13 august 2022

Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

(Brev fra København)

For ganske nylig blev der i et herværende Hovedstadsblad fremsat Ønsket om, at Søndermarken maatte blive Københavnernes Boulogneskov, det vil sige, det Sted, hvor det København, der morer sig, det København, der er i Stand til at benytte visse Timer af Dagen til Spadsere-, Køre- og Rideture for at se og ses, kan tage hen i een strakt Promenadelinie fra Grønningen langs Bredgade, over Kongens Nytorv, Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet, Nygade og Frederiksberggade ud til Tivoli, og derfra videre ad Vesterbrogade til Søndermarken.

Aa, ja, hvorfor ikke, hvis det kun gjaldt om at lede Strømmen af Spadserende til Fods, til Hest og til Vogns ud ad Vesterbro og Frederiksberg til og forøvrigt ingen Skade gjorde; men det er det netop, hvad det gør. 

Der blev taget til Genmæle mod dette Forslag og sagt, at ved en saadan Ordning, ville alle de gamle pensionerede Præster, og andre Pensionister fordrives fra deres nu saa fredede Enemærker, og det vilde være Synd for dem.

Det er sandt, det ville det; men det vil ogsaa være Synd for andre, nemlig for Menigmand, for Tusinder af fattige Folk og deres Børn.

De daglige Dage, er Frederiksberg Have og Søndermarken saa temmelig stille, folketomme er de dog aldrig, en og anden tager altid derud, enten alene eller i Følge med et lille Selskab. Parkerne derude er dog altid et Surogat for Skoven, der ligger alt for langt borte til at andet end unge og raske Ben kan gaa derud, og det at køre koster 50 Øre pro Persona; til Frederiksberg og Søndermarken derimod, kan gamle Ben trisse saa smaat af Sted, i jævn Passiar med Vennerne man følges med, og paa den Maade kan man nok komme i Skoven, uden at det koster for meget, der kan ogsaa blive lidt tilovers til en Kop Kaffe eller Chokolade, hvis det er Fødselsdag eller deslige. Og har man ikke Aftensmaden med sig, kan man magelig komme hjem til Thetid efter at have tilbragt en rar Dag ude i frist Luft og under de store, bredgrenede Træers kølige Skygge, hvor Par efter Par af de gamle Mennesker, der har boet paa Landet i det meste af deres Levetid, slidt og stræbt i en eller anden Livsstilling, og nu, det er blevet Aften, har slaaet sig til Ro i Hovedstadens Nærhed paa det stille idylliske Frederiksberg, spadser forbi, gamle og rokkende, støttet til hinanden, undertiden lige affældige begge to, og nydende i lange Drag Sommerdagens balsamiske, krydrede Luft, der stærk og bedøvende af de mange blomstrende Linde, lader dem i Mindet atter opleve deres Ungdoms fagre Drømme.

Det er om Hverdagene.

Om Søndagene derimod, da er der store Menneskemængder forsamlede herude fra den aarle Morgen. Det er Fattigfolk, egentlig ikke saa meget fra selve Frederiksberg og Omegn som inde fra Byen og inde fra Vesterbros og Nørrebros Sidegader.

Fattigfolk, det er maaske for meget sagt, men i alt Fald er det Smaakaarsfolk, der Ugen igennem lever i deres lille beklumrede Lejlighed paa et eller to Værelser uden Luft eller Lys, der er jo i Byen Tusinder og atter Tusinder af Lejligheder, hvor Gaarden set fra oven er at ligne ved en Brønd, fra hvis Dyb, der opstiger kvælende Stank, og fra neden ved en smal Tragt, ved hvis øverste Ende et Glimt af Himlen stimles, det er nu ikke for det, Lejlighederne paa Broerne kan være slemme og sundhedsfarlige nok, jeg kunde fortælle Hundreder af Eksempler derpaa, men vil her, hvor det egentlig ikke er Meningen at tale om Lejligheder, uden for saavidt, det staar i Forbindelse med deres Beboeres Berettigelse til at nyde frisk Luft og Synet af grønne Træer og Hvile i deres Skygge, mindst en Gang om Ugen.

Det var i Sommer, en varm solhed, Søndag Formiddag, at jeg gik op paa Nordvestvej 5te Sals Kvist til en Familie, hvis Smaabørn jeg havde lovet en Tur paa Landet.

Familien har to Værelser og Køkken; Manden er Urmagersvend, og saavel han som Konen og Børnene var rene og pæne. Værelserne var ogsaa nette; men der var en Atmosfære af Sol, stegt Flæsk og Røg, og Vorherre maa vide, hvad mere, saa at jeg, der dog ellers er saa temmelig vant til fattige Folks Lejligheder herinde og den daarlige Luft i disse, jeg fik nu ondt, og med en højst ubehagelig Kvalmefornemmelse maatte jeg indskrænke mig til at bede Konen om at komme hen til mig og saa skynde mig ud.

Da Konen kom, spurgte jeg hende om, hvor det kunde være, at Luften i deres Lejligheden var saa gennemtrængende usund. Hun forsikrede mig, at det ikke stod i hendes Magt at andre det. Luften i Lejligheden var, begrundet paa det usle Komfur, der altid røg, paa Solen om Sommeren, og Kulden om Vinteren, saa usund, at Lægen havde givet den Skylden for hendes egen og deres Smaabørns store Sygelighed; en lille Pige paa 10 Aar havde saaledes først begyndt at faa Tænder, da hun var 7 Aar gammel, og hendes Ben voksede krumme, alt som hun blev ældre, flere af de andre Børn led af Halssyge og Kirtelsyge paa forskellig Maade, men de havde nu boet i den Lejlighed i fjorten Aar, Værten kendte dem og tog det ikke saa nøje med Huslejen. Om det en og anden Gang gled over med Betalingen, naar det var smaat med Arbejdet, saa vidste han, at de var ærlige og at han fik sine Penge, naar det blev bedre Tider, derfor turde de ikke flytte, derfor satte de baade deres eget og deres Børns Helbred til, derfor, at de vilde være og anses for at være ærlige Folk, og saa maaste derfor, at de ikke var oplyste nok til at forstaa det forfærdelige Ansvar, de tog paa sig ved bevidst at bo i en usund Lejlighed.

Men for den Slags Mennesker og deres Lige maa netop Søndermarken vedblive at bestaa i hele dens ejendommelige, gammeldags Skikkelse, denne smukke Skov i Københavns umiddelbare Nærhed, hvor Folk har Lov at strække de modige Lemmer, hvor de har Lov til at lege og brede Dug paa den grønne Engbund og under de løvede Træers Kroner  og saaledes bøde en Smule paa den daarlige Luft, Lungerne har faaet tilført i Ugens Løb. Her behøver de ikke at genere sig, og de plages ikke af Solen som paa Fælleden.

Nej, det er Synd at tage Søndermarken fra disse, Synd at tage den fra de gamle Mennesker derude, og fra alle de andre som er glade for den.

Lad den fine og muntre Verden nøjes som hidtil med Langelinje, med Smedelinien og Strandvejen, men lad Frederiksberg være Folkets Ejendom.

S-h.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. november 1892).

Norske Hus i Søndermarken der skal efterligne et norsk landskab. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar