En Kaptajn skyder sin Kone og derpaa sig selv. Hvad er Motivet?
I Gaar blodigt Drama Formiddags svirrede der Rygter rundt over Byen, at der ude paa Amager skulde være foregaaet et blodigt Drama, man talte baade om Mord og Selvmord, men ingen vidste rigtig Besked.
For at bringe Læserne nøjagtige Oplysninger om denne yderst sensationelle Begivenhed tog vi straks ud til Gærningsstedet. Allerede paa Amagerbrogade fik vi Vished for, at Rygtet havde talt sandt.
Paa Kristianshavn og i Sundbyerne var man endnu uvidende om det blodige Skuespil, der havde fundet sin Afslutning den foregaaende Dags Middag. Kun en enkelt Amagerkone kunde give os nogle faa Oplysninger om Gaarsdagens Drama, om hvilket vi neden for skal berette:
Paa Strandvejen mellem Kastrup og Dragør har i Søndags Middags Kl. 11½ fundet et saa
blodigt Drama
Sted, som vi i lange Tider ikke har været Vidne til i vor Hovedstads umiddelbare Nærhed. Her, et Kvarters Gang fra Kastrup paa en yndig, smilende Plet ved det blaa Sund, har et Par gamle Mennesker, der her henlevede en tilsyneladende sorgfri Alderdom, søgt og fundet Døden. Maaske begge søgt Døden - ti den hele Begivenhed er saa mystisk og uforklarlig, at det bliver vanskeligt at udfinde Motiverne.
Vi kører ud mod Skuepladsen for det rædselsfulde Drama, gennem Marker, hvor Køer og Heste staar og gumler i den frodige Kløver, langs det smilende, blaa Sund, hvor Skibene spejler deres hvide Sejl, forbi Arbejderkaserne og straatækte Fattigmandsboliger; kommer igennem Kastrup, forbi Krudttaarnet, og lidt efter holder Vognen ved en lille Sommervilla:
"Det var derinde," siger Kusken og peger med Pisken hen mod Stedet. Vi staar af og underkaster det et nærmere Eftersyn.
Det er lille og beskedent, ligger med Gavlen ud mod Vejen, gemt bag en Række af store Popler, tvis Blade rasle i Vinden med hemmelighedsfuld Hvisken; foran ligger en lille Blomsterhave, bagved vugger sig det blaa Vand.
Her levede det gamle enlige Par der paa en saa tragisk Maade tog Afsked med Livet:
Pensioneret Kaptajn Julius Larsen og Hustru f. Hüller; han ca. 70 Aar gl., hun 62. De havde beboet Stedet i ca. en halv Snes Aar; før den Tid havde de levet et let og fornøjeligt Liv i Hovedstaden; saa tvang Forholdene dem til at trække sig tilbage paa det rolige, afsides Sted, som de døbte "Edeles Minde" efter Fru Larsens Moder,
De levede herude et landligt Liv, gravede i Haven, udbedrede selv Huset, foretog af og til en Køretur i Omegnen.
Besøg havde de sjældent; kun i de to sidste Uger havde de boende hos sig en ung Pige, Konens Broderdatter, der dels tilbragte sin Ferie her, dels hjalp med i Husholdningen.
I Søndags, da den unge Pige skulde rejse tilbage til Byen, ankom hendes Brødre til "Edeles Minde" for at hente hende.
De Unge morede sig om Formiddagen med at spille Krocket i Haven, mens Kaptajnen og hans Hustru smilende stod og saa til.
Saa gik den gamle Frue ind for at tage Vare paa Middagsmaden; lidt senere fulgte Kaptajnen bag efter.
I Køkkenet.
Pludselig hørte man et drønende Knald. "Hvad er det?" spurgte en af Brødrene forbavset.
"Aa, det er den Sten oppe fra Skorstenen, den falder saa tidt ned," sagde Søsteren.
I næste Øjeblik lød et nyt Knald.
Nu blev den unge Pige bange og styrtede ind i Huset; først maatte hun dog lukke alle Laager og Døre op, dem havde Kaptajnen lukket omhyggeligt efter sig.
Da hun kom til Køkkendøren, mødte der hende et grufuldt Syn: Foran Komfuret laa begge de gamle Folk svømmende i deres Blod, Manden tværsover Brystet paa Konen.
Rædselsslagen kaldte hun paa sine Brødre, der ogsaa blev slaaet med Forfærdelse. De sendte strake Bud til Politiet og tilkaldte den nærmeste Nabo, Gartner Schønning. Han kom ind i Kokkenet og løftede Kaptajnens Lig op i den Tanke, at der maaske var Liv i en af dem.
Det var der ikke, den gamle Soldats Øje havde taget sikkert Sigte, hans Haand havde ikke rystet i det skæbnesvangre Øjeblik.
Omtrent samtidig med Politiet ankom Dr Strandgaard og Fuldmægtig Busch Ira Birkekontoret - en Kollega til den Afdødes Brodersøn. Efter at Politiassistent Jensen fra Kastrup havde vendt Ligene om og klædt dem af, undersøgte Dr. Strandgaard dem, men kunde kun konstatere, at alt Liv var udslukt.
Man bar Ligene ind i den lille hyggelige Spisestue, hvor de henlaa til i Gaar Formiddags, da to tunge, sorte Vogne rullede op for Døren for at bortføre det jordiske Hylster af det Par, der fulgtes ad i Liv og Død.
Hvorledes er det foregaaet?
Naar man saa' ind i det lille, hyggelige Køkken, kunde man i Tankerne udmale sig det hele blodige Skuespil.
Konen har staaet foran Komfuret, beskæftiget med at tillave Middagsmaden , paa det blankt pudsede Fyrsted staar endnu en større Gryde med Suppe og en mindre med Kartofler.
Saa er Manden kommen ind, i Haanden holder han den spændte Revolver, som han har gaaet med i Lommen; han gaar bagved Konen, lægger Armene om hendes Liv og presser Vaabnets kolde Staal mod hendes Hoved, bag højre Øre.
Hun vender sig halvt om, ser spørgende, skrækslagen - maaske smilende samtykkende - ind i hans Øjne, og i næste Øjeblik ligger hun døende og stønnende paa Gulret. Kuglen er gaaet ud mellem hendes Øjenbryn.
- i utrolig Fart lægger Kaptajnen sit Ur, sin Pung og sit Testamente, som han gik med hos sig, ovenpaa Liget. Der lyder et Skud til, og i næste Øjeblik synker han sammen oven paa Hustruens Lig, som forsøgte han at omfavne hende, inden det flakkende Livslys sluktes. Han havde skudt sig selv akkurat paa samme Sted som sin Hustru.
Overlagt ellerej
Ved Spørgsmaalet om, hvorvidt Kaptajn Larsen har tænkt over og overlagt den grufulde Daad, maa man absolut svare: Ja.
Derpaa tyder for det første, at han gik med den ladte Revolver hos sig; i de sidste Dage har han i Haven jævnlig anstillet Skydeøvelser og smilende ytret, at han da endnu ikke rystede paa Haanden.
Desuden er den Omstændighed, at han gik med sit Testamente - der indsatte hans Svoger til Universalarving - i Lommen, et Bevis for. at han har tænkt fuldstændig klart over og overvejet Sagen.
Motivet.
Spørger man, hvad Grunden kan have været til det rædselsfulde Drama, lyder Svaret næsten enstemmigt, at Kaptajn Larsen først har myrdet sin Kone og saa sig selv i et Øjebliks Sindsforvirring.
Beboerne der i Nærheden, som kendte Larsen, mente alle, at han var noget "sær", han og Hustruen levede tit i længere Tid et fuldstændig Eneboerliv, uden at modtage Besøg og uden selv at gaa ud.
Vi skal herunder gennemgaa Kaptejnens interessante Levnedsløb, i hvilket man vil finde Grunden til hans fortvivlede Beslutning.
Han begyndte sin Militærbane om en af Tschernings Underofficerer, udmærkede sig senere som Overjæger ved Bau, Slesvig og Sundeved og erhvervede sig Officers Epauletterne.
Ved Slesvig, Paaskedag 1848, fik han et Skudsaar i Hovedet, der hele hans Liv igennem foraarsagede ham Smerter saa hæftige, at de tit bragte ham fra Sans og Samling.
Til Trods herfor forblev han i Tjenesten og deltog med Hæder i Krigen 1864, hvor han gjorde Tjeneste ved 2det Regiment.
En lille Episode herfra: Under Stormen paa Dybbøl nægtede hans Folk, skræmmede af Fjendens hæftige Beskydning, at gaa frem, og vendte sig allerede til Flugt. Saa kastede han sig alene frem mod Fjendens Kugleregn, og Soldaterne fulgte.
Under Kampen den 18de April, blev han atter haardt saaret i Nakken og henlaa forglemt og halvdød paa Valpladsen, indtil han næste Morgen blev funden af Fjenden og taget til Fange. Ved Krigens Slutning modtog han til Belønning Ridderkorset
Efter Felttoget var han i nogle Aar Chef for 8de Hatallion i Viborg og senere Kommandant paa Vildersgades-Kaserne. Saa endelig, kort før han skulde falde for Aldersgrænsen, tvang hans Saar ham til at trække sig tilbage fra Militærlivet.
Han flyttede saa med sin første Kone ud paa Værnedamsvej, og da hun døde, giftede han sig kort efter med den Kvinde, hvis Livstraad han saa brat overskar.
Som sagt, er det sandsynligste Motiv det, at det Saar, Larsen i Krigen fik i Hovedet, og som i Aareues Løb foraarsagede ham stedse stærkere og stærkere nervøse Smerter, i den sidste Tid har indvirket saaledes paa hans Nerver og Sind, at dette er bleven bragt ud af Ligevægt og derved Katastrofen fremkaldt.
Vaabnet.
Paa Vejen borte vi op til Politiassistent Jensen i Kastrup, der modtog os med stor Elskværdighed.
"Her skal De se," sagde han. "her er Vaabnet, han brugte," og han lagde Revolveren i vor Haand
Vi følte os uvilkaarlig grebne af Uhygge ved at tage paa det Vaaben, der havde givet to Mennesker Døden, føle paa det samme Skæft, som den fortvivlede Mand krampagtig havde klemt sin Haand om.
Revolveren var en almindelig seksløbet Omdrejningspistol, lille og sort, Officersvaaben af Model 86, 7 Millimeter.
"Tænke sig, at saadan en lille Tingest kan gøre saa megen Ulykke," sagde Assistenten og lagde Vaabnet bort. "man kommer uvilkaarlig til at tænke paa, at Menneskeaanden har lagt hele sin ondskabsfulde Blodtørst ind i denne Komposition af Staal og Træ.
Er det Mord og Selvmord?
Vi omtalte før, at det eneste Svar, man havde paa Spørgsmaalet om Motivet til den blodige Handling var: Sindsforvirring.
Er ikke en anden Forklaring mulig? Selvfølgelig kan man opstille Gisninger, fremkomne ved Formodninger, men blandt disse er der dog en, der tegner sig mere skarpt og tydeligt end de andre.
Den nemlig: om det gamle Par ikke har bestemt at gaa i Døden sammen!
Som sagt, havde de i de sidste to Aarstid fuldstændig stænget sig inde fra Samkvem med Omverdenen, selv Familjen kom de sjældent sammen med.
Det er sandsynligt, at Larsens nervøse Lidelser i Hovedet, de stadigt borende Smærter, har taget saadan Overhaand at han ikke kunde taale at være i Selskab med andre Mennesker, men trak sig tilbage i sin Ensomhed.
Det har maaske staaet klart for ham, ristet med ubønhørlig skarp og tydelig Skrift, at disse Lidelser tidlig eller silde vilde hensætteham i Vanviddets Nat. Han har indset dette og besluttet at kommeTilskikkelsen i Forkøbet, som saa mangen anden før ham har gjort i lignende Tilfælde.
Han har meddelt sin Hustru sin fortvivlede, men faste Beslutning hun har tigget og bedt ham Inde den fare, men han har været urokkelig; saa har hun besluttet at gaa med ham.
Og hvorfor skulde hun ikke gøre det? I mange, lange Aar har hun staaet tæt ved hans Side. delt Solskin og Graavejr med ham; deres Kærlighed ældedes ikke, selv i den sidste Tid gik de ud sammen med hinanden i Haanden, stille, lyksalige som et Par glade Børn.
Hun har udmalet sig det triste Liv, hun vilde komme til at leve efter hans Død, øde og tomt, kun udfyldt af det tunge Minde om den kære Bortgangne - og hun har besluttet at føIge ham.
Men hvorfor skød han hende da, mens hun intet anende stod beskæftiget ined de stille huslige Sysler?
Hun har maaske ikke havt Mod til at se Øjeblikkets skrækkelige Virkelighed i Øjnene, har bedt ham om at foretage den fortvivlede Handling uden hun anede det; thi Døden er ikke afskrækkende, kun de øjeblikke, der gaar forud.
Det er som sagt kun en Formodning, men en Formodning der er stærk nok til at lede Tankerne ud af det Spor, de almindelige Forklaringer følger.
Andre Gisninger
kan ogsaa opstilles. Saaledes efterlod Kaptajn Larsen sig flere Breve og Papirer, som Politiet ved Undersøgelsen straks lagde Beslag paa. Vi ser os dog i Stand til foreløbig at meddele, at indholdet af et afdisse Breve, der hovedsagelig berører Familjeforhold, synes at tyde paa, at Larsen allerede bar undfanget sin gruvækkende Tanke i Anret 1882. Dog herom senere.
- - -
Da vi forlod Skuepladsen for det udspillede Drama, sank Solen rund og glødende Hed bag de mørke Træer i Horisonten. Foran os bevægede sig et Ligtog, langt borte kimede Klokkerne med lange, dumpe Slag, og et Par Krager strøg over Vejen med hæse, langtrukne Skrig.
Disse Skrig og Klokkernes Klang og det langsomme mørke Ligtog kastede som en Skygge af Uhygge ud over det smukke og fredelige Landskab.
Ary Borg
(København 11. september 1894)
Landstedet Edeles Minde eller "Flakhuset" var opført på Østergårds grund tæt ved stranden i Maglebylille af Chr. W. Sally. Parret blev begravet på Garnisons Kirkegård.
Larsens bedrifter under stormen på Dybbøl har kun delvis kunnet verificeres. En Larsen fra 2. regiment nævnes som fangen efter stormen på Dybbøl i Fædrelandet 18. maj 1864, så den del af historien synes at være god nok. Også chefen for 2. regiment, oberst Dreyer blev taget til fange. Under stormen retirerede 2. regiment og faldt tilbage indtil 8. brigade rykkede frem. 2. regiment blev efter stormen slået sammen 9. og 20. regiment og 22. regiment.
I "Vor sidste kamp for Sønderjylland" (udkommet 1914) beretter sekondløjtnant Frits Holst som kommanderede 5. kompagni af 2. regiment om stormen den 18. april at de rykkede frem til løbegraven. Først da kompagniet blev beskudt i flanken fra de erobrede skanser, trak det sig tilbage til grøftevolden hvorfra de beskød preusserne. Det sluttede sig herefter til 8. brigade under dennes fremrykning. Efter dens nederlag trak han sig tilbage til Als. Spredte rester af 2. regiment under regimentschef Dreyer blev omringet og overgav sig nordøst for Dybbøl Mølle. Af 2. regiment der bestod af 1250 mand, overlevede kun 12 underofficerer og 273 menige. 4 af 18 officerer faldt, 5 blev såret og 7 taget til fange. 45 blev dræbt, 165 savnet (sikkert døde), 108 sårede og 601 taget til fange. Frits Holst fik ridderkorset for sine bedrifter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar