30 november 2016

Tak til Vedkommende.

Hr. Udgiver!

Da man er sikker på at De deler den anskuelse der såvel i "Søndagen" som i "Kjøbenhavnsposten" er udtalt i henseende til de ophævelser der gøres om Worm, håber man at De ikke vil nægte nedenstående plads i Deres meget læste blad.

* * *

Ved at betænke den deltagelse der fra publikums side er ydet morderen Worm, kan man rigtig nok ikke sige andet end at den danske godhjertethed har åbenbaret sig til gavn. Men ligesom alle gode ting kan misbruges, så har dette også her i en høj grad været tilfældet. Og da der såvel fra hans forsvarer som fra andres side var gjort alt muligt for at fri ham fra den velfortjente straf han fik, så synes der at være gjort så meget at man med en god samvittighed havde kunnet overlade stymperen til en lige så velfortjent forglemmelse. Men næppe er han borte, før man fra flere sider kappes om at forevige hans minde og opløfte hans rygte til skyerne. Ja et vist blad der af nogle kaldes den ildesindede, søger ikke alene at indbilde folk at Worm var ingen simpel morder, hvis forbrydelse var kvalificeret til den straf som overgik ham. Man går i sin fromme iver endog så vidt at det slet ikke vil erkende det for nogen overtro da ved hans henrettelse en person indfandt sig ikke som ved Ludvig den 16. s henrettelse for at dyppe sit lommetørklæde i blod, men for virkelig at drikke det som et helbredende middel. Der manglede nu i det hele kun en opfordring til Thorvaldsen at han ved sin kunstnerhånd ville forevige denne nationalhelt der ikke alene har givet folk emne til at tale om, men også forfattere stof til at skrive om, så at han som Tysklands Andreas Hoser, omgivet af en hellig gloria kan overleveres efterverdenen som en virkelig heltekarakter. 

Det var vel ikke umuligt at dette var sket, dersom ikke en stemme havde hævet sig kraftigt såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten, og derved ikke alene råbte stop til den tankeløse hob, men også fremstillet den ubetydelige Worm såvel som hr. Pastor Visbyes færd i det rette lys. Uagtet en røst har ladet sig høre i Dagen fra i torsdags, med et forsvar for hr. pastoren, lige så jammerligt som den sag han forsvarer, så kan det dog ikke forandre tænkende mænds mening om denne sag. Hvad Worms digte og øvrige smørerier angår, så kan indsenderen slet ikke få i sit hoved at der just skulle nogen Oehlenschläger eller Grundtvig til at skrive noget bedre. Man formener at enhver stymper med en smule hjerne især når han har fået en del af Wildts og Lafontaines romaner til livs, må kunne gøre det lige så godt, så at de der i den ædle hensigt at tilvejebringe en understøttelse for den værdige moder, har tilbudt at udgive hvad han har sammenflikket, ville have opnået hensigten bedre ved at indbyde til almindelig understøttelse, da der vist ville findes mange som ville yde deres skærv, og hvortil indsenderen ikke skal være med de sidste, uden derfor at ønske at eje en eneste pjalt af Worms lapperier. 

Idet indsenderen priser at den konge der altid har vist at det har været hans lyst at løse frem for at binde, at benåde frem for at dømme, her har ladet loven gå sin jerngang, uden at lade sig bevæge til nogen utidig medlidenhed, kan han heller ikke undlade på eget og fleres vegne at aflægge sin tak til de brave der såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten har søgt at standse hoben, da den tankeløs lod sig henrive af strømmen ligesom franskmændene da morderne Fieschi tilligemed den afskyelige Nina Lassave gjorde opsigt i Paris, til at beundre en usling hvis feje og karakterløse væsen vel kunne egne sig til medynk, men ingenlunde til agtelse og således ikke alene har givet publikum et anskueligt billede af hr. pastor V. færd, men også berøvet stymperen Worm et eftermæle blandt publikum som han ikke på ringeste måde har fortjent

J. C.

(Politivennen nr. 1198, Løverdagen, den 15de December 1838. Side 797-800)


Redacteurens Anmærkning.

Om Worms mordsag er et kort resume i WikipediaMordet blev beskrevet i detaljer i Kjøbenhavnsposten 31. august 1836:
Tønders Mord.
I sin Levnetsbeskrivelse yttrer Tønder som sit høieste Ønske, at døe stille og ubemærket; men Folks Omtale, hvorfor han saa ofte havde været Gjenstand, og for hvilken han i sit hele Liv havde viist en uindskrænket Ringeagt, synes ligesom til Straf ikke at have villet slippe ham efter Døden. Hans Dødsmaade er visseligen ogsaa i den Grad mærkelig, da vor Criminalhistorie ikke opviser Exempel paa noget Lignende i de sidste 40 Aar, at vi ere overbeviste om, at vore Læsere ville vide os Tak for følgende Beretning.
Opdagelsen af Mordet skete paa følgende Maade: Den 16de f. M. kom et ungt Menneske, der, efter hans Klædedragt at dømme, befandt sig i maadelige Omstændigheder, til Gjæstgiverstedet "Stadt Lauenburg" her i Staden. Han navngav sig der Petersen, og udgav sig for en Seminarist fra Joenstrup, der ville opholde sig her i Ferien. Han tildrog sig i Begyndelsen ingen Opmærksomhed, som han, ved sit temmelig eenfoldige Udseende og tilbageholdende Væsen, heller ikke egnede sig til at vække. Efter i 2-3 Dage ikke at have været seet paa Gjæstgiverstedet, som han havde forladt uden at afgiøre sin Regning, vendte han igjen tilbage og foregav at han havde fulgt en Broder til Helsingøer; Senere paa Dagen kom han kiørende i Drosche, iført nye Klæder, og medbragte en Kuffert, som man paa Stedet ansaae for den, han havde talt om at han ventede. Man bemærkede derhos, at han havde contante Penge, i Særdeleshed Guldstykker, hos sig. Mere endnu end denne Forvandling frapperede en vis Urolighed, der paa engang havde bemægtiget sig hans Væsen, og som ikke tillod ham at holde sig stille flere Minutter paa eet Sted, ei engang ved Middagsbordet, hvor han saaledes flere Gange forlod sit Sæde. Den foregivne Petersen gjorde nu Alt færdig til Afreisen; han viste sig ved denne Leilighed temmelig splendid med Drikkepenge til Opvarterne, og teede sig i det Hele som en Mand af Levemaade. Forinden han gik ombord paa Dampskibet, henvendte han sig imidlertid til en Reisende fra Lybeck, med hvem han paa Gjæstgiverstedet havde giort Bekiendtskab, og som skulde reise til Lybeck faa Dage efter og bad ham forvare og medbringe til ham paa sidstnævnte Sted en lille, temmelig tung, tillukket Kasse, samt at besørge for ham paa Posthuset et Pengebrev til Nyborg og modtage Postcontoirets Qvittering for Beløbet. Derpaa gik han ombord, efter at have, som man sildigere erfarede, mod en herværende Slægtnings Caution, erholdt Pas, lydende paa hans rette Navn: Worm. Lybekkeren indleverede selv Pengebrevet paa Pakkepostcontoiret; men da det var forseglet, kunde han ikke erholde Qvitteering for de deri værende Penge, med mindre det blev aabnet og Beløbet eftertalt. Da det havde været Afsenderen magtpaaliggende at faae Qvitteringen, ansaae OOverbringeren sig berettiget til at lade Brevet aabne for at faae Pengene talte. Ved Aabningen paakaldt det, at Brevet var underskrevet: Worm, medens Qvitteringen forlangtes meddeelt paa Navnet Petersen, og man bemærkede, at Brevet var stilet til den underskrevne Worms Fader. Disse Omstændigheder, i Forening med Uro, den Bortreiste havde viist, vakte hos Lybekkeren Mistanke om, at der laae en Hemmelighed skiult bag det Hele, og at den maaske kunde staae i Forbindelse med en eller anden Mislighed eller Forbrydelse. Han lod saavel Kassen som Brevet overlevere til Politiet; det sidste indeholdt Intet, som kunde tyde hen paa nogen begaaet Forbrydelse; Kassen blev imidlertid aabnet, befandtes at indeholde rede Penge, for største Delen i Guldmynter, og blev tagen under Politiets Forvaring. Dette skete om Løverdagen den 30te Juli, og Politiet skrev strax til Hamburg og Lybeck, for at anmode Politiet dersteds om at foretage det fornødne. Man havde imidlertid ingen Anelse om, hvorfra disse Penge skrev sig. Først den om Mandagen den 1ste August skete Opdagelse af Tønders Aflivelse og Ranet af Størstedelen af hans Penge og Obligationer henvendte Mistanken i denne Henseende paa den Bortreiste, som blev anholdt den 2den August i Lybeck, hvorhen han var reist fra Hamborg, og man fandt hos ham en Deel flere Guldstykker og Obligationer. 
Den foretage Obductionsforretning kunde ikke lede til noget Resultat, da Liget var opløst af Forraadnelse.
Den 10de August ankom Worm her tilbage med Dampskibet. Det første Forrhør var et Væv af Løgne; ligeledes for største Delen det andet, heri vedgik han dog, at han havde begaaet Tyveriet af Tønders Penge og Obligationer; men negtede paa det bestemteste at vide noget om hans Dødsmaade. Han tilstod, at han havde forledet den Afdøde, der altid tog imod af Spisevarer hvad som han udtrykte sig "gode Mennesker" vilde give han, til at spise en Butterdeigs-Kage, hvori han i Svedskesaucen havde blandet noget Opium *), for derved at faae ham dysset i Søvn; dette var ogsaa lykkedes, og under Søvnen havde han bestiaalet ham; hvorvidt Opiumet kunde have havt hans Død til Følge, vidste han ikke; tilsigtet var det ikke. I et sildigere Forhør, som, efter han egen opfordring, blev optaget om Natten, tilføiede Worm immidlerrtid den yderligere Tilstaaelse, at, da han, efterat have faaet Tønder i Søvn, allerede havde taget Hængelaasen fra en Kasse, hvori Tønder havde Penge og Obligationer, hørte han en Støi bagved sig; ved at vende sig om, saae han Tønder, der var vaagnet og traadte hen imod ham; han gavham da med flad Haand et Slag for Brystet, saa at han bevidstløst segnede om paa Gulvet og for at han ikke skulde skrige, slog han ham derpaa Sengetæppet over Hovedet og bandt det sammen med en Knude - Alt dog uden den Hensigt at berøve ham Livet. Han havde faaet Adgang til Tønder ved at søge Underviisning hos ham i det franske Sprog; dette havde Tønder indladt sig paa, og Worm, som skulde betale for 3 Timer forud, havde maattet sælge en Skiorte, for at skaffe de 3 Mark tilveie.
Denne hans Forklaring, som ogsaa i flere Henseender var usandsynlig, har nu viist sig som urigtig af de sidste Forhører, hvis Resultat der er al Grund til at antage for i det Væsentlige overensstemmende med Sandheden. I disse Forhører har Worm tilstaaet, at, efterat han havde faaet Tønder til at spise Kagen (han selv spiste en lignende, for at giøre Tønder troskyldig) satte de sig hver ved sin Side af et lidet fiirkantet Bord, der stod ved det tredie Vindue **), og begyndte at tale om den franske Information, hvorved Tønder berettede om sine Reiser i Sverrig og sine ypperlige Attester. Fra det Øieblik af Tønder havde faaet Opiumet, spyttede han næsten uophørligt og drak af og til af en paa Bordet staaende Krukke med Vand, hvorved han ved at borttage noget Papir kom til at vise et Stykke tyndt Rebeller Line, 2 Alen langt; af saadanne eiede Tønder flere, som han brugte til at sammenbinde sine Skrifter med. Tønder reiste sig kort efter for at hente nogle af de omtalte Attester; i dette Øieblik ***) opstod Tanken hos Worm om at dræbe Tønder, da han saae, at Opiumet ingen Virkning giorde "og han maatte have hans Penge"; han greb derfor Rebet, som han holdt mellem begge sine Hænder, saaledes at der var omtreentt 1 Alen Mellemrum. Tønder vendte kort efter tilbage til Stolen uden at have taget Attesterne, da han frygtede for, at Worm skulde see Pengene i Kisten, hvori Attesterne laae; efterat han havde sat sig ned, dreiede han sig om for at spytte, og kom saaledes til at vende Ryggen til Worm; denne sprang nu op og kastede Rebet om Tønders Hals, der som bekiendt altid var bar, holdt Rebet fast om Halsen, trak ham op fra Stolen, saaledes at Tønder tabte Balancen; Tønder raabte to Gange Ordet "Tyve" og greb efter Bordet, hvilket gav Morderen saa meget større Magt over ham. Vægten af Tønders Legeme var imidlertid saa svær, at Worm ikke, som han først havde i Sinde, kunde løfte ham op paa Skulderen og derved qvæle ham; Tønder trak ham derimod til Jorden med sig, saaledes at ham kom til at hvile paa det ene Knæe. Han knyttede nu med al sin Magt Rebet sammen i Knude om Tønders Hals, derpaa i Sløife, og endelig bandt han begge Sløifens ender i en Knude. Dette Moment angiver han som Dødsøieblikket, da Tønder fra den Tid af ikke rørte sig.
Da han frygtede for, at Gienboerne skulde see hvad han foretog sig, stillede han et Stolesæde og et Ark Papir op for det tredie Vindue, og maatte for at udføre dette skræve over den Dræbtes Hoved, der var kommet til at ligge tæt op til Chatollet, der stod lige ved Døren. Han tog nu Sengetæppet fra Sengen, knyttede det om Ligets Hoved fra Issen til Hagen og forsøgte at faae Enden af Tæppet ned imellem rebet og Halsen, men da dette ikke lod sig giøre, da Rebet var saa tæt snøret om Halsen, tog han, efter at have taget Nøglerne, som Tønder bar i Sidelommen af sin Frakke, Rebet af Halsen og hørte i dette Øieblik Tønder udstønne en saadan Lyd, som den der opstaaer, naar man sammentrykker en oppustet Blære. Han skiulte derpaa Tønders Ansigt, da han ikke kunde udholde at see dets "vrede og barske" Træk, og aabnede Pengeksten, hvoraf han udtog Obligationer, Medailler og Penge, paa tree Guldmønter nær, som han i Skyndingen ikke fik med, gik atter forbi Liget og ud af Døren, for hvilken han hængte Hængelaasen.
Fra dette Øieblik leed han som oven anført af en bestandig Uro, som efter Bekiendelsen er bleven afløst af en frygtelig Anger, der har angrebet hans Nervesysteem saaledes, at den mindste Allarm sætter ham i heftig Bevægelse. I den sidste Uge har han desuden været angreb af voldsomme Krampetilfælde, som for det meste giøre ethvert Forhør umuligt. Der er engang blevet forsøgt paa at forhøre ham paa Gierningsstedet, men Krampetilfældene, der angrebe ham udenfor Døren til Tønders Værelse, gjorde det nødvendigt at lade ham føre tilbage. Retten har derfor ladet optage et nøiagtigt Kaart over Værelset og Worm har ogsaa paa dette vedkiendt sig Stillingen af Liget, Meublerne o. s. v.
Hvad hans generalia angaaer, da er det kun ubetydeligt, vi kunne tilføie vor tidligere Efterretning, og vi tør heller ikke indestaae herfor, da det kun støtter sig paa et privat Brev fra Worm; efter dette er han 22 Aar gammel, var hjemme til sit 14de Aar, nød der en ret god Opdragelse, kom paa en OnkelsContoir, hvor han var i 6 Aar, søgte Condition i Hamburg, som han dog ikke erholdt, vendte tilbage til Onklen, opholdt sig der en kort Tid, kom dereefter her til Kiøbenhavn, hvor han i nogen Tid førte et usselt Liv, fik nogen Pengeunderstøttelse, for at gaae til Jylland, hvor han skulde tage Seminarist-Examen, var allerede afseilet med en Skipper, men maatte vende om igien for Modvind, tilsatte nogle af de til Seminariet bestemte Penge, levede kummerlig og elendig, blev Underofficier, fra hvilken Tid han har en Attest fra sin Compagnichef som et stille, roligt Menneske af melancholsk Temperament, fik Afsked fra denne Stilling paa Faderens Forbøn og sank stedse dybere i Gield, Elendighed og Fortvivlelse, der først bragte ham nær til Selvmord og derefter til at begaae Mordet paa Tønder.
*) Dette opium havde han tilvendt sig i Juli Maaned, i den Hensigt dermed at dræbe sig selv, da hans Stilling var aldeles fortvivlet.

**) Tønders Værelse, som var paa anden Sal og gik ud til Gaarden, havde tre Vinduer, hvoraf de to vendte ud til et Pakhus, det tredie til en Kiøkkenleilighed. Inden man kom til Tønders Værelse var der paa den ene Side en lang Gang ogpaa den anden Side af Værelset var Vertens Soveværelse, hvorri der Ingen opholdt sig, da Mordet skete; de; der boede paa 1ste Sal, laae paa Landet, og de, derboede paa 3die Sal, havde Intet hørt. 
*** Til Bestyrkelse for, at han ikke er gaaet hen til Tønder med det Forsæt at dræbe ham, anfører Worm, at han ikke har havt noget dræbende Instrument med sig, og at han har opgivet sit rigtige Navn for ham; det sidste Argument kan, som manlet seer, ogsaa tale imod ham.
Denne artikel blev fulgt op i Kjøbenhavnsposten den 9. oktober 1836:
Tønders Mord II
Kort efter at vi meddelte vor sidste Beretning fragik Worm paa engang alle sine tidligere Forklaringer, erklærede sig uskyldig i Mordet, og angav sin Fader som Morder; hans egen Deeltagelse havde blot bestaaet i, at han stod nede paa Gaden, for at passe paa, medens Faderen udførte Mordet; den urigtige Frklaring havde han blot afgivet for at redde Faderen.
Til Bestyrkelse af denne Beskyldning anførte han flere Data, som imidlertid alle efter nærmere Undersøgelse senere viste sig at være usande, med undtagelse af det ene, at medens han opholdt sig i Stadt Lauenburg kom der en Dag Bud op til ham fra en Mand paa Vestergade, hvorefter han paa Gjestgiverstedet bestilte Værelse til to Personer; dette Factum forholdt sig rigtigt,; men han tilstod siden, at Budet havde indfundet sig paa Gjestgiverstedet efter hand egen Ordre, for at bestyrke Folkene paa Stedet i Troen paa hans Foregivende, at han ventede paa en Broder. Blandt de andre Data, han anførte, vare t. Ex., at han paa Reisen fra Hamburg til Lübeck havde, da han strax efter Stolles *) Ankomst anede, at Mordet ville blive opdaget, skrevet et Brev til Faderen, som han leverede til Foermandskarlen, og hvori han bad ham ikke være bekymret, da han vilde paatage sig hele Skylden; ligeledes at han efter at være ankommen til Lübeck havde paa sit Værelse indstukket i Kakkelovnen mellem den øverste og nederste Afdeling et Brev fra Faderen, hvori der omtaltes en foregaaende Aftale, og at Faderen havde modtaget alle de Obligationer, der løde paa Navn, som han i de tidligere Forhører slet ingen Besked vilde vide om. - For alle disse Opgivelser kunde han intet Beviis fremskaffe, og navnlig har han ogsaa i de seneste Forhører tilstaaet, at han Morgenen efter Mordet eller samme Dag har brændt de Obligationer der løde paa Navn, i Kjøkkenet i Stadt Lauenburg, hvorfor ogsaa en Forklaring af en Tjenestepige synes at tale, der har udsagt, at hun har seet ham brænde adskillige Papirer, hvoraf nogle vare af den Størrelse, at Medaillerne kunde have været indsvøbte i dem, and andre langt større.
Politiet ansaa sig derpaa, da han vedblev sin Forklaring, uagtet dens Usandsynlighed foreholdtes ham, forpligtet til at afsende Een af sit Personale til Faderens Opholdssted. Faderen negtede enhver Deeltagelse, og der fremkom intet bestyrkende Datum; men da hans Alibi ikke kunde juridisk strengt bevises: Naboerne troede vel at have seet ham i de Dage i Byen, men turde dog nu efter flere Ugers Forløb ikke med Bestemthed benegte hans Farværelse i et par Dage, og da han var villig til, paa Politiets Bekostning, at foretage Reisen til Kjøbenhavn, for at confronteres med Sønnen, skete dette ogsaa.
Strax ved den første Confrontation, som ikke syntes at giøre noget synderligt Indtryk paa Worm, frafaldt han aldeles sin Beskyldning imod Faderen, og kom tilbage til den af os tidligere anførte Forklaring; som Grund til Beskyldningen imod Faderen angav han, at han ved denne oprørende Krænkelse af ethvert Pietetsforhold vilde gjøre sig saa sort og afskyelig for Familien, at de skulde betragte ham som ikke længer hørende til dem, og derforikke sørge over hans Forbrydelse eller Død.
En Opførsel af Worm under det Forhør, hvori han atter erklærede sig skyldig, fortjener som characterristisk at omtales. Efterat han havde tilstaaet sin Skyld, tog han hurtig op af Vestelommen et Papir, hvori der var noget Hvidt, og slugte dette. Man anvendte de sædvanlige Midler ved Forgiftninger, men uden Virkning, lige saa lidt sporedes nogen Virkning af Giften; et Par Dage herefter tilstod Worm, at det blot havde været noget Sukker, som han havde gjemt fra sin Thee og pulveriseret og sammenblandet med nogle smaa Stykker Glas; hans Forklaring om Sukkeret betyrkedes ogsaa ved et Udsagn af en af de Politibetjente, som bestandig havde Vagt hos ham i Arresten.
Med Hensyn til Mordethar Worm forandret sin tidligere Forklaring saaledes: Første Gang han var hos Tønder gav han ham Kagerne med Opiumet i, men det virkede ikke. Sidste Gang havde han ogsaa medtaget Kager med Opium, som han vilde givet Tønder, for at dysse ham i Søvn, men saafremt Forsøget skulde være lige saa uheldigt som første Gang, eller og Tønder aldeles skulde vægre sig ved at modtage Kagerne, havde han, forinden han gik til ham, fattet den Beslutning at dræbe ham, i det han nemlig vilde qvæle ham med Hænderne; men da han under Opholdet hos Tønder saae det tykke Seglgarn, besluttede han at benytte dette. Efter hans Forklaring har han saaledes kun to Gange været hos Tønder; dette er formodentlig usandt, da det er i høi Grad usandsynligt, at et saa mistænkeligt Menneske, som Tønder var, efter et saa kort Bekjendtskab skulde have indladt sig saa meget med en ham aldeles Fremmed, som Worm forklarer.
Den eneste Egenskab Worm besidder i nogen mærkelig Grad, er Evnen til at lyve, og dog har han ogsaa den kun i extensiv Henseende, det vil sige, han lyver om Alt, Stort og Smaat, Vigtigt og Uvigtigt, men at holde fast ved en Løgn, dertil er han ikke i Stand; det kan ikke interessere Læserne at erfare alle de løgnagtige Historier, han har digtet i Forhørerne; dersom han havde begaaet de Forbrydelser, hvoraf han i det ene Forhør har paaduttet sig selv nogle, som han i det næste har fragaaet for at komme frem med nye, som vare ligesaa lidet troværdige, vilde han være en ganske overordentlig Skurk; det er han ingenlunde; han er en simpel, gemeen Morder af Vindesyge.
En egenskab som vi ligeledes ikke troe at burde forbigaae, er hans Belæsthed i Romaner; dette opdagedes ved en af hans Løgne, at han havde læst til dansk juridisk Examen, og leiet juridiske Bøger af en Boghandler, som han navngv; denne forklarede da, at han aldrig havde udleiet juridiske Bøger, derimod havde work i længere Tid laan Romaner hos ham, hvorpaa han opgav en meget lang Liste.
Hvad hans Helbred angaaer, da har han i den senere Tid befundet sig fuldkommen vel, og der er al god Grund til at antage, at flere af hans Krampetilfælde have været forstilte.
*) Den Reisende, han havde givet Æsken med Pengene og Brevet, og hvis Angivelse gav Anledning til hans Paagribelse.
Senere fulgtes disse artikler op omkring retssagen, her Kjøbenhavnsposten 8. januar 1837:
Vi har nylig meddeelt vore Læsere, at Sagen mod Tønders Morder, Worm, nu er bleven gjort anhændig ved Hof- og Stadsretten. I flere Decennier ha ingen Crimminalsag her tildraget sig en større og almindeligere Opmærksomhed, og denne er fra Tid til anden bleven spændt ved de psychologiske mærkelige Omstændigheder om Morderen, der ere fremkomne ved de over ham afholdte Politiforhører, hans evindelige Selvmodsigelser, Opdigtelser og Løgne, af hvilke i Særdeleshed hans løgnagtige Angivelse af hans egen Fader som Morderen maatte opfylde Enhver med Afsky imod ham. I Nr. 248 og 287 af dette Blads forrige Aargang have vi sat vore Læsere i Kundskab om det Mærkeligste af de forskjellige Forklaringer, han har afgivet, saavelsom om hvad man havde erfaret angaaende hans tidligere Livsfærd. Hr. Procurator F. . Lange, der, som meldt, er beskikket til hans Defensor, har i det i disse Dage udkomne 4de Binds 1ste Hefte af "Udvalg af danske og udenlandske Criminalsager" leveret Begyndelsen af en Artikel om denne mærkelige Forbryder. Foruden nogle, endnu, paa Grund af hans egne Udsagns upaalidelighed, ufuldstændige Efterrretninger om hans vita anteacta, indeholder den et Par Documenter og af Andre afgivne Forklaringer, af hvilke sidste een i Særdeleshed er af megen psychologisk Interesse. - Fra denne Kilde ville vi her supplere vore tidligere Meddelelser. Til de af os i Nr. 248 f. A. leverede Efterretninger om ham føie vi saaledes følgende: Hans fulde Navn er Petri Claudius Ferdinand Emil Worm; han er født den 30te Sept. 1814 i Nyborg hvor endnu begge hans Forældre leve. Han gik først i Borgerskolen og siden i den lærde Skole i Nyborg, blev confirmeret i Octbr. 1828 "med udmærket godt Vidnesbyrd for Flid og Forhold under Forberedelsen" og kom i Novbr. f. A. hos sin Onkel, der er Godsforvalter i Lolland, for at øve sig i Contoirforretninger og efter at have gjort nogen Fremgang deri, begynde at læse til dansk-juridisk Examen. Han var der til 1ste Mai 1834, men fik kun lidet læst til Examen, hvortil han opgiver som Aarsag, at hverken Onklen selv eller nogen Anden der paa Stedet kunde veilede ham. Onklens Skudsmaal bevidner, "at han stedse var meget villig og staddig ved sine Forretninger, aflagde nøiagtig Rede for det ham Anbetroede, og iøvrigt opførte sig sædelig og anstændig"; Præsten bevidner hans christelige Forhold. Onklens Huus forlod han imidlertid hemmeligen, som han siger, fordi han tilfældigviis havde paa en Reise fra Nakskov truffet en Hamburger-Kjøbmand Knauch, der lod til at interessere sig for ham. Han medtog, siger han, 20 Rbd., som han havde sammensparet, reiste til Grønsund og derfra med Dampskibet til Hamborg, hvor Knauch lod ham logere i sin Bopæl og gav ham frit Underhold. Af et i Artiklen aftrykt Brev fra Worm til hans Fader (af hvilket den øverste Halvdeel af 1ste Blad er afskaaren og som savner Underskrift), dateret Hamborg den 18de September 1834, erfarer man, at han der havde baade Pakkehuusforretninger og meget Contoirskriveri, men kun 6 Specier om Maaneden. "Det er" skriver han "derfor godt jeg er nøisom og vandt til at tage Behageligt og Ubehageligt som Livet giver det, og atter at vende den bedste Side ud paa det Sidste. De andre jeg omgaaes er saa proper og jeg maa derfor tage den sorte Kjole paa til Daglig for at ligne dem; jeg er usædvanlig rask og naar jeg vidste De ogsaa havde det godt saa var jeg end dertil glad - jeg skal nok slaae mig anstændig igjennem Alting kommer jo ei paa engang - og er her ingen Udsigt til at kunne leve bedre, saa vinder jeg da Tid til at see mig om noget Andet." Han omtaler deri hvad han maa betale for Logis etc., og at "det ikke strækker til Middagsmad hver Dag;" hvilket staaer i Modsigelse med den nys anførte Bemærkning om "frit Underhold" med mindre det tyder paa, at han meget snart igjen maa være tagen fra den nævnte Kjøbmand. I Brevet nævnes ogsaa, at han som snarest skulde til Kjøbenhavn ("i et Anliggende i den Herres Sted, han skulde have fulgtes med dertil og som var bleven syg") men man erfarer derimod, at da han ikke i Hamborg fandt den Ansættelse, han ønskede, saa solgte han sine Klædningsstykker og Alt hvad han kunde undvære, og begav sig til Faderen i Nyborg, hvor han kom "i den maadeligste Forfatning" og forblev til om efteraaret 1834. Det blev, efter Fadrens Udsagn, da bestemt, at han skulde sendes til Kjøbenhavn for at komme i Malerlære, dersom Onklen vilde udstyre ham dertil. Denne gav hertil 50 Rbd., der anvendtes til at eqvipere Sønnen, som derpaa kom til Kjøbenhavn, men, efter Faderens udsagn, forgjæves søgte selv og ved Andres hHjelp at faae nogen Ansættelse, hvorefter han igjen reiste til Onklen, der antog ham til sine Børns Underviisning. (Slutn. følger)
Artiklen i Kjøbenhavnsposten fortsatte den 9. januar 1837:
- Om Tønders Morder. (Sluttet.) Her forblev han, indtil i Sept. 1835. Han var da, paa Provst Boiesens Anmeldelse og mod Onklens Caution for Kost og Logis, bleven antagen til Oplærelse paa det kongl. Skolelærer-Seminarium i Lyngbye ved Grenaae,og reiste nu, i Forening med et andet ungt Menneske, der ved Seminariet skulde være Worms Contubernal, til Kjøbenhavn, hvorfra de med Dampskibet toge til Aarhuus og derfra med Extrapost til Lyngbye. Men her forblev han ikke længer end en halv Time, kjørte med samme Vogn tilbage til Aarhuus, under Foregivende af at ville besøge en Onkel, der var Præst i den sydlige Deel af Jylland, indtil Forelæsningerne ved Seminariet skulde begynde, tog faa Dage efter over til Kallundborg og derfra til Kjøbenhavn. For sin Reisefælle havde han paa hele Didreisen yttret Ulyst til at blive Seminarist, flere Gange talt om, hvor behageligt det kunde være "at reise længere bort, ned til Hamborg og Lybeck", og været meget mismodig og ilde stemt. Denne roser ham iøvrigt som "et meget godmodigt, stille og skikkeligt Menneske, der i Penge-Affairer viste megen Redelighed og Accuratesse." Seminariiforstanderen, Pastor Sidenius (hvis Erklæring findes fuldstændigen aftrykt) modtog nogen Tid efter et Brev fra Worm, hvori denne forklarer Aarsagen til sin pludselige Bortreise med en Historie om, hvorledes han i Kjøbenhavn samme Dag han reiste, havde mistet 40 Rbd., som hans Onkel havde medgivet ham, derved at han havde hængt sin Frakke, hvori de var, i Forstuen til en Boglade; og hvorledes han ved Ankomsten til Lyngbye ikke vilde være sit Tab bekjendt, og var vendt tilbage for at søge "nye eller andre Ressourcer", hvilket var lykkedes ham; og sendte han dermed 40 Rbd., som han bad Pastor S. beholde i Deposito til hans Gjenkomst. Den 17de Dec. skrev Worm atter til Pastor S. underrettede ham om, "at han nu formedelst indtrufne Omstændigheder aldeles havde opgivet at indtræde paa Seminariet"; ligesom han sildigere forlangt og fik de 40 Rbd. tilbagesendte. Angaaende Worms Livsfærd i Mellemtiden fra Decbr. 1835 indtil han, i Juli 1836, udøvede Mordet, leveres her ingen sammenhængende Oplysninger. At han levede i de usleste Omstændigheder, synes vist. Det var ogsaa i en Tid han blev Underofficier. Onklen meldte i Juni 1836 Pastor Sidenius, at Work havde ladet sig engarere i Malmø, uden dog at vide, i hvilken Egenskab. Faderen har forklaret, at han sidste Gang saae Sønnen i August 1835, da han var reist over til Svogeren, deels for at see denne, efterat de flere Aar ikke havde seet hinanden, deels for at tage Afsked med Sønnen, inden denne reiste til Seminariet, og for ved denne Leilighed at give ham nogle Formaninger, hvilke Sønnen besvarede med kraftige Forsikringer om at skikke sig vel, saa Forældrene kunde have Glæde af ham. Faderens Vidnesbyrd om Sønnen gaaer forøvrigt ud paa: at han "stedse har været af en godmodig Gemytbeskaffenhed, og altid lagt for Dagen, at han var sine Forældre og Sødskende yderst hengiven; in specie har Faderen aldrig havt Leilighed til at erfare, at Sønnen havde noget imod ham. At Arrestanten har været hengiven til Løgn, har han først nu, ved at anstille Betragtninger over de forskjellige Breve han har modtaget fra ham, kunnet skjønne; men savel som Barn som i Opvæxten har han anseet ham for at ynde Sandheden. Derimod har han altid været meget indesluttet i sig selv, samt derhos trist og melancholsk, ligesom det ofte har været Faderen paafaldende, at høre ham tragte efter at komme i en eller anden Stilling, som han efter sin Fødsel, sine Formues Omstændigheder og Kundskaber ikke kunde vente at opnaae; men dette maatte Faderen i Særdeleshed tilskrive Romanlæsning. Ubarmhjertighed og Haardhed har han ingenlunde seet Træk af hos ham. Hans Fatteevne og Hukommelse har stedse været god, og saavidt Faderen bekjendt har han aldrig havt Krampetilfælde (sandsynligviis have de Tilfælde af den Art han havde i Politiarresten, være forstilte). Han er vel kun af middelmaadig Høide og Førelse; men efter sin Legemsbygning, antager Faderen, at han har gode Kræfter, hvortil muligen den Omstændighed, at han stedse har levet tarveligt og aldrig smagt Spiritus, ikke lidet har bidraget. Det mærkeligste af de offentliggjorte Actstykker er imidlertid den af den katholske legationsppræst Ackermann afgivne Erklæring. Vi hidsætte den derfor i muligst tro Oversættelse efter den i Hesteskriftet aftrykte Original. Den lyder som følger: "Det vil omtrent have været i Midten af Decbr. f. A. (1835), at en ung Mand, paa 20 til 25 Aar, kom til mig i min Bolig. Han var fattig klædt i en blaa-graa Frakke; i Haanden holdt han en Hue, som han i Løbet af vor Samtale tog under Armen; han var af mindre end Middelhøjde, af Statur udersætsig, og af en Kraftfuld, compact Muskelbygning. efter en keitet Hilsen henvendte han det Spørgsmaal til mig: Om jeg var den katholske Pastor Ackermann? Jeg. Det er mig. Han. Om jeg ikke var fra Prag. Jeg. Jo. Han. Er der ikke i Prag et Kloster, der hedder Strahov? Jeg. Ja vel et Præmonstratenser-Kloster. Han. Om jeg ikke var bekjendt msammesteds? Jeg. Saa temmeligt. Han. Om  der ikke der boede en vis Herre? - (det foregivne Navn har jeg glemt.) Jeg. Jeg kjender Ingen af dette Navn, men den Mand er maaske allerede død, eller "in der Landseelsorge ausgesetzt". Han. Denne Mand er min Onkel; thi min Bedstefader nedstammede fra Bøhmen og var katholsk. Jeg. Hvad heed Deres Bedstefader? Her nævnte han Navnet; man maa imidlertid tilgive min Hukommelse det, hvis jeg nu efter næsten et Aars Forløb ikke længer kan erindre mig det. Kun saa meget veed jeg, at jeg svarede: Da var Deres Bedstefader ikke af bøhmisk Blod, the det Navn lyder ikke bøhmisk. Her indtraadte en Pause, under hvilken han holdt Øinene stivt fæstede paa Loftet i mit Værelse, og jeg belavede mig paa et Tiggeri. For at dreie af, spurgte jeg da: Jeg. Er de maaske ogsaa en katholik? Han. Nei, det er jeg ikke. Jeg er opdragen luthersk, og mine Paarørende ere meget strenge Lutheraner. Men min katholske Bedstemoder gjorde mig bekjendt med den katholske Relgion, og holdt mig i Særdeleshed til Andagt og Gudsfrygtighed; ved hende har jeg fattet en stor Forkjærlighed for den katholske Religion. - Her fortalte han mig Noget om sine Familieforhold, men disse Specialier ere næsten ganske gaaede mig af Glemme. Resultatet var det Spørgsmaal: Kunde jeg ikke blive katholsk? Jeg. Nei, det kan De ikke. Han. Hvorfor ikke? Jeg. De danske Love forbyde det under Straf af Landsforvisning. - efterat han atter en Tidlang i ovennævnte Stilling syntes at have været fordybet i sine Tanker, spurgte han: Om han ikke kunde blive det i Hamborg? Jeg. I Hamborg, saavelsom i det øvrige Tydskland hersker Religions- og Samvittighedsfrihed; der kunde Det det vel, men da torde De ikke meer komme tilbage til Danmark fordi De ellers vilde udsætte Dem for den Fare, som jeg allerede har gjort Dem opmæksom paa, at blive landsforviist og fredløs. Han. Det er en haard Lov. Jeg. Derpaa kan jeg intet svare. - efter nogen Betænkning tilkastede han mig et flygtigt Blik og sagde: Man maa foretrække det Himmelske for det Jordiske. Jeg venter i denne Uge min Fader, og vil træffe Aftale med ham, og næste Foraar reise til Hamborg. Jeg. Ere Deres Omstændigheder og Deres Forretninger af den Art, at De kan det? Han. Jeg er Comptoirist, og kan som saadan let finde Ansættelse i Hamborg. - Da der nu paa ny indtraadte en kort Taushed, saa reiste jeg mig, for at gjøre en ende paa Samtalen; han syntes imidlertid ikke at ville forstaae mig, og spurgte videre: kunde jeg ikke i Prag træde i et Kloster? Jeg. Nei, det kan De ikke. For det Første, tør man ifølge de bestaande Anordninger ikke optage nogen Udlænding; dernæst vilde det være nødvendigt først med heldigt Udfald at gjennemgaae et videnskabelig Cursus af 6 til 8 Aar efter Forskjelligheden af Klosteret, men til at begynde det er De for gammel. Der gives vel ogsaa Klostre, hvor man kan blive optagen som saakaldet Læg eller tjenende Broder uden scientifisk Dannelse, dog der vilde endnu den Hindring blive tilbage, at De er en Udlænding. Han. Om jeg da ikke idetmindste vilde laane ham en katholsk Bog? Jeg. Mine Bøger ere for største Delen affattede i saadanne Sprog, som De vel ikke forstaaer. Han. Det havde saameget Trøstende og Beroligende for ham, naar han talte med mig; om jeg ikke vilde tillade ham, at besøge mig oftere. - Omenskjøndt jeg ikke indsaae, hvorledes han efter den første Samtale kunde komme paa saadanne Ideer, vilde jeg dog ikke saa ganske ligefrem for stedse afskære Adgangen for et Menneske, der introducerede sig som en halv Landsmand, og svarede derfor kort og prøvende: Min Dør staaer aaben for enhver ærlig Mand. Han. Naar kan jeg komme igjen? Jeg. Indret De det efter Deres Forretninger. Om Formiddagen er jeg sædvanlig at træffe. Han. Mine Forretninger forhindre mig slet ikke. - Om jeg ikke vilde bestemme ham en Time, i hvilken han ikke forstyrrede mig? - Jeg troer, at jeg nøiere bestemte ham Timen. - Og saaledes sluttedes vor første Samtale, som saa meget desto meer levende har indpræget sig i min Hukommelse, som dette Menneskes hele Adfærd og Væsen besynderligt afficerede mig. Hans undselige, sky Udseende, hans urolige Blik, der, som allerede bemærrket, dog sædvanlig var fæstet paa Loftet, og stedse ængstelig forlegen undveg mit, naar jeg betragtede ham stivt, selv hans Ansigtsmusklers convulsiviske TTrækninger nu og da, lode mig i ham formode et Menneske, hvis Inderste var sønderreven og som følte sig selv ganske fortabt. Jeg kan ikke dølge, at jeg holdt ham for en Emissairr, der var kommen, for at udspionere mine Anskuelser; derfor ogsaa mine afmaalte Svar. - Nu saae jeg ham ikke igjen før efter Juul. Han kom med dem Undskyldning, at han ikke før havde kunnet komme igjen, fordi han i Helligdagene havde ligget syg i Hospitalet, hvilket havde været ham saameget desto ubehageligere, som han ikke havde kunnet bivaane Gudstjenesten i det katholske Kapel. Jeg (afbrydende): Hvad? De gaaer i vort Kapel? Han. O ja! og det opfylder mig stedse med vidunderlig Trøst. Om jeg ikke vilde forskaffe ham en Psalmebog? Jeg. Jeg maa aabenhjertig tilstaae Dem, jeg har for Øieblikket selv ingen. Han. Hvor han da kunde faae en? - Jeg henviste ham til d.Hrr Hois og Blankensteiner, og tilføiede: som jeg formoder, har ogsaa Skolelærer H. nogle. Han indvendte, det vilde vel falde svært, at finde disse Herrer, og at ogsaa hans pecuniaire Midler vare indskrænkede; om jeg ikke vilde bevise ham den store Bevaagenhed, selv at forskaffe ham en? Jeg gav den høflige, ubestemte Besked: "Jeg vil see ad!" i den Mening, at han vilde antage samme for "Nei" - I dette Øieblik lød Klokken i Forværelset; da saae han sky, jeg kunde næsten sige, med et Hyæneblik hen til Døren. - Jeg. "Mine Confirmander komme" - Da jeg nu saae ham i forlegen Tvivlraadighed, vedblev jeg i en bestemt Tone: Vil de maaskee blive? - Spørrgsmaal og Toone kunne i den af mig om ham opfattede Anskuelse finde deres tilstrækkelige Forklaring. Han mumllede noget imellem Tænderne og gik. - Efter nogle Dages Forløb kom han igjen. Jeg var netop beskjeftiget med at klæde mig paa, for at gjøre Visit etsteds. Han syntes at bemærke sin ubeleilige Ankomst, og spurgte mig efter en Undskyldning: Om jeg havde besørget Psalmebogen? Jeg benægtede det og anbefalede mig. - Det varede omtrent otte Dage førend han kom igjen. Han traf mig i Forværelset, eller allerede paa Trappen, netop staaende i Begreb med at gaae i Skolen. Psalmebogen var den foregivne Hensigt af hans Besøg. Da jeg nu indsaae, at jeg paa ingen Maade vilde blive befriet for hans besværlige Paatrængenhed, saa sagde jeg, han kunde følge med mig. Paa Gaden mødte jeg min Collega, Hr. Zimmermann, som agtede sig samme Vei, da vi i samme Timer undervise i forskjellige Klasser. I Forbygningen af Skolen mødte vi Overlærer H. ...., hvem jeg bad, at give den med mig fulgte Ubekjendte en Psalmebog, og ogsaa at bringe mig en. Derpaa gik jeg ind i Classen, hvor, som jeg troer, bemeldte Lærer ogsaa bragte mig et exemplar. Denne Dags Datum vil man kunne eruere af Contobogen. Det var den 15de Januar. Skulde der nu, hvilket jeg ikke kan troe, her i den frie Gransknings Land gives et Index, hvorpaa denne i Kjøbenhavn trykte og forlagte Bog stod, saa havde jeg vistnok begaaet en Forseelse, som dog maaske fortjente at bedømmes med billig Overbærenhed, da jeg er født og opdragen i en Stat hvor Religionsbekjendelsen er Gjenstand for frit Valg, og hvor man nærer den - maaske urigtige Anskuelse, at den Gudstjeneste, der udspringer af den inderligste christelige Overtydning, er en Gudstjeneste i Aand og Sandhed, og da jeg, dengang endnu en Nyliga nkommen i Landet her, ubekjendt med Anskuelser, Sæder og Sprog, letteligen kunde ansee Bortgivelsen af en Psalmebog for noget ganske ubetydeligt. Saa meget kan jeg forsikre, at jeg herved aldeles ikke havde nogen illegal Hensigt. Thi hvilket andet Formaal, end endelig at blive befriet fra dette Menneskes Paatrængenhed, skulde jeg vel ogsaa kunne have havt for Øie? At vinde ham for vor herværende Menighed? Det umuliggjøre alldeles de her tillands bestaaende, strenge Prohibitivlove, og de skarpe, over deres Iagttagelse førte Controller. eller for den katholske Kirke overhovedet? I Sandhed, ertl kunne de herværende katholske Præster ikke føle sig kaldede, allerede i Følge deres Stilling og de Omstændigheder, under hvilke de leve; idet disse i det høieste tillade dem at forfølge en conservativ retning; tilmed da denne Kirke til hvilken de høre, har saa vidt udstrakte Grændser, at der oogsaa indenforr den bliver Terrain nok for en redelig Arbeider, oog man altsaa med Føiee kanafholde sig fra den ukaldede Erobring denfor dette. Dernæst turde endnu min fuldkomne Hensigtsløshed være kjendelig af den ringe iver, med hvilken jeg skyndte mig at opfyde det flygtigt givne og opsatte Løvte; og som ogsaa neppe vilde være blevet opfyldt, dersom ikke et Sammentræf mal-i-propos havde overrasket mig. - Senere troer jeg virkelig at have bemærket dette Menneske en Søndag i vort Capel under Formiddags-Gudstjenesten, og derefter endnu engang i Nyhavn, hvor han kom gaaende fra Søsiden, men saasnart han var bleven mig vaer, næsten med Uvillie saa hurtigt som muligt dreiede om Hjørnet ind i den nærmeste Gade, saa at det var umiskjendeligt, at han forsætlig undveg mig. - Dette er den nøjagtige Fremstiilling af alle Berørelsespunkter med dette Menneske, forsaavidt jeg efter den modneste Eftertænken kan erindre mig dem. Jeg kan altså - saaledes som vore indenlandske østrigske love fordre det - paa Præstere og Embedseed bevidne og forsikre den ærede Ret om Sandheden af Samme."
I Kjøbenhavnsposten 13. - 17. samt 19., 21. og 23. marts 1837 fremkom yderligere vidnesbyrd fra retssagen, især på foranledning af forsvareren. Det drejer sig bl.a. om en obligation som Worm fortalte han havde brændt, men som senere blev fundet skjult i en bog, samt breve og vidnesbyrd fra hans søster. Senere i året 1837  5, september 1837, 8. september 1837 og 10. september - gennemgik Kjøbenhavnsposten hvordan skønlitteratur havde påvirket Worms fantasi, samt undersøgelser om hvornår og hvordan Tønder egentlig var blevet myrdet.

Domsafsigelsen blev offentliggjort i Kjøbenhavnsposten den 25. februar 1838. Kort efter hans domsafsigelse i 1838 udkom et lille hefte af privatlærer C. F. Gebauer som omtaler Worm nærmest sympatisk og bringer et digt af ham. I Kjøbenhavnsposten 18. juni 1838 ændrede Worm igen tilståelse, og udtrykte at Tønder var død af skræk. Desuden fik man at vide at Worm havde afleveret breve med oplysning om sin sjælstilstand under mordet og et digt til justitsråd Guldberg, Worms forsvarer. Dette trak han dog ifølge Kjøbenhavnsposten den 30. august 1838 tilbage igen. Dommen blev stadsfæstet i Højesteret og offentliggjort bl.a. i Kjøbenhavnsposten den 8. september 1838:
I Sagen: Auditeur Liebenberg som befalet Actor contra Petri Claudi Ferdinand Emil Worm blev i Dag (Løverdagen den 8 Septbr.) Kl. 3 afsagt følgende Dom i Høiesteret: "Petri Claudi Ferdinand Emil Worm bør miste sin Hals og hans Hoved sættes paa en Stage. I Henseende til erstatninger og Actionens Omkostninger har Lands- Over- samt Hof- og Stads-Rettens Dom ved Magt at stande. Til Auditeur Liebenberg betaler Tiltalte i Salarium for Høiesteret 30 Rbd. Sølv og for havte Udgifter 3 Rbd. 2 Mk. Sølv." Worm er saaledes ved Høiesteret bleven dømt for Mor efter hans først afgivne Tilstaaelse uden Hensyn til det sidste Forhør, hvori han benegtede at have dræbt Tønder efter foregaaende Overlæg.
Efter denne afgørelse kunne kun kongen omstøde henrettelsen. Højesteretsindstillingen blev først offentliggjort i sin ordlyd i Berlingske den 24. november 1838. Af de 11 tilforordnede havde en ment at han ikke kunne blive idømt livsstraf, 5 anbefalede at livsstraffen blev forvandlet til offentligt arbejde på livstid, mens fem anbefalede at han ikke blev benådet. Artiklen indeholder også kort begrundelserne. Men allerede den 24 oktober 1838 kunne man læse dette i Kjøbenhavnsposten:
Igaar (Onsdagen den 24de October) blev Worms jordiske Skjæbne afgjort ved kongelig Resultat. Som vi erfarer har Hs. Majestæt Kongen ikke fundet sig foranlediget til at gaae ind paa den af Pluraliteten af Høiesterets Tilforordnede, som have dømt i denne Sag, gjorte Indstilling om Benaadning, men har bestemt, at den ham overgaaede Dom skal exseqveres, dog saaledes at Hovedet ikke bliver at sætte paa Stage. Naar Exsecutionen skal finde Sted, er selvfølgeligen endnu ikke bestemt, men vil formeentlig neppe finde Sted i Løbet af den første Uge.
For denne offentliggørelse kunne man den 18. november 1838 læse at der fulgte en anklage mod Kjøbenhavnspostens redaktør, Jens Finsteen Giødwad (Kokkegade 134, 1. sal) for at have offentliggjort meddelelsen for den var forsynet med kongens underskrift. Det skete nemlig først den 27. oktober. 

Worm er tidligere nævnt i Politivennen, 25. november 1838 i forbindelse med at nogen forsøgte at drikke hans blod da han blev henrettet. I Dagen den 26., 27. og 28. november 1838 blev uddrag af Visbys bog om Worm gengivet, nemlig det hvor Visby fulgte Worm til skafottet og hans digte mm. Visbys bog blev stærkt kritiseret i Dagen den 9. december 1838. Også Kjøbenhavnsposten omtalte bogen ii stærkt kritiske vendinger 27. november 1838:
Nyheds-Post.
Kjøbenhavn, den 27de November 1838 - Pastor Visby har udgivet et lille Skrift "Dagbog over mine Besøg hos P. C. F. E. Worm fra den 3die Nov. af, da den kongl. Resolution om hans henrettelse blev ham meddeelt, til den 20de f. M. da den exsequeredes" (77 S. 8. 32. s hos Høst) der, skjønt paa et Par Steder maaske ikke aldeles frit for katholicisme, heelt igjennem maa læses med Interesse. Forfatteren, der selv siger, at det vilde være unyttigt at negte, at han har følt inderlig Deeltagelse for Worm, har vidst at vinde sine læseres Medfølelse, at et så let modtageligt og svagt Gemyt som Worm maatte, efter i den sidste Tid kun at have været paavirket af gode Indtryk, udgaae af Fængslet som et ganske andet og bedre Menneske, end det vi kjende af Acterne; derfor er selv Worm et stærkt Argument for Ønskeligheden af Dødsstraffes Afskaffelse.
Artiklen blev fulgt op af en polemik i Kjøbenhavnsposten, 9. december 1838, s. 1365-1366. Her udtrykte bladet betænkelighed ved at pastor Visby utilsigtet kom til at gøre for meget ud af Worm. Visbye fungerende præst ved det civile arresthus. Visby svarede igen i sit private tidsskrift, og blev imødegået af Kjøbenhavnsposten 28. december 1838. Han er en af hovedpersonerne i en artikelserie i Politivennen, 14. juni 1834.

Under fængselsopholdet skrev han digte som blev udgivet. Åbenbart forstod Worm ikke bare at vække sympati udenfor fængslet, især blandt kvinder, men også fra en præst: I Theologisk Tidsskrift 1844, s. 179- 183 bebrejdes det pastor Visby at han har forvansket salmer af bl.a. Ingemann og Brorson specielt for fangernes skyld. Pastor Visbys pjece får en grundig gennemgang i Tidsskrift for Litteratur og Kritik, 1839, s. 65-79.

Henrettelsesstedet (1806-1845) lå ved Svenske Skanse (nu Dalslandsgade 7, deraf gadenavnet Ved Skansen).

Han blev begravet på "Slavekirkegården" (Tugt- og Forbedringshusets begravelsesplads på Amager). Den 7. december 1838 var hans hovede fjernet. Mere end 40 år senere skrev den ansete professor og etatsråd Carl Otto i sin bog "Af mit liv, min tid og min kreds" side 204-208 (1879 - se netdokument) at han havde aftalt med skarpretteren Nicolai Raunholdt at få udleveret hovedet. Men at Worm selv havde mistanke om at det ville ske og fik løfte fra fængselspersonalet om at det ikke ville ske. Otto måtte derfor betale for i ly af mørket at få opgravet hovedet, hvilket blev opdaget. Men man slap væk med hovedet som Otto (ikke uden stolthed) beretter at han således reddede til sit Frenologisk Museum. Her uddraget af netdokumentet:
Da nu Worm, en ung Mand af god Familie, i 1838 (?) havde dræbt eller kvalt den bekjendte originale Udgiver af „Gammelt og Nyt," Tønder, var det mig særligen om at gjøre at erholde hans afhuggede Hoved. Kort for Henrettelsen henvendte jeg mig derfor til min gode Ven Ravnholdt og lovede en større Pengesum end sædvanlig, hvis han, naar Liget lagdes i Kisten, kunde tilvende sig Hovedet og bringe mig det. Han lovede det naturligvis. Worm imidlertid, der vel maa have hørt om min Gridskhed efter at faa alle Henrettedes Hoveder, tog forinden i Fængselet det høitidelige Løfte af Underfogden og Politibetjentene ved Halshugningen at drage Omsorg for, at hans Hoved kom med i Kisten, og disse paasaa dette ogsaa, da Skarpretteren bestræbte sig for at tage det tilside. Denne kom derfor samme Dag til mig med stor Beklagelse over, at han havde maattet opgive Hovedet. Da det nævnte Mord havde været i Alles Munde, og Morderens Livstildragelser vare blevne saa almindelig bekjendte, blev Besiddelsen af netop dette Hoved mig dobbelt vigtig, og jeg besluttede derfor ikke at opgive mine Bestræbelser for dog at erholde det. Dette blev imidlertid saa meget vanskeligere, som Worm paa Grund af sine Bekjendelser, sin naturlige, i Modstrid med hans Handling staaende Godmodighed og sit formentlige poetiske Talent af den lavere Befolkning i Staden blev anseet for et Slags Martyr, hvortil navnlig en Piece af hans Skriftefader, Pastor Visby, meget bidrog, saa at der dagligen foretoges Valfarter ud paa Amager til hans Grav, der endog ved disse Leiligheder smykkedes med Blomster! Vanskelighederne ansporede kun mine Bestræbelser. For god Betaling overdrog jeg derfor min Assistent, Bataillonskirurg Kruse og min Syge-opvarter i Straffeanstalten, Medscher at forskaffe mig Worms Hoved. Fjorten Dage efter begav de sig derfor en Nat, forsynede med Spade, Reb osv, ud til Graven og begyndte at opgrave Kisten. Medens de vare midt i dette Arbejde, hørte de Folk, der maaske havde hørt Opgravningen, nærme sig; de skyndte sig da i al Hast at aabne Kisten og udtage Hovedet, men da Fodtrinene stedse kom nærmere, kunde de ikke give sig Tid til ogsaa at tilkaste Graven og ilede da kun bort med Byttet.
Den næste Dag havde jeg da Hovedet, men tillige gik det som en Løbeild gjennem hele Byen , at „Worm s Lig var blevet opgravet og bortført", som det tilføiedes: „for at nedgraves i hellig Jord paa AssistentKirkegaard." Politiet kom strax i Bevægelse, fandt vel Liget paa sit rette Sted, — men intet Hoved! Melding derom skete strax til Politidirektør Kieruls. Denne, som kjendte min frenologiske Iver, anede strax Sammenhængen, og da han som min gamle Velynder vilde forskaane mig for at komme i Forlegenhed, yttrede han for Betjentene, at da Liget var blevet paa sit Sted , var det ikke værd at foretage Videre i denne Sag . „ Jeg kan nok tænke, hvor Hovedet er blevet af!" Dermed var Historien forbi, der maaske ellers nok kunde være bleven mig ube­hagelig. Begivenheden var imidlertid længe endnu Gjenstanden for Publikums Omtale og Betragtninger, og jeg maatte høre mange Yttringer om den Mistanke, man havde. Hovedet er nu i mit frenologiske Museum, og i Kataloget over dette har jeg givet en fuldstændig Beskrivelse af dets frenologiske Organisation og Overensstemmelse med Hjerne-Organlæren, saaledes som den viser sig, sammenholdt med Morderens af Visbys Bog bekjendte Karakter og Handlinger.
Man har, som sees af Ovenstaaende, vel Grund til at kalde mig „Frenologen", men fortrinsvis at benævne mig saaledes, hver Gang Bladene ere saa gode at offenliggjøre min Fødselsdag, forekommer mig dog mindre passende, naar Hensyn tages til min øvrige og større Virksomhed i den almindelige Lægevidenskabs og navnlig i mit Fags, Farmakologiens Tjeneste.
I 2005 blev der udgivet en roman af Carl Jørgen Carlsen over historien.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar