28 juni 2016

Bemærkninger i Trinitatis Kirke.

Trinitatis Kirke er vist nok en af de smukkeste af hovedstadens kirker i henseende til dens indre. Og da dens små mangler let kunne afhjælpes, så tror man at burde gøre dens værger eller foresatte opmærksomme på samme:

1) Kirken kunne skaffes mere lys når de gamle vinduer forsynedes med nyt og bedre glas således som allerede er sket med de 3 øverste fag ud mod Landemærket, hvori rudernes antal i hver kvadrat kun er 20, mens det i de gamle er 30.

2) De gamle gardiner for vinduerne på kirkens søndre side burde afløses af nye, da de ikke formår at skærme for solen, på grund af deres mange huller.

3) Den lysekrone der ligner en ballon og som hænger i koret, burde hænges nederst i kirken hvorimod de 2 glaslysekroner som plejer at hænge der, ved højtidelige lejligheder kunne placeres på begge sider af koret, således at hele alteret kunne ses  af kirkebesøgerne. Nu derimod betager denne lysekrone aldeles skuet af alteret.

4) Siden Frue Kirkes menighed holdt gudstjeneste i denne kirke, blev den såkaldte klokkertavle ombåret såvel til højmesse som til aftensang. Herimod kan intet indvendes, eftersom hver menighed kun holdt en gudstjeneste om søndagen. Nu da Frue menighed har sin egen kirke, indses ikke hvorfor denne tavle endnu ombæres såvel til højmesse som til aftensang, da sådant før Frue Kirkes brand ikke var tilfældet. Mange tavler trætter kirkegængernes velgørenhed, så at de lægger noget i de første, men lader de sidste gå forbi. Herved går det som det plejer, ud over de fattige hvis tavler er de sidste.

5) Endelig kunne man også ønske at alterlysene måtte ligesom i andre af hovedstadens kirker, tændes for tjenestens begyndelse. Nu sker det først når præsten holder bøn fra prædikestolen, og at se en graver sysle med denne forretning som ofte kan medføre en lille klapren eller raslen, kan næppe bidrage til at vække tilhørernes andagt. Den smule voks der ved den attråede forandring ville medgå, kunne vist betales med 1 rigsbankdaler om året. Et offer som selv den mest påholdne klokker ikke ville vægre sig for at yde.

Observatøren.

(Politivennen nr. 725, Løverdagen den 21de November 1829, s. 759-762)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen 767, 11 september 1803 bekendtgjordes at de gamle vinduesruder ud til Landemærket nu var afløst af nye og større.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar