I staden Tønder er en borgmester ved navn Richtsen der fortjener at opstilles som eksempel for alle borgmestre i verden. Ikke alene har han med egen udgift istandbragt meget til nytte for sin stad, hvoraf især her må mærkes et offentligt tørvmagasin (hvornår får København et sådant?), men han har endog for mange kommende slægter sørget for sine elskede tønderers munterhed, sundhed og uskyldige fornøjelse.
Som borgmester havde han brugen af et stykke land ved staden som lå bekvemt til derpå at anlægge en offentlig spadseregang. Richtsen fik dette landstykke til sin spadseregang imod at mageskifte det med et rigeligt godtgørende stykke af hans egne jorder. En eng som tilhørte kongen, og som indbød til alleens forlængelse, udvirkede han så meget lettere skænket til staden til dette brug som kammerpræsidenten på sin rejse selv havde set og beundret både anlægget og anlæggeren.
Dette fine engstykke var aldrig så snart erobret før den utrættelige Richtsen lod på egen bekostning nogle tusinde læs jord påføres. Alleen som har at imodstå den voldsomme havvind, består af otte til nidobbelte rækker af træer, for hvis vedligeholdelse der sørges med største omhu, såvel ved tilsatte støtter og i tørke ved vanding, som ved bekvemt anlagte planteskoler. Hvor stadseregangen bøjer sig er anlagt en forskønnende runddel. Smukke bænke er oprettede i gangene for at yde den trættede spadserer en behagelig hvile. Endelig har denne fortræffelige mand i sinde at legere en del af sin formue til vedligeholdelsen af denne så nyttige som smagfulde borgerskænk.
Oh, at enhver af vores stakkels af dræk ligesom belejrede stæder hvor man næppe tørskoet kan komme til hinanden uden i en fjerdeldel af året, hvis indkørsler gerne er bundløse moradser, hvis torve og gader er møddingesteder og vedkaster, og hvis fleste indbyggere næppe ved hvad det er at spadsere, måtte finde i en nidkær embedsmand, i en formuende medborger en ædelt tænkende Richtsen! Selskabelighed, sundhed, munterhed som nu i det højeste søges i en klub, den ikke engang alle stæder har, og den medborgerinderne er udelukket fra, ville ved sådanne anlæg lidt efter lidt blive nationalegenskaber og afløse hvad jeg ikke vil nævne.
Selv Jyllands vestre stæder måtte man ønske sådanne borger. Ikke måtte det afskrække dem at egnen er skov og træløs. Ikke burde de låne øre til vestjydens så modløse ord: her kan ingen træer vokse. Tønder ligger lige såvel udsat for vestvinden som Ribe, Ringkøbing, Varde og andre.
De træarter som Richtsen har anvendt, er ask, poppel, el, pil, kastanje, avnbøg, røn og løn. Og det fortjener at bemærkes at akacien som af nogle roses så meget og af andre lige heftigt forkastes, her trives og holder sig fortrinlig og vel.
(Politivennen. Hæfte 8, nr. 92, den 25 Januar 1800, s 1460-1463)
Som borgmester havde han brugen af et stykke land ved staden som lå bekvemt til derpå at anlægge en offentlig spadseregang. Richtsen fik dette landstykke til sin spadseregang imod at mageskifte det med et rigeligt godtgørende stykke af hans egne jorder. En eng som tilhørte kongen, og som indbød til alleens forlængelse, udvirkede han så meget lettere skænket til staden til dette brug som kammerpræsidenten på sin rejse selv havde set og beundret både anlægget og anlæggeren.
Dette fine engstykke var aldrig så snart erobret før den utrættelige Richtsen lod på egen bekostning nogle tusinde læs jord påføres. Alleen som har at imodstå den voldsomme havvind, består af otte til nidobbelte rækker af træer, for hvis vedligeholdelse der sørges med største omhu, såvel ved tilsatte støtter og i tørke ved vanding, som ved bekvemt anlagte planteskoler. Hvor stadseregangen bøjer sig er anlagt en forskønnende runddel. Smukke bænke er oprettede i gangene for at yde den trættede spadserer en behagelig hvile. Endelig har denne fortræffelige mand i sinde at legere en del af sin formue til vedligeholdelsen af denne så nyttige som smagfulde borgerskænk.
Oh, at enhver af vores stakkels af dræk ligesom belejrede stæder hvor man næppe tørskoet kan komme til hinanden uden i en fjerdeldel af året, hvis indkørsler gerne er bundløse moradser, hvis torve og gader er møddingesteder og vedkaster, og hvis fleste indbyggere næppe ved hvad det er at spadsere, måtte finde i en nidkær embedsmand, i en formuende medborger en ædelt tænkende Richtsen! Selskabelighed, sundhed, munterhed som nu i det højeste søges i en klub, den ikke engang alle stæder har, og den medborgerinderne er udelukket fra, ville ved sådanne anlæg lidt efter lidt blive nationalegenskaber og afløse hvad jeg ikke vil nævne.
Selv Jyllands vestre stæder måtte man ønske sådanne borger. Ikke måtte det afskrække dem at egnen er skov og træløs. Ikke burde de låne øre til vestjydens så modløse ord: her kan ingen træer vokse. Tønder ligger lige såvel udsat for vestvinden som Ribe, Ringkøbing, Varde og andre.
De træarter som Richtsen har anvendt, er ask, poppel, el, pil, kastanje, avnbøg, røn og løn. Og det fortjener at bemærkes at akacien som af nogle roses så meget og af andre lige heftigt forkastes, her trives og holder sig fortrinlig og vel.
(Politivennen. Hæfte 8, nr. 92, den 25 Januar 1800, s 1460-1463)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar