"Den dovne Dreng" (1): Bølle. (Efterskrift til Politivennen)

"Den dovne Dreng", eller August Peder Jensen, var omkring århundredskiftet 1900 en af de mest berygtede og frygtede bøller i København. Angiveligt skulle han være søn af en pukkelrygget kvinde, "Blonde Lise" fra en kælder i Møntergade som døde som 30-årig. Men det er formentlig blot en vandrehistorie. 

August Peder Jensen blev født 3. november 1857 på Sletten i Asminderød sogn. Hjemmet var fattigt, og der var 6 søskende. Faderen var til tider drikfældig. August rejste hjemmefra med gode kundskaber og tjente til sit 18. år på landet, skiftede ofte plads. Herefter rejste han ind til København og levede af tilfældigt arbejde. Han slog sig tidligt på flasken. Ved folketællingen i 1880 sad han på Ladegården i København. Ved folketællingen i 1885 (28 år) var han kreaturfører og logerende i baghuset bag Sankt Gertrudsstræde 8. Nogen "dreng" var han ikke (43 år), da han blev indsat i Horsens Tugthus (folketællingen 1901).  

Han ernærede sig tilsyneladende dels ved tyverier, dels ved det mindst anset arbejde, fx kreaturtrækker (man trak kvæg fra Kvæsthusbroen til Vesterbros Kvægtorv). Desuden var han temmelig voldelig. 

Denne artikelserie består af tre dele: Nedenstående som omfatter perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

Hans første straf var i 1877 sammen med sin bror.  Derefter fulgte en lind strøm af straffe på vand og brød, for tyveri, vold, vold mod betjente: 1877, 1880 (2 gange), 1882, 1884 og 1887. 8 måneders forbedringshus for ran i 1886 (afsonet i Vridsløselille?). 180 dages tvangsarbejde for vold i 1898 (Ladegården?). Tre gange sad han i Horsens: 1889, 1895-97 og 1899-1901:

På egen hånd.

En person ved navn August Peter Jensen som tidligere oftere havde spillet terninger i en herværende beværtning og herved efterhånden tabt ikke så få penge til en bagersvend Johansen, besluttede at fravende denne nogle penge for at holde sig skadesløs for sit tab. I dette øjemed begav han sig den 4. april d. å. ind i den pågældende beværtning hvor han ventede at træffe Johansen. Han traf ham også siddende ved et bord, i spil med nogle andre personer, og da han så at Johansen havde en tikroneseddel beroende i en kop ved siden af sig på bordet, satte han sig åbenlyst i besiddelse af den for at tilegne sig den. Efter at være opfordret til at udlevere den, nægtede han dette, og da han noget efter forlod beværtningen uden at tilbagelevere sedlen, fulgte Johansen og beværtningens bestyrer efter ham og foranledigede ham anholdt, inden han fik lejlighed til at benytte pengene. Jensen er ofte straffet og henhører under politiets protokol over mistænkelige personer. Han blev for sit omtalte forhold anset af kriminalretten med forbedringshusarbejde i 8 måneder efter straffelovens § 231, 1. led, jfr. ! 237.

(Dagens Nyheder, 18. juni 1886).

"Den dovne Dreng"s første ophold i Horsens Tugthus var 7.maj-7. november 1889. Hans dom på 8 måneders forbedringshus for vold blev afkortet til 6. Her sad han fordi han"har nu efter med magt at være ført ud af et logishus af en politibetjent udøvet vold mod denne ved at slå ham ansigtet og sparke ham over benene. Anfører beruselse som grund til forbrydelsen".

"Den dovne Dreng"

I går ved firetiden var det celebre Brøndstræde atter vidne til et af de folkeskuespil der af og til opliver kvarteret.

Hovedpersonen i dramaet var denne gang den såkaldte "dovne Dreng", en af Brøndstrædes mere fremragende personligheder.

Han havde for en gangs skyld rystet mageligheden af sig og givet sig til at slå løs på en kammerat nede i en beværtning.

Her som i "Magdalene" viste to betjente sig pludselig på scenen og ville trække af med hovedpersonen. Men her var ingen Wiehe, og bersærken måtte følge med.

Da han var bragt op på gaden, brød hans natur sejrende igennem: Han lagde sig plat ned i en rendesten og gad ikke røre et lem.

Et rap af politistaven fik ham til at lette lidt på sig, men derefter syntes han absolut uimodtagelig for ydre påvirkning.

Så var der ikke andet for end at 4 betjente måtte bære den dovne dreng i triumf ind på Pilestrædes station.

Stykket lønnedes af det talrige publikum med livlig applaus, men om nogen fremkaldelse blev der ikke tale.

(København, 31. januar 1893).

I juli samme år slog han om sig som rasende da fire betjente slæbte afsted med ham. I november 1893 var Stærke Jens og den dovne Dreng anklaget for vold mod politiet. Jens fik en bøde på 80 kr, mens "Drengen" sad arresteret. Han afsonede 500 kr i mulkt. Han blev løsladt i december, og straks efter løsladelsen anholdt igen. August 1894 sparkede og slog han en betjent og fik en bøde på 200 kr. som skulle afsones.  

De københavnske bøller. 

Aftenbladet meddeler :

Søndag aften ved titiden fandt der i Brøndstræde et uhyggeligt optrin sted.

I den bekendte beværtning på hjørnet af Brøndstræde, "Dukkehjemmet", havde der hele aftenen igennem været svært spektakel, og hvert øjeblik måtte værten tilkalde politiet, når naturen gik over optugtelsen. De værste spektakelmagere var den bekendte "Peder Saft" og "Den dovne Dreng", August Peter Jensen. Ikke så snart havde politiet været dernede, før de begyndte igen, og da de til slut blev udvist af lokalet, gjorde "Peder Saft" al den modstand, han formåede.

Omsider kom han dog op på gaden, men da betjenten ville have ham med på stationen, sprang "Den dovne Dreng" pludselig til og forsøgte at rive ham fra betjenten, nr. 144 Jørgensen. Denne holdt dog for fast, men herover blev bøllen så rasende, at han trak en lang lommekniv med opslået blad og stødte den med al sin kraft lige ind imod betjentens bryst, idet han brølede, at nu skulle han dø. Heldigvis prellede kniven af mod betjentens fløjtekæde, der sprængtes midt over.

Betjenten, der så at der var fare på færde, trak nu resolut sin stav og gav fyren et slag med den i panden, så han styrtede bagover med flækket pande.

De mange bøller der havde vovet sig frem, tog nu flugten, og betjentene kunne samle den  faldne bandit op og i en vogn køre ham til Kommunehospitalet. Her måtte lægerne sy såret sammen, og da hans tilstandvar ret betænkelig, beholdt man ham foreløbig derude.

Under tumulten så "Peder Saft" lejlighed til at undvige.

(Fredericia Dagblad, 31. juli 1895).

En lignende artikel under titlen "Fra Københavns Whitechapel" i Dannebrog, 30. juli 1895. I oktober 1895 tilstod han at han havde købt en kniv for at dræbe betjenten som han mente havde behandlet ham uretfærdigt. Han havde ellers indtil da påstået at han var beruset. I december 1895 blev han idømt 2 års forbedringshus for at have stukket en betjent. I marts 1898 var han ude igen. I juli 1898 blev han dømt for at have efterladt en tyr han skulle transportere, uden for en beværtning, hvor tyren senere gik ned og smadrede en del. I november 1898 blev han idømt 180 dages tvangsarbejde for overfald på en arbejdsmand.

Den dovne Dreng og Pip-Johan.

Den dovne Dreng som ellers har sit domicil i Vognmagergade, var i går kommet ud på Vesterbro for at besøge sin gode ven, Pip-Johan.

Efter en lille hjertestyrking i et værtshus fandt de to bøller at det kunne være en vederkvægelse at få et bad, og de fulgtes da ad ned til Kalvebod Strand, hvor de gik i vandet påen badeanstalt ude ved det nye godsbaneanlæg.

Efter at have boltret sig lidt i vandet, foreslog den dovne Dreng at de skulle have lidt sjov, hvad Pip-Johan straks var med på. 

Og begge svømmede nu hent til damebadeanstalten, dukkede under vandet og i næste nu viste de sig inde i bassinnet hvor de udstødte nogle cimbriske hyl. Selvfølgelig opstod der den vildeste panik mellem de badende damer, der lød høje råb og hvin om hjælp, dog var rædslen ikke så stærk at der blev besvimelser eller krampetilfælde.

Da nu de to spilopmagere havde moret sig tilstrækkeligt over den malheur de havde frembragt, dukkede de igen ned under vandet og forsvandt fra bassinnet. Men panikken var derfor langt fra forbi. De badende damer var bange for at fredsfortyrrerne atter skulle vise sig.

Betjeningen på badeanstalten måtte derfor sende bud ind til Svendsgade station efter politi, og langt om længe kom der en betjent. Men naturligvis til ingen verdens nytte. Den dovne Dreng og Pip-Johan var nu ikke til at opdage. Og endelig faldt de opskræmte gemytter til ro.

(København, 25. juli 1899).

En ondsindet bølle.

I går var den berygtede bølle og slagsbroder August Peter Jensen, også kaldet "Den dovne dreng" kommet på krigsstien.

I en beværtning i Pilestræde optrådte han som bersærk og lod sin styrke gå ud over tre forholdsvis fredelige svenskere der fik prygl efter noder. 

Til sidst måtte værten tilkalde politi for at få "drengen" sat ud. Der mødte to kæmpestærke betjente, men det forskrækkede ham ikke.

"Drengen" for ind på betjentene og forsøgte at vælte dem omkuld, men det mislykkedes af gode grunde totalt. Derimod blev bøllen forsvarlig snærret i et reb og transporteret til den nærliggende station

Her lykkedes det ham at hævne sig på en af betjentene.

Da "Drengen" skulle sættes ind i detentionslokalet, slog han døren så hårdt sammen om betjent Linbergs ene finger, at den blev omtrent knust og betjenten måtte til hospitalet.

Efter den bedrift bliver der en rum tid fred for "Den dovne Dreng", nu skal han nemlig en tur ud på Ladegården og øve i at slå sten.

Det smager ikke. 

(København, 6. oktober 1899).

Den dovne Dreng arresteret.

Forskrækkede vidner.

Omsider i går fandt politiet sig beføjet til at sikre sig den berygtede voldsmand August Peder Jensen, eller "Den dovne Dreng", efter at han i de sidste tre uger havde fået lov til at gå løs, skønt han havde slået tre svenskere, en politibetjent og en kone halvt fordærvet.

Det var assessor Thybjerg ved 1. kriminalkammer der besørgede den samfundsnyttige gerning. "Drengen" var mødt i feststemning til forhøret, og udenfor på gangen stod alle hans venner fra karteret for at nyde det sjældne syn at se ham blive ført over i arresten. At han ville blive arresteret, var han nemlig selv på det rene med, og da dommeren, efter at have holdt forhør over ham i over en time, gjorde ham bekendt med at han ville blive arresteret, erklærede han, at andet havde han heller ikke ventet.

Helt kapitulerede han dog ikke. Han nægtede endog ligeud alting, og skønt ikke mindre end syv vidner aflagde ed, forsøgte han endnu at holde på sin benægtelse.

Nu havde assessoren først heller ikke nogen støtte i selve de overfaldne, der så godt som alle til at begynde med holdt med bøllen, og reducerede hans overfald imod dem til det mindst mulige. Da disse forklaringer imidlertid var i modstrid med det passerede, måtte assessoren gøre dem bekendt med følgerne af deres urigtige forklaringer og et par af dem forklarede så, at de havde vidnet således af frygt for at blive slået fordærvet igen når "Drengen" muligvis endnu samme dags eftermiddag kom på fri fod. 

(Aftenbladet (København), 26. oktober 1899).

Den dovne Dreng blev efterfølgende idømt 2 års tugthusarbejde. Aviserne annoncerede flere gange at han var død, dog uden at være det.

Retten afsagde 2 års tugthus og blev afsonet 19. december 1899-19. december 1901, for følgende forhold: "1) på en beværtning overfaldet 2 af gæsterne med slag i hovedet (den ene i øjet) og søgt at tildele en 3. gæst slag i ansigtet, 2) ved sin umiddelbart efterfølgende anholdelse slået døren til detentionslokalet kraftigt i, hvorved en politibetjent fik - hvad fangen også tilsigtede - en af sine fingre i klemme, og 3) sparket en kone for brystet ... Han undskyldte sig med, i hvilken tilstand han ikke ved, hvad han foretager sig". 

Under opholdet opførte han sig "I det hele upåklageligt forhold. Upåvirket", fx august 1899: 176 cm, sund ansigtsfarve, kraftig figur, stærke lemmer, blondt hår, grå øjne, noget flad næse. På højre hånd tatoveret: A.P.J. C.M.R. 1886. 

"Den dovne Dreng" (3): Lovlydig borger. (Efterskrift til Politivennen)

3. del af artikelserie om August Peder Jensen også kaldet "Den dovne Dreng" som består af tre dele: Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig nedenstående som omfatter perioden 1910-1912 hvorefter det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

En strejke på Kvægtorvet.

I går formiddags var der stor bevægelse blandt kreaturtrækkerne i København der besørger trafikken fra Kvæsthusbroen til Kvægtorvet. I kreaturtrækkernes række træffer man bl.a. celebre navne som "Bræddestablen", "Den dovne Dreng" og "Skovser-Wilhelm".

Hidtil har taksten været 1 krone for at trække fire kreaturer. Nu forlangte korpset 5 øre mere pr. kreatur. Men dette forlangende vakte stor modstand hos kommissionærerne.

Efter en hård kamp lykkedes det dog kreaturtrækkerne at sætte kravet igennem, og kort efter gik "Bræddestabelen" og hans fæller på ny frem og tog tyrene ved hornene og køerne ved halen.

(Ribe Stifts-Tidende, 13. oktober 1910).

Den dovne Dreng blokeret.

Københavns kreaturtrækkere drager i leding - Generalstrejke under opmarch - "Skovser-Wilhelm" aflægger visit på "Aftenbladets" kontor.

Som vore læsere nok erindrer, udbrød der i forrige uge en lille rask strejke på Kvæsthusbroen.

Kreaturtrækkerne nedlagde arbejdet for at tvinge deres arbejdsgivere til at give dem en lille forhøjelse af lønnen.

Det hele var iscenesat af Peter Jensen (den "dovne Dreng"), og på en fuldt ud arbejdermæssige måde idet han først høfligt havde bedt om en forhøjelse, men da trækkerne fik et overlegent svar, sendte de så arbejdsgiverne et strejkevarsel.

Og netop på dagen som de havde forkyndt i forvejen, nedlagde alle mand arbejdet.

Resultatet blev at arbejdsgiverne måtte give sig, og stor blev glæden blandt trækkerne.

Men den lille strejke har fået et mindre behageligt efterspil, idet "Den dovne Dreng" nu er blevet blokeret af arbejdsgiverne.

Da han tilligemed sine kammerater indfandt sig i går morges på Kvægtorvet, optrådte en forvalter F. Jørgensen for "Københavns Kreaturtransport" og protesterede imod at "Den dovne Dreng" tog fat med de andre.

- Man ønskede ham fremtidig ikke på arbejdspladsen! - havde forvalteren sagt.

Som svar på forvalterrens optræden nedlagde Kvægtorvets ca. 70 kreaturtrækkere på nær tretten mand arbejdet.

De tretten der straks blev døbt "de sorte får", gik på trods af kammeraterne opfordring i gang med losning af en kreaturdamper der var kommet fra Riga.

Vi havde i aftes besøg af "Skovser-Wilhelm" som ret forståeligt var meget indigneret over "de trettens" optræden.

Det ser unægtelig heller ikke videre fint ud at de tretten herrer vægrer sig ved at støtte en kammerat, og da navnlig den af deres kammerater som for ikke otte dage tilbage fik gennemført den lønforbedring de nu alle nyder godt af. 

- Det er sjofelt! - sagde "Skovser-Wilhelm", og vi må give ham ret.

Vi skal holde vore læsere a jour med slagets gang på Kvægtorvet de følgende dage.

Reporter.

(Aftenbladet (København), 18 oktober 1910).

Et møde mellem rønnerne.

Fabrikantfruen og arbejderen
To menneskeskæbner

De svage lys fra gadelygterne og de små kælderbeværtninger står som sløvede strjerne i en uendelighed af mørke. Vognmagergade er i dobbelt forstand den mørkeste gade i København. Der driver triste stakler forbi, mennesker som nøden slog til jorden med sine ulveklør eller som lasten tog livsmodet fra. Man ser dem et øjeblik i den svage belysning, så forsvinder de igen i mørket som gengangere der efter en kort spøgelsesvisit i livet atter går ind i skyggeriget. Se hende, den pjaltede kone der kommer gående ned ad trappen og nu skrumler hen til den nærmeste knejpe for at få brændevinsflasken fyldt. Det er kun få år siden hun som den velhavende fabrikanthustru modtog sine gæster i et strålende lyshav i en elegant salon. Efter mandens død rullede pengene som savsmuld mellem hendes fingre, og nu skjuler en mørk gade og et skråt tagkammer hendes elendighed.

Se så ham der kommer der. Det er en høj, kraftig mand. Engang var han kendt som den værste urostifter i kvarteret. "Den dovne Dreng", som han kaldtes, herskede med en tyrans voldsomhed i kvarteret. Der er betjente der endnu bærer minder om de kampe de måtte udkæmpe med ham. Så blev han afholdsmand, og da han slap brændevinen, slap mørket og lasten ham. Nu går han forbi de kendte steder. Med et smil på vejen hjem fra sit arbejde. Og ved lysskæret fra en enlig lygte mødes de to. Hun der oppe fra er på vejen nedad, og han der kommende nedefra er på vejen opad.

To mennesker som skæbnen fører i diametralt modsatte retninger og hvis historie man ligesom i et kort øjeblik læser ved skæret af en af Vognmagergades døsende lygter.

Aoe

(Aftenbladet (København), 5. maj 1913).

Herefter ser det ud til at aviserne har tabt interessen for "Den dovne Dreng"

"Den dovne Dreng" (2): Politiet begynder at slå hårdt til. (Efterskrift til Politivennen)

2. del af artikelserie som består af tre dele om August Peder Jensen, også kaldet "Den dovne Dreng": Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, nedenstående som omfatter perioden ca. 1900-1905 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier. 

Kort tid efter han var kommet ud af Horsens Tugthus, skete følgende:

Den dovne Dreng.

August Peder Jensen, der nytårsnat blev anholdt for overfald på et par kolleger i Vognmagergade, blev i går løsladt i retten uden videre tiltale. "Drengen" havde nægtet sig skyldig i overfaldet, og de overfaldnes vidnesbyrd var ikke så pålidlelige at retten turde indlade sig på at dømme Jensen.

(Aftenbladet (København), 21. januar 1902).

Tilskadekommen kreaturfører.

Da en kreaturfører i går eftermiddag kom trækkende med en drift kvæg fra horsens-damperen over broen ved Nyhavn, blev kreaturerne pludselig urolige og stædige og tilredte føreren, en 43-årig mand, August Peter Jensen fra Helsingørsgade nr. 7, så slemt under hans forsøg på at få overtaget over dyrene, at han måtte indlægges på Frederiks Hospital.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 6. august 1903).

Prygl.

Hvad Københavns bøller mener om sagen.
Bræddestabelen udtaler sig.

Det var i Farvergades berygtede logihus "Blodkoppen" 

Menneskevragene stod og stirrede stille hen for sig med sløve fortinnede øjne, af og til løftende snapseglasset mekanisk til munden

Ved et bord for sig sad den havarerede artist Olchansky og klimprede på en guitar han har lavet af en cigarkasse, mens han med snøvlende, drøvelig stemme kvad:

"Jeg sidder  bag fæng-se-lets mure
og stirrer mod him-me-lens blå
mens stjernerne går deres tu-u-ure,
og månen på him-me-len står."

-   -   -

Ved et andet bord træffer vi spidserne blandt gadens bærme-voldsmændene. De holder sig i sluttet selskab og ser ned på vagabonder og tiggere som en lavere stående kaste, Nogle drikkevarer skaffer os indpas i selskabet hvis mest fremtrædende medlem vi straks giver os i lag med. Det er den berygtede "Bræddestabel", men vi forbavses over det spagfærdige indtryk, han gør 

- Prygl, siger han og skutter skuldrene, som følte han allerede krabasken på sin ryg, - Ja oprigtig talt kniber jeg helst uden om dem - ikke fordi at jeg er bange for dem, fortsætter han med et undskyldende blik til "kammeraterne'', men man er jo ikke så ung som man var for en snes år siden. Jeg har stået for mangfoldige høvl i min tid - og mange gange har jeg ikke fortjent dem - men nu er jeg over de 45 år og er blevet mere sagtmodig af naturen. Naturlig, sluttede "Stablen", der til vor overraskelse viser sig at være en spinkel mand og hvis borgerlige navn er Julius Johansen, ta'r jeg mine klø, når ieg ska' ha' dem, men ingen kan fortænke mig i at gøre gengæld, når lejlighed byder sig, og så stak han atter næsen i glasset,

Vi får senere at vide, at "Stablen", selv om hans stjerne i bølleverdenen er for nedgang, er en af de mest uberegnelige voldsmænd idet han ofte i fredeligt lag og selv tilsyneladende rolig pludselig og uden advarsel aldeles rasende kan kaste sig over et medmenneske og gøre de mest velmente forsøg paa at slaa dette halvt ihjel.

Den dovne Dreng.

Ved siden af "Stablen" sidder en stor svær, dunhaget mand, de kalder ham Alfred Emil men vi får straks efter at vide, at det er den så sørgelig bekendte "dovne Dreng".

- Hvad mener De om Prygleloven, spørger vi,

- Hold kæft, svarer han og fylder sit glas mens han skuler ondskabsfuld til os.

- Bryd dig ikke om ham makker, siger "Rive Niels", som sidder tæt ved os, han er ond i sulet i dag, og saå har han en væmmelig tilbøjelighed til at fla' - han har'et med at sparke i skridtet, når han er fuld, som ædru er han det skikkeligste menneske på Guds grønne jord - Og Niels som trods sin unge alder - 24 år - har været straffet fjorten gange for vold giver nu sit besyv med i laget.

- De kalder os bøller, og vi er bøller, indrømmer han, men vi er det ikke af vores gode vilje; havde min mor levet, sad jeg ikke her nu, men da hun kreperede, måtte jeg gå for lud og koldt vand, og nu sidder jeg her sagde han og slog ud med en beklagende håndbevægelse 

Mange gange er jeg på stationen blevet banket sådan igennem at jeg var sort og blå over hele kroppen. Jeg er'beder ellers som ålefisker ude i Kalveboderne. En nat da kæntrede båden og jeg måtte med mit halstørklæde binde mig til masten Jeg sad der omtrent 24 timer og da jeg kom i land på Enghaven og lå omtrent halvdød, kom et par betjente og tampede løs på mig - bare fordi de kendte mig. 

Kan De så fortænke en i, at man bliver ond på samfundet? Nej, sluttede han, slår de mig, gir de mig en gang laks (bøllernes udtryk for prygl), slår jeg igen, når jeg kan komme afsted med det.

Og med rynkede bryn og knyttede næver lænede han sig tilbage mod væggen.

-  -  -

Vi talte senere med adskillige af vor bølleverdens mest fremtrædende repræsentanter, og hovedsummen af deres meninger gik ud på; Verden har handlet uretfærdig mod os. vi vil handle på samme måde mod den, Slår de os, slår vi igen når vi kan.

Vi stiller disse historiske aktstykker til hr. Albertis disposition.

(Aftenbladet (København), 30. januar 1905).

En opvarter fra "Guldgruben"

- en kælderbeværtning der ligger på hjørnet af Lille og Store Brøndstræde i København - blev - fortæller "Sorø Amtstid." - engang indlagt på hospitalet, og overlægen spurgte ham her hvor meget han drak om dagen. Uden betænkning svarede opvarteren: En otting øl, dvs. 88 glas øl af de såkaldte "runde" der er dobbelt så store som en "spids". Han måtte drikke med gæsterne, og for nemheds skyld havde han så en otting øl liggende ved siden af sig og tappede deraf, efterhånden som han skulle klinke med Bræddestabelen eller "Den dovne Dreng". Han indså dog nnu at han måtte søge en mindre udsat post.

(Viborg Stifts Folkeblad, 25. september 1905)

"Peter Ordrup". (Efterskrift til Politivennen).

Et letsindigt Væddemaal.

I Lørdags Eftermiddags sad der i en Beværtning ved Gl. Strand i Kjøbenhavn en broget Forsamling af Lediggængere og Bøller fra Vognmagergade og Brøndstræde. Præsidenten i den smukke Forsamling var "Den dovne Dreng", og om ham fylkede sig "Ole Nifinger", "Flæske-Karl", "Fløjtedrengen", "Peter Ordrup" og andre celebre Personligheder.

"Peter Ordrup" førte Ordet og fortalte vidt og bredt om sine "Heltebedrifter". Blandt Andet fortalte han, at han kunde svømme som en Fisk, og at han havde reddet flere Mennesker fra at drukne.

"Flæske-Karl" tillod sig under hans Foredrag at komme med flere tvivlende Bemærkninger, hvilket havde til Følge at "Peter Ordrup" udfordrede ham til en Kapsvømning i Kanalen lige med det Samme.

"Flæske Karl" betakkede sig dog, men erklærede, at han vilde vædde "en Gang stegte Rødspætter over det Hele! og 4 "Krus", hvis "Peter Ordrup" kunde holde sig oven Vande i 20 Minutter.

Da "Flæske Karl" lagde Pengene paa Bordet, sagde "Peter Ordrup" Top, kastede Frakke og Hat, og sprang fra Bolværket paa Hovedet ud i Kanalen. Der samlede sig hurtigt en Mængde Mennesker, og blandt de Tilstedekomne var ogsaa Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar.

Hs. kgl. Højhed forlod dog hurtig Skuepladsen og hentede en Betjent.

"Peter Ordrup" vilde dog ikke med det Gode op af Vandet, og det varede længe førend det lykkedes Politiet at faa ham op. Han rev sig saaledes en Gang løs fra Betjentene og sprang ud i Vandet igjen.

Da man endelig fik ham paa det Tørre var han i Følge "V. L." nok saa frisk og forlangte sin Gevinst, men i Stedet for, blev han puttet i en Droske og kjørt til Arresten paa Nytorv.

(Jyllandsposten 14. marts 1898).

Ifølge Aarhuus Stifts-Tidende var der en tilskuer der havde råbt "Selvmord, hjælp, politi!"

Peter Ordrup

der som omtalt forleden gav en Svømmepræstation tilbedste i Gl. Strands Kanal, mødte i Gaar i den offentlige Politiret og blev idømt en Bøde paa 50 Kr. for sin Vandpantomime, der rangerer under "Gadeuorden"

De 4 Kroner, Væddemaalet gjaldt, maa saaledes siges at være surt fortjente.

(Folkets Avis - København 20. marts 1898.)

"Røde Vilhelm" og "Julekagen", der er to kendte københavnske Bondefangere, har forleden sammen med en kollega, kaldet "Peter Ordrup", plyndret en Konditorsvend for 100 Kr.

Ovenpaa denne Bedrift blev det smukke Trekløver ifl "Soc.-Dem." arresteret.

(Kolding Folkeblad 3. marts 1902).

Rundskue.

En kendt københavns Bølle, "Peter Ordrup", sad forleden Dag i en Kælderbeværtning i Ryesgade i København og drak med nogle Venner, da 2 Mænd kom ned og forlangte et Par Genstande.

- De mener vel til hele Stuen? Spurgte Peter Ordrup advarende.

- Nej, kun til mig og min Kammerat, svarede Manden.

- Maa jeg saa tillade mig at belære Dem om, hvad der er god Tone her paa Pladsen, sagde Bøllen og rejste sig.

Faa Minutter efter laa Manden med Ansigtet halvt knust og det ene Ben sparket over. Man bragte ham paa Hospitalet, hvorfra han nu er udskrevet som delvis Invalid.

Er det for meget at et saadant Udskud af Menneskeslægten faar læsterlige Klø? Vi holder paa Pryglestraffen overfor saasanne Individer.

(Ærø Avis 6. august 1904.) 

Ifølge Aftenbladet (København) 2. august 1904 foregik det i Ryesgade 66, og Peter Ordrup blev idømt 1 års forbedringshus og 200 kr. i erstatning.

Et uhyggeligt Drama for en Flaske Brændevin.

Druknet i Københavns Havn.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, Tirsdag.

Paa en Beværtning i Nyhavn sad i Eftermiddag ved Femtiden nogle Kreaturtrækkere, deriblandt en, som gaar under Navnet "Peter Ordrup" - en af Københavns Særlinge.

De talte om at svømme, og "Peter Ordrup" talte med stor Autoritet, da han faktisk var en brillant Svømmer.

"Tør du svømme over Nyhavn med alle Kludene paa?" spurgte en ham.

"Lad gaa - - lad os sige for en Flaske Fuselfri"

"Top!"

Og hele Selskabet gik ud på Gaden, og "Peter Ordrup" sprang resolut ud.

Pludselig saa man ham saa synke. I sin Ivrighed var han sprunget lige ind i en Bunke Tang, og han var straks ude af Stand til at røre sig. Han arbejdede og arbejdede - tilsidst fik han Krampe og gik til Bunds.

Og det blev saaledes hans Død.

Til Ros for ham, som havde væddet med ham, skal det siges, at han øjeblikkelig sprang ud for at hjælpe ham, men vær var omkommet selv.

Opdager.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. juni 1906).

Hædret af Bisser

En sjælden Højtidelighed fandt i Lørdags Sted paa Vestre Kirkegaard. Man erindrer, at en af Byens kendteste Bisser, kaldet Peter Ordrup, for en Tid siden druknede under Forsøget paa at svømme over Kanalen ved Nyhavn; det galdt et Væddemaal om en Flaske Brændevin. Forleden blev han begravet paa Vestre Kirkegaard.

Imidlertid havde en af hans Kammerater, "Fløjelsvesten", faaet Skrupler, fordi han havde været med til Væddemaalet og saaledes paa en Maade var medskyldig i, at Peter Ordrup druknede. For at gøre Bod satte "Fløjelsvesten" sig da i forrige Uge i Spidsen for en Indsamling til en Krans til den dødes Grav. De fleste af Byens ældre Bisser, og navnlig "Kreaturførerne" fra Kvægtorvet gav en Skærv med hertil, og der blev hos Dina Schultz købt en pragtfuld Krans til 12 Kr., som præsenteredes - med vedhængende Kvittering - for Giverne paa Halmtorvet.

I Lørdags lagdes den i Overværelse af en Mængde "kendte Navne" paa Peter Ordrups Grav, blandt de tilstedeværende var Fløjelsvesten, Gummisjalet, Oskar den 1. og Oskar den 2., Bræddestablen, Rødepeter o. fl. Der blev talt nogle kønne Ord om den bortgangne Kam'rat, og derefter gik Flasken en Omgang rundt til Minde for den Afdøde.

(Pressen (København) 3. juli 1906)

Dina Schultz havde en blomsterforretning på Hellerupvej 60 eller 72. I hendes drivhus indrettede "A/S Dania Biofilm Kompagni" (i 1913?) senere et atelier. I 1908 havde hun et gartneri på Katrinevej.

Fra Brøndstrædekvarteret. (Efterskrift til Politivennen).

Tegneren Axel Thiess skriver en længere artikel i "V. L." om et besøg han for nylig aflagde i "Brøndstrædekvarterets" huler sammen med en opdager.

Ekspeditionen foretoges en af de tunge grå aftner, hvor selv himlen synes at ville smudse jorden til med skidne røgfyldte tåger, der dæmper søvnige gasblus og trækker et fugtigt slimet overtræk over de elendige rønner .

I den usikre belysning så beboerne endnu mere smudsige og sorte ud som de skubbede sig op af kælderhalse og listede langs husrækkerne hjem til den usle hummer med trøsteren. brændevinsflasken, klemt i favnen af den magre arm.

Så står vi foran et af de celebre tilflugtssteder for tyve, bondefangere og andre forbrydere.

Opdagerens brede ryg fylder ganske den lille dør. idet vi dukker ned i den lavloftede hule

Det er øjensynligt at han et godt kendt af gæsterne. Nogle kommer slesk hilsende fra en lille bagstue. Det stikkende blik i de onde øjne harmonerer kun dårligt med de venlige forespørgsler til betjentens befindende.

Andre sidder trodsigt surmulende uden så meget som at rykke i hatteskyggen, blot gravende hænderne endnu dybere i bukselommerne og strækkende benene demonstrativt fra sig med et triumferende smil over. at det denne gang ikke er bud efter dem. I en krog sidder "Gnistersmeden", "Bamschen" og "Svedsken" drøftende det sidste kup, mens en gamling der er blevet hvidhåret I forbrydertjenesten, hæver sit frygtelige fjæs fra den ret, han er i færd med at nyde, kogt koyver med dyppelse, og sender en lang misbilligende spytteklat efter os. 

Det viser sig at den mand der eftersøges, ikke findes der, og vi styrer derfor vore skridt til en kælder på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde,

Her er lidt pynteligere, og gæsterne er af en noget anden karakter. Det er kvarterets alfonser og dansebulernes fejrede skallesmækkere, der volder til. 

De dybt nedskårne flipper med det røde slips og den friserede lok ned i panden karakteriserer godt nok en del af disse kavalerer der driver tiden hen med svir og kortspil.

Ofte går det livligt til her: Når der opstår uenighed mellem Brøndstrædes houris, så vanker der brådne pander, og blodet flyder, mens kvinder og mænd under hæse skrig vælter sig i en kæmpende klynge på gulvel mellem itubrudt bohave og splintrede flasker og glas.

Så må politiet, ofte særdeles mandstærkt, med stort besvær rydde bulen og smide samtlige gæster på gaden, hvad der ikke er nogen let sag, da mange af dem er professionelle slagsbrødre. 

Der findes heller ikke få invalider mellem politiets betjente, der har hentet deres sår, bogstavelig talt, på selve valpladsen; navnlig kan et rasende fruentimmers bid være meget farligt.

Da vi ikke finder den eftersøgte i "Dukkehjemmet", går vi til kvarterets allerværste bule,

Man gvr sig intet begreb om det indtryk, den lave kælder gør på den indtrædende, en frygtelig os af dårlig tobak, spiritus, kulrøg og branket hestefedt slår os i møde. Der er mange gæster i de små og lave rum, og der er celebre navne imellem. Der er bondefangeren "Månekongen" og flæskesjoveren "Svingeren", men to kære stamgæster savnes, det er "den dovne Dreng" og "Menneskeæderen", der for tiden er "på huset", som Vridsløselille benævnes. 

Opdageren går lige hen mod en rødhåret mand, som duknakket hænger over et bord. Idet han lægger sin hånd på hans skulder, farer han sammen og vender sig med et meget talende udtryk af rædsel mod politimanden .

Da den eftersøgte er den. der har fundet barneliget og derfor opfordres til at give nogle oplysninger, føler han sig synlig lettet. Farven vender alter tilbage til det for et øjeblik dødblege ansigt, han føler sig som en interessant mand, der skal til en konference under fire øjne med opdageren ude i køkkenet.

Imedens sidder den der skriver disse linjer, alene tilbage i den uhyggelige skænkestue uden at turde forlange noget, til trods for, at cognacen til 6 øre snapsen unægtelig er fristende. Inde I sidestuen hænger et sovende fruentimmer over bordet, et par andre laller døddrukne i munden på hinanden. I den længst bortliggende krog på gulvet skimter vi en bylt pjalter der rører sig, men den lille osende hængelampe formår ikke at oplyse noget nærmere om det er en mand eller en kvinde, og vi tør ikke flytte os fra  pladsen, da de øvrige gæster begynder at indtage en truende holdning. 

De spankulerer trodsige op og ned med ondskabsfulde hentydninger til "snushanernes venner" og dirigerer med virtuositet spytteklatterne der synes at være en uundværlig form for afsky, mod vore støvler, som vi trækker helt op under stolen.

Konferencen i køkkenet synes at trække ud, og det er med en vis ængstelse vi skotter op ad kældervinduet for at forvisse os om at gadebetjentens solide fedtelæders ben er plantede lige ud for kælderhalsen. 

Endelig kommer opdageren igen fulgt af den meget vigtige hjemmelsmand. Bøllerne trækker følehornene lidt til sig ved synet af politimanden, og ved bortgangen springer "Bræddestablen" til, åbner døren og siger med et ironisk buk:

"Væs'arti! - Rejs ad Helvede til!"

Gadens kvalme, røgfyldte luft forekommer en ganske forfriskende, den ujævne stenbro, der synes som overtrukket med et lag af sort leverpostej, synes ren imod knejpens lokaler.

Opdageren smiler ad vor snappen efter luft, rasler med håndjernene i lommen og siger:

"Det var godt at vi ikke kom i går. Der var stort folkeslag, og bulen blev lukket allerede kl. 8."

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 8. januar 1901).

Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

Skarp lud. (Efterskrift til Politivennen)

En tysk lov mod bøller

Der et som bekendt endnu små kvarterer her i byen som fredelige folk ikke gerne vover sig ind i, mindst ved nattetid. Der er smågyderne på Christianshavn, et par gader ude i Adelgadekvarteret og først og fremmest Brøndstræderne og Vognmagergade. Da historier om overfald på sagesløs mand, slagsmål med knive og soutenørspeklakler der så at sige daglig er til behandling oppe i den offentlige ret, vidner højt nok om hvor berettiget denne frygt er.

Men ret beset er det dog i grunden vanvid at man så at sige ganske roligt lader en halv snes banditter som "den dovne Dreng", "Peberbøssen" og hvad andre smukke navne disse celebre herrer har, gøre et helt kvarter usikkert. For hvad er det vel for straffe, der rammer disse fyre - en mulkt og når det kommer højt noget vand og brød. Straffe, som i virkeligheden at forbryderne kun anser for at være en behagelig rekreation efter nogle ugers svir og leben. Hvor er det i grunden ikke parodi at tænke sig, at en af disse fyre omtrent bestandig underholdes af kommunen for at slå et af sine medmennesker  halvt ihjel engang imellem.

Der skal skarp lud til skurvede hoveder. Her i Aftenbladet har vi mere end en gang udtalt ønskeligheden af at disse herrer i stedet for fængsel fik nogle gode tørre prygl. I Tyskland lader man nu til at ville slå ind på systemet. I hvert fald er der i den tyske rigsdag i disse dage ad privat vej blevet indbragt et lovforslag som sigter i den retning.

Lovforslaget går ud på at bekæmpe den tiltagende usædelighed og råhed (Verrohung). Det fordrer et skarpere og strengere tilsyn med prostitutionen, ønsker virkningsfuldere forholdsregler mod det særlig i rigshovedstaden grasserende rufferi, vil have nøjere tilsyn med handelen og udbredelsen af utugtige billeder, lukkede viser og andre sjofle produkter og sætter endelig meget strenge straffe for overtrædelse af loven, straffe der for rufferi kan gå så højt som til bøder på 6.000 mark og 5 års tugthus.

For forbrydere, hvis bedrifter bærer særlig karakter af grov råhed foreslår lovforslaget nogle meget krasse straffe. For slagsmål med knive skal den skyldige straffes med vand og brød og de første 8 uger af hans fængselsstraf skal han endvidere straffes med hårdt leje, det vil sige om natten sove på en træbriks uden tæpper og uden at komme af klæderne. Overfald og angreb på sagesløs og værgeløs person straffes på samme måde, men der kan til det hårde leje tillige føjes legemlig straf, så og så mange slag tamp eller rotting i døgnet, alt at udmåle efter den mere eller mindre rå karakter, overfaldet har haft. Vi har den overbevisning, at det nok skal bide på fyrene. Det vil sikkert ikke smage dem at hvile en gennemhanket ryg på briksens hårde brædder.

Når man læser det tyske lovforslag igennem og ved, at det sikkert vil blive vedtaget, fristes man til at ønske en lignende lov hos os. Den ville virke magtig hen til fredeligere og mere trygge tilstande og forhold i de kvarterer, der nu er en skræk for fredelige folk. Og snart for politiet med.

(Aftenbladet, 10. december 1892).

Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).

Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).

"Stærke-Jens", "Bræddestablen" og "Ole Nifinger". (Efterskrift til Politivennen).

Stamgæster i den offentlige

Strålende navne.
"Stærke Jens"

morede sig forleden med at slå sin "forlovede"s møbler i stykker i hendes hyggelige lille lejlighed i Brøndstræde nr. 9. Frøkenen, der populært kaldes "Aarhusmine", blev selvfølgelig vred over at se sit jomfrubur så voldelig krænket, og enden blev, at politiet kom til og tog "Stærke Jens" i krebsen.

I går skulle han have mødt i retten, men, skarpttænkende som han er, sendte han en god ven hr. "Stjærnens Skræk" med fuldmagt. Jens, der nylig er kommet fra en større svedetur, ville nemlig nødig "bøsse" med det samme.

Aarhusmine var heller ikke mødt. Hendes fuldmægtig, en skikkelig kone, forklarede, at Mine var hos vicepolitidirektøren, hvor hun skulle vente på sin belønning, fordi hun har "brændt den af".

I betragtning af, at Jens den dag, han blev anholdt, havde været usædvanlig "venlig" og ikke - som han plejer - knækket politiribben i nogen større målestok, var assessor Obelitz elskværdig nok til at lade ham slippe med 50 kr.

"Bræddestabelen'.

Dette usædvanlige navn har dets bærer erholdt på grund af sin ustyrlige lyst til at "ramle". "Bræddestabelen" ramler ved dag og ved nat og har i lange tider i kompagni med "Stærke Jens" og "den dovne Dreng" været en sand rædsel for 2. kreds' politimyndigheder, særlig betjent Nr. 242 har han sat mange grå hår i hovedet. 242 har dog nu grund til at være glad, for - det vidunderlige er sket - "Bræddestabelen" har forlagt residensen.

Han, der før var en daglig gæst i Pilestrædes Stations gæstfri haller, er nu en flittig, omend ikke altid ganske velkommen besøgende på stationen i Knudsgade.

Det synes imidlertid som om "Bræddestablen" derude i den vestre kant af byen ikke kan finde så megen anlednnig til at lave fest som i sin tid i "Brønden". For forleden tærskede han i mangel af andre løs på sin gode ven og staldbroder Jens Peter Jensen, der selvfølgelig ikke blev svar skyldig.

Følgen af dette lille optrin blev et møde i går i den offentlige der atter i en ikke fjern fremtid vil foranledige et par dages ophold på Christianshavn.

"Ole Nifinger".

er godt kendt i den ganske stad. Det var ham, der indtil for kort tid siden havde den bekendte knejpe i Lille Kongensgade, hvor der både var "rum för resande" og "deutsches Herberg". Luften blev ham formodentlig for lummer i det gamle hus, eller han tænkte rnåske, at når han flyttede et mere hyggeligt sted hen, ville "gæsterne" blive mere medgørlige. Ole har nemlig altid haft et ganske vidunderligt uheld med sine gæster.

Stedse var der vrøvl og ballade hos ham, og det er slet ikke så få penge, han i tidernes Løb har ladet tilflyde politikassen.

Ole er nemlig en "kontant" mand, der hader svederiet på Christianshavn som pesten. Nok er det, Ole flyttede, men den slemme uro-nisse flyttede med. Slag i slag er det gået med klø, knubs,  spark og spænd, og 242 er nær ved at ønske Bræddestablen tilbage, når han kunne blive Ole Nifinger kvit.

Natten til i går karambolerede 242 og Ole, og inden slaget var endt og Ole bragt i brummen, lå kakkelovnen væltet på gulvet, medens Oles madamme sad i en krog og græd over al den vederstyggelighed.

Prost.

(København, 28. januar 1894).

Antoniegades Politistation gennem 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Et Stykke bevæget Historie.

Paa lørdag er det 25 Aar siden, at Antoniegade Politistation toges i Brug. Jubilæet har en vis aktuel Interesse, idet man for Tiden overvejer at nedlægge St. Kongensgades Politistation og overflytte Mandskabet til Antonegade.

2. Kreds' Hovedkvarter fandtes oprindelig i Pilestræde 32. I 1899 flyttede det til Nr. 63 i samme Gade for endelig den 21. April 1903 at flytte hen i Antoniegade, det gamle Antoniestræde, hvor der den Gang fandtes lige saa mange Børstenbindere samlede, som der nu findes Klædehandlere i Kristen Bernikowsgade.

Den første halve Snes Aar i det nye Hus, som Kommunen havde ladet opføre, var af en meget urolig Beskaffenhed. Den Gang stod Brøndstræde-Kvarteret endnu, og den offentlige Prostitution florerede. I saa at sige hvert eneste af de gamle Huse var der en Beværtning. Ikke en Nat gik hen uden Ballade og Anholdelser, det var strenge Tider for Betjentene.

"Peter Saft" som æselridende Politiassistent.

Adskillige af Kvarterets Bøller indlagde sig herostratisk Berømmelse. Gamle Københavnere vil endnu erindre Navnene "Bræddestablen", "Fløjtedrengen", "Peter Saft" og "Den dovne Dreng". "Peter Saft" var den vennesæleste af de nævnte. Naar man bare gav ham noget at drikke, kunde man faa ham til hvad som helst. En Gang havde man klædt ham ud i en gammel Politiassistent-Uniform, og man havde sat ham op paa et Æsel, idet man havde bundet ham forsvarligt fast, for at han ikke i sin Rus skulde glide ned.

Under vild Jubel red han gennem de smaa Gader, straalende af Spiritus og med naadige Haandbevægelser til alle. Det endte med, at en Betjent tog sig af ham. Af praktiske Hensyn lod Betjenten ham blive paa Æslet, og saadan blev han transporteret til Stationen, ledsaget af et mægtigt Følge.

Det er et af Stationens muntre Minder, men den gemmer naturligvis nok saa mange mørke. Det var til Antoniegade, at Morderen Bulotti blev bragt. Ogsaa Mozart Lindberg blev bragt dertil efter hans Drabsforsøg paa Hotel Kongen af Danmark. Et andet Stykke Drama i Stationens Historie er den store Brand paa d'Angleterre.

Da 47 Værtshuse blev revet ned.

Da Byggeriet ryddede op i den indre By, oprandt de stille Tider for Stationen. Brøndstræde-Kvarterets Nedrivning kostede ikke mindre end 47 Værtshuse Eksistensen. Blandt disse fandtes "Guldgruben", "Det lille Apotek", "Nordpolen" og "Transvaal". De urolige Elementer blev fordrevet til Saxogade og Prinsensgade. Prostitutionens Afskaffelse i 1906 gjorde ogsaa sit til at skabe Ro.

Tilbage paa Skansen.

Af det gamle Mandskab, som var med til at flytte ind i Antoniegade, er der endnu 5 tilbage, nemlig Politibetjentene 297 Oreby, 355 Udby, 471 Andersen, 610 Raun og 224 Christensen. Vi havde i Gaar en Samtale med sidstnævnte. Han fremhævede med Stolthed, at Pilestrædes Station og altsaa Antoniegades var den mest kendte i hele Danmark.

- Der er vel stor Forskel paa gamle Dage og saa nu ? spurgte vi.

- Det er slet ikke til at kende igen, lød Svaret.

Hvis Store Kongensgades Politistation bliver indlemmet i Antoniegades, saa vil der imidlertid atter blive Liv af samme Beskaffenhed som før, for saa kommer Nyhavn og Borgergade ind i Kredsen, og saa er det forbi med Stilheden.

Det bør bemærkes, at der, populære Politiassistent With var den, der havde Ledelsen, da Stationen flyttede fra Pilestræde til Antoniegade, og han forblev paa Skansen til 1925, da han gik af. Nu ledes Stationen af Politiassistent Stamm, bekendt fra en Række store Bedragerisager, i hvilke han fungerede som Anklagemyndighedens Repræsentant.

Torrent.

(København 18. april 1928).

Antonigades Politistation lå i nr. 11.

Politiassistent With. Foto bragt i København 29. september 1925 i anledning af hans 70 års fødselsdag, og dermed også tilbagetræden. Han nåede således at fejre 40 års jubilæum. Han blev ansat som politibetjent 1880, 1885 overbetjent og samme år politiassistent i 7. politikreds. 1887 til 2. kreds i Pilestræde. 12. juni 1924 blev han påkørt af en sporvogn, men dog uden med. Han beskrives her som måske lidt gammeldags.

Politiassistent With siddende i lænestolen - gaven ved hans afsked. Bag ham overbetjent Spettrup. Foto fra Aftenbladet (København) 1. oktober 1925. Withs bror Carl With var kommandant på Christiansø. Broderen Olaf With udvandrede 1887 til Argentina og blev apoteker i Resistencia. Han var også ugift og var flere gange borgmester i byen, hvor en gade er opkaldt efter ham (Olaf With). Han vendte aldrig tilbage til Danmark og døde i 1933. Datteren Ebba With var skuespiller.

Om den Sædvane at samle Ax paa Marken og nedblæste Grene i Skovene.

Der er næppe nogen sædvane der længere har vedligeholdt sit tyranni over landmanden end den at sanke aks i høstens tid.

Den fandt sted hos de allerældste agerbrugende folkeslag og vedvarer endnu i vore dage.

Blandt de store rettigheder som Moses havde indrømmet de fattige, var også denne at ejeren ikke engang måtte opsamle enkelte aks på sin ager, ikke høste hvad der stod i hjørnet af ageren, men sådant tilhørte de fattige.

Ridder Michaelis mener også at denne skik har været i brug hos araberne og flere folkeslag.

Religionen lærte og folkene troede engang, næsten over hele den bekkendte verden at når man gav almisser til de fattige, tiende til gejstligheden og rige gaver til klostrene var man på rette vej til himmelen, og det bliver da næppe noget under at denne sædvane som en art af almissegiven, har vedligeholdt sig uforstyrret lige til vore tider.

Når denne skik blev holdt indenfor visse grænser, kunne ingen have noget at indvende imod den. Hvem ville vel nægte den fattige at opsanke det korn der dog kun blev et rov for fuglene eller at optage den gren der dog kun henrådner i skovene? Men når man ser dovne forældre slæbe deres børn med sig ud på ageren i høstens tid, når man ser den påtrængenhed og uforskammethed hvormed unge og gamle, trængende og ikke-trængende opsamlere bemægtige sig en andens ejendom, at denne uskik måtte blive hæmmet.

Således som opsamlingen nu udøves, er den en sand landeplage og i egentlig forstand den fjerde tiende som landmanden må yde. Man borttager lige for hans øjne hele vipper, der endnu ikke er oprevne, man plukker af vognene når de kører, og opsamlerne driver denne ved århundreders hævd til rettighed blevne uskik, til en strafværdig højde.

Ikke nok med det. Under påskud af at sanke aks, begås endog virkelige tyverier. Der skæres hele stykker af den modne sæd, der endnu står og gror. Sæden udbankes af det opbundne korn o. lignende.

Opsamlerne vælger tider da den trætte landmand sover eller hviler, og det er næsten umuligt at sådanne tyverier kan blive opdagede og afstraffede.

Den dreng der har de fleste aks og den største pose, misundes af sine kammerater i dette stjælesystem, roses af forældre og venner for udvist flid og talent, og anspores til ny dristighed.

Således lægges her da tidlig spiren til dovenskab og tyveri i den unges sjæl.

Her lærer han at erhverve uden at arbejde, her lærer han at tilvende sig en andens ejendom mod ejerens vilje og vidende.

Den der om sommeren har lært at stjæle aks på marken og hvis følelse for en andens ejendomsret på denne måde er blevet sløv og afstumpet, han kan gerne stjæle korn i laderne om vinteren, han kan gøre indbrud og foretage hvad det skal være.

Grænselinjen mellem dyd og last er måske finere trukket end man i almindelighed forestiller sig. Og tidlig burde dog alt hvad der kunne fordærve den unges sjæl, fjernes fra ham.

Hvad der er sagt om akssamlingen, gælder også om at sanke grene i skovene.

Under dette påskud nedbrydes grene af træerne, ja vel også unge træer overskæres.

Bonden der som ung har øvet sig på grenene og de små træer, kan umulig begribe at der er noget synderligt strafværdigt, når han som mand fælder et stort træ.

Politilovene burde da efter mit skøn, træde til her og understøtte landmanden der her må bukke under for fæle fordomme og gamle folkemeninger, og befale at kun gamle og trængende folk måtte have tilladelse til at opsanke aks og ikke på andre tider end når landmanden selv var på marken eller hans folk og ikke før alt var oprevet.

Ingen dreng burde have tilladelse til at opsamle nedfaldne grene i skovene. Tyveri er desuden nu så almindeligt blandt landalmuen at man burde alvorligt bortrydde alt hvad der kunne give anledning dertil, og på denne måde stræbe at forebygge denne last for fremtiden.

Næst vort mangelfulde landpoliti finder jeg også denne sædvane at være en af mest virkende årsager til de overhåndtagende tyverier på landet.

Mænd som Colqvhoun *), B. A. F. Silvestre **) og A. H. Hazel ***) har også udpeget denne uskik som en landøkonomien og folkemoralen skadende gift, og jeg tror enhver oplyst mand bør være af samme mening.

Jeg vil sluttte med filosofen Herder: Jeder fühlt die Uebel der Welt nach seiner eigenen Lagee, er har also die Pflicht auf sich, sich ihrer von dieser Seite anzuhenmen, dem Mangelhaften, Schwachen, Gedrikten an dem Theile zu Hülse zu kommen, wo es ihm sein Verstand und sein herz gebietet.

Tøttrup

Assessor.

*) Ueber Londons Polizeyübersezt von Volkman.

**) Essai sur les moyens de perfectionner les arts oeconomiques en France.

***) Grundsätze der landwirthschaftlichen Polizey.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 221, 17 Juli 1802, s. 3526-3530)