(Indsendt.)
Det er ikke sjældent, at man i vore gamle kirker, der har deres oprindelse fra de katolske tider, træffer på billeder, der både udmærker sig ved deres smagløse udførelse og tillige ofte uundgåelig må tjene til at forvirre menigmands religiøse begreber. Især gør de hæsligt katolske krucifikser et ubeskriveligt indtryk, idet de næppe fremkalder andet end forestillinger fra middelalderens mørke fanatiske tider, og deres jammerskikkelse snarere vækker rædsel end medfølelse. Sådanne illustrationer af de bibelske fortællinger er ofte så smagløse at de som en forfejlet patos i et sørgespil fremkalder det modsatte indtryk.
At vore købstads- og landsbykirker endnu indeholder mange sådanne monumenter, der snarere henhører i et antikvitets-museum end i kirken, og at skulpturens frembringelser fremfor alt ingenlunde har deres rette pladser kirken, derom turde måske selv de strengeste teologer være enige. Allerede i slutningen af det syvende århundrede begyndte de orientalske kristne og især flere af det østromerske riges kejsere at forarges over den umådelige mængde billeder hvormed kirkerne var opfyldt, og som i disse rå tider nød guddommelig dyrkelse. Den hæslige billeddyrkelse oprørte dem, og de bestræbte sig derfor at bortskaffe disse uendelig mange billeder og skulpturer. Imidlertid måtte de snart erkende, at det ikke er nogen let sag at udrive folk af deres vildfarelse, mens det derimod er langt lettere at binde den lettroende hob noget endog håndgribeligt usandt på ærmet. Billedernes afskaffelse, en foranstaltning der syntes så fornuftig og agtværdig, vakte tværtimod såre voldsomme stridigheder, der atter ledede til forfølgelser og misgerninger, som til begge parters store skændsel varede i henved 200 år, og til sidst dog endtes med at - alt blev ved det gamle.
Næppe noget der ville falde i skribentens smag: Udvalg af forskellige billeder, krucifiks og udskæringer i Holmens Kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Der fandtes tre sindsretninger, som gjorde sig gældende i billedstriden. Et parti holdt på billederne fordi de i dem dyrkede de guddommelige genstande og religiøse ting. I streng modsætning hertil påstod et andet parti, at hver brug af billeder i religiøse anliggender var et rent misbrug, og at det at fremstille de gudelige ting ved hjælp af sanselige billeder, var netop at nedværdige dem. Endelig gaves der endnu et tredje parti, der holdt sig i behørig afstand og under alle disse barbariske kampe mellem billedernes forsvarere og ødelæggere for det meste afgav den rolige tilskuer, i den overbevisning at det nok var muligt at gøre et passende udvalg af det der kunne bruges til genstand for religiøse billeder, samt at kunsten kunne helliges ved kristendommen og bruges som dens tjenerinde.
At den ældste kristelige kirke ikke har kendt noget til billeder, er sandsynligt; for den er jo oprundet i det land og blandt det folk, der aldrig har tænkt eller vovet på sådanne kunster. De romerske paver derimod forstod bedre at vurdere billedernes magiske indflydelse, og således har man den efterretning om pave Gregor den Store der netop levede i den tid, da billedstriden fandt sted, og som erklærede billederne for tilladelige, at han irettesatte en ivrig fransk biskop, der i sit distrikt ikke ville tåle billeder. Paven påstod nemlig at folk nødvendigvis, selv i kirken, måtte have noget for øjnene; og da man dengang kun havde få skrifter, var det såre godt at komme mængdens hukommelse til hjælp med oplysende billeder.
Grækerne, blandt hvilke kristendommen tidligt blev sammensmeltet med deres gamle, fantasirige kunstsans og forfinede hedenskab , kunne ikke undlade at danne, male, støbe og hugge billeder, så at den tids jøder og muhamedanere rent ud kaldte dem afgudsdyrkere. Og dette tilnavn var ikke heller ganske ufortjent, da helgenbillederne og disses dyrkelse gik i det uendelige. Lidt efter lidt begyndte den græske billedstrid at blive hedere, idet despotiske kejsere og fanatiske munke blev forkæmpere i hele den uværdige strid, hvori både billeder og mennesker gik til grunde i tusindvis. Det gik til med grueligt barbari. De stakkels billeder, hvoriblandt sikkert mange herlige kunstværker, offredes til flammerne, eller lemlæstedes, uagtet nogle af dem var af sådanne dimensioner, at man næppe vred, hvorledes billedstormerne fik bugt med dem. Ikke bedre gik det deres tilbedere, der hjemfaldt til bøddelen efter at 300 biskopper, der i året 754 samledes i Konstantinopel, formelig lyste band over alle billederne samt deres fabrikanter.
Dermed skulde man nu mene at sagen havde været endt. Dog, dette var ingenlunde tilfældet; for 33 år derefter forsamledes i Nicæa et nyt gejstligt koncilium af 350 bisper, der alle i største enighed sadlede om, og i fuldkommen modsætning til deres forgængere i troen lyste alle mulige forbandelser over dem, der i Konstantinopel havde udladt sig mod billeddyrkelsen eller nogensinde forgreb sig på de hellige kunstgenstande. Således kom billeddyrkelsen igen til sine gamle rettigheder. Dog herover må man ikke undre sig, da denne dyrkelse dengang dels lå i folkeånden, dels fandt afgjort forsvar i de talrige munkeordener, der havde stor fordel af at fordigt og forhandle disse hellige kunstprodukter, mens højtstående damer, hvoriblandt kejserinderne Irene og Theodor, med bigot iver forfægtede billedernes ret. Måske det moment, som disse fromme herskerinder lagde i vægtskålen, mest bidrog til at frelse de stakkels helgenportrætter, så vist som de ofte i historien har afgivet tydelige beviser på hvad de i den teologiske retning har formået.
Med hensyn til de vesteuropæiske nationer, blev tingen der behandlet med mere ligegyldighed, dels formedelst folkenes utrolige uvidenhed, og dels på grund af den mindre spekulative retning som vestens teologer endnu dengang havde sået. Karl den Stores bisper og prælater synes ikke at have været billeddyrkelsen synderlig bevågen, men paverne i Rom der i grunden holdt med billeddyrkerne, og det af let begribelige årsager, fandt sig dog beføjede til at se gennem fingre med de mægtige frankiske kejsere, og lidt efter lidt døde denne fordærvelige strid hen efter at den havde raset i et par hundrede år, indtil den med fornyet kraft atter vågnede på reformationens tider. I.
(Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1848)
Det er ikke sjældent, at man i vore gamle kirker, der har deres oprindelse fra de katolske tider, træffer på billeder, der både udmærker sig ved deres smagløse udførelse og tillige ofte uundgåelig må tjene til at forvirre menigmands religiøse begreber. Især gør de hæsligt katolske krucifikser et ubeskriveligt indtryk, idet de næppe fremkalder andet end forestillinger fra middelalderens mørke fanatiske tider, og deres jammerskikkelse snarere vækker rædsel end medfølelse. Sådanne illustrationer af de bibelske fortællinger er ofte så smagløse at de som en forfejlet patos i et sørgespil fremkalder det modsatte indtryk.
At vore købstads- og landsbykirker endnu indeholder mange sådanne monumenter, der snarere henhører i et antikvitets-museum end i kirken, og at skulpturens frembringelser fremfor alt ingenlunde har deres rette pladser kirken, derom turde måske selv de strengeste teologer være enige. Allerede i slutningen af det syvende århundrede begyndte de orientalske kristne og især flere af det østromerske riges kejsere at forarges over den umådelige mængde billeder hvormed kirkerne var opfyldt, og som i disse rå tider nød guddommelig dyrkelse. Den hæslige billeddyrkelse oprørte dem, og de bestræbte sig derfor at bortskaffe disse uendelig mange billeder og skulpturer. Imidlertid måtte de snart erkende, at det ikke er nogen let sag at udrive folk af deres vildfarelse, mens det derimod er langt lettere at binde den lettroende hob noget endog håndgribeligt usandt på ærmet. Billedernes afskaffelse, en foranstaltning der syntes så fornuftig og agtværdig, vakte tværtimod såre voldsomme stridigheder, der atter ledede til forfølgelser og misgerninger, som til begge parters store skændsel varede i henved 200 år, og til sidst dog endtes med at - alt blev ved det gamle.
Der fandtes tre sindsretninger, som gjorde sig gældende i billedstriden. Et parti holdt på billederne fordi de i dem dyrkede de guddommelige genstande og religiøse ting. I streng modsætning hertil påstod et andet parti, at hver brug af billeder i religiøse anliggender var et rent misbrug, og at det at fremstille de gudelige ting ved hjælp af sanselige billeder, var netop at nedværdige dem. Endelig gaves der endnu et tredje parti, der holdt sig i behørig afstand og under alle disse barbariske kampe mellem billedernes forsvarere og ødelæggere for det meste afgav den rolige tilskuer, i den overbevisning at det nok var muligt at gøre et passende udvalg af det der kunne bruges til genstand for religiøse billeder, samt at kunsten kunne helliges ved kristendommen og bruges som dens tjenerinde.
At den ældste kristelige kirke ikke har kendt noget til billeder, er sandsynligt; for den er jo oprundet i det land og blandt det folk, der aldrig har tænkt eller vovet på sådanne kunster. De romerske paver derimod forstod bedre at vurdere billedernes magiske indflydelse, og således har man den efterretning om pave Gregor den Store der netop levede i den tid, da billedstriden fandt sted, og som erklærede billederne for tilladelige, at han irettesatte en ivrig fransk biskop, der i sit distrikt ikke ville tåle billeder. Paven påstod nemlig at folk nødvendigvis, selv i kirken, måtte have noget for øjnene; og da man dengang kun havde få skrifter, var det såre godt at komme mængdens hukommelse til hjælp med oplysende billeder.
Grækerne, blandt hvilke kristendommen tidligt blev sammensmeltet med deres gamle, fantasirige kunstsans og forfinede hedenskab , kunne ikke undlade at danne, male, støbe og hugge billeder, så at den tids jøder og muhamedanere rent ud kaldte dem afgudsdyrkere. Og dette tilnavn var ikke heller ganske ufortjent, da helgenbillederne og disses dyrkelse gik i det uendelige. Lidt efter lidt begyndte den græske billedstrid at blive hedere, idet despotiske kejsere og fanatiske munke blev forkæmpere i hele den uværdige strid, hvori både billeder og mennesker gik til grunde i tusindvis. Det gik til med grueligt barbari. De stakkels billeder, hvoriblandt sikkert mange herlige kunstværker, offredes til flammerne, eller lemlæstedes, uagtet nogle af dem var af sådanne dimensioner, at man næppe vred, hvorledes billedstormerne fik bugt med dem. Ikke bedre gik det deres tilbedere, der hjemfaldt til bøddelen efter at 300 biskopper, der i året 754 samledes i Konstantinopel, formelig lyste band over alle billederne samt deres fabrikanter.
Dermed skulde man nu mene at sagen havde været endt. Dog, dette var ingenlunde tilfældet; for 33 år derefter forsamledes i Nicæa et nyt gejstligt koncilium af 350 bisper, der alle i største enighed sadlede om, og i fuldkommen modsætning til deres forgængere i troen lyste alle mulige forbandelser over dem, der i Konstantinopel havde udladt sig mod billeddyrkelsen eller nogensinde forgreb sig på de hellige kunstgenstande. Således kom billeddyrkelsen igen til sine gamle rettigheder. Dog herover må man ikke undre sig, da denne dyrkelse dengang dels lå i folkeånden, dels fandt afgjort forsvar i de talrige munkeordener, der havde stor fordel af at fordigt og forhandle disse hellige kunstprodukter, mens højtstående damer, hvoriblandt kejserinderne Irene og Theodor, med bigot iver forfægtede billedernes ret. Måske det moment, som disse fromme herskerinder lagde i vægtskålen, mest bidrog til at frelse de stakkels helgenportrætter, så vist som de ofte i historien har afgivet tydelige beviser på hvad de i den teologiske retning har formået.
Med hensyn til de vesteuropæiske nationer, blev tingen der behandlet med mere ligegyldighed, dels formedelst folkenes utrolige uvidenhed, og dels på grund af den mindre spekulative retning som vestens teologer endnu dengang havde sået. Karl den Stores bisper og prælater synes ikke at have været billeddyrkelsen synderlig bevågen, men paverne i Rom der i grunden holdt med billeddyrkerne, og det af let begribelige årsager, fandt sig dog beføjede til at se gennem fingre med de mægtige frankiske kejsere, og lidt efter lidt døde denne fordærvelige strid hen efter at den havde raset i et par hundrede år, indtil den med fornyet kraft atter vågnede på reformationens tider. I.
(Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1848)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar