Et letsindigt Væddemaal.
I Lørdags Eftermiddags sad der i en Beværtning ved Gl. Strand i Kjøbenhavn en broget Forsamling af Lediggængere og Bøller fra Vognmagergade og Brøndstræde. Præsidenten i den smukke Forsamling var "Den dovne Dreng", og om ham fylkede sig "Ole Nifinger", "Flæske-Karl", "Fløjtedrengen", "Peter Ordrup" og andre celebre Personligheder.
"Peter Ordrup" førte Ordet og fortalte vidt og bredt om sine "Heltebedrifter". Blandt Andet fortalte han, at han kunde svømme som en Fisk, og at han havde reddet flere Mennesker fra at drukne.
"Flæske-Karl" tillod sig under hans Foredrag at komme med flere tvivlende Bemærkninger, hvilket havde til Følge at "Peter Ordrup" udfordrede ham til en Kapsvømning i Kanalen lige med det Samme.
"Flæske Karl" betakkede sig dog, men erklærede, at han vilde vædde "en Gang stegte Rødspætter over det Hele! og 4 "Krus", hvis "Peter Ordrup" kunde holde sig oven Vande i 20 Minutter.
Da "Flæske Karl" lagde Pengene paa Bordet, sagde "Peter Ordrup" Top, kastede Frakke og Hat, og sprang fra Bolværket paa Hovedet ud i Kanalen. Der samlede sig hurtigt en Mængde Mennesker, og blandt de Tilstedekomne var ogsaa Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar.
Hs. kgl. Højhed forlod dog hurtig Skuepladsen og hentede en Betjent.
"Peter Ordrup" vilde dog ikke med det Gode op af Vandet, og det varede længe førend det lykkedes Politiet at faa ham op. Han rev sig saaledes en Gang løs fra Betjentene og sprang ud i Vandet igjen.
Da man endelig fik ham paa det Tørre var han i Følge "V. L." nok saa frisk og forlangte sin Gevinst, men i Stedet for, blev han puttet i en Droske og kjørt til Arresten paa Nytorv.
(Jyllandsposten 14. marts 1898).
Ifølge Aarhuus Stifts-Tidende var der en tilskuer der havde råbt "Selvmord, hjælp, politi!"
Peter Ordrup
der som omtalt forleden gav en Svømmepræstation tilbedste i Gl. Strands Kanal, mødte i Gaar i den offentlige Politiret og blev idømt en Bøde paa 50 Kr. for sin Vandpantomime, der rangerer under "Gadeuorden"
De 4 Kroner, Væddemaalet gjaldt, maa saaledes siges at være surt fortjente.
(Folkets Avis - København 20. marts 1898.)
"Røde Vilhelm" og "Julekagen", der er to kendte københavnske Bondefangere, har forleden sammen med en kollega, kaldet "Peter Ordrup", plyndret en Konditorsvend for 100 Kr.
Ovenpaa denne Bedrift blev det smukke Trekløver ifl "Soc.-Dem." arresteret.
(Kolding Folkeblad 3. marts 1902).
Rundskue.
En kendt københavns Bølle, "Peter Ordrup", sad forleden Dag i en Kælderbeværtning i Ryesgade i København og drak med nogle Venner, da 2 Mænd kom ned og forlangte et Par Genstande.
- De mener vel til hele Stuen? Spurgte Peter Ordrup advarende.
- Nej, kun til mig og min Kammerat, svarede Manden.
- Maa jeg saa tillade mig at belære Dem om, hvad der er god Tone her paa Pladsen, sagde Bøllen og rejste sig.
Faa Minutter efter laa Manden med Ansigtet halvt knust og det ene Ben sparket over. Man bragte ham paa Hospitalet, hvorfra han nu er udskrevet som delvis Invalid.
Er det for meget at et saadant Udskud af Menneskeslægten faar læsterlige Klø? Vi holder paa Pryglestraffen overfor saasanne Individer.
(Ærø Avis 6. august 1904.)
Ifølge Aftenbladet (København) 2. august 1904 foregik det i Ryesgade 66, og Peter Ordrup blev idømt 1 års forbedringshus og 200 kr. i erstatning.
Et uhyggeligt Drama for en Flaske Brændevin.
Druknet i Københavns Havn.
(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")
København, Tirsdag.
Paa en Beværtning i Nyhavn sad i Eftermiddag ved Femtiden nogle Kreaturtrækkere, deriblandt en, som gaar under Navnet "Peter Ordrup" - en af Københavns Særlinge.
De talte om at svømme, og "Peter Ordrup" talte med stor Autoritet, da han faktisk var en brillant Svømmer.
"Tør du svømme over Nyhavn med alle Kludene paa?" spurgte en ham.
"Lad gaa - - lad os sige for en Flaske Fuselfri"
"Top!"
Og hele Selskabet gik ud på Gaden, og "Peter Ordrup" sprang resolut ud.
Pludselig saa man ham saa synke. I sin Ivrighed var han sprunget lige ind i en Bunke Tang, og han var straks ude af Stand til at røre sig. Han arbejdede og arbejdede - tilsidst fik han Krampe og gik til Bunds.
Og det blev saaledes hans Død.
Til Ros for ham, som havde væddet med ham, skal det siges, at han øjeblikkelig sprang ud for at hjælpe ham, men vær var omkommet selv.
Opdager.
(Aarhuus Stifts-Tidende 20. juni 1906).
Hædret af Bisser
En sjælden Højtidelighed fandt i Lørdags Sted paa Vestre Kirkegaard. Man erindrer, at en af Byens kendteste Bisser, kaldet Peter Ordrup, for en Tid siden druknede under Forsøget paa at svømme over Kanalen ved Nyhavn; det galdt et Væddemaal om en Flaske Brændevin. Forleden blev han begravet paa Vestre Kirkegaard.
Imidlertid havde en af hans Kammerater, "Fløjelsvesten", faaet Skrupler, fordi han havde været med til Væddemaalet og saaledes paa en Maade var medskyldig i, at Peter Ordrup druknede. For at gøre Bod satte "Fløjelsvesten" sig da i forrige Uge i Spidsen for en Indsamling til en Krans til den dødes Grav. De fleste af Byens ældre Bisser, og navnlig "Kreaturførerne" fra Kvægtorvet gav en Skærv med hertil, og der blev hos Dina Schultz købt en pragtfuld Krans til 12 Kr., som præsenteredes - med vedhængende Kvittering - for Giverne paa Halmtorvet.
I Lørdags lagdes den i Overværelse af en Mængde "kendte Navne" paa Peter Ordrups Grav, blandt de tilstedeværende var Fløjelsvesten, Gummisjalet, Oskar den 1. og Oskar den 2., Bræddestablen, Rødepeter o. fl. Der blev talt nogle kønne Ord om den bortgangne Kam'rat, og derefter gik Flasken en Omgang rundt til Minde for den Afdøde.
(Pressen (København) 3. juli 1906)
Dina Schultz havde en blomsterforretning på Hellerupvej 60 eller 72. I hendes drivhus indrettede "A/S Dania Biofilm Kompagni" (i 1913?) senere et atelier. I 1908 havde hun et gartneri på Katrinevej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar