I aftes klokken seks hørte spadserende på Købmagergade en højst mystisk banken på den svære dør, der lukker for Rundetårn. I den tågede, klamme luft lød den sære banken dobbelt uhyggeligt, og der samlede sig da også i løbet af et par minutter en betydelig menneskemasse, som med blege kinder og strittende ører lyttede til.
Der var ganske stille på gaden, kun den underlige banken hørtes tydeligere og tydeligere. Situationen var lige ved at blive trykkende. Hvem ved hvad enden var blevet, hvis ikke to af lovens håndhævere med den åndsnærværelse, der er disse folk egen, havde lånt en nøgle hos en urtekræmmer i nærheden og med den lukket døren op. Med høj og værdig stemme råbte nr. 203: "Er her no'en?", mens 106 med lempelig hånd ryddede pladsen foran døren.
Efter en liden stunds forløb viste sig for det undrende folk to mennesker - en mand og en kvinde. De havde nydt en stille hyrdetime i Fjerde Christians gamle observatorium; men havde glemt at komme ud, da hr. Ankjær lukkede af.
Mens 203 lukkede døren af, fjernede de sig, røde i hovederne over at deres unge kærlighed havde fået så mange vidner.
(København, 10. oktober 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar