Kjøbenhavnsposten den 27. oktober 1835:
- Angående den i dette blad nr. 239 nævnte sag mellem Nakskov søfolk m. fl. og landvæsenskommissær Lund til Fredsholm, samt kaptajn-løjtnant Leth, i egenskab af havne-inspektør, og det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegiums indblanding i sagen m. m. har red., fra 3 borgere i Nakskov, modtaget følgende yderligere fremstilling og oplysninger, som man da denne ikke umærkelige sag heri bladet er blevet almenheden forelagt, ligeledes tror at burde bringe til offentlig kundskab: "Det kan være omtrent 4 år siden, at hr. landvæsenskommissær Lund til Fredsholm egenmægtigt lod afgrave og derved også formene Saunsø Byes ejendomsbønder en af dem fra Arilds tid benyttet alfar genvej til Nakskov. Bønderne, som blev understøttede med Benificium paupertatis, anlagde sag imod hr. landvæsenskommissæren, der ikke ville bekvemme sig til at hæve de af ham for vejens benyttelse lagte hindringer, med mindre de ville forbinde sig til årlig at udkøre visse læs gødske for ham! De frie ejendomsbønder ville ikke lade sig forpligte hertil, men fremmede sagen ved retten, hvor den også blev vundet af bønderne.Fra den i Nakskov Fjord liggende Skandse tværs over en arm af fjorden til Færgelandet påbegyndte i 1822 daværende ejer af Steensø anlæggelsen af en våse eller kørevej, i hvilken anledning daværende havnekommission erklærede, at de "for deres vedkommende" intet havde imod våsens anlæg, uden hvilken også vedkommendeejers tilladelse til at passere over Færgelandet, ejeren af Steensø hverken kunne komme kørende, gående eller ridende til Nakskov. Det bemærkes at havnevæsenet ingen lod eller del har i den arm af fjorden, eller af bunden i samme, hvorpå våsen blev anlagt, og havnekommissionens erklæring indeholder således i det højeste kun at den ved våsens anlæg forårsagede spærring af det mellem Færgelandet og Skandsen værende strømløb eller farvand ingen skadelig influens ville have på havnen.
Senere da hr. landvæsenskommissær Lund blev ejer af Steensø, konvenerede det ham at få købstædvej fra Fredsholm til Nakskov over fjorden, Steensø, Skandsen og Færgelandet, hvorved han forkortede sin sædvanlige købstædvej fra omtrent 1 mil, på en til visse tider af året aldeles ufremkommelig vej, til en fjerdedel mil god vej, i hvilket øjemed hr. landvæsenskommissæren lod kaste en mængde sten og fyld mellem Fredsholms nokke og Steensø, imellem denne og Skandsen og imellem Skandsen og Færgelandet, hvorved den nye, usurperede vej blev passabel for kørende, ridende og gående. Men det må ikke glemmes at hr. landvæsenskommissær Lund som meldt ikke kunne komme ad denne vej, uden at passere: dels over Færgelandet, der er i anden mands hævd og besiddelse, og hvorpå ingen uden ejerens tilladelse har vej fra Skandsen af, dels over nævnte 3 arme eller løb af fjorden, hvilke fra umindelige tider og indtil den vej egenrådigt blev anlagt, har været sejlbar for både, især strømløbet mellem Færgelandet og Skandsen, og derfor også er benyttet meget såvel af dem, der daglig færdedes mellem Nakskov og en del af Lollands Sønderherred, som af dem der fra byen daglig drog på fiskeri i de sønden for denne våse værende fjordvande.
Der var således intet naturligere end at de, der mest led ved landvæsenskommissærens anlæg på anden mands grund, søgte at få denne hindring for en fri afbenyttelse af deres ejendom og den fra umindelige tider hjemlede brugsret hævet, så meget mere som den fredsholmske landvæsenskommissær ikke har været at formå til at jævne sagen i mindelighed på de ham tilbudte, yderst rimelige vilkår. En grøft lig den landvæsenskommissæren som ovenmeldt, for få år siden lod grave tværs over over en af de Saunsø bønder i over hævds tid befaret vej, hvori han forresten ingen fæ-lod eller del havde, lod nu Færgelandsejeren grave, men på sit eget, Færgelandet, så at ingen nu kunne befare vejen derover fra Skandsen af. Over dette sidste foretagende, hvortil en mand dog vel måtte være berettiget på sin egen grund, gjorde landvæsenskommissæren mange ophævelser, uagtet han som nys meldt, og hvad vel må bemærkes, selv for få år siden havde ladet grave en lignende grøft, ikke på sit eget, men på alfarvej, og det i den hensigt at tvinge hoverifri ejendomsmænd, for hvilke vejen var uundværlig, til årlig at køre gødske for sig. Opbragt over at Færgelandsejeren, der er en simpel mand, ikke ville lade herren til Fredsholm køre over Færgelandet, forlængede denne våsen mellem Skandsen og Færgelandet, omtrent 90 alen og i en lige linje hen ad strandbredden. Men da denne ikke mindre end selve Færgelandet, hvoraf den udgør en del, tilhører en og samme ejer, blev også denne egenrådigt anlagte vej forpurret ham.
- Især byens søfolk og andre som jævnligt enten drog på fiskeri i fjordvandene syd for våsen eller havde forretninger at besørge i en del af Sønderherred, havde allerede i en del år beklaget sig over den omvej som lukningen af dette farvand forårsagede dem. Men da enhver, især den simple mand, flyer de omkostninger og fortrædeligheder en vidtløftig proces fører med sig, blev også våsen upåtalt henliggende indtil i februar d. å. - altså omtrent i 13 år. Et tidsløb dog som enhver ved, ikke er langt nok til at give hævd! Først for et års tid siden da Færgelandsejeren gjorde landvæsenskommissæren vejen over Færgelandet stridig, besluttede en stor del af byens indbyggere sig til om muligt også at flytte våsen, og at gøre de der forhenværende farvande sejlbare for deres både igen. De henvendte sig først til byens Magistrat og stiftamtet, men forgæves! Ingen ville tage sig at sagen. Men fra alle kanter henvistes sagen til lands lov og ret - hvilket vel også var det rigtigste.
Da det offentlige eller byen således ikke ville antage sig denne sag, og man selv måtte forskaffe sig vej, blev der på våsen brudt en sejlbar åbning, omtrent en halv snes alen bred. Dagen efter at denne åbning var gjort, indfandt hr. landvæsenskommissærens forvalter sig med en del bønder, forsynede med spader, skovle, hakker m. v. og udkastede det dagen forud ved gennemgravningen opkastede grus m. v., dels i den gravede åbning, dels i vandet ved begge sider af våsen. Men samme dags eftermiddag blev åbningen af modpartiet atter sat i sejlbar stand. Det er denne gennemgravning der gav landvæsenskommissæren anledning til at søge dem, som deltog deri, både for vold og til erstatning. De indstævnte derimod procederer dels til frifindelse, dels, efter udtagen kontrastævning, til at få hr. landvæsenskommissær Lund dømt til inden en passende frist og under en daglig mulkt at flytte den tilbagestående del af våsen m. v. og at sætte denne arm af fjorden i sejlbar stand, således som den var før våsen i 1822 blev påbegyndt.
Men mærkværdigt nok! efter at sagen af begge parter således er gjort til genstand for domstolenes kendelse og mens den der endnu står under behandling og kendelse, arbejder hr. landvæsenskommissæren ad sine veje på også at få sagen gjort til genstand for kollegial afgørelse, og dette er for så vidt lykkedes ham som det kongelige Generaltoldkammer- og Kommercekollegium - et som man ved, i øvrigt lige så meget ved sin liberalitet, som ved sin dygtighed udmærket Kollegium - til hvilket hr. landvæsenskommissæren skal have henvendt sig med besværing over den formentlig lidte uret, allerede for flere måneder siden udsendte kanal-, havne- og fyrinspektør kaptainløjtnant Leth, for at undersøge gennembruddet på våsen og dets indflydelse på havnen m. v. Resultatet af denne undersøgelse, der forresten foretoges uden at nogen af de i gennembruddet deltagne underrettet derom, skal som man til sin store forbavselse hører, have været, "at havneinspektøren - der er en svoger af hr. landvæsenskommissæren - skønner det indlysende, at den foretagne gennemgravning vil bevirke havnens tilslemning", hvorfor også højbemeldte Kollegium, støttende sig på det af hr. kaptajnløjtnant Leth afgivne skøn, under 25. juni d. å., har resolveret: "at hr. landvæsenskommissær Lund bemyndiges til atter at fylde åbningen på våsen, og såfremt han ikke dertil ville bekvemme sig og der skulle være periculum in mona for havnens konservation, skulle havnekommissionen fra stiftamtet tillægges ordre til at foranstalte åbningen fyldt for havnekassens regning."
- Da hr. landvæsenskommissæren med denne resolution i hånden troede at have vundet spillet, vægrede han sig for selv at fylde åbningen på våsen, hvorfor stiftamtet tillagde havnekommissionen ordre hertil. Men da havnekommissionen, der til al lykke nu består af andre medlemmer, end dem der var det da våsens anlæg i 1822 blev påbegyndt, efter den lokale kundskab den har skaffet sig, ikke anser åbningen på våsen for at være til skade for havnen i nogen navnlig måde og mener at den ikke, som havneinspektøren har villet skønne, kan bevirke havnens tilslemning, har kommissionen under 30. juli d. å., vægret sig for at fylde åbningen. Senere har havnekommissionen modtaget kommunikation af en skrivelse fra det kongelige Generaltoldkammer- og Kommercekollegium til stiftamtet af 1. aug. d. å. indeholdende: at havneinspektøren, under 1. s. m. var tillagt ordre til at meddele havnekommissionen anvisning til på hensigtsmæssig måde at lukke åbningen på førnævnte våse, "Da lukningen interesserer havnen"; at havnekommissionen tillægges ordre til at sagsøge de i gennembruddet deltagende, til erstatning af hvad lukningen vil koste; og endelig at der skal indledes underhandling med landvæsenskommissær Lund om at købe våsen af ham, m. v.
- Hvad Havnekommissionen herpå har svaret, har man ikke haft lejlighed til at erfare; men at svaret må have været i konsekvens med kommissionens tidligere erklæring, derfor borger de nuværende Havnekommissærers selvstændighed og bekendte retskaffenhed, og når kommissionen finder at åbningen på våsen ingen skadelig indflydelse ytrer på havnen, og at den in specie ikke som havneinspektøren - for at få Kollegiet til at tage sig af sagen som havnesag - foregiver, kan bevirke havnens tilslemning, så er der ikke heller anledning for kommissionen, hverken til enten at besørge den, dog kun konditionaliter påbudne lukning, eller til at anlægge sag, for at indtale erstatning af omkostninger, der endnu ikke er gjort eller bør gøres, eller endelig til at afkøbe herren til Fredsholm våsen, hvis eksistens eller ikke-eksistens anses for at være indifferent for havnevæsnet.
Ligesom landvæsenskommissærens kontraparter i denne mærkelige retssag lige indtil førnævnte 2 resolutioner indløb, havde været aldeles uvidende om landvæsenskommissærens besværing til stiftamtet og Kollegiet, såvel som om den af havneinspektøren foretagne undersøgelse, og om de grunde, hvorpå hans betænkning til Kollegiet støtter sig, så lidt som de i det hele taget vidste eller anede, at denne retssag skulle gøres til en havne- og Kollegiesag, i den forstand at det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium skulle afgive endelig dom eller resolution deri - således tør vi heller ikke tro andet, end at højbemeldte Kollegium, både da det lod havneinspektøren undersøge de lokale forhold ved havnen, og da det afgav de 2 resolutioner om tillukningen af åbningen på den in quæstione værende våse, må have været aldeles uvidende om tilværelsen af retssagen, hvorunder det i de for den civile proces anordnede former procederes netop om det, hvorom Kollegiet har resolveret, - sandsynligvis forledt dertil ved havneinspektørens ensidige og næppe så aldeles upartiske indstilling.
Under andre omstændigheder indser man ikke at det høje Kollegium har kunnet komme til at afgive resolutioner som de ovennævnte; for ligesom H. M. Kongen og højsalige forfædre på tronen, uagtet deres aldeles suveræne og ubundne magt, altid har afholdt sig fra, ved egen allerhøjeste resolution at decidere i de til påkendelse ved domstolene indstævnte private sager, således holder man sig også overbevist om, at de kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium vil have handlet i samme ånd, og ikke unødvendigt givet sig af med at afsige resolution eller kendelse i nærværende sag, såfremt det høje Kollegium af vedkommende var blevet gjort opmærksom på at den svævede for retten.
- Da Kollegiet imidlertid som nævnt, nu engang til samme tid havde gjort sig til part og til dommer i sagen, og denne Kollegiets afgørelse af sagen står i direkte modstrid med den hos os så højt priste domstolenes uafhængighed, med hensyn til de under disses ressort hørende sagers upartiske påkendelse, har man under 16. august søgt Hans Majestæt om, at højbemeldte Kollegie resolutioner af 25. juni og 1. august d. å., allernådigst måtte blive suspenderede og sagen derefter gå sin afgørelse ved domstolene imøde, på det at ingen af parterne skal få anledning til at beklage sig over at lands lov og ret er blevet dem nægtet." - (Om sagens videre gang og endelige udfald har meddelerne af føranførte lovet, i videre kontinuation af deres beretning om samme, at sætte red. i kundskab).
Kjøbenhavnsposten, 2. marts 1836:
Fra kammerråd Lund på Fredsholm ved Nakskov har red. modtaget følgende kundgørelse med tilhørende udskrift af domkonklusionen i den tidligere i dette blad omhandlede sag mellem ham og nogle borgere af Nakskov:
"I Kjøbenhavnsposten Nr. 239 og 252 f. å. lod nogle anonyme borgere af Nakskov indrykke to avertissements, i anledning af en af mig imod nogle i Nakskov anlagt sag, fordi disse den 24. og 25. febr. f. å. udøvede en voldsom selvtægt på min lovlige ejendom, ved nemlig egenmægtigt at gennemgrave og derved ødelægge min dæmning. Man meddelte ved denne lejlighed tillige dette blads læsere en del såkaldte oplysninger og forklaringer om bemeldte retssag, samt om mit forhold såvel i denne, som i en med Saunsøe bymænd tidligere haft bisag. Enhver som kendte de her omhandlede sager, indså let det usandfærdige, det modsigende og fordrejede i de bekendtgørelser, og optog disse med den foragt som de fortjente.
Jeg værdigede dem af den årsag heller ingen videre forklaring eller gendrivelse - men skønt de anonyme mænd dengang tillige lovede, at når den i nævnte af mig anlagte sag blev afsagt dom, skulle denne ligeledes komme til offentlig kundskab, så kunne det dog muligvis være noget, inden man fik domsakten beskrevet m. m.; og jeg kan derfor ikke undlade foreløbig at meddele mine venner: at den konstituerede sættedommer hr. birkedommer Chr. Møller under 22. dennes, i oftnævnte sag har afsagt dom, hvis konklusion lyder således:
"Contra-Citanterne Kjøbmand og Dannebrogsmand Jens Andrea, Lods Paul Weiløe, dennes Søn Peder Weiløe, Lods Hans Nielsen, skibstømmermand Jens Jacobsen, Muursvend Hans Jyde, Matros Joh. Bøehm, Frederik Riddersborg, Tjenestekarl Claus Eriksen, Matros Morten Hansen, Skipper Kristian Dideriksen, Eduard Andrea, Matros Christen Holm, Chr. Weiløre, Dines Hansen, Bager Anders Lehm, Matros Peter Chr. Severin. Skipper Sowe, Tjenestekarl Henrik Christensen og indstævnte Skipper Hans Jørgensens Søn Peter Hansen bør hver for sig bøde trende fyrretyve lod sølv til Deling paa anordnet Maade, samt Een for Alle og Alle for Een erstatte Hoved-Citanten Kmraad Lund paa Fredsholm den Skade. som de ved at gjennembryde hans Dæmning eller Kiøre-Vaase imellem Skandsen og Færgelandet den 24de og 25de Februar f. A. have foraarsaget, efter uvillige af Retten udnævnte Mænds skjøn, dog at denne Erstatning ei overstiger 3000 Rbd. S., ligesom de in solidum betale Hoved-Citanten Processens Omkostninqer skadesløs. Indstævnte Skipper Lars Andersens Søn, Chr. Andersen bør for Hoved-Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Forsaavidt Contra-Søgsmaalet er anlagt at Andre end dem, der ere saggivne af Hoved-Citanten, afvises Samme, og iøvrigt bør Hoved-Citanten for Contra-Citanternes Tiltale i denne Sag fri at være. Det idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. Møller."
Fredsholm, den 25. Februar 1836
H J Lund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar