Dette indslag er fjerde og sidste del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.
Erna Juel-Hansen skrev og udgav 1881-1917 seks romaner og to novellesamlinger. Et par skuespil blev opført på henholdsvis Dagmarteatret og Casino uden at vække megen opsigt i samtiden. I samtiden skabte derimod romanerne forargelse, og Erna Juel-Hansen blev betragtet af mange som en usædelig kvinde. Men dog såvel læst som anerkendt af stadig flere. Hun er repræsentant for Det Moderne Gennembrud, og fik samme skæbne som andre kvindelige repræsentanter: Hun blev glemt og kun nævnt i korte omtaler i leksika m.m. og ellers mest kendt som "Holger Drachmanns søster". Først fra 1970'erne kom hun mere frem i lyset igen, se fx Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Pia Sigmund: Oldemor Erna, 1991 og Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983.
Gennemgående temaer i Erna Juel-Hansens bøger er dels at skildre hvordan opvækstvilkår og psykiske strukturer påvirker unge borgerpiger opvækst, dels Erna Juel-Hansens egne personlige erfaringer og nederlag, den voksne kvindes i det dengang moderne tilværelse.
For at kunne forsørge sig selv og sine fire børn oversatte hun alt fra Dostojevsky til føljetonromaner.
Hendes første bog "Mellem 12 og 17" (1881) udkom ikke usædvanligt for tiden, under pseudonymet Arne Wendt. En flok unge pigers blomstrende fantasiliv afdækker hvad man dengang forventede dannede unge damer ikke beskæftigede sig med.
I 1885 omtales Niels og Erna Juel Hansen i en brevveksling mellem Amalie og Erik Skram. Det omtalte værk må være "Sex Noveller". Her er nogle udpluk:
Amalie til Erik Hornbæk 24. juli 1885: "Om aftenen (på mandag forstår du) da vi havde drukket te, og vi begge sad og læste i hver vor Turgenjew blev der dundret på vor havedør, og ind træder Juel-Hansen og frue våde fra top til tå, for at hilse os velkommen. "Når det regner i Hornbæk – ja, for ser de altså, det regner jo ikke så hyppig, men altså, når det sætter ind med den slags vind, her blæser vinden gjerne fra tre forskjellige kanter, men altså, siger jeg, når det regner i Hornbæk forstår de" – o.s. v. Jeg havde lyst til at råbe "kjæften te", der sad fru Juel-Hansen, og fik bogstavelig ikke komme til orde. - - - Iaften skal vi hen på kroen og sidde og drikke vin sammen med Juel-Hansens; det var hende som fandt på det; hun har nu ikke sét et menneske, siden hun flytted herned, og så fik hun lyst. Rosenstand og Bergsøes og Madvigs sidder der altid om aftenen vi var der engang; Rosenstand havde bedt os hver dag om endelig at komme; han havde i kommission fra de andre at be os; men jeg tror ikke det var blevet, hvis ikke Juel-Hansen var kommen inden og havde inviteret "ung Jakob" til "et glas øl på kroen". Så gik jeg med, og det var nokså morsomt.
Erik til Amalie, Fægtergården, Flensborg 28. juli 1885: Fru Juel-Hansen er bleven så fornærmet på en fru Madvig, som undertiden optræder på kroen en ubetydelig, koket liden pyntedukke af en dame, styg og tilstelt. Fru J.H. vil have hørt hende tale fornærmeligt om hende, men det er vist en fejltagelse. Jeg synes fru J.H. har været lidt simpel af sig eller ikke egentlig simpel, men dog lagt for meget bræt på det. Imidlertid gav det os anledning til megen moro da vi sidste søndag var forsamlede til punsch hos Juel-Hansens. Fru J.H. har ikke noget godt lov på sig herude; de, hun har boet hos siger hun er det fæleste menneske der er til, og at børnene er så grove mod hende spytter på hende o.s. v. Når jeg tænker på J.H.s fortællinger om deres rørende kjærlighed og ridderlighed, så kan jeg ikke rime det sammen.
Amalie til Erik Hornbæk 31. juli 1885: Jeg kan ikke fatte at fru Juel-Hansen kan læse op for mig så snart hun har skrevet en side, som nu med hendes nye novelle. Igår fik jeg igjen bud at jeg måtte komme for at høre på, og noget så ufærdigt som de to sider hun læste, kan du ikke tænke dig. Ja, jeg forstår det ikke – jeg generer mig nu lidt på det område. - - - Du, for en lise det er at Juel-Hansen er rejst! I aften har jeg også fået bud fra fru J.H. om at komme derop. Det blir næsten vel meget af det gode. Jeg føler med bedrøvelse at hun er mere glad i mig end jeg i hende, men det kan jeg jo ikke hjælpe for.
Erik til Amalie, 11. oktober 1885: Jeg måtte afsted til Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve. Den var ikke synderlig morsom, de unge Damer havde kun tre Måneders Undervisning og var strængt taget ikke præsentable. Jeg er bange for, at vor gode Veninde ser Tingene i for lyserødt Skær; hvis der mellem de mange indbudte Skuelystne var Fagmennesker og Folk, som interesserer sig for hendes Konkurrenter, får hun et Smæk. Jeg, som kun forstår mig overfladisk på Tingene, kunde se Løsheden og Usikkerheden i næsten enhver af de udførte Øvelser, den af Fru Juel Hansen så meget ringeagtede Poul Petersen har i adskillige År vist et fire fem Gange så stort Antal unge Piger helt anderledes fortrinlig indøvede, og så skulde dette til med være et Hold af Lærerinder. Selve Systemet imponerede mig heller ikke, men derom tør jeg ikke dømme. Der burde absolut ingen Præsentation være foregået eller den burde have været helt og holdent privat. Der var dernæst et Roderi og Uorden med Tilskuere og Udøvere, som på pinagtig Måde løb imellem hinanden og ikke Spor af Stemning over det hele. Den unge svenske Dame, der kommanderede, var flink. Jeg ærgrede mig på Fru Juel Hansens Vegne, men hun selv syntes desværre ikke at savne noget. Peter Nansen, som var tilstede og ikke har det mindste Begreb om Tingen, fik med sin underlige Sporsans Indtryk af Fiasko, men gik naturligvis bort for at skrive i lutter rosende Ord om Prøven - - - Forleden hos Aporta, da jeg var der med Galschiøt, løb jeg naturligvis i Armene på Juel-Hansen. Han gav sig til at snakke om Politik, jeg svarte høfligt undvigende, og vi satte os hver til sit, jeg glemte at takke for sidst. Jeg tænkte, at jeg havde krænket ham, men idag ved Gymnastikprøven var Mennesket omtrent som han altid plejer at være. Det vil da sige, at han så ud som den skinbarlige Natterangel. Han fik af mig at vide, hvem Peter Nansen var og gik så lige på ham. "Jeg er Fru Juel-Hansens Mand" sagde han med sit længste Tonefald. "Ah, Hr Erna-Juel-Hansen!" sa Peter Nansen og bukkede. Det var ikke ment ondt, men lød jo nok så morsomt.
"En ung Dames Historie" (1888) vakte en del opmærksomhed da den på en forholdsvis frimodig måde beskriver en ung piges erotiske oplevelser med en kunstner.
Den voksne kvindes besværligheder med at komme overens med sit køn og sin tid udfoldes tematisk fint i de to sammenhængende romaner "Terese Kærulf" (1894, anmeldelse i Aarhuus Stifts-Tidende 17. juni 1894) og "Helsen & Co." (1900, genudgivet i 1979). Hovedpersonen Terese følges fra sin pure ungdom, hvor hun forældreløs og fuld af selvtillid går i gang med en uddannelse til kunsthåndværker, gennem to forelskelser, og til hun gifter sig og etablerer kompagniskab med den mand, hun elsker. I Helsen & Co. gennemskrives det moderne ægteskabs historie, hvor Terese og Helsen sammen opbygger et velfungerende firma baseret på hendes kreativitet og hans håndværk, mens deres ægteskab udvikler sig fra det intense, erotiske kærlighedsmøde til et mere hverdagsligt forhold. Romanen følger Terese på nært hold, mens mandens stormende forelskelse tager af, og hun smerteligt giver afkald på bid efter bid af sine store idealer. Romanen besynger til slut resignationen. De selvbiografiske elementer er til at få øje på, men de bliver gennem romanerne udsat for en kunstnerisk fortolkning, som hæver dem op over Erna Juel-Hansens egne, personlige problemer.
Brev fra Hovedstaden.
(Fra vor Meddeler).
Kjøbenhavn. den 30. November.
Kasino.
I Aftes havde man paa Kasino den Fornøjelse at se et nyt originalt dansk Lystspil, skrevet af Fru Erna Juel-Hansen. Det hedder "Principerne leve," og er i sit Indhold en mild Satire over Kvindesagsvennernes Sædelighedskrav. Handlingen er kortelig denne:
Godsejer Meinert, der har en noget bevæget Fortid, er bleven gift med en Kvinde, som fordrer samme Rinhed hos Manden som hos Kvinden før Bryllupet. De er kommen til Kjøbenhavn og skal her bl. a. tilbringe en Akten paa et Karneval. Det føjer sig imidlertid saa uheldigt, at en voxen Datter, som han - uden Hustruens Vidende - har som Minde om en Ungdomsforelskelse, og som antager ham for at være hendes Onkel, er bleven indbudt til det samme Karneval, og her træffer Fru Meinert naturligvis sin Mand i en temmelig om Situation sammen med den unge Pige. Først giver hun en Scene, men da hun erfarer, at den unge Pige er hendes Mands Datter, resignerer hun, og da det tilmed vise sig, at Datteren er bleven forlovet, ender alt i Fryd og Glæde.
Indholdet er. som man ser, noget tyndt, især til tre Akter; men Stykket virkede dog underholdende, fordi Replikskiftet er livligt og utvungent, og fordi der er en saa hjemlig Duft over alle Optrin. En Sang til Glædens Pris, som Forfatterindens Broder havde skrevet. og hvortil Hr. Ch. Kierulff havde sat en ganske frist Melodi, blev foredraget paa Karnevalet af Hr. Pio. men var i og for sig for ubetydelig til at kunne kalde nogen høj Stemning til Live. Publikum var imidlertid vel fornøjet med selve Stykket og gav sin Tilfredshed til Kjende ved 2-3 Fremkaldelser. Om Theatret vil faa nogen varig Glæde af denne Nyhed, er dog tvivlsomt. Det er en beklagelig Kjendsgiærning, at det ikke just er originale danske Lystspil, der trækker Hus paa Kasino; men saa meget mere fortjener Direktøren Anerkjendelse, fordi han har bragt vor hjemlige dramatiske Literatur dette Offer.
Sammen med Fru Juel-Hansens Lystspil opføres den gamle franske Farce "Mordet i Pigallegaden", hvori Kasinos Farcefluespillere boltrer sig af Hjærtens Lyst. De mange pudsige Situationer morede Publicum i høj Grad.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. december 1894)
Hendes 2 akter "Aftenen før" (1890) blev vist på Dagmarteatret 10 gange i perioden 29. september til 3. november 1890. "Principerne leve" gik den 29. og 30. november 1894 i Casino. Ifølge "Dansk Forfatterleksikon" er stykkerne ikke opført siden.
Kærlighedens Veje.
AfErna Juel-Hansen.176 Sider. (P. G. Philipsen).
Fru Juel-Hansens nye Fortælling bestaar egenlig af to Fortællinger.
Om Bord paa en Middelhavsdamper er samle| et ganske lille Rejseselskab: et nygift Par og en enlig Dame. I en Indledning paa et Par Sider præsenteres Læseren løseligt for dette Selskab, som sammen med Kaptejnen netop har bænket sig i Skibets Rygesalon for at drikke Kaffe efter Middagen; og et Par Sider i Slutningen af Bogen giver ligeledes et Situationsbillede af Sejladsen og Livet om Bord.
Indenfor denne lidt spinkle Ramme stifter man saa Bekendtskab med to Menneskers Livshistorie, Kaptejnens og den enlige Dames. Den første fremtræder som en Fortælling, Kaptejnen giver tilbedste om en Ven og Kammerat, der i Virkeligheden ikke er nogen anden end Kaptejnen selv; og den anden erholder man i Form af et Brev, som den enlige Dame har skrevet og afsendt til sin Elskede i Hjemmet, inden Bogen begynder, men som hun nu, under Indflydelse af Kaptejnens Fortælling genkalder i sine Tanker, Sætning for Sætning.
Ret meget har disse to Fortællinger i og for sig ikke med hinanden at gøre. De synes heller ikke - hvad der kunde tænkes hos denne Forfatterinde - at skulle illustrere en og samme Teori. De søger begge at belyse de mange underlige Veje, ad hvilke Kærligheden her i Verden bevæger sig; ellers er de i det enkelte højst forskellige.
Kaptejnens Historie fortælles som et Bevis paa, "at en Mands Kærlighed kan dele sig og gælde to og dog være tro mod den ene", og Damens Historie er en Beretning om en Kvinde, der som ung hengiver sig til en Mand, hun hele Livet igennem elsker, men hvis oprigtige Kærlighed det først flere Aar efter lykkes hende at vinde.
Som Komposition betragtet har Bogen saaledes sine Fejl. Til Gengæld bereder dens Enkeltheder Læserne megen Nydelse.
Særlig den sidste og største Del af den, det omtalte "Brev", er en saare indtagende Skildring af en Kvindes Lidelser og Længsel og hendes Glæde tilsidst, da hun omsider "rejser den store Lykke i Møde".
Med stor Interesse følger man Udviklingen hos den kække og noble Dame. Først elsker hun som den unge, uerfarne Pige, naivt, sværmerisk, paa intet Punkt læggende Skjul paa sine Følelsers Styrke. Men da hun skuffes, forandres hendes Optræden.
Livet lærer hende den store Sandhed, at det i Kærlighed ikke altid gaar an at lægge sine Følelser blot, og at man ofte vinder mere ved at vise lidt Tilbageholdenhed end ved straks at falde den Elskede for Fode. Og hun omgiver sit Væsen overfor ham med en ydre Skal, som hun bevarer, selv efter at han forlængst er kommen til at elske hende, lige ind til en Andens Bejlen til hende, viser hende, hvor højt hun i Virkeligheden elsker ham.
Der er mange fine Træk til Forstaaelse af Kvindens Maade at tænke og føle paa, mange fortræffelige Bidrag til Elskovens Psykologi i det hele nedlagt i denne friske Skildring.
P. C. V. H.
(København 5. maj 1895).
Kvinderne.
Kvindernes Udstillings-Kalender 1896. Udgivet af Literaturudvalget ved Erna Juel-Hansen (Andr. Schou.)
- - -
Den officielle Kalender, som det i sin Tid blev overdraget Kvindeudstillingens Literaturudvalg at besørge, er nu udkommen under Redaktion af Fru Erna Juel-Hansen. En Del af de skrivende Damer har som bekendt været misfornøjet med denne Redaktrice, om hvem de antog, at hun næppe vilde sætte tilbørlig Pris paa deres poetiste Ævner, og Frugten af denne Misfornøjelse blev det tidligere omtalte Festskrift, hvor Nymferne Camilla Egholm og Laura Kieler gik i Vandet til stor Munterhed for Mændene og dyb Undseelse for alle udenforstaaende Kvinder. Udstillingen nægtede at forhandle dette alt andet end festlige "Tidsskrift", og der har i den Anledning raset en af de opmuntrende Batailler, som denne Udstillings-Sommer har været saa rig paa.
Nu er Kalenderen kommet og har endt Striden. Den indeholder i hvert Fald ingen kompromitterende Bidrag - men det kan ikke nægtes, at den er en lidt tynd Repræsentation for, hvad vore kvindelige Forfattere formaar at præstere. Den bringer kun et enkelt Vidrag af virkelig Værdi: Fru Amalie Skrams Børne-Skitse "Skolegutter", hvori der med denne Forfatterindes ejendommelig skarpe og sikre Opfattelse gives et lille Billede af det rørende Sjæleliv Hos Drenge og Piger i tolv fjorten Aars Alderen. Paa Emilie Mundts Illustrationer til Fortællingen er Børnene gjort for smaa.
Resten af Kalenderens Indhold er temmelig ubetydeligt og hæver sig ikke over den gængse Almanaklekture. Hvis man har ventet, at Literaturudvalget vilde slaa et Slag - at vore skrivende Damer ved denne Lejlighed vilde opbyde al deres Kraft for at demonstrere, hvad de formaar - saa bliver man unægtelig skuffet. Fru Erna Juel-Hansen selv har ingenting skrevet; Fru Emma Gad savnes ogsaa.
[Her følger omtaler af nogle af bidragene]
Det Hele er som sagt en lovlig ubetydelig Repræsentation for dansk Kvindeliteratur - absolut ubetydeligere, end den behøvede at være.
(Social-Demokraten 27. august 1895).
Fru Erna Juel-Hansen.
Hun er Datter af den bekendte Læge, Professor Dr. A. G. Drachmann og Hustru Vilhelmine Stæhr og fødtes i Kbhv. 1845. Hun er opvokset under lykkelige Forhold i et frisindet Hjem, hvor mange gode Interesser og mange humane Idéer fremmedes. Som ung Pige hjalp Frk. Drachmann ivrig sin Fader med Indførelsen af Gymnastik for den kvindelige Ungdom, hvilken Sag hun havde studeret i Paris. Senere tog hun Lærerinde-Eksamen, rejste til Berlin for at sætte sig ind i de saakaldte "Frøbelske Børnehaver" og oprettede siden den første af disse "Børnehaver" herhjemme. 1871 ægtede hun Kand. N. Juel-Hansen. Hendes litterære Debut var den under Pseudonymet "Arne Wendt" udgivne Bog: "Mellem 12 og 17", der giver fortræffelige Skildringer af københ. unge Piger i Tøsealderen, en Specialitè for Fru Juel-Hansen, dygtig og naturtro udarbejdet. Senere har hun offentliggjort flere større Fortællinger og nogle mindre dramatiske Arbejder. Vi nævner: "Seks Noveller" (1885), "En ung Dames Historie" (1889), "Therese Kjærulf" (1894), "Kærlighedens Veje" (1895) o. fl. Allerede Novellerne er løftegivende; de er livlige og friske og med et Strøg af fin Satire. Ypperst er "Tøbrud" med den fortrinlige Skildring af Moderkærligheden. Fru J.-H. beviser netop her, at der er Omraader, paa hvilke Kvinder beskriver bedre end Mænd, og Følelser, som kun hine evner at tolke. Allerede Madame de Genlis siger, at kun en Kvinde kan skildre Moderkærligheden. I de øvrige Bøger viser Forfatterinden sig som en paalidelig og ofte overlegen dygtig Skildrer af kvindelige Karakterer. Hun analyserer sikkert, er modig og djærv, med vaagen Forstaaelse af det menneskelige og naturlige, og hun ejer et Følelsesliv saa stærkt og varmt, at det ikke kan undgaa at paavirke Læserne stærkt. Ikke altid er Kompositionen saa naturlig og simpel som ønskelig; men der er overalt en saa ærlig Stræben mod virkelig Kunst, saa personlig en Stil og saa rig en Stemning, at man ganske sikkert tør spaa Forf. en Fremtid af Betydning. Ogsaa som Oversætter fra Russisk har hun indlagt sig Fortjeneste.
(Anton Andersen: Danske forfatterinder i det nittende hundredaar. 1896)
Midlertidig understøttelse af kultusministeriet på årligt ca. 500 kr. Oversatte føljetonromaner til fx Ærø Avis og avisen København 1902-1903: E. Werner: Præstevælde, Husets Hemmelighed, Fergus Hume: Mordet i Nelsons Allee. Conan Doyle: "Djævlehunden" - (Baskervilles hund), Florence Marryatt: Genopstanden. I 1903 fik hun en klasselotterikollektion. Et større antal lodder blev delt, og hun fik overdraget en af parterne.
"Strandby Folk" ved Skagen.
Det sidst nye paa Friluftsteatrets Omraade er Opførelsen af Drachmanns "Strandby Folk" paa et Teater, der er arrangeret helt ude paa Grenen. Til Venstre paa Billedet ses Teateret Direktør, Oddgeir Stephensen, og Drachmanns Søster, Fru Erna Juul Hansen. Til Højre ses Tilskuerpladsen og helt bag ude de spillede med Havets store blaa Tæppe som Baggrund.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 31. juli 1912).
Hendes sidste bog "Henriks Mor" (1917) handler en moders kamp for uafhængighed af en voksen søn, der med en let tuberkulose som påskud nægter at løsrive sig. Hun var ateist, hun troede ikke på en medfødt kvindelighed eller på, at kvinden skulle være manden underdanig, og hun forkastede også påstanden om, at den kvindelige drift kunne slumre, indtil den lod sig udløse i mødet med manden i det institutionelle ægteskab.
Fru Erna Juel-Hansen og "Henriks Mor"
Den allersidste Bog.
- Det bliver min sidste Bog, siger Fru Erna Juel-Hansen med et Suk, da vi beder hende fortælle om sin nye Bog, der om nogle Dage udkommer paa Chr. Nielsens og Otto Hallings "Nyt nordisk Forlag" .... mine Forlæggere har vist mig den Opmærksomhed, at udsende Bogen paa min 71-Aars Fødselsdag. Den bliver da dobbelt en Mærkedag i mit Liv. Paa den ender min Forfatterbane. Naar jeg nu ser tilbage paa mine første Arbejder - helt tilbage til mine første frygtsomme Ungpigenoveller - saa opdager jeg at de skildrer Kvinden paa alle Stadier i hendes Liv. Da jeg i sin Tid begyndte at skrive, drømte jeg slet ikke om en saadan Plan for mit Forfatterskab, men saaledes er det blevet. Jeg har skrevet om Backfischene - om de unge Kvinder - om den modne Kvinde - og nu i min sidste Bog om Moderen. Hende er det, jeg har villet skildre: hendes Glæder og Sorger og hendes Ansvars Storhed. Et Sted i Bogen lader jeg hende sige til sin Henrik: - Ja, du. Jeg gør, hvad du vil. Det er det, en Mor er til.
Saadan tror jeg nemlig, enhver Mor i det afgørende øjeblik vilde tale til sit Barn. Mine Hovedpersoner bliver ikke lykkelige tilsidst - er det ikke det gængse Anmelder-Udtryk? - men alligevel er det ingen bedrøvelig Bog mere vil jeg ikke sige. Lad den nu tale for sig selv, naar den snart kommer.
- Naar De nu siger, at det er Deres sidste Bog, betyder det saa ogsaa, at De ikke tænker paa at udgive Deres Memoirer?
- Ja. Jeg hader at stille mit Privatliv til Skue. Naar jeg engang er død, saa haaber Jeg, at mine Venner i mine Bøger kan finde det, der var mig ... Andre Memoirer bryder jeg mig ikke om at efterlade mig.
Hr. Ib.
(B . T. 15. februar 1917)
Erna Juel-Hansen,
f. Drachmann,
For alle dem, der er kommen i nærmere Berøring med Fru Erna Juel-Hansen, og da især for hendes Venner, har den 5. Marts i mange Aar været en Festdag.
De vidste, at de vilde blive modtaget med et straalende Smil og et trofast Haandtryk af "Fødselsdagsbarnet", der stolt og lykkelig gik rundt mellem Vaarens dejligste Blomster, mellem Syrentræer og Rhododendron, Roser og italienske Anemoner.
Naar Mennesker kommer op i Aarene, hænder det tit, at de helst vil ignorere den Dag, der i Barndom og Ungdom var en Festdag, man glædede sig til længe i Forvejen, hver Gang Dagen kommer igen, lægger man jo et Aar til sin Alder.
Jep tror aldrig Erna har tænkt paa at ignorere sin Fødselsdag. Selv om til Tider ogsaa denne Dag har været mindre lys, fordi Sorgen kastede sine Skygger over den, vidste hun, at den 5. Marts tænkte alle hendes Venner paa hende. Og hun fik altid Syn for Sagen. Lykkelige Erna, der nu fylder 70 og er ung i Sindet, som kunde hun være de 30!
Alle vi, der kender hende og holder af hende, vi ved saa godt, hvad der er SkyId deri. Og jeg vil ikke være karrig, men fortælle dem, der ikke ved det, hvorfor hun har kunnet bevare sit Sind ungt og sin Hukommelse grøn.
Erna Juel- Hansen har havt en lykkelig Barndom. Naar hun taler om den, lyser hendes Øjne og hendes Stemme faar en skælvende Klang. Og Barndommens Helt, den beundrede, den elskede som aldrig glemmes, aldrig fordunkles af nogen anden, det var hendes Fader, Professor Drachmann. Selv vi, der ikke har set ham, kender ham gennem Datterens Udsagn. Den berømte Læge, Professoren, Æresdoktor ved Universitetet i Upsala, var i sit Hjem lige saa beundret og elsket som uden for det, af sine Patienter. Da Erna var det ældste af Børnene, en intelligent og begavet Pige, med et livligt Temperament og desuden interesserede sig stærkt for Faderens Gerning, var det ikke säa underligt, at Fader og Datter, du hun kom til Skelsaar og Alder, levede sig ret inderligt sammen.
Erna vilde geine have været Student for at kunne studere Medicin. Men Ministeriets Tilladelse - der den Gang krævedes - blev hende nægtet. Hun maatte nøjes med at gaa sin Fader til Haande i hans praxis. I 1866 rejste hun med ham til Paris, hvor hun fik Interesse for Kvindegymnastik - det Laisnéske System - , og da hun kom hjem til København, indførte hun den i sin Faders Gymnastikinstitut. Her ledede hun Kvindegymnastikken og uddannede Gynnastiklærerinder, der efterhaanden indførte Systemet i en Del Pigeskoler.
Erna Drachmann gav sig hen i sit Aibejde med hele sin Aands Energi. Hun havde faaet den uvurderlige Gave at kunne føle Arbejdets Glæde, op gennem hele sit Liv har hun bevaret den. Det er en af Grundene lil hendes Sinds Ungdom under de hvide Haar.
1870 tog hun Almueskolelærerinde Examen og rejste til Berlin for at studere de Frøbelske børnehaver.
1 1871 giftede hun sig med Skolebestyrer Niels Juel-Hansen og aabnede i København den første Frøbelske børnehave.
Senere rejste hun til Stockholm for at studere den saakaldte svenske Gymnastik (Lings System). Og 1884 oprettede hun Gymnastikinstituttet for Kvinder, efter nævnte System.
Altid i Virksomhed, aldrig forknyt underviste hun selv, mens hendes Børn var smaa og en Husmoders Pligter hvilede paa hende i Hjemmet. Og altid bevarede hun sin Livsglæde, sit gode Humor op sit Vennesind.
I 1871 debuterede hun som Forfatterinde og har siden skrevet en Del Bøger, som sikkert de fleste af dette Blads læsere kender. Jeg vil ikke indlade mig paa at kritisere hendes Forfatterskab, men jeg véd, at hendes Bøger er meget læste, og jeg synes de fortjener det.
Det er ikke Forfatterinden Erna Juel-Hansen, jeg vil fremhæve her. Det er Mennesket i hende, der synes mig mindst lige saa værdifuldt. I mange Aar har jeg kendt hende og holdt af hende. Jeg har kendt hende i Glæde og Sorg, og altid har der været noget forfriskende menneskeligt i hendes Væsen.
Skuffelser har Erna havt mange af. Maaske ogsaa fordi hun alle sine Dage har fordret noget af Livet, til Gengæld for det, Livet krævede af hende. Men ogsaa Skuffelserne forstod hun at bære.
"Hvergang jeg syntes, at nu havde jeg det rigtig godt, har jeg faaet en lige i Synet," sagde hun en Gang til mig, da hun lige havde havt en stor Skuffelse. "Men jeg retter mig nok igen." Og det har hun gjort. Gang paa Gang.
Mennesker hun troede paa og holdt af, har skuffet hende. Men hun vandt nye Venner i deres Sted, og staar nu, da hun fylder 70, med en Kreds af trofaste Venner om sig. En broget Venneflok har Erna, unge og gamle, Kvinder og Mænd, og alle ser de i hende den gode Kammerat, ikke som man skulde tro for de unges Vedkommende, den moderlige Veninde.
Utroligt har hendes Liv været, hendes Arbejde mange Slags. Undervisning, Oversætter- og Forfattervirksomhed, i det senere Aar Klasselotterikollektrice. Og saa det, at hun siden 1871 har maattet flytte utallige Gange. Hver Gang hun har faaet ordnet sin Bolig, syntes hun, den var det dejligste Hjem, hun havde havt, naar blot Solen kunde finde Vej ind i hendes Stuer. Og naar hun saa havde hygget sig og elskede hver Krog i sit Hjem, tvang en eller anden Omstændighed hende til at flytte.
Der var nogle Aar hun drog bort, gemte sig ude paa Landet, blufærdig som et Menneske, der ikke vil forstyrre Vennerne med sin Sorg. Men hun glemte dem ikke.
Når sorgen var mildnet, og Smilet atter kunde lyse os i Møde, saa kom Erna tilbage. Og vi modtog hende med aabne Arme. Og ramte Sorgen os, da kom hun stille ind i vor Stue, hendes Stemme var blød og hendes Haandtryk saa fast. Umærkeligt kunde hun dreje Samtalen saaledes, at vi maatte smile med hende og forstaa, at hun vidste, der vilde komme bedre Dage ogsaa for os.
En god Ven er Erna for dem, hun holder af!
Da vi sidst talte sammen, var Krigen blandt andet vort Emne. Og som det er naturligt, har det grufulde Verdensopgør, det meningsløse Menneskeslagteri oprørt hendes Sind. Hun talte om de Krige, hun har oplevet, og skønt hun var en lille Pige, da Treaarskrigen sluttede, stod vort Folks Sejer i hendes Hukommelse som et straalende Minde. Soldaternes Indtog, hendes Onkler, der marcherede forbi med Kranse om Bajonetten op nikkede op mod Vinduet, hvor hun stod og kastede Blomster ned til dem. Middagen hos Mormoderen, hvor Erna gik fra Arm til Arm, Blomster, Smil og Sang. "Der staar Glans fra den Tid i mit Sind"
I 1864 plejede hun de saarede paa Lasarettet, hvor hendes Fader var Overlæge. Her kom hun Krigens Rædsler og Alvor paa nært Hold, og Smerten over vort Nederlag gjorde Sorgen end større.
I 1870 oplevede hun den fransk-tyske Krig i Berlin, og fra den Tid findes en ypperlig Skildring i "Terese Kjærulf".
Og nu dette grufulde Verdensopgør!
"Men ogsaa denne Krig maa og dog tilsidst holde op," siger Erna, "og for Fremtiden vil de store nok betænke sig paa at begynde Krig igen." - -
Mens Krigsfaklen luer over Europa og Dønningerne fra Stormen derude naar helt op til os i det fredelige lille Danmark, vil Erna fejre sin 70 Aars Fødselsdag i sine Venners Kreds. Blomster vil smykke hendes Stuer, Hilsner og Lykønskninger vil strømme ind til hende, der har kunnet bevare sit gode Humør og sit lyse Sind gennem alle Livets Omskiftelser. Til hende, der kender Arbejdets Glæde og forstaar at nyde det Velvære, hendes Flid har kunnet skaffe hende. Lykønskninger til hende, af hvem vi alle kan lære aldrig at give op, altid at sætte os et nyt Maal, naar det, vi stræbte etfer, er naaet.
Thi det er jo den evige Sindets Ungsom, at Mennesket stadig skuer fremad, og kun i de stille Timer tilbage.
Op saa vil jeg slutte med et Ord, en af Ernas Venner sagde en Gang: "Jeg holder saa meget af Erna, fordi hun ikke bliver træt af at kæmpe for at kunne have det godt. Fordi hun stiller saa store Fordringer til Livet."
Martha Ottosen.
(Dagbladet (København) marts 1915).
Martha Ottosen (1866-1928) var forfatter.
Erna Juel-Hansen blev portrætteret af Michael Ancher, Hugo Larsen og E. Hein.
Har Kvinden Sans for Humor?
Fru Erna Juel-Hansen.
"Kun faa Kvinder har virkelig Sans for Humor"
Ude paa Frederiksberg i el lille, lunt og hyggeligt Kabinet, med Udsigt til en gammel Haves vinterligt nøgne Træer, sidder vi overfor en hvidhaaret Dame, Forfatterinden Fru Erna Juel-Hansen.
"Jeg synes ikke, at Kvinder i al Almindelighed har Sans for Humor," siger Fruen.
"Humor er jo ikke det samme som Komik eller Satire, er tværtimod noget ganske bestemt, afgrænset, som slet ikke har noget med Lystighed at gøre. Humor er først og sidst Overlegenhed. Og Overlegenhed er jo nu en Gang ikke Kvindernes stærke Side. Dernæst gaar Humoren i Dybden af Tingene, medens Satiren dog trods al mulig Pseudo-Dybsindighed kun spiller paa Overfladen.
Selvfølgelig findes der Kvinder med udpræget Sans for Humor, og som har denne Sans medfødt Men de er som sagt kun faa. At tilegne sig det humoristiske Syn paa Livet og Menneskene lader sig vel ogsaa gøre for ganske enkeltes Vedkommende; men jeg tror, det kræver en ganske overordentlig Begavelse og en ikke ringe Kultur."
"Har De truffet Kvinder, der ejede denne Sans for Humor?"
"Ja, de Undtagelser, som skal til for at bekræfte Regelen. Jeg har f. Eks. en meget god Veninde (ja, jeg vil saa nødigt nævne Navne), som i Følge sin Stilling kommer i Berøring med mange Mennesker og ind i mange forskelligtartede Forhold. Hun har Sans for Humor! Hendes Breve (hun bor nemlig helt oppe paa Skagen) bærer et tydeligt Vidne herom."
"Der siges for Resten, at Kvinder skal have særlig Sans for at skrive morsomme Breve!".
"Ja - - for saa vidt," Fru Erna Juel-Hansen ler, "ondskabsfulde Breve, satiriske Breve, perfide Skildringer af Situationer og Karakteriseringer af Mennesker - alt dette vrimler Kvindebreve som Regel af. Men Humor! Hvor ofte finder De mon Humorens forstaaende og overbærende og frem for alt overlegne Smil i en Kvindes Breve?"
"Men i Kvindernes litterære Produktion da?"
"Kan De nævne mig een eneste Forfatterinde, hvis Bøger bærer Humorens Stempel, for jeg kan ikke. Der er Damer, som har skrevet umaadeligt fornøjelige Ting, og som gennem deres Produktion har vist en ikke ringe Sans for Komiken, men Humoren savner jeg hos dem alle. Ja, de fleste skrivende Kvinder (og det endda ikke de ringeste) er jo som Regel grav alvorlige, tager forfærdeligl tungt paa Tingene og er ikke sjældent en Smule sentimentale.
VI Danskere er jo sentimentale, og - skønt det lyder som et Paradoks - det er denne vor Sentimentalitet, som efter min Mening er Skyld i, at vi Europa over er blevet stemplede for "det danske Grin"! Thi ikke mindst de danske Kvinder ynder at skjule deres rørte Følelser under en taabelig Latter. En Latter, der jo ikke har det mindste med Humor at gøre."
"Hvori tror De, det ligger, and Kvinden som Skribent har vist saa lidt Sans for Humor?"
"For det første er Kvindens Grundræson Subjektivitet. Derfor har hun ganske naturligt svært ved at se objektivt paa Tingene, hvad der jo er en absolut Betingelse for at tilegne sig det humoristiske Livssyn. Dernæst er hun jo ikke saa udviklet som Manden; hun, der i Aartusinder har været holdt udenfor al offentlig Virken og Kunnen! Saa det er jo egentlig en Selvfølge, at hun mangler hans Overlegenhed. Men, slutter Fru Erna Juel-Hansen, den kommer maaske i Løbet af nogle Slægtled."
(Nationaltidende 12. marts 1918)
Efter afstemningen i 1920 flyttede hun fra København til sin søn der var toldinspektør i Aabenraa. Sønnen Oscar Juel-Hansen var med Korsørtoget i den store Vigerslevulykke 1919, og han medvirkede i redningsarbejdet. I april 1921 vendte hun hjem til Aabenraa efter at have opholdt sig i København pga. sygdom. I januar 1922 kom Erna Juel-Hansen til kommunehospitalet i København fra Aabenraa for at blive indlagt til en massagekur for en hoftelidelse.
Erna Juel-Hansen er død.
Forfatterinden Erna Juel-Hansen er afgaaet ved Døden i en Alder af 77 Aar. Hun var bærer af megen Tradition, thi hun var Datter af Professor A. G. Drachmann og saaledes Søster til Holger Drachmann og Professor A. B. Drachmann og Tante til Folketingsmand Povl Drachmann.
Den Afdøde var et ejendommenligt og særpræget Menneske.
Gamle Professor Drachmann var som bekendt Leder af vort første "Institut for medicinsk og ortopædisk Gymnastik" eller som Københavnervittigheden kaldte det: "Retterstedet".
Og der var noget ret og rankt over alle Professor Drachmanns Børn, ikke mindst over Erna Drachmann, der i en ung Alder rejste med Faderen til Paris, hvor hun uddannede sig til Gymnastiklærerinde i naturlig Tilslutning til lnstitutets Virksomlied.
Det var i 1866. Den Gang var det ikke helt almindeligt, at en ung Dame af Borgerskabet brød sig en selvstændig Bane. Naar det skete, var Undervisningen og Uddannelsen derfor maaske heller ikke rigtigt lagt an for Kvinder. I hvert Fuld var der over Erna Juel-Hansen noget vist mandhaftigt, som man ikke nu til Dags nødvendigvis finder hos Gymnastiklærerinder.
Dette lidt maskuline Væsen var dog ikke en blot og bar ydre Skal. Der var i Erna Juel-Hansen en Mands Initiativ og Energi, og det var hende, som efter i 1870 at have taget Almueskolelærerinde-Eksamen Aaret efter stiftede den første Frøbelske Børnehave, for senere at vende tilbage til sit oprindelige Felt og i 1884 oprette et Gymnastikinstitut for Kvinder efter det saakaldte svenske System.
Der skal i denne Sammenhæng erindres om, at hendes Maal egentligt var højere, og at hun havde ønsket at tage medicinsk Embedseksamen for at overtage Læge-Praksis efter sin Fader, hvem hun gik til Haande og stadig ledsagede paa hans Studierejser rundt om i Europa
Men paa Ansøgningen om af maatte tage Studentereksamen fik den unge Erna Drachmann allernaadigst Afslag fra Kultusministeriet.
Den aarlige Charabane med hvidklædte, huebedækkede "Ra'er" vil studse ved at læse dette.
Paa det Frøbelske Omrnade. som Erna Drachmann studerede i Berlin, traf hun den unge rand jur. Niels Juel-Hansen, en ualmindelig elskværdig og kundskubsrig Mund, der med sit lidt vege Væsen var hendes fuldstændige Modsætning. Men de havde begge et moderne Fremsyn paa Undervisning og oprettede i Fællesskab en Skole for Drenge og Piger i Forening.
Tiden var imidlertid ikke moden til et saadant Eksperiment, og Forsøget maatte opgives med pekuniært Tab.
Men ikke for intet var Erna Juel-Hansen en Søster til Holger Drachmann, og da hun ikke kunde faa fuld Anvendelse for sine Evner og Kræfter paa de Omraader, der laa hende nærmest, blev hun i Begyndelsen af Firserne Forfatterinde.
Der var ingen Lyrik i hende som i Broderen Tværtimod! Baade i sine Bøger som "En ung Dames Historie," "De smaa Piger" og "Henriks Mor", der udkom 1917, og i et enkelt paa Dagmarteatret opført Stykke "Aftenen før..." er hun Realist. Hun var aandeligt beslægtet baade med de dansk-norske Forfatterinder Magdalena Thoresen og Amalie Skram og selv næsten lidt norsk anstrøget i sin djærve Forfægtelse af Sundhed og Sundhed i Opdragelsen, ikke mindst af den unge Kvinde, hvem man ikke gør uskyldsren gennem Fortielse, men ved at lade hendes medfødte Blufærdighed reagere naturligt mod Livets for hende oplyste Forhold.
Erna Juel-Hansen har paa Kvindesagens Omraade været en Pioner, hvis Betydning man maaske først rigtigt vil opdage ved hendes Død.
De, der kendte hende, bevarer Mindet om en betydelig Personlighed. Hendes Søn er Trafikinspectør Juel-Hansen, der efter Genforeningen blev ansat i Aabenraa, og hos hvem Moderen boede til sin Død i den Landsdel, hvorom Holger Drachmann skrev: "Derovre fra Grænsen -"
Carl Muusmann.
(Nationaltidende 1. december 1922).
Erna Juel-Hansen blev bisat fra Bispebjerg krematories kapel i stilhed, kun familien og nære venner deltog, bl.a. folketingsmand Povl Drachmann
(B. T. 15. februar 1917)
Erna Juel-Hansen er begravet på Holmens Kirkegård i København.
Dansk Pædagogisk Historisk Forening har siden 1989 hvert år uddelt "Erna-prisen" opkaldt efter hende.
I samarbejde med Pædagogernes Pensionskasse eksisterede et Oldekolle i en opgang (31A) i pensionskassens byggeri på Østerfælled torvpensionskassens byggeri på Østerfælled torv (fra 1993). Pensionskassen solgte byggeriet i 2006, men der findes pt (2024) en rest på 5 "Erna"- lejligheder - som nok forsvinder sammen med de nuværende lejere.
På internettet findes af Erna Juel Hansen:
En ung dames historie (1888).
Terese Kaerulf: to afsnit af en ung kvindes liv (1894).
Kærlighedens veje (1895).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar