Den 20. november, atter en engelsk matroskombat på broen, som kom deraf at en engelsk matros begik den ubetydelige uskik at tage et på broen liggende halvanker brændevin med i sin båd, på hvis most han, fordi det var så såre koldt, formodentlig ville varme sig, og var end så uhøflig at opvarte købmandsbetjenten som - da han havde søgt efter det og fundet det på sit urette sted - steg i sin enfoldighed ned i båden for at hente det tilbage, med ufine næveslag i ansigtet, og ved denne uvenlige adfærd søgte at forhindre ankerets borttagelse. Uhøfligheden blev snart hævnet, og da der var mange matroser i land, blev alarmen snart større, som dog vagten ved færgefolkets hjælp fik stillet, og hvorved tre kophaner måtte tage logi i rådstuearresten. Det var ellers at ønske at vagten, når der på reden ligger så stor en engelsk flåde (her var over 300 foruden de armerede skibe), måtte forstærkes med mere mandskab, og derved sættes i stand til med kraft at holde styr på de urolige hoveder. Man vil håbe, at denne uorden vil for i år blive den sidste, og at anstalt vil blive føjet til bedre orden for de kommende år.
(Helsingøersbladet, den 23. november 1798)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar