Arve Bravkarl: Mestertyven der blev en Legende. (Efterskrift til Politivennen)

 Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 1. juli 1802:

Undvigte.
Da den fra Aggerhuus Fæstning i Aaret 1787 til Kronborgs Fæstnings Slaverie afgivne uærlige og brændemærkede Slave Arve Svendsen, der er bekiendt under Navnet Arve Bravkarl, har den 27 hujæs om Aftenen funden Leilighed at undvige fra sidstnævnte Sted; saa maae man tienstligst anmode enhver, som skulle antræffe dette for den offentlige Sikkerhed farlige Menneske, at ville behage at anholde og tage ham under strængeste Bevogtning, da han ufortøvet, naar saadant Commandantskabet paa Cronborg tilmældes, skal vorde afhentet, og de paa hans Anholdelse, opbringelse og Arrest anvendte Bekostninger ved hans Modtagelse blive betalte. Til fornøden Oplysning tiener, at førnævnte Slave Arve Svendsen er 60 Aar gammel, har et skummelt Udseende er mørk af Øine og Haar, hvilket sidste er rundt afskaaren, han har mange Kopar i Ansigtet, er bred af Skuldre og stærk af Lemmer. Paa den lille Finger af den høire Haand bærer han en Ring, som han ikke uden ved Affiling kan faae af. Foruden disse synlige Mærker har han en paa sit Bryst af en Spanskflue. Da man efter hans Undvigelse har opdaget, at han i Helsingøer ved adskillige bedrageriske Opfindelser har tilvendt sig Penge og couleurte Klæder, saa kan hans Paaklædning ikke bestemt opgives.

En næsten enslydende efterlysning stod i Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender, 10. juli 1802:

En uærlig brændemærket Slave, bekiendt under Navn af Arve Bravkarl, er undvigt fra Cronborg Fæstning; og da dette farlige Menneske i Helsingøer har vidst at tilvende sig Penge og couleurte Klæder, saa kunde det interessere den almindelige Sikkerhed at see ham giort kiendelig: Han er 60 Aar gammel, af skummelt Udseende, mørk af Øine og Haar som ere rund afskaarne, har mange Kopar i Ansigtet, bred af Skuldre og stærk af Lemmer. Paa høire Haands lille Finger bærer han en Ring, som ikke kan faaes af uden Affiling. Paa sit Bryst har han et Mærke af en spansk Flue.

Rekonstruktion af en slavecelle på Kronborg (Foto: Erik Nicolaisen Høy)

Hans curriculum som tyv ser ud til at starte allerede i 1784, hvis der ellers er tale om ham i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. oktober 1784:

Høieste-Rets paadømte Sager (uddrag).

Procurator Lange, c. Arve Svendsen, Peder Brubak, Christence og Johanne Jons Datter, samt Ole Jensen Reerbye og Hustrue Anna Maria Ols Datter, fra Norge, sm for adskillige forøvede Tyverier ere dømte saaledes: Arve Svendsen at kagstryges, have Tyvsmærke paa sin Pande, og arbeyde i Jern i Fæstning Livstid; Peder Brubak at kagstryges og arbeyde i Jern Livstid; Christence Jons Datter at stryges til Kagen, og arbeyde i Tugthuus Livstid; Johanne Jons Datter at miste sin Hud i Fængslet; men Ole Jonsen Reerbye og Hustrue frifunden for videre Tiltale.

I Topographisk Journal for Norge, bind 17, 1796, s. 62-67 findes en biografi om ham. Hovedpunkterne er: Arve Svendsen Gangnæs, født 1751 i Lindal, Norge. Boede hos forældrene til han var 19 år. Han rejste til Sverige i selskab med flygtende slaver og blev involveret i vold og tyveri. Straffet med spidsrod. Han holdt sig kun lovlig i et par år før han indledte en 14 årig løbebane som tyv. Blev fanget og i 1784 sendt til evigt slaveri i København. Journalen er fra 1796, og slutter derfor der. Slutningen af kapitlet afslører at han allerede i live var begyndt at blive en legende:  

Adskillige Röverier gik i hans Tid i Svang, som urigtig blive anförte paa hans Regning. Hans Rygte opfyldte almindelig Mand med Skræk og Agtelse. Som Bussemand ville nogle have seet ham her igjen, imidlertid han selv vandrede i Cronborg Fæstning, og paa et blot Rygte holdte en og anden Nattevagt om deres Huse, og nu er han for saavidt glemt. Velværdighed Hr. Gill, Sognepræst i Höland, har, som den der nærmest har kunnet faae vide noget om ham, meddeelt mig det meste af det, som er meldt.

Her antydes at selvom han sad i Kronborg, blev han alligevel tilskrevet ting han ikke kan have gjort. Og artiklen havde ikke ret i at han blev glemt, for Arve Bravkarl gik over i historien. Fx omtaltes han også i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 19. september 1809 således:

Trenck, Peer Mikkelsen, Arve Bravkarl have alle practisk bevist, at de tungeste Lænker ere intet for den, der forstaaer at afryste eller overfile dem, og at den stærkeste Muur er for svag til at holde den forslagne. 

Og endnu senere, fx i Lolland-Falsters Folketidende, 14. marts 1874, er han nærmest blevet sådan lidt Robin Hood-agtigt:

Mestertyven Arve Bravkarl.

(Efter "Aftrykt.")

Den danske Kriminalhistories Annaler have adskillige Tyve at opvise, som erhvervede sig en vis Berømthed for den List og Snedighed, hvormed de udførte deres Forbrydelser. Til disse hørte den bekjendte Ole Thagersen og den ikke mindre bekendte Per Mikkelsen, hvilke levede i første Del af dette Aarhundrede, og af hvilke den sidstnævnte for en tredive Aar siden afgik ved Døden i Slaveriet, hvor han var inddømt paa Livstid. Deres Forbillede syntes dog at have været en endnu berømtere Tyv, Arve Bravkarl, et Navn, som mange ældre Folke vistnok endnu mindes. Om ham meddeler afdøde Major Wadskjær, der i Slutningen af forrige Aarhundrede tjente som Officer ved Garnisonen i Helsingør, Følgende:Ved at høre nogle Træk af den i sin Tid baade i Danmark og Norge som ogsaa i Sverige saa bekjendte og omtalte Arve, der var født i Frederikshald og for sit Mod fik Tilnavnet Bravkarl, vil man indse, at denne Tyv I Snildhed og Uforfærdethed næppe har havt sin Ligemand i Norden. Han blev ogsaa af alle Slaverne i Kronborg, hvor han var indsat, kaldet "Faer", og naar han fortalte sin Bedrifter, lyttede de altid med spændt Opmærksomhed. Et Par Gange under min Vagt paa Kronborg gav jeg mig i Snak med ham, skjøndt hans skumle Ansigt just ikke indbød dertil. En Gang sagdejeg til ham: "Sig mig, Arve, hvilket af dine Tyverier holder Du for det mesterligste?" Han svarede mig herpaa smilende, at han ej saa lige vidste det, men at det dog nok var det, som han begik mod en gjerrig, norsk Præst. Han fortalte nu, hvorledes han var sig ad dermed. Det vil være for vidtløftigt at gjentage hans Fortælling, det kan være nok at anføre, at han derved udviste en overordentlig Snildhed og skilte Præsten ved 7000 Rd., som denne havde samlet ved smudsig Gjerrighed, og over hvis Tab han ogsaa gik fra Forstanden. "Men hvad kom det mig ved!" tilføjede Arve. "Præsten burde ej giøre Penge til sin Afgud. Havde jeg", sagde han videre, "den Gang jeg var Herre over disse 7000 Rigsdaler, taget til Sverige og kjøbt mig en Gaard, saa havde jeg handlet klogt; men i det Sted tog jeg til Kristiania og klædte mig med Guldgaloner paa Vesten og spillede Billard og levede højt, indtil det Hele var forødt."

En anden Gang fortalte han følgende Træk af sine Bedrifter. "En Dag kom jeg i Norge ud fra en Skov, hvor jeg om Natten havde gjæstet den nærmest liggende Bøigd, da jeg mødte en Bonde, der saa mismodig ud. "Hvad fattes jer? spurgte jeg ham. Og hans Svar var: "Hvad kan det nytte, jeg siger Jer det, I kan dog ikke hjælpe med." - "Hvem ved!" sagde jeg, "derfor sig mig kun, hvad der ligger Jer paa Hjerte." Bonden fortalte mig da, han skulde til Fogden for at betale 50 Rdlr. i Skatter, og disse Penge havde han ikke. "Ikke andet end det!" sagde jeg da, og saa spurgte jeg ham om han havde hørt om Arve Bravkarl. "Kors! det har jeg desværre," sagde Bonden, "jeg og de Andre henne i Bøigden, vi ligge jo hver Nat i Frygt for ham." - "Synes I da, at jeg er saa frygtelig?" - "Kors! Kors! er I Arve Bravkarl?" udbrød Bonden i Skræk. - "Naa, vær nu bare ikke bange, men hør, hvad jeg siger: I ved, der er udsat 50 Rdlr. for min Paagribelse." - Det havde Bonden nok hørt. - "Nu da", vedblev jeg, "bring I mig til Fogden som Fange, saa faar I den udsatte Præmie, og med den betaler I skatterne." Bonden troede, det var min Spøg, han vilde nok vogte sig for at føre mig bort som Fange. "Men jeg siger, I skal, lad mig sørge for det Øvrige." Saa fulgtes vi begge ad til Fogden, der boede en Mils Vej derfra. Da Bonden havde overleveret mig som Fange og faaet Pengene udbetalt, sagde Fogden til mig: "Det er godt, at jeg har Dig igjen, nu kan du være vis paa, at Du nok skal lade mig vide, naar Du gaar, og ikke tredie Gang løbe fra mig." Jeg blev derpaa sat i et Fangetaarn, hvor jeg fik en Jernbøjle om Livet, fra hvilken der gik en Lænke, der var fastgjort til Gulvet ved en Krampe, som ikke lod sig rokke. Det var mig ikke let at se, hvorledes jeg skulde slippe bort, især fa Fangevogteren nat og Dag opholde sig under mig og kunde høre, naar jeg blot rørte mig. Den eneste Vej til at tage Flugten var gjennem Vinduet, men dette sad saa højt, at jeg kun ved at gjøre en Forhøjning af mit Bord og Stol var i Stand til at naa det. Det første, jeg tænkte paa, var at befri mig fra Lænken. Dette forsøgte jeg paa ved at lade mig falde paa min Livbøjle, hvoraf den, som jeg mente, maatte springe. Jeg forsøgte flere Gange dette farlige Stykke Arbejde; endelig en Dag sprang Bøjlen. Da denne og Lænken daglig blev efterset to til tre Gange paa ubestemte Tider, kaldte jeg paa Fangevogteren og viste ham, at min Bøjle var sprungen. Da han saa det, sagde han: "Du skal have Tak, Arve, fordi Du er saa ærlig at vise mig dette. Jeg skal nu sende Bøjlen til Smeden for, at han kan sætte den i Stand." - "Gjør det", sagde jeg, "men tjen mig i at kjøbe nogle Ansjoser og fyld saa min Krukke med Vand." - Det skete. Strax begyndte jeg at spise og tyllede alt det Vand i mig, jeg kunde, hvorved mit Underliv blev udspændt. Nu kom Fangevogteren med Smeden, der bragte den istandsatte Bøjle med sig. Smeden prøvede den om mit Liv, men kan kunne ikke tvinge den sammen; han gik derfor hjem med den for at smede et Stykke til. Tilsidst passede den, og saaledes saa Fangevogteren mig atter spændt i Lænken. Ikke længe efter var mit Underlivs Opspænding hævet, jeg kunde skyde Bøjlen ned og befri mig for den, naar jeg ønskede det. Nu stod kun tilbage at se min Fangevogters Aarvaagenhed dysset i Søvn. Dermed bar jeg mig ad paa følgende Maade: Jeg lod snart mit Bord, snart min Stol falde overende, og naar da Fangevogteren kom for at se, hvad der var paa Færde, sagde jeg til ham: "Det skal I aldrig bryde Jer om! Den Larm jeg gjør, er af Desperation over at se mig saaledes fangen, at jeg aldrig kan slippe bort herfra." Dette troede Fangevogteren, og saa vidste jeg, at naar jeg ved Hjælp af Bord og Stol søgte at krybe ud igjennem Vinduet og de styrtede om, som let kunde hænde, vilde Fangevogteren ikke bekymre sig derom. Et Par Nætter derefter gjorde jeg mig løs fra Bøjlen, lavede mit Stillads op til Vinduet, hvorved jeg bandt mine Lagener, som jeg havde revet i Stykket og snoet til et Reb, og firede mig saa ned. Ingen stansede mig paa Flugten, og da jeg ikke havde glemt, hvad Fogden havde sagt mig, listede jeg mig hen til hans Bolig, bankede paa Vinduet og raabte: "Foged, nu gaar Arve Bravkarl!".

Hvad der især karakteriserede denne Arve Bravkarl var, at han undertiden stjal fra de Rige og gav de Fattige. Hans Opførsel i Kronborg Slaveri var saa god, at han i en Del Aar om Dagen var ude af Slaveriet og gik Ærinder for Fæstningens Officerer, og aldrig hørte man i den Tid noget Strafværdigt om ham. Han fortalte, at det første Tyveri, han begik, bestod i sex Skilling, han stjal fra sin Moder, hvilke laa, som han godt erindrede, under en Strømpe paa Ovnen, og fra dette første Forsøg gik han videre og videre i Tyvsforbrydelser. Han beklagede kun, at han ikke havde lært at læse og skrive, "thi" ytrede han, "saa skulde jeg være bleven en hel anderledes Karl!" Desværre viste hans Smil ved denne Ytring, at han mente, at han da skulde have drevet det bedre som Forbryder. Ved de Forhør, han ofte var underkastet, udfoldede han en mærkelig Snildhed, der som oftest bragte Forhørsdommeren aldeles i Vilderede. "Frygt", sagde han "kjender jeg ikke", og dette beviste han ogsaa derved, at han, da han sidste Gang blev taget til Fange i Norge, blev omringet af Soldater og først overgav sig, da han var rammet af tre Kugler og Bajonetstik. Gjentagne Gange var han i Norge og Sverrig undvegen selv fra de stærkeste Fængsler, og naar han derfor spurgte ham, om han ikke tænkte paa at komme bort fra Kronborg Slaveri, svarede han: "Nej, nu jeg er nogle og tredsindstyve Aar gammel, er det ej at tænke paa." Imidlertid rømte han dog derfra i Selskab med et svensk Fruentimmer til Sverrig. Man hørte ikke senere noget til ham, og Rygtet gik, at han var druknet paa Overfarten.

(Lolland-Falsters Folketidende, 14. marts 1874)