Der var engang en landsbypræst der af sine sognefolk blev anklaget for at han i længere tid havde ladet dem høre en og samme prædiken. Biskoppen sendte klagen til præsten og æskede hans erklæring, hvilket han gav således lydende: Jeg har for lang tid siden gjort mine sognefolk opmærksom på forskellige af deres fejl og skrøbeligheder og formanet dem til ikke at fremture deri, men jeg sporer ikke nogen forbedring eller forandring hos dem. Jeg har derfor troet at burde vedblive med de samme påmindelser og formaninger, indtil jeg så at de havde båret gode frugter, da jeg ville komme frem med andre.
Om biskoppen fandt denne erklæring tilfredsstillende, ved udgiveren ikke. Imidlertid må han benytte sig af den som en undskyldning for at han efter forfatterens anmodning, atter fremsætter følgende forslag der for henved 4 år siden har været indført i dette blad, men formodentlig den gang har undgået vedkommendes opmærksomhed. "Af alle de skatter som Københavns borgere må betale, er der vist næppe nogen der ydes mindre beredvilligt end den såkaldte præsteskat, og det ikke fordi man misunder gejstligheden at en arbejder er sin løn værd, men fordi bestemmelsen af hver enkelt borgers bidrag synes ikke at være ganske fri for vilkårlighed. Rodemestrene går nemlig om til de skatteydende og beder dem tegne sig for hvad de vil give. Men når han kommer igen for at modtage skatten, lyder kvitteringen som oftest nogle rigsbankdaler højere, ja undertiden på det dobbelte af det man har tegnet sig for, og dette må da uvægerligt betales, hvis man ikke vil udsætte sig for udpantning. Spørger man rodemesteren om hvorfor man er sat højere end det man har tegnet sig for, så får man til svar: "Kommissionen har bestemt det således."
Man har haft den opfattelse at der ved denne betalingsmåde burde tages hensyn til hvor mange børn en familie har, da en familiefar med talrig børneflok allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente, og for fremtiden kommer til at yde endnu mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja vel endog kun en tredjedel mod andre. At tage hensyn på næringsvejene, er vel ikke urimeligt, når kun ikke den ene borger der sidder i lignende næringsvej som hans nabo, måske med meget større indkomster og uden børn pålægges det dobbelt imod denne, eller år der ikke uden forespørgsel afkræves ham mere end hvad han har tegnet sig for. Enhver skat, altså også denne, bør efter rimelighedens bydende betales efter ydernes formueomstændigheder. Men hvorledes er det muligt for de respektive kommissioner at kende disse hos folk de måske aldrig har set, og om hvis handel, levemåde osv. de er aldeles uvidende. Man vil vel indvende at rodemestrene kunne hjælpe til at forskaffe nogen kundskab om det, men da disse som oftest ikke bor i det kvarter af byen hvor de fingerer, og desuden efter anciennitet forflyttes fra de mindre til de større kvarterer, kunne de vist nok kun have såre lidt kundskab om de skatteydendes formueomstændigheder der. Den borger der altid på anfordring betaler de påbudte skatter, anser de for rig eller formuende, mens de måske erklærer den for uformuende der ikke af mangel, men for desto længere at kunne gøre brug af sine penge, lader dem løbe flere gange efter et ubetydeligt pengebeløb. At skattens fordeling under sådanne omstændigheder ikke kan ske med den ønskede nøjagtighed, er deraf indlysende.
Om årsagen til den modvillighed hvormed denne skat ydes, mere bør søges i tvivl om dens nøjagtige fordeling efter faste retfærdige grundsætninger, eller den har sin grund deri, at gejstligheden er den eneste stand der lønnes med en direkte skat *), er ikke let at sige. Men at denne modvillighed ofte finder sted, viser de ikke sjældne eksekutioner som folk der er almindelig bekendt for at eje formue, underkaster sig før de bekvemmer sig til at betale det der afkræves dem. Højst ubehageligt må det også være for gejstligheden på denne måde at modtage en del af deres embedsindtægter og den vinder vist nok ikke ved det. For før ofrede mange på hver af de store højtider både til sin sjælesørger og til de andre kirkebetjente, men siden skatten blev pålagt har de fleste ophørt med at yde frivilligt offer. Igen at ophæve skatte ville imidlertid næppe være tilrådeligt. For det er uvist om de der engang har ophørt med det frivillige offer, igen vil bekvemme sig til at yde det, men mere rigtigt ville det være om man kunne finde en anden måde hvorpå kirkens tjenere kunne lønnes, uden at den havde omtalte ubehageligheder til følge, men derimod konvenerede modtagerne uden at vække ubehagelige følelser hos yderne.
Forfatteren af dette tillader sig derfor at fremkomme med et forslag som hvis det end ikke skulle findes værdigt til antagelse, dog måske kunne give anledning til at nogen anden fremkommer med et heldigere og mere hensigtsmæssigt. Han mener nemlig at når det pålagdes husejerne i København at betale årligt ½ promille af deres ejendoms forsikringssum, så ville da samtlige ejendomme i København er forsikret, for ca. 49 millioner, tilvejebringes en sum der ikke alene ville ære tilstrækkelig til stadens kirkebetjentes løn, men endog afgive et overskud på nogle tusinde rigsbankdaler der kunne tjene til en eller anden gavnlig indretning, såsom oprettelse af friskoler, kirkers vedligeholdelse og lignende, hvortil der ellers indsamles frivillige gaver. Når ejeren af et hus eller en gård hvis forsikringsum var 10.000 Rbd. således betalte 5 Rbd. hvori hans husbeboere tog del efter det lejede lokales størrelse, så indses let hvor ubetydelig udgiften ville blive for hver familie. **) Den rige ville således som han bør, komme til at betale mere end den mindre formuende, og al tvivl om en retfærdig og nøjagtig fordeling ville bortfalde, da enhver husbeboer let kunne erfare den pågældende ejendoms forsikringssum, og derefter beregne hvad der tilkom ham at yde. ***) Da navnet "præsteskat" af mange findes stødende, kunne det med så megen mere grund forandres som afgiften kunne få en flersidig bestemmelse. Rigtigste og kortest ville det være dersom denne afgift blev betalt i forening med forsikringspræmien, og af forsikringsselskabet igen indbetaltes til Magistraten der så vidt man ved, udbetaler lønninger til kirkebetjentene. For megen tid og mange ubehagelige bryderier ville derved spares, såvel for de respektive kommissioner, der nu bestemmer hvad enhver skal yde, som især for de herrer rodemestre hvoraf forfatteren har hørt flere erklære at den allerubehageligste af de forretninger de er pålagt, er den at opkræve præstepengene.
Måtte dette forslag af højere vedkommende værdiges opmærksomhed og ikke henlægges upåaget, fordi vi kommer fra en lægmand, ville forfatteren glæde sig, og han ville ikke anse den korte tid han har anvendt på dets fremlæggelse for spildt eller anvendt til unytte.
*) For så vidt forfatteren ved er der for tiden ingen embedsmand der lønnes ved en til det øjemed påbudt skat. For 40 år siden og derover lønnedes stadens skarpretter ved at gå om til borgerne og indkræve 6 skilling af hver stue- eller kælderbeboer, under navn af mestermandspenge. Nu nyder han derimod en bestemt årlig løn, samt betaling for enhver eksekutionsforretning efter en fastsat takst.
**) Bonden yder foruden konge- og kirketiende, tiende til præsten, der er 1/30 af hans jords frembringelser. Hvis husejeren i København selv skulle betale den foreslåede udgift, uden at hans husbeboere tog del i det, ydede han halv tusindedel af sin ejendoms værdi.
***) Vil man regne efter en anden målestok som fx præsteskattens beløb er 12.000 Rbd og Københavns gårde og huses antal er 4.000, så blev udgiften for hvert hus eller gård 3 Rbd. Men så kom man i forlegenhed for at finde hvorfor flere familier i en og samme gård nu betaler 3 til 5 Rbd.
Udg. Anm.
****) At inkassationen under nærværende omstændigheder må være forbundet med megen tidsspilde og løben for de herrer rodemestre er ikke at betvivle, så at de til fulde kunne fortjene de for deres ulejlighed dem tilståede procenter, hvilke dog ifald forslaget blev taget til følge, muligvis kunne tåle en nedsættelse eftersom ulejligheden ville blive mindre.
Udg. Anm.
(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 5de Januar 1839. Side 1-8)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar