Fra Brøndstrædekvarteret. (Efterskrift til Politivennen).

Tegneren Axel Thiess skriver en længere artikel i "V. L." om et besøg han for nylig aflagde i "Brøndstrædekvarterets" huler sammen med en opdager.

Ekspeditionen foretoges en af de tunge grå aftner, hvor selv himlen synes at ville smudse jorden til med skidne røgfyldte tåger, der dæmper søvnige gasblus og trækker et fugtigt slimet overtræk over de elendige rønner .

I den usikre belysning så beboerne endnu mere smudsige og sorte ud som de skubbede sig op af kælderhalse og listede langs husrækkerne hjem til den usle hummer med trøsteren. brændevinsflasken, klemt i favnen af den magre arm.

Så står vi foran et af de celebre tilflugtssteder for tyve, bondefangere og andre forbrydere.

Opdagerens brede ryg fylder ganske den lille dør. idet vi dukker ned i den lavloftede hule

Det er øjensynligt at han et godt kendt af gæsterne. Nogle kommer slesk hilsende fra en lille bagstue. Det stikkende blik i de onde øjne harmonerer kun dårligt med de venlige forespørgsler til betjentens befindende.

Andre sidder trodsigt surmulende uden så meget som at rykke i hatteskyggen, blot gravende hænderne endnu dybere i bukselommerne og strækkende benene demonstrativt fra sig med et triumferende smil over. at det denne gang ikke er bud efter dem. I en krog sidder "Gnistersmeden", "Bamschen" og "Svedsken" drøftende det sidste kup, mens en gamling der er blevet hvidhåret I forbrydertjenesten, hæver sit frygtelige fjæs fra den ret, han er i færd med at nyde, kogt koyver med dyppelse, og sender en lang misbilligende spytteklat efter os. 

Det viser sig at den mand der eftersøges, ikke findes der, og vi styrer derfor vore skridt til en kælder på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde,

Her er lidt pynteligere, og gæsterne er af en noget anden karakter. Det er kvarterets alfonser og dansebulernes fejrede skallesmækkere, der volder til. 

De dybt nedskårne flipper med det røde slips og den friserede lok ned i panden karakteriserer godt nok en del af disse kavalerer der driver tiden hen med svir og kortspil.

Ofte går det livligt til her: Når der opstår uenighed mellem Brøndstrædes houris, så vanker der brådne pander, og blodet flyder, mens kvinder og mænd under hæse skrig vælter sig i en kæmpende klynge på gulvel mellem itubrudt bohave og splintrede flasker og glas.

Så må politiet, ofte særdeles mandstærkt, med stort besvær rydde bulen og smide samtlige gæster på gaden, hvad der ikke er nogen let sag, da mange af dem er professionelle slagsbrødre. 

Der findes heller ikke få invalider mellem politiets betjente, der har hentet deres sår, bogstavelig talt, på selve valpladsen; navnlig kan et rasende fruentimmers bid være meget farligt.

Da vi ikke finder den eftersøgte i "Dukkehjemmet", går vi til kvarterets allerværste bule,

Man gvr sig intet begreb om det indtryk, den lave kælder gør på den indtrædende, en frygtelig os af dårlig tobak, spiritus, kulrøg og branket hestefedt slår os i møde. Der er mange gæster i de små og lave rum, og der er celebre navne imellem. Der er bondefangeren "Månekongen" og flæskesjoveren "Svingeren", men to kære stamgæster savnes, det er "den dovne Dreng" og "Menneskeæderen", der for tiden er "på huset", som Vridsløselille benævnes. 

Opdageren går lige hen mod en rødhåret mand, som duknakket hænger over et bord. Idet han lægger sin hånd på hans skulder, farer han sammen og vender sig med et meget talende udtryk af rædsel mod politimanden .

Da den eftersøgte er den. der har fundet barneliget og derfor opfordres til at give nogle oplysninger, føler han sig synlig lettet. Farven vender alter tilbage til det for et øjeblik dødblege ansigt, han føler sig som en interessant mand, der skal til en konference under fire øjne med opdageren ude i køkkenet.

Imedens sidder den der skriver disse linjer, alene tilbage i den uhyggelige skænkestue uden at turde forlange noget, til trods for, at cognacen til 6 øre snapsen unægtelig er fristende. Inde I sidestuen hænger et sovende fruentimmer over bordet, et par andre laller døddrukne i munden på hinanden. I den længst bortliggende krog på gulvet skimter vi en bylt pjalter der rører sig, men den lille osende hængelampe formår ikke at oplyse noget nærmere om det er en mand eller en kvinde, og vi tør ikke flytte os fra  pladsen, da de øvrige gæster begynder at indtage en truende holdning. 

De spankulerer trodsige op og ned med ondskabsfulde hentydninger til "snushanernes venner" og dirigerer med virtuositet spytteklatterne der synes at være en uundværlig form for afsky, mod vore støvler, som vi trækker helt op under stolen.

Konferencen i køkkenet synes at trække ud, og det er med en vis ængstelse vi skotter op ad kældervinduet for at forvisse os om at gadebetjentens solide fedtelæders ben er plantede lige ud for kælderhalsen. 

Endelig kommer opdageren igen fulgt af den meget vigtige hjemmelsmand. Bøllerne trækker følehornene lidt til sig ved synet af politimanden, og ved bortgangen springer "Bræddestablen" til, åbner døren og siger med et ironisk buk:

"Væs'arti! - Rejs ad Helvede til!"

Gadens kvalme, røgfyldte luft forekommer en ganske forfriskende, den ujævne stenbro, der synes som overtrukket med et lag af sort leverpostej, synes ren imod knejpens lokaler.

Opdageren smiler ad vor snappen efter luft, rasler med håndjernene i lommen og siger:

"Det var godt at vi ikke kom i går. Der var stort folkeslag, og bulen blev lukket allerede kl. 8."

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 8. januar 1901).