Adskillige Gange har Indsenderen passeret Veien til St. Hans Hospital, - den som skiller Sortesøe fra Peblingesøen - og ligesaa ofte har han undret sig over, at denne Vei ikke er forsynet med nogen Vold, eller i det mindste med et Rækværk. Hvor let var det ikke mueligt, at et Menneske, som om Natten i Mørke passerede denne Vei, kunde ved et Feiltrin styrte ned fra Veien. Han udsatte sig da ikke alleneste for at brække Lemmerne - og lykkelig kunde han vist prise sig om han slap med det. Men hvorledes vilde han redde sig af Vandet, naar han var sønderslagen? Betragter man den Høide der er paa begge Sider af Veien, ned til Søerne, saa maae man noksom skrækkes. Endnu mere: Den 7. Junii kom et par Bønderheste i fuld Spring over denne Vei; - de løb løbsk - Bonden laae midt i Vognen, og efter al Tilsyneladende var fuld; Tømmen hang paa Hamlerne, og et lille Pigebarns frygtelige Skrig gjorde Scenen endnu rædsommere. De løb forbi St. Hans Hospital og saa langt jeg kunde øine dem; om de bleve standsede veed jeg ei. Hvad om nu Vognen havde væltet der, og Mand og Barn blevne kastet ned i en af Søerne. Gid Vedkommende vilde tage sig det til Hierte, og sørge for slige farlige Følgers Afværgelse! Naar Veien blev indrettet, som den paa Nørre- og Østerbroe, saa var det heele hævet.
(Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet, nr. 3, 13. juni 1799)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar