Flensborg, den 15de April. Øieblikkets krigeriske Udsigter udøve her i en ikke ringe Grad deres Indflydelse i de forskjelligste Retninger. Paa Forretningslivet hviler der et kjendeligt Tryk: paatænkte større Foretagender udsættes eller opgives, Kapitalisterne blive mere og mere forsigtige, og det er endnu vanskeligere ene tidligere at reise større Laan i Flensborg By. Tillige klages der af derværende Forretningsmænd over Vanskeligheden i at faae deres Tilgodehavende indkasseret i de jydske Byer. En Deel af de vigtigste Livsfornødenheder, navnlig Fødevarer, er stegen i Priis. Den Paastand, at der skulde være gjort store Opkjøb af deslige Varer til Skandsearbeiderne ved Dybbøl, Midsunde og Slesvig samt til de snart forventede Tropper, benyttes af Bønderne og Spekulanterne til at forhøie Prisen.
Medens det som anført, er blevet vanskeligere at reise større Laan selv mod god Sikkerhed og med antagelige Kautionister, har det alt længe været vanskeligt for Mange, der høre til det udpræget loyale Parti at opdrive mindre Summer. Ikke faa af Pengemændene høre nemlig her, som i de fleste slesvigske Byer, til de Illoyale og udlaane kun til politiske Troesfæller. Desuden bidrager meget hertil den Omstændighed, at den herværende Sparekasse, der disponerer over en Kapital af mere end en halv Million, især bestyres og ledes at en af Byens mest bekjendte "Gesinnungstüchtige". Det er den hernede ofte omtalte Hr. Funcke, der tidligere var russisk Konsul, men blev afsat som dybt indviklet i de slesvigholsteenske Historier og den illoyale Agitation. Hans politiske Sindelag er saa bekjendt, at Folkemassen iforfjor, da den bekjendte Mestertyv Lorentz Petersen gjentagne Gange brød ind hos ham, paastod, at denne kun havde gjort det, fordi Funcke var saa ivrig tydsk. Det er naturligt, at mange loyale Mænd under disse Forhold see en Slags Ydmygelse i at skulle anmode denne Mand eller en af de andre ligesindede Medlemmer af Direktionen om Laan, især da Erfaringen har lært, at der som oftest ingen Penge ere disponible i Sparekassen, naar de befinde sig i en øieblikkelig Forlegenhed. At Oprettelsen af en ny Sparekasse under en anseet Direktion og med en mere hensigtsmæssig Organisation end den hidtilværende Flensborger Sparekasses, der forlanger en urimelig Sikkerhed, (foruden Pant i Ejendommen tvende vederhæftige Kautionister) og, efter gammel Slendrian, er overordentlig langsom i Operationerne, vilde være meget ønskelig, er en Selvfølge; forhaabentlig skrider man ogsaa dertil, saasnart noget mere fredelige Udsigter aabne sig.
- Efterat Eleverne i Realklasserne af den herværende lærde og Realskole for kort Tid siden have havt deres Examen og nye Elever ere blevne optagne, er Skolen for Sommersemestret bleven aabnet med 276 Disciple. Der er den samme Skole, hvilken tydske Blade, da den efter Krigen blev omorganiseret, spaaede en slet Fremtid. Før Krigen, da den efter Evne var en Planteskole for Slesvigholstenismen, havde den en ubetydelig Freqvents i Forhold til nu. I 1842 talte den nemlig kun 70 Elever, i 1843 72, i 1846 67, i 1851, da det danske Sprog fik samme Berettigelse som det tydske i samme, og loyale Lærere ansattes, 73, i 1852 119, i 1853 183, i 1854 218, i 1855 245, i 1856 260, i 1860 270 og nu tæller den, som anført, 276 Elever. Det den lærte Skole tilhørende, i Aaret 1711 af den lærde Rektor Møller stiftede Bibliothek tæller nu, efterat der i Aarene 1858 og 1859 blev anskaffet henved 1300 Bind, medens der for kort Tid siden atter er blevet kjøbt for flere tusind Rd. Bøger (især historiske Værker), imellem 9 og 10,000 Bind, og er i disse Dage, efter Ministeriets Anordning, blevet et offentligt Bibliothek for Flensborg og Omegn. Der er indrettet en Læsesal, og Udlaan finder Sted til en bestemt Tid, rigtignok foreløbig kun een Gang om Ugen.
I meget lang Aarrække har et tydsk Theaterselskab, idetmindste regelmæssig om Vinteren, givet Forestillinger her. Det er imidlertid nu Spørgsmaal underkastet, hvorvidt disse ville blive fortsatte i Fremtiden. Den for Tiden koncessionerede Theaterdirekteur, Hr. Kessler, har nemlig i de sidste Aar gjort saa slette Forretninger, at det gik mere og mere tilbage med Theatret og Selskabet. For kort Tid siden har nu sidstnævnte opløst sig, og Theaterdirekteuren selv siges at være reist til Berlin, efterladende sig en ikke ubetydelig Gjæld. Der foreligger temmelig vægtige Grunde for, at han neppe retournerer her til Byen, med mindre Lykken skulde blive ham langt gunstigere i hans Fædreland Preussen end her. Flere Personer agte derfor, som vi erfare, at bestræbe sig for at erholde Koncession til Dannelsen af et nyt Selskab. Silke ville de neppe spinde derved, da de politiske Fordele, der have deelt Byen i tvende Leire, hverken spaae et dansk eller et tydsk Skuespillerselskab nogen særdeles Fremgang , selv om Flensborgerne vare mere kunstelskende, end de ere, og Præstationerne kunde blive bedre, end de hidtil have været.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. april 1861).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar