Dette indslag er tredje del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.
Erna Juel-Hansen blev i 1883 medlem af Studentersamfundet som var grundlagt året før som et liberalt modstykke til den konservative Studenterforening. 1883-1887 var hun medlem af Dansk Kvindesamfund. Hun udmeldte sig i protest mod foreningens moderate linie, bl.a. i spørgsmålet om valgret for kvinder. Hun var med i en kreds af kvinder om kusinen og lærerinden Henriette Steen. Hun samlede hver uge en gruppe af tidens fremtrædende kvinder til diskussion. Henriette Steen tilhørte den radikale fløj i Dansk Kvindesamfund, i opposition til den grundtvigsk dominerede bestyrelse.
I 1886 introducerede Elna Juel-Hansen en reformdragt, en kvindedragt der var uden korset og tournure tog hensyn til kroppens former og funktioner i stedet for til dens erotiske signalværdi. Samme år meldte hun sig ind i Københavns Liberale Vælgerforening, der især samlede hovedstadens kulturradikale kræfter. Hun blev medlem af bestyrelsen i 1905 som en af de første kvinder.
1889 var Erna Juel-Hansen medstifter af Kvindevalgretsforeningen. I 1893 kom hun på kant med denne da hun havde kritiseret kvindebladet "Hvad vi vil", som bl.a. var støttet af hendes egen forening.
Privat drev Niels og Erna Juel-Hansen mere og mere fra hinanden. Samlivet ophørte og de levede hver deres liv i hjemmet indtil Erna Juel-Hansen forlod ham 1894 - uden at ægteskabet blev opløst. Deres fire børn født på seks år blev opdraget af forældrene i fællesskab, og de var enige om at forsørgerbyrden påhvilede dem begge. Ernas drøm om at skabe et moderne ægteskab med kammeratskab, kompagniskab og erotik gik ikke i opfyldelse.
Dansk Kvindesamfund
havde i Gaar Aftes indbudt til et offenligt Møde, og saa mange havde fulgt Indbydelsen, at Salen var fyldt. Fru Erna Juel-Hansen vidste godt, at det, hun i Aften vilde tale om, var et særligt Æmne, og at det, at røre ved den kvindelige Dragt, vilde blive regnet for at rive al Velanstændighed og Sømmelighed ned. Det fik dog ikke hjælpe. Kvinden havde nu faaet den Opgave at gøre sig duelig til at indtage sin friere Plads i Samfundet; hun maatte nu kunne arbejde, og alt, hvad der hindrede hende i at naa dette Maal, maatte falde. Moden slog ikke længere til til at retfærdiggøre Dragten. Fordringen var nu, at Dragten skulde være sund, bekvem og klædelig. Den sidste Betingelse var aldeles i sin Orden, ingen Kvinde vilde iføre sig en Dragt, der gjorde hende grimmere, end hun var. I et Numer af et københavnsk Blad havde en Herre i stærke Udtryk skildret det tillokkende ved en parisisk Modedame med alle sine kunstige Ynder; en saadan Dame "var et smukt Digt". Men sæt, Herren blev indtaget i Digtet og vandt det, mon det dog ikke da overfor alle de forlorne Sindigheder vilde forekomme ham, at han var bleven lidt narret. - "Hvepsetaljen" maatte først bort; den var unaturlig. En Masse legemlige Lidelser skyldes den moderne Dragt, der maaske nok kun dræbte langsomt, men heller ikke gjorde, at man levede godt med den. Skønhedens Ideal kunde da heller ikke være fyldestgjort ved en Kvindefigur, der mindede om to Karafler, stillede med Halsen mod hinanden. Tyndheden varierede efter Moden, snart maatte man ikke være over 18 Tommer om Livet, snart havde man Lov til at være en Alen; hvorfor da ikke følge Naturens Norm. - Korsettet var bleven haardt angrebet, dog maaske lidt for haardt. Det var fra først af bestemt til at hjælpe paa Holdningen, navnlig til at støtte Brystet, og Kvinder med almindelig Brystfylde kunde ikke godt undvære en saadan Støtte; men det maa ikke være en Snøremaskine. Det kan i en hensigtsmæssig Form blive et godt og varmende Klædningsstykke for voksne. Den opvoksende Pige derimod maa have et Livstykke, der tillader alle Organernes fulde Udvikling. - Vort Klima er i høj Grad ustadigt, og Legemet maa derfor beskyttes mod dets farlige Indvirkninger. Det er navnlig de indre Klædningsstykker, der maa være af et Stof, som holder paa Legemets Varme og regulerer dets Fordampning. De maa altsaa være af Uld, et Stof, der nu kan faas fortrinligt i enhver Henseende. Det var en vanskelig Ting at sætte igennem, at Kvinden skulde opgive sit hvide Linned; der var mange Indvendinger mod den graa Uld, men den værste, den man stod aldeles vaabenløs overfor, var den, at den uldne Underdragt vilde borttage den sidste Rest af Kvindelighed. Underdragten burde helst være i to Stykker. Den formindsker Antallet af Underklæder, og det er et vigtigt Hensyn at forene Varme med Lethed. Nu om Dage bestaar en Damedragt af 11 Stykker, hvoraf mindst 8 bæres fast bundne om Livet, og som i det hele kan veje henved 1 Lispund. De fire inderste Stykker erstattes altsaa af 1 eller 2 Stykker. Det næste Stykke af Dragten bør være det, Englænderne kalder "divided skirts" (delte Skørter"), "Skørtebeklæder" kunde passende være deres Navn. De erstatter alle de forskellige Klokker og Underskørter, ser ud som et saadant, men har alle Benklædernes Fordele; de bæres fæstede til Livstykket, der træder i Stedet for Snørelivet. Dermed er Underdragten færdig. Overdragten bestaar af et folderigt Skørt fæstet til et tætsluttende Liv, der fordeler Vægten af Kjolen mellem Skuldre og Hofter; Foden er fri. Livet er af blødt uldent Stof og syet saaledes, at det ikke hindret Armenes fri Bevægelse. Overkjolen er væsenlig af Skønhedshensyn forenet efter græske og oldnordiske Mønstre. Formen af Overdragten kan naturligvis varieres meget baade med Hensyn til Stof og Form; det skal i alt Skræderne nok sørge for. Dragten er naturlig, alle Udvækster af enhver Art er bortskaarne, hvad dog ikke at den kan dække for mindre heldige Former. - Til at bære en saadan Dragt kræves ikke en særegen Pariser chic, som vi ikke kan tilegne os. Men den har den Fordel, at vi ikke vinder Beundring ved laante Ynder; i den gør vi ikke Erobringer under falsk Flag. I denne Dragt vil Kvindens Legeme udvikle sig mere harmonisk, dermed vil følge en naturlig Anstand, denne naturlige Dragt vil lette os vort Arbejde, den vil derved gøre os fri, dygtige til at tage Del med i Løsningen af Samfundets store Opgaver.
(Social-Demokraten 16. oktober 1886).
Der fandtes forskellige udgaver af reformdragter, navngivet efter steder hvor de blev fremvist, både lande og hovedstæder. Der var således ikke tale om reformdragten (i bestemt form), men forskellige designer som opfyldte de ovennævnte kriterier. Her ses nogle i Nordisk Mønstertidende fra 1911.
I 1880'erne var Erna Juel-Hansen meget udadvendt i selskabelige kredse. Hun optrådte ved et cykelløb, jubilæer og offentlige events. Kvindeforeningen afholdt den 9. november 1893 en stærkt besøgt forsamling for at virke for kvindernes stemmeret. Man mente at kvinder skulle have kommunal valgret som i England, Sverige, Rusland og Island (siden 1882). Hovedtaler var Erna Juel-Hansen som holdt en tale om valgretten på Island:
Kvindevalgretsforeningen holdt iaftes et talrig besøgt Møde i Arbeiderforenings Festsal.
Læge Frøken N. Nielsen bød som Formand for Kvindevalgretsforeningen Velkommen.
Frøken, Dr. Lauge valgtes til Dirigent.
Frøken Nielsen udviklede derefter Valgretsforeningens Opgave, der nærmest maatte betegnes som den, at skabe en offentlig Mening for Kvindens Valgret. Det var ubilligt, at Kvinder, der opfyldte alle Lovens Fordringer til Mænd før Valgret, skulde være berøvede denne her i Landet, medens Kvinderne havde Valgret i mange forskjellige Lande. Ogsaa paa Island havde Kvinderne jo Valgret. Det, som man her foreløbig vilde rette Opmærksomheden særlig paa, var kommunal Valgret. Man krævede denne Ret som en Retfærdighedshandiing, og man var sikker paa, at Samfundet vilde være vel tjent dermed. Der var her i Kjøbenhavn 5000 Kvinder, som fyldestgjorde Lovens Fordringer til Udøvelsen af kommunal Valgret. Baade Folkethinget og Indenrigsministeren havde indrømmet det Rimelige i, at Kvinder, der varede Skat, ogsaa fik Valgret. Samfundet vilde være tjent med, at Kvinderne fik denne Ret. Det var ubilligt, at Kvinderne skulde staa overfor Loven som en retløs Kaste. Der var ingen Grund til at lukke Kvinder ude fra offentlige Anliggender. I Historien var der jo Kvinder, som havde udrettet Adskilligt, Tiden ikke kunde udslette og det var ubilligt, at Kvindenavne f. Ex. ikke knyttedes til Gader eller paa andre Maader mindedes. Ogsaa paa andre, mere betydende Omraader burde Kvinden ligestilles med Manden. Denne behøvede ikke at frygte hendes Konkurrence. Naar Ligeberettigelsen anerkjendtes, vilde Lønnen ogsaa blive lige. Kvinden havde i Tidernes Løb mistet mange Erhvervsomraader, medens hun kun havde erobret faa. Det første Skridt fremad vllde være Erhvervelse af Valgret. Ved Hjælp af den kunde man senere gaa videre frem. Der var nu i Folkethinget indbragt et Lovforslag, som pegede i den rigtige Retning, og for dette Lovforslag agtede man ved dette Møde at slaa til Lyd.
Fru Erna Juel-Hansen skulde ikke modsige Paastanden om, at Kvinderne manglede Logik. Det hændte ofte, at Kvinderne i Sammenstød med Mændene lod Følelse og Hidsighed løbe af med sig. Men saa var det saa meget mere underligt, at Mændene kunde stille sig saa ulogisk overfor Kvindernes Fordring om Valgret. Det maatte erkjendes, at der var aabnet Kvinderne her i Landet forholdsvis god Adgang til Erhverv baade i Haandens og Aandens Verden. For Loven og for Rodemesteren vare Alle lige, Værnepligt havde Kvinden ganske vist ikke Men hun maatte føde Alle, ogsaa Soldaterne, til Verden. Dette kunde vel nok gaa lige op med Værnepligten. Men hvorfor nægtede man da Kvinderne Valgret? De logiske Mænd stode her uden Argumenter. Det, som Ploug havde sagt herom i Landsthinget og Lange i Borgerrepræsentationen, var mere, Passiar end Logik. Der vilde aldeles ingen Skade ske, fordi Kvinder fik Valgret. Husfruen vilde i 999 Tilfælde stemme ligesom Manden; den unge Pige, som forlovede sig, fik strax sin Forlovedes Mening, og den Splid, der frygtedes af Kvindens Valgret, vilde derfor ikke komme. Der vilde blive valgt mange Præster til Rigsdagen, hvis Kvinderne fik Valgret. Saa man ret paa Sagen, hastede det ikke med at give Kvinderne politisk Valgret; men det var ganske vist uretfærdigt, at Kvinderne skulde savne denne. Den politiske Uvidenhed var endnu tyk hos Kvinderne ligesom hos overmaade mange Mænd. Ungdommens Undervisning burde ændres. Det var med denne, der skulde begyndes. Man burde foreløbig indskrænke sig til at kræve kommunal Valgret for alle selvstændige Kvinder og først senere gaa videre frem med Valgrestskrav. Kvinderne behøvede ikke deres eget Blad. Der var aldrig Nogen, der spurgte, hvad "Hvad vi vil" vilde. Selve Navnet gjemte en fortjent Spot. Havde Kvinderne Noget, som de vilde og kunde fremsætte, kunde det godt komme i de almindelige Blade.
Overretssagfører Oskar Johansen fandt det temmelig overflødigt at bevise, at Kvinder burde have Valgret. Det var saa klart som at 1 og 1 er 2. Her i Landet holdt man jo ogsaa paa, at naar 1 Mand og 1 Kvinde giftede sig, saa bleve de Et. De gamle Romere holdt paa, at 1 Mand og 1 Kvinde, ogsaa naar de giftede sig, vare 2. Men Barbarernes Retsregler trængte sig frem i Stedet. Først i den allerseneste Tid var der sket Fremskridt til Kvindens Fordel. Bestræbelserne burde navnlig rettes paa at stille den gifte Kvinde friere i civilretlig Henseende. Først derved vilde Valgretten faae sin Betydning. Men i Øieblikket vare Chancerne størst for at faae den selvstændig virkende, ugifte Kvinde frem. Kommunal Valgret vilde være den bedste Pæl til at ramme Begrebet "gammel Jomfru" ned. Senere kom man nok videre frem,
Frøken Johansdatter gav derefter nogle Oplysninger om Kvindens Stilling paa Island særlig i Henseende til kommunal Valgret.
(Dagens Nyheder 10. november 1893).
"Hvad vi vil" findes på internettet. Det udkom 1888-1894, udgivet af Kvindelig Fremskridtsforening. Redaktør var Johanne Meyer.
Erna Juel-Hansen
og"Hvad vi vil".
Som bekendt afholdt Kvindevalgretsforeningen for ca. 14 Dage siden et Møde, hvor Forfatterinden, Fru Erna Juel-Hansen særlig underkastede Bladet "Hvad vi vil" en Kritik og iøvrigt tillod sig at fremdrage Svagheder, hvoraf den unge Bevægelse formentlig lider. Fru Juel-Hansens Angreb foranledige de samlede kvindeforeninger, hvoraf Valgretsforeningen er et Led, til at sammenkalde et Møde, hvor bemeldte Forening skulde staa til Regnskab for sin Stilling til Fru Juel-Hansens Foredrag.
Mødet afholdtes i Aftes i Lokalet, Østergade 15. Der var fuldt Hus.
Fru Johanne Meyer, Redaktør af "Hvad vi vil" og Formandinde for de samlede Kvindeforeninger, aabnede Mødet og klargjorde for dets Hensigt. Valgretsforeningen har brudt Solidaritetens Baand, som fremfor alt maa knytte os sammen.
Lærer Knudsen overtog Hvervet som Ordstyrer og udtalte nogle milde, forsonende Ord om Betydningen af Kvindernes Fordringer og deres indbyrdes Enighed. Derefter gav han Ordet til
Fru Nørlund: De kender vel Alle den Afvaskning, Fru Erna Juel-Hansen har givet os. Samme Frue har for nogle Aar siden skreven, at Kvinderne var meget malprobre med deres Legemer, og nu siger hun, at Kvinderne vrøvler, naar de er sammen, at de kun har samme Villie som Manden, naar de først er bleven forlovede. Kvinderne har altsaa solgt baade Legeme og Sjæl til Mændene. Endvidere rettede Fruen et Angreb paa et Blad, denne Forening udgiver. Det kan ikke være Kvindevalgretsforeningen ligegyldigt, hvad der siges om "Hvad vi vil. Og da der ikke senere er taget til Genmæle fra Kvindevalgretsforeningens Bestyrelse, er Sagen indanket for de samlede Kvindeforeninger. Vi vil vide, hvorfor Kvindevalgretsforeningen ikke har ladet en Generalforsamling afgøre, om Medlemmerne ønskede et Brud. (Hør!) Jeg har ikke selv tidligere været nogen Ven af "Hvad vi vil", men da de samlede Kvindeforeninger overtog Bladet, indsaa jeg, at det var min Pligt at arbejde for Medlemmernes Vilje. Vil Valgretsforeningen nu vedblive at være blandt de samlede Kvindeforeninger, eller vil den gaa sin Vej? Mulig er dette "Hvad vi vil"-Selskab heller ikke passende for disse "Hvad vi kan"-Kvinder. (Munterhed.) Nu faar vi se, hvad de kan (Bifald.)
Fru Nielsen, Formandinde for det kvindelige Arbejderforbund, sluttede sig til Fru Nørlund. Fru Erna Juel-Hansens Angreb var rettet mod de samlede Kvindeforeninger. Vi ønsker ikke Samarbejde med Kvindevalgretsforeningen.
Fru Elna Larsen, Formandinde for de kvindelige Herreskrædere, var ligeledes enig med de foregaaende Talere. Valgretsforeningen vil næppe de arbejdende Kvinder noget godt og bør derfor udtræde.
Frk. Møller vilde tale paa Kvindevalgretsforeningens Vegne. Hvis vi ikke skal gøre Skandale overfor Offenligheden, bør vi se at enes. Fru Meyer har mange Fejl, men har paa den anden Side gjort sig fortjent af Kvindesagen. Vi maa have nedsat en Kontrolkomité og nye Medarbejdere. (Hvem skal det være?) Jeg vil forestaa Fru Erna Juel-Hansen. (Munterhed.)
Frk. Nielsen, Formandinde for Valgretsforeningen: Da vor Forening indbød til Mødet hin 9. November, var der ingen anden Hensigt end at behandle Kvindens Valgret. Hvad vort Forhold til de samlede Kvindeforeninger angaar, da haaber vi paa et Samarbejde. Jeg har altid holdt herpaa. Man har anket over, at jeg ikke har paatalt Ytringer, som gik "Hvad vi vil" imod. Men der kom ingen Insulter frem mod Bladet, og der var jo Ytringsfrihed. Det Foredrag, der forelaa, kunde have været gendrevet i Kvindernes eget Blad. Om noget Brud paa Lovene har der heller ikke været Tale fra Valgretsforeningens Side. Overfor "Hvad vi vil" staar Kvindevalgretsforeningen paa samme Maade som de andre Kvindeforeninger. Man kan mærke paa Stemningen, hvad Meningen er med dette Møde. Man vil rette et Slag mod Valgretsforeningen og skære Baandet over. Men Forsamlingen er til alt Held ikke beslutningsdygtig, og vi faar afvente vore egne Medlemmers Udtalelse om Bestyrelsens Stilling. Vi anser det mere nødvendigt at gaa af, end at splitte Kvindebevægelsen. Vi er alle arbejdende Kvinder og har kun Haabet foran os, og vi har ogsaa Sympati for sociale Reformer. Jeg vi hverken rose eller dadle "Hvad vi vil", men holder mig rent beskuende.
Fru Nørlund fremhævede overfor Frk. Nielsen, at det havde været hendes Pligt at tage til Genmæle mod Fru Juel-Hansens Angreb paa Kvindernes Organisation.
Fru Johanne Meyer: Jeg har undladt at svare paa Fru Juel-Hansens Angreb, fordi jeg ellers havde skadet Sammenholdet l Kvindebevægelsen. Jeg indrømmer, at det kan være letsindigt at paatage mig Ledelsen af "Hvad vi vil", thi der har været mange Vanskeligheder at overvinde og Hensyn at tage. Der er alle politiske Afskygninger indenfor Bevægelsen, og der er økonomiske Modsætninger, som snart skaber Bladet Venner og snart Fjender blandt dets Holdere, om der tages Standpunkt dertil. Skriver jeg f. Eks. en Artikel om Tjenestepigernes Krav, faar jeg betinget Tak fra Arbejdernes Side men vrede Ord fra Fruerne, som er med i Kvindebevægelsen. Hvor var de Kræfter henne, som skulde bringe Bladet frem? Valgretsforeningen har ikke støttet "Hvad vi vil". Hovedsagen er dog, at Bladet har været Bærer af nye Tanker. Det har Kvinderne ikke altid haft Forstaaelse nok af.
Fru Larsen talte om Socialismen som Bærer af Kvindesagen.
Fru Bajer holdt meget af "Hvad vi vil", der var et rigtigt rart lille Blad, der stod Maal med de fleste udenlandske Kvindeblade. Fru Juel-Hansen haabede, at "Hvad vi vil" maatte blive baade det første og det sidste Forsøg i den Retning. Men de, der har revet ned paa Bladet, er mange Gange de, der ikke læser det. Vi véd, hvad vi vil, men en anden Sag er, om vi med de smaa Midler evner det. Lad os derfor bringe Bladet frem ved fælles Hjælp. (Bifald.)
Frk. Møller: Et Blad skal kunne læses af Børn. Men der har staaet en Artikel i "Hvad vi vil", som jeg ikke syntes om i sædelig Henseende. Sligt bør undgaas. Men lad os alligevel bevare Sammenholdet.
Fru Nielsen, Formandinde for de kvindelige Børstenbindere, havde kun fundet meget lidt i "Hvad vi vil", som talte den arbejdende Kvindes Sag. Dertil har vi ogsaa "Social-Demokraten". (Hør.) Lad os holde den, indtil "Hvad vi vil" bliver bedre.
Frk. Trier berørte, at Frk. Nielsen havde takket Fru Juel-Hansen for Foredraget. Derved havde Valgretsforeningen ikke stillet sig solidarisk med Kvindeforeninqerne.
Kursusbestyrer Rasmussen: Ethvert Menneske maa jo have faaet den Opfattelse, at Kvindevalgretsforeningen har ydet sin Tilslutning til Fru Juel-Hansens Angreb (Hørt!).
Fru Juel-Hansen vilde svare paa Angreb og have Dagsordenen strøget. Maa jeg tale? (Ja, ja !) Det maa ganske sikkert have kostet Tid at saa mig gjort til saa stor en Syndebuk. Jeg skal have hævet Mændene til Skyerne paa Kvindernes Bekostning. Men det taler ikke til Fordel for Kvinderne, at de har faaet denne Opfattelse. Jeg vovede blot at underkaste vort Køn en Smule Kritik. Naar Mændene holder gode politiske Taler, er de ikke bange for det ironiske eller Udfald mod en og anden. Deraf tager en god Sag ingen Skade. Hvor har jeg sagt, at vi Kvinder skændes? Jeg har henpeget paa, at vi kan være uenige, trække Sagerne i Langdrag osv. Saa har jeg villet mistænkeliggøre. Men gaa ud i Rømersgade hos de arbejdende Kvinder. Hos dem er jeg aldrig bleven mistænkt og vil aldrig blive det. Jeg har derimod sagt, at Kvinderne næppe straks vilde yde Demokratiet Hjælp ved Brugen af deres Valgret og at de økonomiske Forhold vilde give Højre en Overvægt, fordi Valgcensus'en udeslutter de fattigere Kvinder. Saa havde vi de 8 nye Kirker. I min Bedømmelse af "Hvad vi vil" er mine Anskuelser de samme. Man faar ikke god Journalistik i et Blad uden god Betaling. Jeg forstaar ikke, at mit Angreb paa Bladet har skadet Organisationen. "Hvad vi vil" har været os en Pæl i Kødet, og da der tilbød sig Lejlighed, fremsatte jeg min Kritik. Bladet har ikke noget Publikum, og dets Navn har prisgivet det til Latter og Haan. Men naar man opfatter en Kritik som sket er, saa viser det, at det ikke blot er den politiske Modenhed det skorter paa mellem os. (Bifald.)
Fru Meyer fastholdt, at Mødet maatte have Sagen afgjort.
Og efter nogle saa Bemærkninger af Frk. Møller og Overretssagfører Alfed Christensen vedtoges følgende stilfærdige Resolution:
Forsamlingen opfordrer Kvindevalgretsforeningens Bestyrelse til at udtale, at den overfor Fru Juel-Hansens Foredrag ikke ved sin Tavshed har villet bryde Samarbejdet med de samlede Kvindeforeninger.
Vedtaget. Hvorefter der var Medlemsmøde.
(Social-Demokraten 29. november 1893).
Elna Larsen er helliget et indslag på denne blog.
Kæmpende Reformkvinder.
Kjøbenhavn, d. 29. Novbr.
Der føres for Tiden en bitter Strid i Kvindernes Lejr her i Kjøbenhavn; de hvasse Ord falder saa hastigt og højlydt fra begge Sidder, at ingen i Fremtiden vil falde paa at bruge Betegnelsen "de stummes Lejr" om Kvindesagens Forkæmperinder. Det ligger fjærnt for dem at afgjøre deres Mellemværende inden 4 Vægge: de holder tværtimod deres Storvask lige for det højtærede Publikums Øjne med en Frejdighed, der synes at være til liden Baade for den Sag, som de kæmper for. Samme Dag som Landsthinget brutalt slaar Kvindevalgretsforslaget til Jorden, holder de et halvt offentlig Skændemøde, som Kvindesagens Modstandere med fuld Føje vil kunne tage til Indtægt.
Hvem Forargelsen er kommen fra, er der naturligvis delte Meninger om. Direkte synes den at være kommen fra Forfatterinden, Fru Erna Juel-Hansen, Holger Drachmanns Søster, der paa et for kort Tid siden i Kvindevalgretsforeningen afholdt Møde havde rettet et kraftigt Angreb paa de samlede Kvindeforeningers Organ, Ugebladet "Hvad vi vil". Da Kvindevalgretsforeningens Bestyrelse ikke tog Afstand fra Fru Juel-Hansens Angreb, indbød Redaktionen af det nævnte Organ og Formanden for de samlede Kvindeforeninger, Fru Johanne Meyer, i Aftes til et Møde om Sagen, og det kom ved denne Lejlighed til en ret livlig Forhandling.
Blandt de mødte var Formændinderne for kvindeligt Arbejderforbund, de kvindelige Herreskrædere og de kvindelige Børstenbindere, - alle sammen Socialdemokrater. De to første stillede sig ubetinget paa Fru Meyers Side, medens den sidste ønskede "Hvad vi vil" endnu mere radikalt. Fru Meyer fremhævede, hvor vanskeligt det var at redigere et Blad, der paa én Gang skulde være Organ baade for Fruer og Tjenestepiger, denne Opgave hører sikkert ogsaa til de umulige.
Om man end nok saa gjærne vil anerkjende Fru Meyers ideale Bestræbelser, kan man dog ikke se bort fra det upraktiske i dem. Det ser kjønt ud at opfordre Fruen til at tage sig mere af Tyendet, give Pigerne mere Frihed, holde Aviser for dem, tage dem ind i Stuen om Aftenen osv.; men naar de ni Tiendedele af Pigerne benytter Fritiden paa en daarlig Maade, skifter hver Maaned og i det hele taget stiller sig uvilligt og fjendtlig over for de "bedste Herskaber", kommer man næppe langt ad de Veje, Fru Meyer anviser.
I "Hvad vi vil"'s upraktiske Optræden paa dette og andre Omraader har man vist ogsaa den indirekte Aarsag til Striden. I Aftes hørte man da ogsaa særdeles dygtige Udtalelser af Fru Juel-Hansen og Kvindevalgretsforeningens Formand, Frk. Dr. N. Nielsen, Hovedstadens mest ansete kvindelige Læge, en Dame med udmærket Examen og udbredt Praxis. Den første anbefalede en klog Fremskridtspolitik, saaledes at Kvinderne f. Ex. ikke forlangte politisk Valgret, før de har opnaaet kommunal Valgret, og hun fremhævede stærkt det modbydelige i, at Kvinderne gjensidigt oversavlede og skamroste hinanden. Frk. Nielsen fraaraade meget bestemt, at Kvindevalgretsforeningen indordnede sig enten under Socialdemokratiet eller under noget andet politisk Parti.
Blandt de andre Talere paa Mødet vakte særlig Fru Nørlund Opmærksomhed; hun fandt det heldigt, at "Hvad vi vil"-Kvinderne og "Hvad vi kan"-Kvinderne gik hver sin Vej. Saa kunde man se, hvem der kunde udrette det meste.
Nogen egentlig Skilsmisse kom det dog ikke til ved denne Lejlighed. Der fremsattes rigtignok en Resolution, hvorefter Forsamlingen skulde opfordre Kvindevalgretsforeningens Bestyrelse til at udtale, at den ikke ved sin Tavshed over for Fru Juel-Hansen havde tilsigtet at bryde Samarbejdet med de samlede Kvindeforeninger; men da Fru Dr. Nielsen erklærede sig for at være i god Overensstemmelse med Resolutionen, fandt man ingen Grund til at sætte den under Afstemning.
Imidlertid fik man paa Mødet et tydeligt Indtryk af, at Samarbejdet mellem "Hvad vi vil"'erne, og "Hvad vi kan"'erne næppe vil blive af lang Varighed. De ledende Damer synes nemlig gjennemgaaende at være ret prikne paa det og at have forholdsvis let ved at ryge i Flint over Bagateller, og desuden er her aabenbart en ikke ubetydelig Væsensforskjel mellem de to Gruppers politiske - navnlig deres socialpolitiske Anskuelser.
(Fredericia Dagblad 1. december 1893. Artiklen stod i adskillige provinsaviser)
Nationens Skamplet
Prostitutionen i København.Kvindelighed.
- - -
Fru Erna Juel-Hansen
I Gaar besøgte vi da den bekendte Forfatterinde af "En ung Piges Historie", vor store Digter Holger Drachmanns Søster, Fru Erna Juel-Hansen. I Sammenligning med Fru Meyer maa vi efter at have talt med hende udbryde: hvilken Forskel paa hvad-vi-kan og hvad-vi-vil!
Fruen tog Plads paa en lav Causeuse i sit yppige, artistisk udstyrede Arbejdsværelse og udtalte sig omtrent saalunde:
Sagkyndiges Strid.
"Det er mig saare pinligt at komme ind paa dette forfærdende dybe Spørgsmaal. Man ser her agtværdige, højt ansete Mænd, Videnskabsmænd og Læger, staa overfor hinanden med stik modsatte Anskuelser. Hvem har Ret? Om hvad der virkelig, logisk tænkt og tilstrækkelig begrundet, er rigtigt at gøre og hvad ikke, derom tør jeg intet sige.
Naar disse Spørgsmaal, da jeg var ung Pige, kom paa Bane i min Faders *) Nærværelse, sagde han al Tid, husker jeg, at det var noget, hvori vi Kvinder ikke kunde have den rette Indsigt; en Sag i hvis Bedømmelse vore Følelser løb af med os.
Desuden vil jeg naturligvis gierne holde mig Isen fri, om jeg en Gang i en Bog kom tilbage hertil.
Folkets Skændsel.
Men som sikkert enhver Kvindes, siger mine Følelser mig, naar jeg vil høre dem: ned med Prostitutionen! Jeg betragter det selvfølgelig som en ulidelig Skændsel for et Folk, at det inden sin Rækkevidde ikke blot tolererer, men beskytter Prostitutionen, saaledes som nu.
Jeg hører nu og da om disse faldne Staklers Raahed i Ord og Gærning, men dem selv kan man dog egentlig ikke foragte saa dybt! Det er Mændene, der har skabt Opinionen, det er dem, der nøjes med Kys og Kærtegn uden at Hjærterne banker. Bør de ikke ogsaa være Forgangsmændene, naar det gælder at gøre Ondet godt igen?
Sædelighedspolitiets Magt.En ung Piges Historie.
Skal jeg se paa selve de en kelte Ting, ja, da stiller det sig hurtig klart, at værst af alt i dette Mørke, er Sædelighedspolitiets Magt over og Fremfærd mod de stakkels Kvinder.
Min Veninde, Dr. . . ., fortalte mig saaledes nylig en Historie om en ulykkelig ung Pige, der er i høj Grad lærerig.
Det var en Pige, "Opdagerne" af en eller anden Grund havde slæbt med sig. Hun blev tvungen til at lade sig undersøge.
Og det viste sig, at hun var Jomfru!!
Nogen Tid efter - ikke længe - mødte min Veninde atter denne Kvinde.
Men hvilken Forandring!
Hun var fuldstændig falden, i dette Ords sørgelig rette Betydning. Hun tilhørte nu fuldt og helt den Kaste Kvinder, Lasten har mærket med sit uudslettelige Stempel.
Havde hun ikke været Jomfru endnu, om ikke denne Episode var indtruffen?
- Man hører om disse Sædelighedsbetjentes Trækken af med Ofrene. Er det ikke oprørende? Vil ikke ethvert følende Menneskes Haand knytte sig mod et saadant System !
En Opgave i Humanitetens Tjeneste.
Som De alt har udtalt: naturligvis burde enhver Undersøgelse, saavel af Kvinders private Forhold, hvor saadanne findes egnede til at vække Mistanke, som selve den korporlige "Visitation", finde Sted ved Kvinder.
Der er jo nu til Dags saa mange unge, kvindelige Medicinere og dannede Sygeplejersker - hvilken Opgave i Humanitetens Tjeneste!
At Samfundet maa beskyttes mod Kønssygdommes Smittefare, derom kan vel alle være enige Men denne Beskyttelse! Hvorledes man vil tage disse Forholdsregler og hvilke, lad Sagkyndighedens udtale sig derom! Kvinder i sin Helhed vil kun være enig om ét: dette System er forfærdeligt.
* * *
Som tynget af Sorg over al denne Lidelse, Last og Gift, under hvis Aag Tusinder og Tusinder Medsøstre vandrer, bøjede Forfatterinden sit Hoved og saa et Øjeblik tavs frem for sig, . . . Saa' hun ikke i Tankerne den medynkvækkende Hær, der som Spøgelser lister sig langs de smudsige Gaders Rønner, bydende sig frem for Morgendagens Brød? Dem, en mildere Skæbne, en mere menneskelig forstaaende og kærlig retledende Haand maaske i Tide kunde have bragt paa gode Veje.
Maaske tager hun næste Gang vor hjemlige Albertines Liv op til Behandling!
Catch
*) Fruens Fader var den bekendte Læge Dr. med. Drachmann.
(København 3. marts 1894).
Drachmanns Forstand. I "Politiken" skriver Georg Brandes om Holger Drachmanns Søster, Fru Erna Juel-Hansen: "Hendes Begavelse er en fremragende, flersidig Forstand", "medens Forstand vel er den Evne, Holger Drachmann har mindst af."
(Skive Avis 17. april 1894).
Damer i Mørke.
En Forfatterindes Klage.Forskellige Indlæg.
Forleden Dag fremsatte Fru Erna Juel-Hansen, en Søster til Holger Drachmann, det Forslag i "Politiken", at alle de Damer, der nødsagedes til at færdes paa Københavns Gader ved Aftenstid og som ønskede at være fritaget for at blive antastet af Herrer, skulde binde Lommetørklædet om den ene Arm.
Forslaget har givet Anledning til at "Polit." har modtaget forskellige Skrivelser, hvoraf vi gengiver et Par Stykker:
Nej, aldrig i Livet, bedste Fru Juel-Hansen, vil jeg være med til at avertere min Tyv ved et Bind om Armen. Tror De, jeg, pæne Forældres pæne Datter, vil gøre mig til Grin paa Asfalten? Jeg ser mig med mit Dyds-Bind vandre ned ad Østergade! Gadedrengene vil pifte i Fingrene ad mig, Bøllerne vil raabe uartige Ting til mig, og ordenlige Mennesker vil slaa et højt Smil op. "Der gaar Frk. N. N. Nu maa hun min Salighed have Skilt paa, for at man kan vide, hun er dydig!"
Nej Tak, min Dyd skal jeg nok selv sørge for. Jeg skal ikke have noget af at være dydig paa samme Maade som et Bybud er Bybud; jeg foretrækker den civile Dyd for den uniformerede.
Derimod tvivler jeg ikke om, at Deres Dyds-Bind vii vinde rig Udbredelse blandt Byens letsindige smaa Pigebørn. Det vil være dem en Spas mere paa deres natlige Exkursioner at optræde med Bindet om Armen. Jeg kunde tænke mig, at Deres Bind endte med ligefrem at blive en Kokarde for Udyden. Paa en vis Maade havde De jo saa ganske vist opnaaet at faa et Skæbnemærke mellem de hvide og de sorte Lam, Mandkønnets Ulve til Underretning. Dog var det vel næppe et saadant Resultat, De ønskede?
En dydig Pige.
Meget ærede Fru Forfatterinde Juel-Hansen!
Jeg er Kontormand, 55 Aar og ugift. Jeg har en Husholderske, som har passet mig i 23 Aar; for Resten ønsker jeg intet Samkvem med Damer. Hver Aften gaar jeg hen i en Kafe og læser Bladene, drikker mig en Toddy og saar mig et Parti Domino med en bekendt. Naar Klokken er 12½ gaar jeg hjem. Min Vej falder gennem Østergade og Vimmelskaftet. Jeg er altsaa en af de Herrer, De sigter til i Deres Artikel. Men jeg maa i enhver Henseende tilbagevise Deres Insinuationer som ubeføjede. Jeg holder ikke af at være uhøflig, ellers kunde jeg, ikke uden Foranledning, anvende stærkere Ord. Jeg har aldrig antastet noget Fruentimmer paa min Vej. Derimod er det ofte hændet, at Fruentimmer, saa vel unge som gamle, saa vel fint som tarveligt klædte (om der har været Læger og Jordemødre imellem, ved jeg ikke), har generet mig med krænkende Forespørgsler og Forslag. Og det har ofte været mig særdeles besværligt at blive af med dem. Enkelte har endog fulgt mig lige til min Bopæl, og har jeg over for en af dem maattet tilkalde den i min Gade patrouillerende Betjent, idet hun hang fast i mine Frakkeskøder. Hun var beruset og sagde Ord, som jeg vilde skamme mig ved at gentage.
Jeg vil ikke gaa med et Lommetørklæde om Armen, men jeg vil bede den meget ærede Fru Juel Hansen først og fremmest at formane sine Kønsfæller til et anstændigt Væsen.
Ærbødigst
K. L.
"Polit." meddeler i Gaar:
"Den dydige Pige"s Spaadom staar til. Da vi i Gaar Aftes ved 11-Tiden passerede Strøget, mødte vi i alt sex unge Damer, der havde hvide Bind om Armen. De var allesammen meget muntre og tilkastede os særdeles opmuntrende Blikke. Ak, havde Fru Erna Juel-Hansen set dem!
(Randers Arbejderblad 9. maj 1894)
Kjøbenhavnerliv.
* * *
Nu er det ikke mere alene Skrædere og Skomagere og andre Haandværkere, der have deres Fagtnærke; nu skal ogsaa Dyden have sit. Vi indrømme, at denne Paastand lyder noget underlig, men vi skulle bevise, hvad vi sige.
Det er, som man kan tænke sig, en Dame der har fundet paa denne lille fixe Indretning og vi kunne for den Sags Skyld ligesaa godt nævne hende ved Navn og sige, at det er Fru Erna Juel Hansen.
Fruen, der ikke for intet er Søster til Holger Drachmann, lagde for en Ugestid siden ud med en allarmerende Artikel i "Politiken", betitlet "Damer i Mørke", der i høie Toner talte Indignationens Ord om den Uskik, der er Dagens, nei, Aftenens Begivenhed her i Hovedstaden: at Herrer antaste enlige Damer paa Gaden, naar det er blevet mørkt og spørge, om de maa slaa Følge med dem; og Fruen tilraadede da de Medlemmer af hendes Kjøn, som ikke skjøtte om de næsvise Herrers Konversation, at bære deres Lommetørklæde bundet om den venstre Arm for dermed at betegne, at de ønsker at vandre deres dunkle Vei i Fred.
Ideen - om man idethele taget kan benævne Tanken saaledes - , der i Grunden ikke er ueffen, fremkaldt en sand Syndflod af mer eller mindre vellykkede Indlæg for og imod Sagen, men allerede nu kan det konstateres, at der virkelig er enkelte Damer, som have optaget Fruens Tanke og om Aftenen sees promenere paa "Strøget" med det paabudte hvide Bind om Armen, At disse Fremskridtskvinder indtil videre ere et taknemligt Objekt for Gadeungdommens mere eller mindre smagfulde aandelige Projektiler, siger sig selv.
* * *
(Thisted Amtsavis 15. maj 1894)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar