En Censur-Gaade.

Til indrykkelse i nr. 24 af den danske Statstidende indleverede jeg nedenstående vers, i anledning af en af vor agtværdige medborgeres død. Modtagelsen og betalingen mødt naturligvis ikke mindste vægring fra kontorets side. Desto større var derfor min forundring for ikke at sige forbavselse, da jeg siden erfarede at mit uskyldige gravdigt var blevet udslettet af statstidendens censor, geheimelegationsråd og ridder Manthey, Gud må vide hvorfor? - Vel har jeg ladet mg sige at der fandtes engang en censor som var så stærk i at anvende det almindelige på den enkelte at han under Bonapartes voldsregering forandrede det gamle danske sandsagn: "Man klæder sig på fransk og fryser på dansk!" til "Man klæder sig på fremmed vis" osv. Men, uagtet man må både fryse og gyse over nævnte censur-vinter, selv om den fremmede dragt var russisk, eller polsk, er jeg dog ikke kold nok til at henregne hr. geh. legatr. Manthey til sådanne censorer. Jeg vil ikke undersøge hvorvidt en censor i juridisk hensyn er hævet over lov og ret, ifølge hvilke et privilegeret bekendtgørelsesblad dog nok er forpligtet til at modtage alle indrykkelser, som hverken er lovstridige eller meningsløse. Jeg vil blot anstrenge min sjette kraft - hvortil jeg også herved opfordrer mine læsere - for om muligt at opdage grunden til censors udslettelsesdom.

Ved sammenligning har vist Statstidendes læsere for længst bemærket at den ældre berlingske tidende sædvanligvis havde et langt rigere indhold fra København end den nuværende statstidende hvis indenlandske armod især er påfaldende. Altså har gehei. legatr. næppe brudt staven over indrykkelse af mangel på plads. Endnu mindre kan jeg tro at han har troet at finde noget anstødeligt i versene, da disse ikke indeholder dadel uden i almindelige sandheder, som historien desværre! hjemler til alle tider. Allermindst tør jeg antage at min censor har vovet at anvende mine almindelige sandheder som passende på nogen vis enkelt, da dette jo ville være en af de groveste og uforsvarligste injurier mod den enkelte. Ja, selv om man turde antage en sådan ubegrundet, dunkel følelse i censors hjerte, kan man dog umuligt tro om hans hoved at dette i så fald ikke skulle have hjulpet ham bedre ud af tingen. Det simpleste af alt (under en censur-betænkelighed over hvis genstand enhver kan gætte, tro og snakke så meget han lyster, men jeg alene dømme!) havde nemlig været at udsætte indrykkelsen af mine vers til næste gang for således at få tid til betænkning over en betænkelighed der da sikkert havde hævet sig selv, enten den så rejser sig af mangel på passende plads, eller rigtig ordfortolkning.

Dog, kære læsere! jeg mærker nok at det ikke vil lykkes mig at opløse gåden, og derfor overlader jeg det ganske til dig at gætte eller til hr. geheimelegationsråd manthey at meddele grundene for hans: "Veto!" - Min almentydelige tekst følger hermed til behagelig afbenyttelse.

+

Arjen Jacson

Når en lejesvend sin lovsang toner
Ved en mægtig niddings sundhedsfest,
Når han, slangebugtet, lasten kroner,
Mens det tordner: "Ve!" fra øst til vest.

Da genlyder retfærds høje stemme
Gennem frimods djærve strengeleg:
Sandheds toner løgnens præst beskæmme,
Der sig æreløs til alt'ret sneg.

Men - den samme røst, som mandigt lyder
Imod givtig smigers fule ånd,
Hylder også varmt de rene dyder,
Der ej kende Guld og ordensbånd.

Derfor, Jacson! på din simple kiste
Skriver sandhed dig de simple ord:
"Kraftfuld dåd og broderskab han viste,
Mens hans vandred' her på dunkle jord!"

Mægted' jeg, at stemme brustne streng,
Som så mange vanheld sønderrev';
Ak! -da tolked' de end stærkt og længe
Hvad din død i frelstes hjerter skrev.

Dog, frigjorte Ånd! Du ser mit hjerte,
Ser, hvor inderligt det takker dig:
Ædelt lindred' du så tit min smerte,
Thi du hjalp, for halvt den nærmed' sig.

Held dig hist, i ånders frie rige,
Hvor kun død og kundskab give værd,
hvor ej munkeånd og vold bekrige
Sandheds tolk, med løgn og ild og sværd.

Blok Tøxen.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3646-3649)