lidt og adskiller sig derved fra adskillige andre provinsaviser, fx de fynske, der er uudtømmelige i meddelelser angående de mærkelige ting, som passerer indenfor deres publikums synskreds. Odense har gjort en hel del for at tildrage sig en mere almindelig opmærksomhed, det har fået sig et litterært selskab, det hører forelæsninger for herrer og damer, som det kunne være København.
Aarhus er i opkomst og vil snart kunne blive en farlig rival for Odense. Allerede hører man tale om æstetiske forelæsninger og filosofiske prækener, det vil ikke vare længe for staden gennem sin avis eller andetsteds henleder opmærksomheden på sine opkommende notabiliteter. Begyndelsen til at søge den offentlige opmærksomhed er sket ved en artikel i Berlingske Tidende om de mange nye bygninger, som i den senere tid er opført. Formodenlig vil de som nylig have besøgt Hamborg, straks drømme om, at Aarhus måske har lignende herligheder at fremvise.
Stiger man i land ved havnen, så får man imidlertid kun øje på en række af barakker, mod hvilke Nyboder ville stikke yderst fordelagtigt af, og efter at man i håb om at få nye herligheder at se med møje har arbejdet sig frem gennem de ofte højst ufuldkomment brolagte gader, kommer man endelig til byens centrum torvet, som forener i sig alt, hvad Aarhus har at opvise af moderne elegance og antik soliditet. Domkirken, et stort skrummel af en gotisk bygning, der har modtaget adskillige med det heles anlæg lidt passende reparationer (blandt andet en kort tårnspids, der ligner en kinesisk hue), skjuler den nedre del af sin facade bag et yderst simpelt rådhus, som står i den øverste ende af torvet og på højre og venstre side er omgivet af en del brøstfældige og, med undtagefte af et eneste nyt hus, yderst klodsede og lidet med hinanden passende bygninger.
Dog hvad elegance og komfort angår, da vil den ægte århusianer vel sige: on peut se passer de tout cela, og vi skulle derfor ikke videre opholde os ved arkitekturen, som jo må blive vedkommendes egen sag. En anden sag er det med hvad der henhører til den offentlige bekvemmelighed, hvor man vistnok kan gøre store fordringer. Byen ligger i en smuk egn med en skov på hver side langs med stranden. Ud til disse skove går promenader, som kunne være smukke og hvoraf den ene for tiden er opbrudt. Desuden har byen en promenade indenfor sine porte bag ved katedralskolen, ligeledes langs med stranden. Ved at spadsere på denne, hvorfra man har en herlig udsigt over søen hen til Mols og Helgenæs, mindes man ret levende om at man befinder sig i en stad, hvor en knauserig sparsommelighed endog sætter det simpleste hensyn til publikums bekvemmelighed og byens egen ære til side; denne herlige promenade er givet til pris ikke mindre for alle slags uhumskheder end for havets voldsomhed, som snart ganske vil have ødelagt den.
Og dog har Aarhus ad modum andre store stæder en forskønnelseskomite, som formodentlig står i den mening, at dens tilværelse er tilstrækkelig til at sikre byen besiddelsen af alle mulige skønheder, hvis ikke, hvad man dog nødig vil tro, denne komite skulle have mindre udviklede begreber om skønhed eller endog defekte sanseorganer. Dog om end komiteen kunne have nok så megen lyst til at forskønne eller i det mindste vedligeholde byens offentlige promenader, så er det vel mere end rimeligt, at den ikke så sig i stand dertil, med mindre den ville udrede pengene af sin egen lomme, for når kommunen endog skyer de allernødvendigste udgifter til vejvæsenet, så vil den formodenlig heller ikke give noget til, hvad den fra sit standpunkt må anse for overflødigt.
Byens tilgange, navnlig fra den såkaldte Vesterport, er for ethvert ikke med træsko eller vandstøvler forsynet menneske at anse som spærrede, man synker ved hvert trin dybt ned i dyndet, som meget let kunde skaffes bort, da vejen der er brolagt. Ved siden af den brolagte kørevej findes en for fodgængere indrettet gang, som adskiller sig derved fra hin, at den er bundløs, hvorfor heller ingen vover sig ind derpå, men hellere foretrækker at vade gennem det omtrent en fod tykke lag af dynd på kørevejen. Og dog er denne, som er begyndelsen til en chausse, at kalde udmærket i sammenligning med de rædsomme veje rundt omkring byen, hvis bundløshed man søger at udfylde med al slags skarn, som imidlertid, så snart et nyt regnskyl indtræder, gør dem endnu mere ufremkommelige. X.
(Kjøbenhavnsposten, 17. december 1847).
Knauserig er et tysk ord som man vel bedst kan oversætte til nærig.
Staden Aarhus er bekendt over hele Danmark af sin avis og det ikke formedelst de efterretninger, som nævnte avis meddeler fra Aarhus, men formedelst dem som den meddeler fra alle andre kanter i landet. Om Aarhus selv taler den kun lidt og adskiller sig derved fra adskillige andre provinsaviser, fx de fynske, der er uudtømmelige i meddelelser angående de mærkelige ting, som passerer indenfor deres publikums synskreds. Odense har gjort en hel del for at tildrage sig en mere almindelig opmærksomhed, det har fået sig et litterært selskab, det hører forelæsninger for herrer og damer, som det kunne være København.
Aarhus er i opkomst og vil snart kunne blive en farlig rival for Odense. Allerede hører man tale om æstetiske forelæsninger og filosofiske prækener, det vil ikke vare længe for staden gennem sin avis eller andetsteds henleder opmærksomheden på sine opkommende notabiliteter. Begyndelsen til at søge den offentlige opmærksomhed er sket ved en artikel i Berlingske Tidende om de mange nye bygninger, som i den senere tid er opført. Formodenlig vil de som nylig have besøgt Hamborg, straks drømme om, at Aarhus måske har lignende herligheder at fremvise.
Stiger man i land ved havnen, så får man imidlertid kun øje på en række af barakker, mod hvilke Nyboder ville stikke yderst fordelagtigt af, og efter at man i håb om at få nye herligheder at se med møje har arbejdet sig frem gennem de ofte højst ufuldkomment brolagte gader, kommer man endelig til byens centrum torvet, som forener i sig alt, hvad Aarhus har at opvise af moderne elegance og antik soliditet. Domkirken, et stort skrummel af en gotisk bygning, der har modtaget adskillige med det heles anlæg lidt passende reparationer (blandt andet en kort tårnspids, der ligner en kinesisk hue), skjuler den nedre del af sin facade bag et yderst simpelt rådhus, som står i den øverste ende af torvet og på højre og venstre side er omgivet af en del brøstfældige og, med undtagefte af et eneste nyt hus, yderst klodsede og lidet med hinanden passende bygninger.
Dog hvad elegance og komfort angår, da vil den ægte århusianer vel sige: on peut se passer de tout cela, og vi skulle derfor ikke videre opholde os ved arkitekturen, som jo må blive vedkommendes egen sag. En anden sag er det med hvad der henhører til den offentlige bekvemmelighed, hvor man vistnok kan gøre store fordringer. Byen ligger i en smuk egn med en skov på hver side langs med stranden. Ud til disse skove går promenader, som kunne være smukke og hvoraf den ene for tiden er opbrudt. Desuden har byen en promenade indenfor sine porte bag ved katedralskolen, ligeledes langs med stranden. Ved at spadsere på denne, hvorfra man har en herlig udsigt over søen hen til Mols og Helgenæs, mindes man ret levende om at man befinder sig i en stad, hvor en knauserig sparsommelighed endog sætter det simpleste hensyn til publikums bekvemmelighed og byens egen ære til side; denne herlige promenade er givet til pris ikke mindre for alle slags uhumskheder end for havets voldsomhed, som snart ganske vil have ødelagt den.
Og dog har Aarhus ad modum andre store stæder en forskønnelseskomite, som formodentlig står i den mening, at dens tilværelse er tilstrækkelig til at sikre byen besiddelsen af alle mulige skønheder, hvis ikke, hvad man dog nødig vil tro, denne komite skulle have mindre udviklede begreber om skønhed eller endog defekte sanseorganer. Dog om end komiteen kunne have nok så megen lyst til at forskønne eller i det mindste vedligeholde byens offentlige promenader, så er det vel mere end rimeligt, at den ikke så sig i stand dertil, med mindre den ville udrede pengene af sin egen lomme, for når kommunen endog skyer de allernødvendigste udgifter til vejvæsenet, så vil den formodenlig heller ikke give noget til, hvad den fra sit standpunkt må anse for overflødigt.
Byens tilgange, navnlig fra den såkaldte Vesterport, er for ethvert ikke med træsko eller vandstøvler forsynet menneske at anse som spærrede, man synker ved hvert trin dybt ned i dyndet, som meget let kunde skaffes bort, da vejen der er brolagt. Ved siden af den brolagte kørevej findes en for fodgængere indrettet gang, som adskiller sig derved fra hin, at den er bundløs, hvorfor heller ingen vover sig ind derpå, men hellere foretrækker at vade gennem det omtrent en fod tykke lag af dynd på kørevejen. Og dog er denne, som er begyndelsen til en chausse, at kalde udmærket i sammenligning med de rædsomme veje rundt omkring byen, hvis bundløshed man søger at udfylde med al slags skarn, som imidlertid, så snart et nyt regnskyl indtræder, gør dem endnu mere ufremkommelige. X.
(Kjøbenhavnsposten, 17. december 1847).
Knauserig er et tysk ord som man vel bedst kan oversætte til nærig.
Aarhus 1823. Farvelagt radering af Søren L. Lange (1760-1828). Statens Museum for Kunst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar