Barnemord i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnemord for Højesteret.

Den 31. Oktober i Fjor foregik der ved Randers et Barnemord, som vakte en Del Opsigt. En 24-aarig Tjenestepige, Christiane Pedersen, der var forlovet med en Tjenestekarl Simon Andersen, havde med denne to Børn, hvoraf det ene var sat i Pleje hos Simons Forældre.

Da Simon rejste ud som Sømand, kom hun, der var noget løs paa Traaden, i Forhold til en anden Mandsperson, med hvem hun fik et Barn der - for at Simon ikke skulde faa noget at vide - blev sat i Pleje hos en konduktør Poulsen i Randers. Det var Christiane Pedersens Mening at aabenbare Sagen for Simon, naar hun en Gang, som hun haabede, blev gift med ham.

Den nævnte Oktober Aften kom hun imidlertid til Konduktør Poulsen og hentede Barnet; hun vilde have det tilbage, sagde hun. Poulsens Kone opfordrede hende meget indtrængende til ikke at gaa saa sent ud med Barnet der laa og sov; men hun fastholdt sin Beslutning. Hun troede, at Poulsens Kone vilde tilbyde at tage Barnet til sig, hvad denne ogsaa nok havde Lyst til; hun undsaa sig imidlertid ved at fremkomme med noget Tilbud, fordi Christiane Pedersen al Tid havde giort sig ud for at sidde godt i det.

Hun gik nu ud af Byen omtrent en halv Times Vej og kom til et Vandhul, Saa vaklede hun i sit Forsæt og gik rundt en Times Tid, men da var hendes Beslutning moden. Hun klædte Barnet af og kastede det tre Alen ud i Pandet; det gik til Bunds, kom lidt efter op igjen, men gik saa til Bunds for sidste Gang. Mordersken gik nu tilbage til Randers, boede paa en Gjæstgivergaard og besøgte næste Morgen sine to andre Børn. Det sidste Sted, hun var, blev hun anholdt. Dagen efter Mordet blev Liget fundet af nogle unge Mennesker.

Medens hun sad arresteret, døde Simon Andersen af Kulosforgiftning i Bergen paa samme Tid, som hans Kæreste fik sin Dom ved Randers Kjøbstads Extraret. Den lød paa Dødsstraf og blev stadfæstet af Overretten.

Ved Sagens Behandling for Højesteret var Oct. Hansen Aktor. Han giennemgik Begivenheden, som den ovenfor er skildret, berørte hendes pekuniærs Forhold, der ikke var saa gunstige, som hun vilde give dem ud for, og hævdede iøvrigt, at hun efter alt, hvad der forelaa havde begaaet Mordet med Overlæg.

Naar Dokumentationen i Morgen tidlig er endt, vil Højesteretssagfører Salomon saa Ordet som Morderskens Defensor.

(Aarhus Amtstidende 2. december 1892).

Barnemordssagen fra Randers.

X Kjøbenhavn, den 2. Decbr.

Efter endt Dokumentation blev Proceduren i Barnemordssagen fortsat i Morges.

Som Defensor for den Tiltalte mødte Højesteretssagfører Salomon, der først henpegede paa Christiane Pedersens ulykkelige Horhold, idet Sømanden Simon Andersen slet ikke vilde hjælpe hende med at underholde de Børn, han var Fader til: han lod hende endog betale til det ene af dem hos hans egne Horældre. Hun nærede derfor heller ikke saa kærlige Følelser for ham, som Aktor syntes at mene. Forøvrigt var der Grund til at nære Tvivl om, at Christiane Pedersen var ganske normal. Hendes Forhold overfor Dragonerne tydede paa et meget let Sind, og man maa desuden erindre, at hun var frugtsommelig, da hun begik Forbrydelsen. Det er jo en bekjendt Sag, at Svangerskabet kan have Indflydelse paa de intellektuelle Evner. Selv om hun forud har været noget abnorm, kan dette desuden godt have været skjult for de Folk, hun havde været i Tjeneste hos. Sikkert er det, at der ikke i hendes tidligere Liv foreligger noget som helst, som kan give Tilknytning til en saadan moralsk Depravation, som maatte til for at myrde sit ½ Aar gamle Barn, uden at hun først havde gjort noget Skridt for at faa det anbragt.

Defensor havde foranlediget, at der for Højesteret kunde foreligge en Erklæring fra Sundhedskollegiet om Christiane Pedersens mentale Tilstand. Hun blev indlagt til Observation paa et Hospital, men Lægerne erklærede, at hun i mental Henseende var normal. Der er saaledes ikke mere for Desensionen at gjøre i denne Henseende.

Spørgsmaalet er nu, om det med Rette kan siges, at Mordet er begaaet med Overlæg. Det kunde ikke nægtes, at hun alt i nogen Tid havde syslet med det Fantasteri, om hun skulde tage Livet af sig selv eller dræbe sit Barn. Med disse Overvejelser gik Tiden indtil den 31. Oktober, idet hun med den formentlige Snedighed, som Fruentimmerne ynder at betjene sig af, søgte at faa konduktør Poulsen - hos hvem Barnet var i Pleje, og som holdt meget af det - til at tage den Lille til sig. Først den 31. Oktober om Morgenen fattede hun den Beslutning, at hun vilde dræbe Barnet, hvis Poulsens ikke af sig selv tilbød at tage Barnet til sig. Da dette ikke skete, besluttede hun sig til at begaa Mordet, men en Times Tid efter blev hun dog bange for sit Forehavende, og først efter nogen Vaklen udførte hun den skæbnesvangre Handling. Defensor vilde henstille, om man under disse Omstændigheder kunde sige, at Forbrydelsen var begaaet med Overlæg og saaledes krævede Dødsstraf.

Endnu vilde Defensor fremhæve, at der var al mulig Grund til at nære den største Medlidenhed med Christiane Pedersen. Hun havde stærke Følelser, Drifter, som hun ikke kunde betvinge; det blev hendes Ulykke. Hvis hun var bleven gift med sin Simon, var alt gaaet godt. Hun vilde rimeligvis have født ham en Mængde Børn, hvilket man i Bondestanden anser for en Velsignelse. Hun var, hvad man kalder et reelt Fruentimmer, der ikke vilde lyve; hun vilde ikke bilde Poulsen ind, at hun kunde betale for Barnets fortsatte Pleje, naar hun ved sig selv vidste, at dette var umuligt. I det hele fortjente hun Sympati, og Desensor vilde derfor indstille hende til Rettens mildeste Straf.

Efter en Times Votering faldt Dommen, der lod paa Stadfæstelse af Overretsdommen (Dødsstraf) i Henhold til de deri anførte Grunde. Højesteret begrundede dog yderligere sin Dom deri, at Lægesynet havde erklæret Mordersken for fuldstændig normal.

(Aarhus Amtstidende 3. december 1892).