Den i Politivennen nr. 498 påankende uorden er efter dette nummer var udgivet med forøget kraft gentaget en aften i forrige uge. Hvis jeg ikke meget fejler var det fredag aften den 22. juli. Et enligt, tarveligt, men anstændig klædt fruentimmer kom fra byens side ind i haven. Idet hun roligt går ad hovedgangen mellem de to skovpartier hvor springvandet er i det ene, til kavalergangen, angribes hun af 2 kvindemennesker af allerlaveste slags, og overøses med de groveste, pøbelagtigste og mest uhøviske skældsord. Flere små grupper af de spadserende måtte give plads for denne afskyelige scene, hvilken endog på en måde gjordes frygtelig derved at disse afskum af kvinder havde samme understøttes af samme korttrøjede knægte som af foregående anmelder er dadlede, hvilke skarevis styrtede u af buskene og med støjen og larmen optog terrænet. Dog denne mund-angreb endtes snart da det angrebne fruentimmer søgte den første bænk hun kunne nå i kavalergangen.
Her sad hun en stund uangreben. men noget senere, da det allerede stærkt begyndte at mørknes, blev atter et overordentligt opløb foran en af bænkene nær Herkulesstøtten, og man så atter 2 mennesker - formodentlig de samme som havde forvoldt første scene - under bedækning af en uhyre masse af de beskrevne korttrøjer, umenneskeligt angribe det føromtalte enlige fruentimmer som nu havde taget plads der hvorpå et anstændigt selskab af begge køn der sad på samme bænk, nødtes til ufortøvet at forlade deres plads. Tumulten tog således til at nogle velsindede blev enige om at søge hjælp hos slotsvagten. Denne fik de og under en gefreiders og 2 mands geleide førtes det fornærmede fruentimmer, ganske ude af sig selv med gråd og hulken i et skrækkeligt optog ud af haven.
Indsenderen ved ikke om hun derpå har faret med fred. Hendes tøjlesløse kvindelige angribere forsvandt da vagten nærmede sig. Oh, at dog her til lands, ved siden af autoriteternes udmærkede humanitet og deres til almenhedens glæde, lyst og vederkvægelse gjorde indretninger, som er udført med så megen duelighed og punktlighed, måtte kunne tilvejebringes uforstyrrethed i nydelsen af disse mange goder. For ellers er omkostninger, møje og flid ulønnede og forfejler deres værdige øjemed. Den dannede, sædelige borger tør ikke nyde, og selvom han prøvede på det, skræmmes han snart tilbage og jo mere dette sker, får afskummet råderum, hvis trivsel og velbefindende vist nok ikke er målet hvortil der er sigtet.
Politivennen nr. 502 Løverdagen den 13de August 1825, s. 9932-9935)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar