15 august 2016

De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen: Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse.

I Adressekontorets efterretninger der udkom den 3. november, findes en udskrift af andet vidnekammers protokol, angående sagen nr. 322-31, Peder Jensen kontra skomagermester Mørch. Da fornavnet er udeladt ved mit navn og flere af mine ærede medmestre har samme navn, synes mig hvem sagen angår at jeg bør afvende at ingen blandt disse fejlagtigt anses at være sagen vedkommende af hvilken årsag den offentliggøres.

Traktør Caspersen der dengang boede på Nørrebro, nu på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, anmodede mig om for bekendtskabs skyld (ikke for betaling) at føre regnskab ved et gevinstspil han havde foranstalte i september måned dette år, og da tiden tillod mig det, viste jeg ham denne villighed. Karlen, Peder Jensen, som rejste kegler op, råbte ved dagen flere gange fejlagtigt af, hvor jeg som anså det for pligt tillige at påse at ingen led tab ved det, irettesatte ham. Men om aftenen bemærkede jeg tillige med en anden mand, at Peder Jensen flere gange sparkede til bagkeglen når kuglen havde nået keglerne. Uden at ville bestemme om dette skete for at favorisere nogen eller fordi karlen var så meget klodset, hjalp det dog intet at jeg råbte til ham: "hold benene for dig selv!" men af og til vedblev han desuagtet at drive sit spilop.

Jeg henvendte mig nu til Caspersen og gjorde ham opmærksom på dette uvæsen. Hvorpå vi i forening gik ned til karlen
Caspersen (til karlen: Har du sparket til bagkeglen
Karlen: Nej!
Hermed blev forhøret afsluttet og eksaminatoren var tilfreds med eksminandens meget juridiske svar, men glemte helt sin egen jura (i tilfælde af sådan havde fået indpas i hans hjerne) på tilbagevejen til keglestuen. For næppe ankommet der overfaldt han mig, greb mig i brystet og kastede mig med kraft imod kanten af bord så at min side fik et vældigt slag hvoraf jeg endnu har smerter. Efter at have modtaget sådan tak for min redelighed af denne grobrian af hvis fremgangsmåde tydeligt fremlyser at han ikke ønskede at blive gjort opmærksom på sparkespillet, men ville have at jeg skulle følge visdomsreglen: "at se og tie", aflagde jeg regnskab for de indkasserede kontante penge, og forlod da under heftige smerter dette for mig så fatale sted.


Allerede nævnte Caspersen sendte 3 til  dage herefter Peder Jensen til mig for at anmode mig om at komme ud til ham. Efter der i forening med Caspersen at have opgjort regnskabet, ytrede han at han manglede 3 mark. Hvilket jeg straks var villig til at betale. Men da han ikke ville modtage dem, heller ikke 1 rigsbankdaler jeg skyldte ham - sandsynligvis anså han disse 9 mark som et vederlag for min ulejlighed og modtagne prygl - og jeg ikke ville have noget for min ulejlighed og da denne sum var en for ringe bøde for kur og svie, så er den uddelt til tre trængende Vartovslemmer. Ved denne sammenkomst ytrede Caspersen at han på grund af at have ladet mig kalde for denne gang ville forskåne mig for prygl, men jeg skulle nok få dem en anden gang. (Et bevis for at det ikke altid er godt at have noget til gode.)

Caspersen har, sandsynligvis for at chikanere mig, foranstaltet denne for mig i øvrigt ikke vanærende sag indrykket i Adressekontorets efterretninger. Da han alt for længe i forvejen har ytret for flere at ville gøre det.


Disse er sagens faktiske omstændigheder, og jeg overladet det til det ærede publikum at bedømme om jeg der gjorde Caspersen opmærksom på det urigtige og skadelige i keglerejserens adfærd, eller Casperson som lønnede min redelighed med en dragt prygl, eller endelig Peder Jensen der Gud ved af hvilken grund af og til sparkede til bagkeglen, er foruretter eller forurettet. Kun tillader jeg mig at ytre så meget: at Caspersens adfærd mod mig forekommer mig at være uforskammet og vidner om at denne mand har mangel på opdragelse.


Carl Frederik Mørch
Skomagermester.


(Politivennen nr 828. Løverdagen den 12te November 1831, s. 777-781)

Redacteurens Anmærkning

Caspersen havde flere gange annonceret åbningen på Gammeltorv den 26. oktober 1831. At Mørch vitterligt tilsendte fattigvæsenet pengene, blev bekræftet i en notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 5. november 1831:
"I Anledning af en Meningsforskjellighed ved sidste Gevinstspil hos Hr. Tracteur Caspersen," har Hr. C. F. Mørch idag (Løverdag) sendt mig 9 mk. til tre af Vartov Stiftelses trængende Lemmer. Gaven er med Glæde uddeelt og med Taknemmelighed modtaget. R. G. Wolff.
For denne artikel indkasserede Mørch en dom med efterfølgende bøde på 50 rigsbankdaler:
I den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn er Mandagen den 27de d. M. afsagt Dom i Sagen: Tracteur Hans Caspersen, contra Skomagermester Carl Frederik Mørch, betræffende adskillige under Sagen omhandlede, fra Citantens Side paatalte, Udladelser i et af Indstævnte i Politivennen No. 828 af 12te Novbr. f. A. indrykket Stykke, med Overskrivt: "De factiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidne-Kammerjæger Peder Jensen, contra Skomagermester Mørch, o.s.v.", og er ved bemeldte Dom saaledesKjendt for Ret: "De ovennævnte, af Indstævnte Skomagermester Carl Frederik Mørch om Citanten, Tracteur Hans Caspersen i Bladet Politivennen No. 828 af 12te Novbr f. A. fremførte utilbørlige Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade paa gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bør til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 50 Rbd Sølv. Det Idømte udbødes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.
Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff.
Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff. 
Om keglespil og væddemål handlede en artikel i Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1834, endda på Hotel d'Angleterre:
Allerede i længere Tid har paa Knirsch's Keglebane i Hotel d'Angleterre været spillet Kegler om betydeligt høie Indsatser, idet der, ved formelige Banker, af forskjellige Spillende og Ikkespillende pareres paa de enkelte Slag. Rygtet har vel sagt, at det kun er et privat og sluttet Selskab, som driver dette offentlige Uvæsen; men det holdes i en næsten publik Hauge, og Adgangen dertil bliver let aabnet for enhver saakaldet velklædt Person. Man har allerede hørt forskjelllige sørgelige Følger af dette overhaandtagende Spilleraserie, og navnligen Skulle et Par unge Mennesker der have tilsat deres Mødres Enkepensioner, det var dem overdraget at hæve *). - Imidlertid har det Schofle ved den hele Entreprise, og det naturligviis mindre udvalgte Selskab, som der er tilstede, foranlediget, at det kun er en Rendezvous for de simpleste af Byens cultiverede Dagdrivere. Med Fornøielse har Publikum derfor seet det hele dadlet i "Dagen" No. 174 saa alvorligt og skarpt, at Enhver, der endnu har nogen undseelse tilbage, vistnok vil holde sig borte fra dette Spillehuus. Imidlertid kunde man dog maaske have ønsket, at den ærede Forf. havde behandlet de unge Letsindige med mindre Ubarmhjertighed; thi hvor vanskeligt maa det ikke være for den Unge, der endnu ikke kjender Livet, uden forsaavidt Ældre have fortalt ham Noget derom, at begribe det Skadelige og Umoralske, som ligger i, at drive sin Tid hen ved et sligt Spil, naar han fra sin tidligste Barndom af har været vant til at see alle Landets Byer prydede med offentlige Skildter, ved hvilke Staten indbyder Folket til at indlade sig i et ulige, men priviligeret, reent Hazardspil, hvoraf det Offentlige gjør sig en Indtægt. Hvor Tallotteriet er begunstiget af Staten, maa man ikke fortrinligen dadle den enkelte Borger fordi han spiller Hazard. - Den ærede Forf. synes at have Uret, naar han er gaaet saavidt, at han angriber hiint Spil, som et efter vor Lovgivnings Analogie forbudet Hazardspil. Det Skete maae vi imod ham erklære for ikke at være lovstridigt, om det endog maa ansees som usædeligt. Det er en Uting, som den offentlige Stemme i de enkelte Tilfælde bør hæve sig imod, men som ei uden en fornuftstridig Lovtvang kan forbydes, da det maa betragtes som en Følge af Umuligheden i at bestemme ved Love de enkelte Forhold saaledes, at der ikke kunne gives Handlinger, som, skjøndt de i og for sig ere umoralske, dog ere at ansee som i Formen aldeles legale. - Vor Lovgivning erklærer Hazardspil for lovstridigt, men den har, ved at angive Exempler, sat for dette Begreb den fornuftige Grændse, at derunder kun hører det Spil, ved hvilket det uberegnelige Tilfælde er det ene Afgjørende, og intet Menneske iforveien, paa en grundet eller idetmindste sandsynlig Maade, kan bestemme Udfaldet; men den kan ikke antages at være gaaet videre i Begrændsningen af dette Begreb. Hvor derfor Udfaldet beroer paa enkelte Menneskers Villie og Færdigheder, og de Væddende, ifølge deres Indsigt i de forskjellige Omstændigheder, kunne med Sandsynlighed forud beregne Udfaldet, finder ikke Hazardspil Sted; Men Væddemaalet bliver da aldeles lovligt. De, der parere paa Keglespil, uden selv at tage Deel deri, grunde deres hinanden modsatte Paastande paa deres Kundskab til Banen, Kuglernes Beskaffenhed og den Spillendes Færdighed; altsaa paa deres egen Indsigt, og Udfaldet afhænger af alle disse forudsete Omstændigheder, følgelig er  Væddemaalet lovligt, og maa, ihenseende til Formen, f. Ex. aldeles staae ved Siden af Pareerne ved Vædderidt, forsaavidt Andre end de Ridende indgaae dem. - Vi maae saaledes aldeles være enige med vort Politie, som ikke ved nogen Vilkaarlighed, mod Lovens Bydende, har villet forstyrre dette ikke-lovstridige Spil, ligesom ethvert Skridt af det derimod aldeles vilde faae Characteren af voldsom Tvang.
*) Den ædle Banquier skal imidlertid have tilbagebetalt idetmindste til den ene det paa denne Maade Vundne.
Artiklen ser ikke ud til at have ændret synderligt, for i Kjøbenhavnsposten 10. august 1836 kunne man læse følgende:
Red. er bleven anmodet om at gjøre opmærksom paa det Uvæsen, der drives paa Hr. Knirsch's Keglebane ved Pareer, hvorved der dagligen omsættes betydelige Summer, vor Meddeler siger "flere tusinde Rigsdaler." Som bekjendt er der etableret formelige Banquer, hvor Banqueuererne imod enhver Lysthavende holde paa, at den Slaaende slaaer over eller under et vist Antal Kegler, og det er ikke ubetydeligheder, der voves; der skal saaledes modtages Pareer indtil 50 Rbd. Dersom blot Halvdelen er sand af de Historier, som Indsenderen beretter om Personer der have udstedt falske qvitteringer, ere løbne bort fra Principalerne og bemærket i Bøgerne, at Pengene vare tilsatte paa Keglebanen, om Familiefædre, der have bortspillet det hvoraf deres Familier skulde leve i flere Maaneder, om Sønner, der have tilsat deres Moders Enkepensioner, som var betroet dem at hæve osv. osv., kunne vi ikke andeet end fuldkommen billige Inds.s Harme over dette fordærvelige Hazardspil, deer skjuler sig under Væddemaalets Form, og ønske, at det jo før jo heller maa blive forbudeet; Noget, som vi dog hellere saae skeete af Hr. Knrisch, end af Politiet, hvis Competencce hertil maaske ogsaa kunde være tvivlsom. Saavidt vi vide ophørte disse Banqueuerer ogsaa med deres Forretninger efter Hr. Knirsch's Foranstaltning forrige Gang, da det blev omtalt i dette Blad. Naar Sligt kan hæves uden Politiets Mellemkomst, er det desuden den behageligste Maade for alle Vedkommende, hvoriblandt der naturligviis ogsaa er en stor Mængde unge forledte Mennesker.
Knap et år efter, 10. juni 1837 kunne Kjøbenhavnsposten berette at stadig intet var sket:
Kjøbenhavn den 10de Juni 1837. - Det Uvæsen, der i flere Aar med enkelte Afbrydelser har fundet Sted paa Herr Knirsch's Keglebane, har oftere været omtalt i dette Blad; vi anmodede sidst Herr Knirsch om selv at hæmme det ved at lukke Banen, men vi troe nu, da Hr. Knirsch derhos i den høie Leieafgift har et saa stærkt Motiv til ikke af sig selv at ophøre, at det bliver nødvendigt, at der fra det Offentliges Side skrides ind. Vi have modtaget flere Skildringer, om hvis Paalidelighed vi ingen Grund have til at tvivle, af de Ulykker, der ere foraarsagede ved dette Spil, hvorledes betroede Penge ere satte til, hvorledes Tab der have ført til Selvmord og andre Forbrydelser, hvorledes flere Ulykkelige ganske have forspildt deres Livslykke, hvorledes unge Letsindige, ere blevne bedragne af gamle Optrækkere osv. osv. Til Beviis paa, at det ikke er Ubetydeligheder der tabes, ville vi blot anføre, at af to for os navngivne Personer har den ene tabt 120 Rbd. paa eet enkelt Slag, den anden noget over 700 Rb. i ringere end 3 Timer. Hvor et Spil drives til den Yderlighed, hvor saa mange vitterlige skjøndt maaskee juridisk ubevislige Bedragerier dermed ere forbundne og hvor saa mangfoldige Ulykker deraf foraarsages, ansee vi Politiet fuldkomment berettiget til at forbyde det i Henhold til Lovbestemmelserne om Hazard- Spil, om det end nok saa meget skjuler sig under Veddemaalets Form. 
Og det synes at have virket, for Kjøbenhavnsposten kunne den 24. juni 1837 meddele:
Det glæder os at kunne berette, at det fordærvelige Spil paa Knirschs Keglebane nu af Politiet er forbudt. Til yderligere Beviis paa, at det ikke var ubetydeligheder, hvorom der spilledes, kan tjene, at den ene af de Banker, hvorpaa der lagdes Beslag, indeholdt 125 Rbd. En hensigtsmæssig Betingelse, der indeholdes i de i den senere Tid meddeelte Bevillinger til at holde Vertshuus osv., at Bevillingen tabes, naar der hos den foregaaer Noget, der giver Anledning til Uordener, en Betingelse, som ogsaa var tilføiet den Tilladelse, der var meddeelt Leieren af Knirschs Keglebane, sætter det uden for al Qvæstion, at Politiet er berettiget til at forbyde dette Uvæsen, hvad enten man betragter det som Hazardspil eller ikke.Vedkommende 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar