Lidt udenfor Byen ligger den vidtstrakte Vestre Kirkegaard med Grave fra to og tyve Aar og Plads til mange fler. Der findes derude gamle, smukt anlagte Partier, som minder om en Lynpark i uregelmæssig Stil med mange Stensætninger og Pryd- og Slyngplanter paa alle Høje og t alle Fordybninger. Hver Fure mellem Stenene er bevokset. Hist og her skimter man Korsene, som fortæller, at det er Grave der ligger mellem det tætte Buskværk. Paa andre Steder findes store Strækninger med lange Rækker ny opkastede Grave; den bare Jord stiuner overalt igennem det brogede Tæppe af halvt visne Kranse og Blomster.
Efter Rang og Rigdom ligger de Døde derude. De flot anlagte Familiebegravelser gaaende i Arv gennem hundrede Aar og de købte for tyve Aar maa bøde paa de triste Strækninger af Jorden, som laanes de fattige, den knapt tilmaalte Frijord, hvor Gravene, næppe adskilte, høiner sig i ét, og Kors ved Kors gnider sig mod hinanden. Nøgenheden og de klodsede Trækors eller daarligt malede Blikplader fortæller tydeligt, at her hviler Fattigmands Støv, her hviler Samfundets Stedbørn, hvis Efterladte har andet at tænke paa end pynte op den lille Jordhøj, der gemmer den Dødes Støv.
Her kaster Byen sine fattige Borgere hen, naar de ikke længer kan være den til Nytte, naar Arbejdet i de skumle Værksteder og Fabriker har tæret al Livskraften bort. Her læsser den Ligene af sig - Ligene af de, som har ligget underst i den rasende Kamp for Brødet, som skaber dens Storhed, som bygger dens høje Kaserner og dens pragtfuld Bygninger, som frembringer Maskinerne, Fremskridtene og alle Livsfornødenhederne. Naar Hospitalernes Arbejde er endt, køres de Døde herud til Kapellet Til Søndagen graves saa den lange Fællesgrav, hvor Ligene Side om Side sænkes ned, hvor Samfundet viser dem den sidste Barmhjærtighed, laaner dem Jorden til at raadne i.
Alle Gravene kastes til samtidig. Jorden er fælles, som dækker alle disse Kister, der skubber til hinanden. I Fællesskad raadner de herude, alle disse Mænd, Kvinder og Børn, hvis Skæbne var fælles, den at være fattig.
Kapellet, hvorfra Fattigbegravelserne foregaar, er et stort Træskur, inddelt i flere Rum. Midt for den ene Væg i et af Rummene staar Kisten, og bag ved den paa en Skammel træder Præsten op, mens Deltagerne samler sig rundt om i en Halvcirkel. Sveddryppende ekspederer Præsterne én efter én de Døde. Efter en kort Tale kastes de 3 Skovle Jord paa Kisten. Ofte er der næppe et Kvarter mellem hver Begravelse. Kammeraterne viser saa den Afdøde den sidste Ære og bærer Kisten til Graven, og mens Fagforeningens Faner vajer, sænkes Kisten ned.
Og Aar for Aar vokser denne Mark for Sygdom og Raadenskab, stadig gødes den med fler og fler Lig. Tæt udenfor Byen ligger denne fugtige, frugtbare Jord, hvis Hovedbestanddel er halvraadne Lig. Dunster stiger op deraf og driver ind over Byen, hvis Usundhed forøges.
Hvor længe endnu mon dette Barbari vil vare ved, som holdes for helligt, fordi Jøderne for 2000 Aar siden indførte den Stik at begrave de Døde?
Edvard Steenberg.
(Social-Demokraten 12. november 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar